Hej Narniabæver. Taxi Driver er i høj grad en klassefilm! :) Prøv at tjekke min Oscartråd, hvor jeg har skrevet om aminationsfilm. Vil gerne høre din mening. ;)
En masse Lugosi film fik jeg og en god veninde set i dag. Manden er fantastisk. Om det så er overfor den næsten ligeså fremragende KARLOFF i The Black Cat (1934), eller om det er som søvnvandrer i Invisible Ghost. Mest berømt er han dog utvivlsomt for den sidste film vi så, nemlig 1931s Dracula, som for mig stadig er blandt de mest stemningsfulde gysere jeg har set fra perioden. Mest overrasket var jeg over den allerede nævnte The Black Cat (1934), hvori både Lugosi og KARLOFF gør sig forrygende, og på mange måder også viser nogle andre sider af deres talent, end det der er at finde i deres signaturroller. Invisible Ghost bliver til tider en smule for fjollet, og jeg savner stemningen fra de andre film, selvom grundhistorien mellem Lugosis karakter og dennes kone er meget interessant og veludført, fylder det omkringliggende for meget, og enkelte mordscener var hysterisk morsomme i stedet for at være skræmmende eller fængende.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
kom i går på en af film-kanalerne, som jeg tilfældigvis var stoppet op på i mit håb om at finde noget, jeg gad at se. De første 10-15 minutter var jeg faktisk super-uengageret og havde bare filmen til at køre i baggrunden, mens jeg rodede lidt med at læse herinde og deslige. Og jeg ved faktisk ikke helt, hvad det var, der gjorde udfaldet, men pludselig var jeg s'gu helt optaget af filmen.
Jeg har det oftest meget svært med Susanne Biers film, uden jeg helt ved hvorfor. Synes ofte, de bliver meget moraliserende, og lige nøjagtig det skortes der nu heller ikke på i Hævnen. Men måske er det fordi, at det her med hævn virkelig er noget, der fylder mine tanker meget for tiden, at jeg blev sådan fanget af filmen. For man skal ikke tage fejl - for hold da op, der er meget hævn i den film.. Både af de store og små slags.
Men filmen rammer også lige i hjertet med portrættet af drengen Christian, der lider stærkt under tabet af sin mor og Elias, der lider stærkt under at være skolens outcast - og, på ingen måde mindst, deres indbyrdes møde og startende venskab.
Selvom det på mange måder er en film, der ikke har en alt-overskyggende hovedrolle, så er netop de to drenge så vigtige for historien, at filmen netop kunne stå og falde med netop de to roller. Og jeg må sige, at jeg er umådelig imponeret. Især William Jøhnk Nielsen som Christian, der i starten af filmen citerer HC Andersen på engelsk til sin mors begravelse, gik lige i den klumpgivende kirtel i halsen på mig mod slutningen, hvor al hans fortvivlelse og frustrationer kommer tydeligst frem. Og trods en faktisk mindre rolle end ventet, så giver Ulrich Thomsen i rollen som Christians far ikke mindre en en pragt-præstation, hvor man virkelig mærker angsten for at miste sin søns kærlighed i takt med at sorgen over konens død gør sit indtog.
Mindre interessant - for mig - var egentlig den sideløbende historie om Elias' forældres seperation og farens udstationering som læge i en afrikansk flygtningelejr (selvom dette fylder en del). Men det var samtidigt ikke noget, der trak ned i helhedsindtrykket. Blot - neutralt fyld (på nær især de sidste scener fra Afrika)..
8/10 til en film, som jeg ellers havde aftalt med mig selv aldrig at skulle se. En film, som rørte mig overraskende meget og sendte mig i seng med en masse tanker kørende rundt i hovedet.
Jeg har intet problem med ikke at have ret. Det er kun, hvis nogen påpeger det, jeg bliver stædig!
Var i biografen med kæresten i går og se Paranormal Activity 3.
Når man som undertegnede har set de to forgængere, må jeg indrømme, at de chok effekter som filmen benytter sig af, ikke kommer som nogen overraskelse på samme måde som den første film levere fremragende. Derfor fik jeg større chok når kæresten skreg mig højt ind i øret end selve gyset fra filmen.
Noget der også ødelagde noget af oplevelsen var alle de 13-18 årige der var inde og se filmen samtidig med os. Jeg måtte bede sidedamen (15/16 år) om at tie stille da hun sad og gættede til veninden hvad der skete undervejs. Utroligt man betaler 80+ kr. for at se en film og så slet ikke tage hensyn til andre.
Men da jeg som skrevet havde set de to forgængere måtte jeg jo også se den sidste film i trilogien.
Jeg kommer lige lidt sent ind i debatten om A SERBIAN FILM:
misuma (12047) skrev:
Jeg må indrømme, at jeg gerne vil se den famøse film, men jeg mangler en fornemmelse af filmens kvalitet produktion og skuespilsmæssigt da dette faktisk kan være afgørende for om jeg vil se den.
Rent teknisk er den virkeligt velproduceret. Den er optaget med et digitalt Red-kamera, hovedrollerne spilles af to af Serbiens mest kendte skuespillere (den mandlige hovedrolle har bl.a. spillet med i film af arthouse-darlingen Emir Kusturica). Den brutale, dubstep-agtige, elektroniske underlægningsmusik er komponeret af Wikluh Sky, der internationalt nok mest er kendt som rapper. Men det er især klipningen, jeg har bidt mærke i. Den er helt i top - ikke mindst i de meget omdiskuterede voldsscener, hvor filmskaberne undgår at vise ret meget og alligevel gennem klipning og lydeffekter får overbevist folk om, at de ser meget mere, end de rent faktisk gør. Det er fornemt håndværk.
Der er faktisk dem, der mener, at den tekniske kvalitet er en af hovedårsagerne til, at den er blevet kontroversiel. Der findes jo i virkeligheden tonsvis af andre, billigt producerede skrækfilm, der er lige så makabre og grænseoverskridende (August Underground-serien fx), men som aldrig får en brøkdel af samme opmærksomhed som A SERBIAN FILM. Det kan muligvis skyldes, at mens de fleste andre film er nemme at afvise som billige og dårlige spekulationsprodukter, kort sagt film som ingen forventer andet af, så insisterer A SERBIAN FILM gennem sin tekniske kvalitet på at blive taget seriøst. Den henvender sig mere til et kunstfilmpublikum end den traditionelle "horror crowd".
Mht. det, som blev nævnt tidligere, om at historien ikke er noget særligt og falder fra hinanden, så er jeg sådan set helt enig. Historien jo sådan set blevet fortalt mange gange før. Det er i bund og grund den samme historie som Nicolas Winding Refns PUSHER: En mand kommer ud, hvor han ikke længere kan bunde. Han forsøger at ændre tingene for sig selv undervejs, men må indse, at når man først har budt djævlen op til dans, så er der ingen vej tilbage. Historien er derfor ikke videre spændende. Det er det, den bliver brugt til, og udførslen, der gør A SERBIAN FILM til noget særligt.
... and in other news: grave robbers pry rifle from Charlton Hestons cold, dead hands.
Men hvad er der så særligt ved udførslen? Er det klipningen du omtaler alene? Nu har jeg ikke set filmen.
Nej, jeg tænker mere på, at den reelt blander to vidt forskellige traditioner: Den "billige", effektjagende exploitation-film og den ambitiøse kunstfilm, hvor man ofrer tempo og narrativ til fordel for en mere åben, mangetydig oplevelse.
For så vidt, så er A SERBIAN FILM ikke grovere end så mange andre af det sidste årtis såkaldte "torturfilm". Hvis man ser bort fra emnet, så er den endda væsentligt mildere end de fleste, fordi den slet ikke er så udpenslet i sine effekter, som man skulle tro. Det er derfor min påstand, at selve æstetikken - dét, at den stædigt insisterer på at blive taget seriøst og at have noget at sige mellem linjerne - gør den ekstra provokerende.
Hvis A SERBIAN FILM var holdt i samme, billige, kornede og håndholdte stil som (den forfærdelige) AUGUST UNDERGROUND-serie, og hvis den havde koncentreret sig mere om spændingsopbygning i stedet for enkeltscener, så ville det have været langt nemmere at ignorere den. Så ville det blot have været endnu en gemen genrefilm i rækken, som man alligevel ikke forventede bedre af. Men ved at blande traditionerne, så åbner A SERBIAN FILM pludseligt nogle andre døre. Så bliver det en film, som lødige filmfestivaler pludseligt tager seriøs, og som seriøse kritikere skriver lange artikler om. Den får med andre ord en helt anden bevågenhed.
Den er nogenlunde samme strategi som von Trier anvendte med ANTICHRIST, der dog er langt mere ovre i kunstfilmtraditionen end A SERBIAN FILM. Det samme gælder for IRRÉVERSIBLE, som jeg selv synes, er det bedste eksempel på arbejdsmetoden: Kogt ind til benet er IRRÉVERSIBLE jo sådan set ikke andet end 1970'ernes rape-revenge-film. Den er bare vendt på hovedet og får dermed en helt ny betydning og følelsesmæssig opbygning.
... and in other news: grave robbers pry rifle from Charlton Hestons cold, dead hands.
Jeg havde overvejet at se den, men tror simpelthen ikke jeg magter igennem den type ekstreme "kunstfilm". Det har min erfaring vist mig. Jeg føler ikke behovet.
#12241 Sweetiebellefan 14 år siden
Annie Hall, Star Wars og Manhattan.
#12242 MMB 14 år siden
#12243 wimmie 14 år siden
Helt enig ang. Taxi Driver - bestemt én af 70'ernes allerbedste film.
#12244 Collateral 14 år siden
#12245 HonoDelLoce 14 år siden
kom i går på en af film-kanalerne, som jeg tilfældigvis var stoppet op på i mit håb om at finde noget, jeg gad at se. De første 10-15 minutter var jeg faktisk super-uengageret og havde bare filmen til at køre i baggrunden, mens jeg rodede lidt med at læse herinde og deslige. Og jeg ved faktisk ikke helt, hvad det var, der gjorde udfaldet, men pludselig var jeg s'gu helt optaget af filmen.
Jeg har det oftest meget svært med Susanne Biers film, uden jeg helt ved hvorfor. Synes ofte, de bliver meget moraliserende, og lige nøjagtig det skortes der nu heller ikke på i Hævnen. Men måske er det fordi, at det her med hævn virkelig er noget, der fylder mine tanker meget for tiden, at jeg blev sådan fanget af filmen.
For man skal ikke tage fejl - for hold da op, der er meget hævn i den film.. Både af de store og små slags.
Men filmen rammer også lige i hjertet med portrættet af drengen Christian, der lider stærkt under tabet af sin mor og Elias, der lider stærkt under at være skolens outcast - og, på ingen måde mindst, deres indbyrdes møde og startende venskab.
Selvom det på mange måder er en film, der ikke har en alt-overskyggende hovedrolle, så er netop de to drenge så vigtige for historien, at filmen netop kunne stå og falde med netop de to roller. Og jeg må sige, at jeg er umådelig imponeret. Især William Jøhnk Nielsen som Christian, der i starten af filmen citerer HC Andersen på engelsk til sin mors begravelse, gik lige i den klumpgivende kirtel i halsen på mig mod slutningen, hvor al hans fortvivlelse og frustrationer kommer tydeligst frem. Og trods en faktisk mindre rolle end ventet, så giver Ulrich Thomsen i rollen som Christians far ikke mindre en en pragt-præstation, hvor man virkelig mærker angsten for at miste sin søns kærlighed i takt med at sorgen over konens død gør sit indtog.
Mindre interessant - for mig - var egentlig den sideløbende historie om Elias' forældres seperation og farens udstationering som læge i en afrikansk flygtningelejr (selvom dette fylder en del). Men det var samtidigt ikke noget, der trak ned i helhedsindtrykket. Blot - neutralt fyld (på nær især de sidste scener fra Afrika)..
8/10 til en film, som jeg ellers havde aftalt med mig selv aldrig at skulle se. En film, som rørte mig overraskende meget og sendte mig i seng med en masse tanker kørende rundt i hovedet.
#12246 knipsknips 14 år siden
Når man som undertegnede har set de to forgængere, må jeg indrømme, at de chok effekter som filmen benytter sig af, ikke kommer som nogen overraskelse på samme måde som den første film levere fremragende. Derfor fik jeg større chok når kæresten skreg mig højt ind i øret end selve gyset fra filmen.
Noget der også ødelagde noget af oplevelsen var alle de 13-18 årige der var inde og se filmen samtidig med os. Jeg måtte bede sidedamen (15/16 år) om at tie stille da hun sad og gættede til veninden hvad der skete undervejs.
Utroligt man betaler 80+ kr. for at se en film og så slet ikke tage hensyn til andre.
Men da jeg som skrevet havde set de to forgængere måtte jeg jo også se den sidste film i trilogien.
3/6
#12247 Thomsen 14 år siden
Rent teknisk er den virkeligt velproduceret. Den er optaget med et digitalt Red-kamera, hovedrollerne spilles af to af Serbiens mest kendte skuespillere (den mandlige hovedrolle har bl.a. spillet med i film af arthouse-darlingen Emir Kusturica). Den brutale, dubstep-agtige, elektroniske underlægningsmusik er komponeret af Wikluh Sky, der internationalt nok mest er kendt som rapper. Men det er især klipningen, jeg har bidt mærke i. Den er helt i top - ikke mindst i de meget omdiskuterede voldsscener, hvor filmskaberne undgår at vise ret meget og alligevel gennem klipning og lydeffekter får overbevist folk om, at de ser meget mere, end de rent faktisk gør. Det er fornemt håndværk.
Der er faktisk dem, der mener, at den tekniske kvalitet er en af hovedårsagerne til, at den er blevet kontroversiel. Der findes jo i virkeligheden tonsvis af andre, billigt producerede skrækfilm, der er lige så makabre og grænseoverskridende (August Underground-serien fx), men som aldrig får en brøkdel af samme opmærksomhed som A SERBIAN FILM. Det kan muligvis skyldes, at mens de fleste andre film er nemme at afvise som billige og dårlige spekulationsprodukter, kort sagt film som ingen forventer andet af, så insisterer A SERBIAN FILM gennem sin tekniske kvalitet på at blive taget seriøst. Den henvender sig mere til et kunstfilmpublikum end den traditionelle "horror crowd".
Mht. det, som blev nævnt tidligere, om at historien ikke er noget særligt og falder fra hinanden, så er jeg sådan set helt enig. Historien jo sådan set blevet fortalt mange gange før. Det er i bund og grund den samme historie som Nicolas Winding Refns PUSHER: En mand kommer ud, hvor han ikke længere kan bunde. Han forsøger at ændre tingene for sig selv undervejs, men må indse, at når man først har budt djævlen op til dans, så er der ingen vej tilbage. Historien er derfor ikke videre spændende. Det er det, den bliver brugt til, og udførslen, der gør A SERBIAN FILM til noget særligt.
#12248 Babo84 14 år siden
Men hvad er der så særligt ved udførslen? Er det klipningen du omtaler alene? Nu har jeg ikke set filmen.
#12249 Thomsen 14 år siden
Nej, jeg tænker mere på, at den reelt blander to vidt forskellige traditioner: Den "billige", effektjagende exploitation-film og den ambitiøse kunstfilm, hvor man ofrer tempo og narrativ til fordel for en mere åben, mangetydig oplevelse.
For så vidt, så er A SERBIAN FILM ikke grovere end så mange andre af det sidste årtis såkaldte "torturfilm". Hvis man ser bort fra emnet, så er den endda væsentligt mildere end de fleste, fordi den slet ikke er så udpenslet i sine effekter, som man skulle tro. Det er derfor min påstand, at selve æstetikken - dét, at den stædigt insisterer på at blive taget seriøst og at have noget at sige mellem linjerne - gør den ekstra provokerende.
Hvis A SERBIAN FILM var holdt i samme, billige, kornede og håndholdte stil som (den forfærdelige) AUGUST UNDERGROUND-serie, og hvis den havde koncentreret sig mere om spændingsopbygning i stedet for enkeltscener, så ville det have været langt nemmere at ignorere den. Så ville det blot have været endnu en gemen genrefilm i rækken, som man alligevel ikke forventede bedre af. Men ved at blande traditionerne, så åbner A SERBIAN FILM pludseligt nogle andre døre. Så bliver det en film, som lødige filmfestivaler pludseligt tager seriøs, og som seriøse kritikere skriver lange artikler om. Den får med andre ord en helt anden bevågenhed.
Den er nogenlunde samme strategi som von Trier anvendte med ANTICHRIST, der dog er langt mere ovre i kunstfilmtraditionen end A SERBIAN FILM. Det samme gælder for IRRÉVERSIBLE, som jeg selv synes, er det bedste eksempel på arbejdsmetoden: Kogt ind til benet er IRRÉVERSIBLE jo sådan set ikke andet end 1970'ernes rape-revenge-film. Den er bare vendt på hovedet og får dermed en helt ny betydning og følelsesmæssig opbygning.
#12250 Babo84 14 år siden
Jeg havde overvejet at se den, men tror simpelthen ikke jeg magter igennem den type ekstreme "kunstfilm". Det har min erfaring vist mig. Jeg føler ikke behovet.