Jeg så Stalker i Cinemateket den anden dag, men var ikke just oplagt. Dermed ikke sagt at jeg ikke glædede mig umådeligt til filmen, for det gjorde jeg, men jeg var bare for træt. Og selvom det følgende måske kan synes som profant, må jeg dog understrege, at oplevelsen var overvældende i sin mangelfuldhed, og da jeg først havde overgivet mig til Morpheus' fyldigt hviskede mumlerier, dér i mørket, blev filmen en anderledes behagelig oplevelse end den efter de ti første minutters problemløse af den første halve times umulige kamp mod førnævnte naturkraft.
Jeg faldt altså efterhånden i søvn under filmen, flere gange. Ind imellem vågnede jeg dog op med en smule fornyet energi, og bevægede mig fra ét knapt så besynderligt drømmelandskab ind i et andet og tilbage og frem i ét bølgende farverigt urvæsen, endeligt mod et mørke lysnende ved biografudgangen. Jeg havde været i en metafysisk skulptur af kunstens opgør med sig selv, og videnskabens utilstrækkelige idealmennesker, ligeså viltre af togene som mennesket der i sin famlende vejvisning skulle formidle sine hemmeligheder til de uimodtagelige, og måske denne vejvisers egen uimodtagelighed var af samme (også selv)forblændede karakter som enhver verdensborgers, i hvilken zone en sådan end måtte befinde sig.
Hustruen var forvildet, og afkommet var forvildet, barnet i en tilsyneladende kynisme, som måske dog rummer et håb, et ganske anderledes end offersønnens, men det ville kræve en genfødsel, et mirakel som omgivelserne ikke ville kunne give, og den vandring som krævedes, synes ikke at være datteren forundt af skæbnen.
Nuvel, al denne fumlen omkring mellem verdenerne, endelig her i et cyberudtrykt minde over en drømmen mellem kunst og virkelighed, ad små sorte huller midt i en regnbue.
Karakterer er for de vågne. Og fuldgyldige minder ligeså. Min yndlingskarakter i filmen var nok togene(, og hunden).
Jeg syntes godt om den i går, men den voksede bestemt ved gensyn.
Neranders: Jeg arbejder på det :D
Fantastisk at høre! :) Især at den også voksede med gensyn. Jeg husker den lå til et 8-tal efter første syn, men ved gensyn
fik jeg allerede en enorm stor klump i halsen, ikke lang tid efter man stifter bekendtskab med Leslie, længe før hendes død.
Jeg dog ikke set den siden, men har planer om et snarligt gensyn med den. :)
Med hensyn til din spoiler havde jeg det helt på samme måde. Jeg ved ikke om filmen er vokset en karakter... Men den føltes langt mere helstøbt anden gang (ved ikke om det var fordi "twistet" overraskede mig så meget første gang.) Så vi vipper mod 9-tallet i hvert fald.
Symbolsk afslørede nogle ekstra lag sig også idet de sorte monstre faktisk gengiver den klingende (af et nøglebundt) som kendetegner faderen/fornuften/voksenlivet. Filmen er som sagt virkelig en smuk hyldest til fantasien.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Submarino hvad betyder det ord du tænker måske først Submarine men Submarino er en tortur metode som består af at offeret sættes ned i vand indtil han er næsten ved at drukne og så tager man ham op igen og igen. Lyder som vi skal til at se torturs film, men nej. Denne film handler om de 2 brødre Nikolaj eller Nick og Lillebror, lillebroren får aldrig nævnt sit navn i filmen så vi kalder ham lillebror. Man følger de 2 brødre fra hvor de er i unge og deres mor er en alkoholiker i værste skuffe. Der sker så noget forfærdeligt allerede kort inde i scenen. Derefter følger man de 2 brødre i nutid hvor de er 30 år, og ligefrem ikke særlige glade typer. Nikolaj ”Jacob Cedergren” er en alene mand, med intet arbejde har en veninde som hedder Sofie som spilles af en udmærket ”Patricia Schuman” som er hans ”afslapnings” dame. Der er også en anden ven som hedder Ivan som er en stor og en mand med stor glæde for kvinder, dog når de skriger så er han knap så glad for dem. Derefter følger man lillebroren som spilles af ”Peter Plaugborg” som er aldeles en fremragende præstation. Lillebroren har en søn på de 10 til 12 år som hedder Martin. Lillebrorens kone døde for 2 år siden af et ”Motorsvin” som Martin så sjovt beskriver det. Lillebroren har dog et stort problem, han har ikke en øre, han er på stoffer og han glemmer Martins madpakke gang for gang. Martin og Lillebrorens historie er nok den historie jeg blev fænget mest af, og så med den smukke musik af Kristian Eidnes Andersens er rigtig medrivende og der er en jagt i filmen hvor Lillebroren flygter fra Politiet er fængende og man ved godt at han bliver fanget i sidste ende, men man ønsker inderligt at han slipper væk. For han er en meget god far mod Martin, og han gør sit bedste.
Filmen er baseret på roman af samme navn Submarino af Jonas T Bengtsson. Jeg har ikke fået læst bogen i nu. Dog har jeg stor lyst til at læse den, da bøger altid er bedre end dens film. Filmen er et familie drama, den er hård og er ikke for yngre seer men nogle vil nok finde den pornografisk, men film som denne skal helst være forbudt over 15 før den virkelig giver den følelse af hård og man fatter sympati for de 2 brødre. Thomas Vinterberg som er instruktøren af Submarino, har lavet mange film, men mange af dem var middelmådige og ikke mindeværdige. Dog er det her hans comeback, og så er det er bestemt Jacob Cedergrens bedste præstation og det her er min første film med Peter Plaugborg og vil bestemt se mere fra ham af. Filmen er fremragende, med fremragende præstationer og igen roser jeg Peter Plauborgs præstation. Dog har alle film deres svagheder, for eksempel den første scene med de 2 yngre brødre var en svag bedrift. De 2 yngre skuespiller havde en stum mimik og virkede ikke godt nok. Jeg bliver nød til at nævne den falske baby som var med til at afslutte de yngre brødres historie. Den rekvisit var noget af en brøler, den ødelagde scenen fuldstændig for mig og jeg kunne næsten ikke tage det som det skulle være en rigtig baby, og så begyndte den yngre Nick at halv skrige af gråd som virkede for mig falskt og gjorde det hele være, øv. Dog betyder de ikke at alle børneskuespillerne gjorde det dårligt, Martin som var filmens ene hovedpersons søn som bliver spillet af ” Gustav Fischer Kjærlrulff” var en overasskende god skuespiller selvom han er så ung og ikke har prøvet det før.
Submarino er en fremragende film, og fortjener all den ros den kan få, og vis nu jeg så tilbage da den udkom og Bodil priserne skulle udeles skulle den her film have mindst en bodils pris. Filmens billedside er smuk og trist, og giver filmen den rette stemning så filmens miljø virker trist og man fatter sympati for de 2 brødre og ikke i det mindste sønnen Martin. Du skal ikke gå glip af den her film, vis du har noget for Thomas Vinterberg eller bare vil se en rigtig god dansk film som jeg synes ikke der er nok af der er tværtimod for mange dårlige og for lidt gode.
5/6
"I learned that courage was not the absence of fear, but the triumph over it".
Ganske munter lille norsk perle om de farlige trolde. En af de bedre "found footage" jeg har set i et stykke tid, dog havde den visse døde perioder og en lidt for lang spilletid. Men for det meste var det helt okay underholdning og computereffekterne var da også acceptable, specielt for hvad der sikkert har været en low-budget produktion.
Koridorius, 1994 I en trøstesløs boligblok i Vilnius, lever en flok mennesker i ensomhed, isolation og fattigdom.
Det er næsten uden dialog - og dialogen er ikke oversat - men det er ikke så vigtigt. For plottet er ikke-eksisterende. I stedet er man overladt til selv at finde meningen i de barske sort/hvid-billeder.
81 minutter er dog en anelse for lang tid til stilen, men ellers er det et godt indblik ind i et andet lands psyke.
#12521 Muldgraver 14 år siden
Jeg faldt altså efterhånden i søvn under filmen, flere gange. Ind imellem vågnede jeg dog op med en smule fornyet energi, og bevægede mig fra ét knapt så besynderligt drømmelandskab ind i et andet og tilbage og frem i ét bølgende farverigt urvæsen, endeligt mod et mørke lysnende ved biografudgangen. Jeg havde været i en metafysisk skulptur af kunstens opgør med sig selv, og videnskabens utilstrækkelige idealmennesker, ligeså viltre af togene som mennesket der i sin famlende vejvisning skulle formidle sine hemmeligheder til de uimodtagelige, og måske denne vejvisers egen uimodtagelighed var af samme (også selv)forblændede karakter som enhver verdensborgers, i hvilken zone en sådan end måtte befinde sig.
Hustruen var forvildet, og afkommet var forvildet, barnet i en tilsyneladende kynisme, som måske dog rummer et håb, et ganske anderledes end offersønnens, men det ville kræve en genfødsel, et mirakel som omgivelserne ikke ville kunne give, og den vandring som krævedes, synes ikke at være datteren forundt af skæbnen.
Nuvel, al denne fumlen omkring mellem verdenerne, endelig her i et cyberudtrykt minde over en drømmen mellem kunst og virkelighed, ad små sorte huller midt i en regnbue.
Karakterer er for de vågne. Og fuldgyldige minder ligeså. Min yndlingskarakter i filmen var nok togene(, og hunden).
#12522 MMB 14 år siden
#12523 Neranders 14 år siden
Fantastisk at høre! :) Især at den også voksede med gensyn. Jeg husker den lå til et 8-tal efter første syn, men ved gensyn
"That's rough, buddy."
#12524 Collateral 14 år siden
Med hensyn til din spoiler havde jeg det helt på samme måde. Jeg ved ikke om filmen er vokset en karakter... Men den føltes langt mere helstøbt anden gang (ved ikke om det var fordi "twistet" overraskede mig så meget første gang.) Så vi vipper mod 9-tallet i hvert fald.
Symbolsk afslørede nogle ekstra lag sig også idet de sorte monstre faktisk gengiver den klingende (af et nøglebundt) som kendetegner faderen/fornuften/voksenlivet. Filmen er som sagt virkelig en smuk hyldest til fantasien.
#12525 Muldgraver 14 år siden
:D ja mon ikke :)
#12526 misuma 14 år siden
#12527 Neranders 14 år siden
Amen!
Du er i det mindste hurtigere end jeg. Og ja, det giver faktisk ret meget mening.
"That's rough, buddy."
#12528 Batsy 14 år siden
Submarino
Submarino hvad betyder det ord du tænker måske først Submarine men Submarino er en tortur metode som består af at offeret sættes ned i vand indtil han er næsten ved at drukne og så tager man ham op igen og igen. Lyder som vi skal til at se torturs film, men nej. Denne film handler om de 2 brødre Nikolaj eller Nick og Lillebror, lillebroren får aldrig nævnt sit navn i filmen så vi kalder ham lillebror. Man følger de 2 brødre fra hvor de er i unge og deres mor er en alkoholiker i værste skuffe. Der sker så noget forfærdeligt allerede kort inde i scenen. Derefter følger man de 2 brødre i nutid hvor de er 30 år, og ligefrem ikke særlige glade typer. Nikolaj ”Jacob Cedergren” er en alene mand, med intet arbejde har en veninde som hedder Sofie som spilles af en udmærket ”Patricia Schuman” som er hans ”afslapnings” dame. Der er også en anden ven som hedder Ivan som er en stor og en mand med stor glæde for kvinder, dog når de skriger så er han knap så glad for dem. Derefter følger man lillebroren som spilles af ”Peter Plaugborg” som er aldeles en fremragende præstation. Lillebroren har en søn på de 10 til 12 år som hedder Martin. Lillebrorens kone døde for 2 år siden af et ”Motorsvin” som Martin så sjovt beskriver det. Lillebroren har dog et stort problem, han har ikke en øre, han er på stoffer og han glemmer Martins madpakke gang for gang. Martin og Lillebrorens historie er nok den historie jeg blev fænget mest af, og så med den smukke musik af Kristian Eidnes Andersens er rigtig medrivende og der er en jagt i filmen hvor Lillebroren flygter fra Politiet er fængende og man ved godt at han bliver fanget i sidste ende, men man ønsker inderligt at han slipper væk. For han er en meget god far mod Martin, og han gør sit bedste.
Filmen er baseret på roman af samme navn Submarino af Jonas T Bengtsson. Jeg har ikke fået læst bogen i nu. Dog har jeg stor lyst til at læse den, da bøger altid er bedre end dens film. Filmen er et familie drama, den er hård og er ikke for yngre seer men nogle vil nok finde den pornografisk, men film som denne skal helst være forbudt over 15 før den virkelig giver den følelse af hård og man fatter sympati for de 2 brødre. Thomas Vinterberg som er instruktøren af Submarino, har lavet mange film, men mange af dem var middelmådige og ikke mindeværdige. Dog er det her hans comeback, og så er det er bestemt Jacob Cedergrens bedste præstation og det her er min første film med Peter Plaugborg og vil bestemt se mere fra ham af. Filmen er fremragende, med fremragende præstationer og igen roser jeg Peter Plauborgs præstation. Dog har alle film deres svagheder, for eksempel den første scene med de 2 yngre brødre var en svag bedrift. De 2 yngre skuespiller havde en stum mimik og virkede ikke godt nok. Jeg bliver nød til at nævne den falske baby som var med til at afslutte de yngre brødres historie. Den rekvisit var noget af en brøler, den ødelagde scenen fuldstændig for mig og jeg kunne næsten ikke tage det som det skulle være en rigtig baby, og så begyndte den yngre Nick at halv skrige af gråd som virkede for mig falskt og gjorde det hele være, øv. Dog betyder de ikke at alle børneskuespillerne gjorde det dårligt, Martin som var filmens ene hovedpersons søn som bliver spillet af ” Gustav Fischer Kjærlrulff” var en overasskende god skuespiller selvom han er så ung og ikke har prøvet det før.
Submarino er en fremragende film, og fortjener all den ros den kan få, og vis nu jeg så tilbage da den udkom og Bodil priserne skulle udeles skulle den her film have mindst en bodils pris. Filmens billedside er smuk og trist, og giver filmen den rette stemning så filmens miljø virker trist og man fatter sympati for de 2 brødre og ikke i det mindste sønnen Martin. Du skal ikke gå glip af den her film, vis du har noget for Thomas Vinterberg eller bare vil se en rigtig god dansk film som jeg synes ikke der er nok af der er tværtimod for mange dårlige og for lidt gode.
5/6
#12529 samcro 14 år siden
Ganske munter lille norsk perle om de farlige trolde. En af de bedre "found footage" jeg har set i et stykke tid, dog havde den visse døde perioder og en lidt for lang spilletid. Men for det meste var det helt okay underholdning og computereffekterne var da også acceptable, specielt for hvad der sikkert har været en low-budget produktion.
4/6
#12530 Skeloboy 14 år siden
I en trøstesløs boligblok i Vilnius, lever en flok mennesker i ensomhed, isolation og fattigdom.
Det er næsten uden dialog - og dialogen er ikke oversat - men det er ikke så vigtigt. For plottet er ikke-eksisterende. I stedet er man overladt til selv at finde meningen i de barske sort/hvid-billeder.
81 minutter er dog en anelse for lang tid til stilen, men ellers er det et godt indblik ind i et andet lands psyke.
7/10