Denzel var mig go', men også sådan en rolle man forventer han skal spille den,
Men hvorfor er det nu nødvendigvis en dårlig ting? Hans karakter er måske mere ordinær end Phoenix' skøre skid, men Denzel rammer simpelthen sin karakter perfekt. Der er ikke skyggen af falskhed, og de følelsesmæssige udbrud var hjerteskærende. Hans præstation løfter filmen gevaldigt, og selvom han måske spiller på tangenter, som vi som tilskuer er vant til at se, så gør han det til perfektion.
For god ordens skyld: 1. Denzel Washington 2. Joaquin Phoenix 3. Daniel Day-Lewis 4. Hugh Jackman 5. Bradley Cooper
Dog et skræmmende stærkt felt i år, og alle fem kan godt være deres nomineringer bekendt.
Jeg glæder mig til at få set Flight. Sidste gang han lavede live-action, ja sågar også en karakterskildring, var med Cast Away. En af årets bedste film.
Det er heller ikke skidt. Jeg siger jo han var god. Men hvis han skal rende med årets bedste præstation, skal der for mig noget mere til. Måske har jeg bare set en afdanket dranker portrætteret så mange gange før og bedre, men det var ikke en præstation jeg vil huske på.
Jeg kræver bare mere end en rutinepræget præstation hvis en skal rende med oscaren. F.eks det Phoenix og Hoffman præsterede. Nu har jeg ikke set Jackman, Cooper og Lewis i aktion, men jeg har på fornemmelsen Denzel vil stå mig svagest.
At kalde det en rutinepræget præstation er vel lige at stramme den. Phoenix' mangel på medmenneskelighed og empatiske træk gør for mig, at det bliver svært at komme heeelt op at ringe, selvom det er flot skuespil. De Niros evne til at finde det menneskelige og sympatiske i det umenneskelige og usympatiske er for mig unik, og jeg synes ikke helt det lykkes for Phoenix i samme grad. Der er snerter af det, men han når ikke helt i mål, hvis du spørger mig.
DDL er fantastisk i Lincoln og helt på linje med hans præstation i TWBB. Hele hans mimik, stemmeføring, hans gangart. Det er en typisk rolle for ham, hvor han lever sig helt ind i rollen. På samme måde gjorde jeg det. At se Lincoln var som at se manden bragt til live fra de døde. Det var først da filmen var færdig, at jeg for alvor begyndte at spekulere over at det rent faktisk var DDL og ikke Lincoln selv der var på lærredet.
Well. Jeg synes Phoenix var enestående. En af de bedste præstationer jeg har set på film. At spille så kompleks en rolle, fysisk såvel som mentalt, kan de færreste mestrer, og så overbevisende.
Det er blevet til en del film på Hulu+ de sidste par dage.
Letter Never Sent (Neotpravlennoye pismo/1959) - 8/10 Fire geologer leder efter diamanter i Sibirien. Bedst som de har fundet diamanterne, bliver de fanget i en kæmpe skovbrand. Herefter begynder kampen for at nå tilbage til civilisationen. Selve historien er meget simpel, men filmen byder på meget flot scenografi. Billederne af geologerne der vandre rundt i ild, røg og damp mindede mig lidt om Days of Heaven.
Kapò (1960) - 8/10 Gillo Pontecorvo, som er mest kendt for The Battle of Algiers, har instrueret denne film om hvordan man kan udvikle sig til et afstumpet menneske under de rigtige omstændigheder. Ved et lykketræf lykkes det den 14-årige Jøde Edith at undslippe den sikre død i en koncentrationslejr og overtage en afdød kriminel medfanges identitet. Herefter starter forråelsen og Edith ender som Kapo som undertrykker sine medfanger. Jeg var lidt i tvivl om jeg skulle give den 7 eller 8. Jeg fandt første 3/4 af filmen meget god, men filmen blev desvære lidt en smule for sentimental i den sidste tredjedel, ligesom tingene udvikler sig så hurtigt at det føles en smule utroværdigt. Endte alligevel på en lille 8.
Ballad of a Soldier (Ballada o soldate/1959) - 8/10 Soldaten Alyosha ødelægger ene mand to fjendtlige tanks. Istedet for en medalje, får han to dages orlov, så han kan besøge sin mor og reparere hendes tag. Det bliver starten på en rejse igennem det krigshærgede Rusland, hvor han møder mennesker der på den ene eller anden møde er mærket af krigen og finder for en kort tid kærligheden. Det er sådan en film hvor rejsen er vigtigere end målet. Filmen havde en slags naivitet over sig, men var ganske rørende. Især de sidste par scener fandt jeg rigtig flotte.
The Cars That Ate Paris - 8/10 Peter Weir har instrueret denne film før han rigtigt slog igennem. Den lille by Paris i Australien, skaber med vilje trafikuheld, for derefter at skrælle bilvragene for værdier. Hovedpersonen Arthur overlever et sådan uheld og får job på byens hospital. Grundet en angst for at føre et køretøj, er han ude af stand til at forlade byen. Jeg blev hurtigt opslugt af Peter Weirs surrealistiske og mystisk univers, samt den absurde humor.
Bergman Island (Bergman och filmen, Bergman och teatern, Bergman och Fårö) - 7/10 Ingmar Bergman tager imod journalisten Marie Nyreröd i hans hjem på øen Fårø. Vi kommer godt omkring og berøre emner som hans barndom, hans kvinder, hans film og hans forhold til døden. Der primært tale om interview krydret med billeder, private videooptagelser og klip fra hans film. Fandt dokumentaren meget konventionel i sin møde at fortælle Bergmans historie på, men jeg blev uden tvivl en lille smule klogere.
Things to Come (1936) - 6/10 I denne fortælling af H.G. Wells, bryder der krig ud i 1940 som raser i 30 år. Herefter skal civilisationen genopbygges. Syntes aldrig rigtigt man kommer ind under huden på hovedpersonerne og filmen virker underligt fragmenteret uden nogen rigtig retning eller formål. Filmen er interessant som historisk dokument, da den er fra før anden verdenskrig.
A Legend or Was It? (Shito no densetsu/1963) - 6/10 Der er ikke så meget info om den her på IMDb og jeg må indrømme jeg allerede har glemt navnene på hovedpersonerne. En krigshelt vender hjem fra krigen og forsøger at fri til en af landsbyens unge kvinder. Da han bliver afvist, lykkes det ham at vende hele landsbyen mod hende og hendes familie. Dette får voldsomme konsekvenser. Igen syntes jeg ikke forråelsen virker troværdig og jeg fandt filmen en lille smule forvirrende.
Imagine an elephant with the flu. One sneeze and it breaks it's bloody neck - Fukkatsu no hi AKA Virus (1980)
#17231 Ispep 13 år siden
Ja, vi afviger ikke meget, selvom jeg indrømmet er tættere på middel end fremragende. Men det var mere om Denzel skulle være den bedste :D
#17232 MMB 13 år siden
Men hvorfor er det nu nødvendigvis en dårlig ting? Hans karakter er måske mere ordinær end Phoenix' skøre skid, men Denzel rammer simpelthen sin karakter perfekt. Der er ikke skyggen af falskhed, og de følelsesmæssige udbrud var hjerteskærende. Hans præstation løfter filmen gevaldigt, og selvom han måske spiller på tangenter, som vi som tilskuer er vant til at se, så gør han det til perfektion.
For god ordens skyld:
1. Denzel Washington
2. Joaquin Phoenix
3. Daniel Day-Lewis
4. Hugh Jackman
5. Bradley Cooper
Dog et skræmmende stærkt felt i år, og alle fem kan godt være deres nomineringer bekendt.
#17233 Slettet Bruger [4112912599] 13 år siden
#17234 Ispep 13 år siden
Det er heller ikke skidt. Jeg siger jo han var god. Men hvis han skal rende med årets bedste præstation, skal der for mig noget mere til. Måske har jeg bare set en afdanket dranker portrætteret så mange gange før og bedre, men det var ikke en præstation jeg vil huske på.
#17235 MMB 13 år siden
#17236 Ispep 13 år siden
#17237 MMB 13 år siden
#17238 Slettet Bruger [4112912599] 13 år siden
Så imponerende var det.
#17239 Ispep 13 år siden
Well. Jeg synes Phoenix var enestående. En af de bedste præstationer jeg har set på film. At spille så kompleks en rolle, fysisk såvel som mentalt, kan de færreste mestrer, og så overbevisende.
#17240 Kisbye 13 år siden
Letter Never Sent (Neotpravlennoye pismo/1959) - 8/10
Fire geologer leder efter diamanter i Sibirien. Bedst som de har fundet diamanterne, bliver de fanget i en kæmpe skovbrand. Herefter begynder kampen for at nå tilbage til civilisationen.
Selve historien er meget simpel, men filmen byder på meget flot scenografi. Billederne af geologerne der vandre rundt i ild, røg og damp mindede mig lidt om Days of Heaven.
Kapò (1960) - 8/10
Gillo Pontecorvo, som er mest kendt for The Battle of Algiers, har instrueret denne film om hvordan man kan udvikle sig til et afstumpet menneske under de rigtige omstændigheder.
Ved et lykketræf lykkes det den 14-årige Jøde Edith at undslippe den sikre død i en koncentrationslejr og overtage en afdød kriminel medfanges identitet.
Herefter starter forråelsen og Edith ender som Kapo som undertrykker sine medfanger.
Jeg var lidt i tvivl om jeg skulle give den 7 eller 8. Jeg fandt første 3/4 af filmen meget god, men filmen blev desvære lidt en smule for sentimental i den sidste tredjedel, ligesom tingene udvikler sig så hurtigt at det føles en smule utroværdigt.
Endte alligevel på en lille 8.
Ballad of a Soldier (Ballada o soldate/1959) - 8/10
Soldaten Alyosha ødelægger ene mand to fjendtlige tanks. Istedet for en medalje, får han to dages orlov, så han kan besøge sin mor og reparere hendes tag.
Det bliver starten på en rejse igennem det krigshærgede Rusland, hvor han møder mennesker der på den ene eller anden møde er mærket af krigen og finder for en kort tid kærligheden.
Det er sådan en film hvor rejsen er vigtigere end målet. Filmen havde en slags naivitet over sig, men var ganske rørende. Især de sidste par scener fandt jeg rigtig flotte.
The Cars That Ate Paris - 8/10
Peter Weir har instrueret denne film før han rigtigt slog igennem.
Den lille by Paris i Australien, skaber med vilje trafikuheld, for derefter at skrælle bilvragene for værdier. Hovedpersonen Arthur overlever et sådan uheld og får job på byens hospital. Grundet en angst for at føre et køretøj, er han ude af stand til at forlade byen.
Jeg blev hurtigt opslugt af Peter Weirs surrealistiske og mystisk univers, samt den absurde humor.
Bergman Island (Bergman och filmen, Bergman och teatern, Bergman och Fårö) - 7/10
Ingmar Bergman tager imod journalisten Marie Nyreröd i hans hjem på øen Fårø. Vi kommer godt omkring og berøre emner som hans barndom, hans kvinder, hans film og hans forhold til døden. Der primært tale om interview krydret med billeder, private videooptagelser og klip fra hans film. Fandt dokumentaren meget konventionel i sin møde at fortælle Bergmans historie på, men jeg blev uden tvivl en lille smule klogere.
Things to Come (1936) - 6/10
I denne fortælling af H.G. Wells, bryder der krig ud i 1940 som raser i 30 år. Herefter skal civilisationen genopbygges.
Syntes aldrig rigtigt man kommer ind under huden på hovedpersonerne og filmen virker underligt fragmenteret uden nogen rigtig retning eller formål.
Filmen er interessant som historisk dokument, da den er fra før anden verdenskrig.
A Legend or Was It? (Shito no densetsu/1963) - 6/10
Der er ikke så meget info om den her på IMDb og jeg må indrømme jeg allerede har glemt navnene på hovedpersonerne.
En krigshelt vender hjem fra krigen og forsøger at fri til en af landsbyens unge kvinder. Da han bliver afvist, lykkes det ham at vende hele landsbyen mod hende og hendes familie. Dette får voldsomme konsekvenser.
Igen syntes jeg ikke forråelsen virker troværdig og jeg fandt filmen en lille smule forvirrende.