Downey Jr. kunne bestemt ikke vælge mellem sine roller, indtil Iron Man var overstået. Favreau har flere gange beskrevet, at han måtte kæmpe en del, bare for at få ham foran producere mv., så de kunne overbevises.
Nu er det nok noget anderledes, fordi Marvel-filmene jo i den grad har gjort ham til en superstjerne igen.
Langt de fleste instruktører rammen bunden i deres karriere og "Noah" er desværre Aronofskys første fejlskud. For en kort stund troede jeg, at jeg så syner... en ny LOTR (blot i dårligere version) rullede over skærmen, men nej... det var Mumien Vender Tilbage.... eller noget. Men sikke en omgang mismask af en fortælling uden nogen "adresse". Persontegningen står også ret svagt. Crowe er utilstrækkelig i rollen og gør ikke et stort væsen af sig. Andre er ikke værd at omtale. Kun i glimtvis havde den et par seværdige momenter. Fotografen Matthew Libatique laver det sædvanlige overkill rent visuelt hvor flere scener grænser til amatørisme. Farverne er ligeledes skrigende. Ikke engang Mansell kan løfte denne søvndyssende affære, som på papiret havde gode forudsætninger for en storslået fortælling men endt med en fiasko. Aronofsky burde holde sig til de snævre film. Nåh ja, CGI stank af lort.
Hvad jeg har set henover de seneste uger med lidt kommentarer:
Afflicted - 6/10 - vampyrfilm der følger den populære håndholdt-trend. Egentligt ganske opfindsom og godt udført, men luften fiser stille ud hen ad vejen..
Community - sæson 1&2 - 10/10 - klasseserie! Enhver filmnørd bør se den. Elsker samtlige karakterer og den metafiktive tilgang, og så er det som filmfan bare en fornøjelse at se de utallige referencer. Dybt original!
Dazed and Confused - 8-9/10 (gensyn) - fantastisk "se-med-gutterne-film". Første halvdel halter lidt med langsomt tempo, men når først Matthew McConaughey gør sin indtog og aften trænger på kommer der utallige scener og citater som er guld værd.
Freaks and Geeks - complete - 9/10 - forstår vitterligt ikke hvordan den kun fik én sæson. Sjovt at se Rogen, Franco osv. som yngre og generelt synes jeg bare den er skide godt skrevet med rigtig meget komisk guld. Dog halter det nogle gange i kontinuiteten på nogle af historierne.
Game of Thrones - sæson 1 - 9/10 - YES! Virkelig fed start. Elsker man følger et stort persongalleri (som jeg kender fra 'The Wire') og generelt bare mange fede karakterer, storylines og scener. Som jeg kan forstå bliver serien kun bedre og bedre, så det her kan blive helt vanvittigt godt.
I Heart Huckabees - 5/10 - meh. Høje forventninger og et fantastisk cast, men det var overhovedet ikke nok. Synes den var dybt rodet og ustruktureret, hvilket hurtigt gjorde mig meget uengageret i filmen. Det var som om den ville alt, alt for meget. Øv.
Insomnia - 7/10 - fedt nok med en mere nedtonet Nolan. Generelt fin lille historie. Robin Williams keder mig dog hurtigt og havde ønsket man brugte mere tid på hele søvnløs-delen mht. virkelighed/syner.
Knights of Badassdom - 6/10 - åhhhh, det starter så godt ud! En dybt ironisk tilgang til rollespilsuniverset og en Peter Dinklage i topform, men pludselig udvikler det sig til en åndsvag slasher-film. Det kunne havde været så godt!
Lilja 4-Ever - 7/10 - barsk, gritty film der helt sikkert er værd at opleve. Det til tider svage skuespil rev mig desværre ud af illusionen nogle gange.
Margot at the Wedding - 7/10 - fed film! Omend det virker som om Noah Baumbach har lidt for mange bolde i vejret og prøver at være lidt FOR mærke, bare for at være det. Men mange fede momenter og rigtig lækre, nedtonede billeder samt en skøn Nicole Kidman.
Masters of the Universe - 5/10 - HAH! Lort på lort, men i det rette selskab går man selvfølgelig ikke galt med denne klassiker. Med navne som He-Man, Skeletor og Man-at-Arms, så kan man altså ikke bede om mere.
Napoleon Dynamite - 7-8/10 - den mest ultimative stenet film jeg nogensinde har set. Der var noget dejligt charmerende over den og de obskure karakterer samt tørre humor virkede som noget Wes Anderson kunne havde lavet.
We Are What We Are - 4-5/10 - arrrggggh, ved sgu ikke rigtig. Synes den gik i langdrag og til tider var gabende kedelig. Den fangede mig ikke lige.
Wolf Creek - 3/10 - GAB. Kææææft hvor var den hamrende kedelig. Havde hørt så godt om den, men nej.. torturscenerne var virkelig ordinære, dumme valg og den konstant skrigende pige var annoying as fuck.
X-Men: Days of Future Past - 8/10 - super flot håndtering af de mange karakterer, mindre plothuller, men det hænger ellers gangske fint samme. Mange fede øjeblikke (Quicksilver!) og trods fede kampscener, var jeg vild med at den ellers er rimelig karakter-drevet.
Har også endelig fået set alle (bortset fra Grand Budapest) Wes Andesons film:
Bottle Rocket - 7/10 - fin lille start. Her har han ikke fundet sin helt personlige stil endnu, men godt på vej. Mange gode momenter og specielt samspillet mellem Wilson-brødrene er fedt. Midterdelen på motellet er dog knap så interessant.
Rushmore - 10/10 - fantastisk! Konstant højt tempo og en overlegen Jason Schwartzman der brillierer som kæphøj skoleelev, samt en fantastisk underspillet Bill Murray, der for alvor får introduceret Andersons enormt tørre/bizarre humor. Her finder Anderson også sin helt personlige stil, som efterfølgende gennemsyrer samtlige film.
The Royal Tenenbaums - 10/10 - endnu mere fantastisk!! Et helt fænomenatt cast, fænomenale billeder og fænomenalt soundtrack! Alt fungerer bare på Andersons underspillede facon. Scenen der dog for alvor afgjorde det for mig var scenen med Luke Wilson på badeværelset. Intet mindre end genialt og denne film kan sammen med Rushmore placere sig blandt mine yndlingsfilm.
The Life Aquatic with Steve Zissou - 9/10 - frygtede den lidt fordi jeg havde hørt dårligt om den, men for fanden en fantastisk overraskelse. Den Anderson-film som absolut har rørt mine lattermuskler mest. Så vanvittige scenarier og en Murray der igen gør hvad han kan bedst. Den der dog ender med at stjæle showet er Willem Dafoes tyske karakter Klaus - hver en replik han siger er et guldkorn!
The Darjeeling Limited - 8/10 (gensyn) - Nok den mest visuelt lækre af hans film, da Indiens placering giver anledning til en masse lækre farver. Super samspil mellem Schwartzman, Owen Wilson og Adrien Brody der endnu engang bringer Andersons bizarre stil til live. De sidste tyve minutters tid er dog ganske forglemmelige.
Fantastic Mr. Fox - 8-9/10 (gensyn) - den frygtede jeg rigtig meget, men endnu engang må min frygt gøres til skamme. Morsom, fantastiske karakterer med stemmer fra et oplagt cast og generelt bare virkelig godt lavet. Og så selvfølgelig et fuldstændig fantastisk soundtrack af Alexandre Desplat.
Moonrise Kingdom - 7/10 (gensyn) - kunne lide den bedre første gang jeg så den. Tror det er de to unge hovedrolleindehaver som ikke gør det helt for mig. Visuelt super fed og trods et skarpt cast føles karaktererne aldrig helt interessante, men Andersons personlige stil skinner igennem og der er helt sikkert noget at komme efter.
Jep, Wes Anderson har på kort tid indtaget en plads blandt toppen af mine absolutte yndlingsfilmskabere. Elsker hans personlige stil, øje for det visuelle, bizarre/underspillet/tørre humor, vanvittige scenarier, skæve karakterer, fantastiske soundtracks og generelt en dyb originalitet - NU glæder jeg mig til The Grand Budapest Hotel.
Freaks and Geeks - complete - 9/10 - forstår vitterligt ikke hvordan den kun fik én sæson. Sjovt at se Rogen, Franco osv. som yngre og generelt synes jeg bare den er skide godt skrevet med rigtig meget komisk guld. Dog halter det nogle gange i kontinuiteten på nogle af historierne.
Hvad hentyder du egentligt til med det sidste? Det er ved at være et stykke tid siden jeg sidst så den(jeg har dog set serien 3 gange), så jeg kan ikke mindes nogle problemer med kontinuiteten. Ellers er jeg helt enig i din bedømmelse. Fantastisk serie! :)
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
Tak for gode input og fint læsestof. Dette er den bedste part ved Filmz for mig, når folk som du gider smide disse kommentarer ind. Når du er så stor fan af Anderson, så kan jeg stærkt anbefale filmen Harold and Maude. Tydeligvis en film, som Anderson har set og er blevet inspireret flot af.
Hvad hentyder du egentligt til med det sidste? Det er ved at være et stykke tid siden jeg sidst så den(jeg har dog set serien 3 gange), så jeg kan ikke mindes nogle problemer med kontinuiteten.
Måske forkert ordvalg, men synes der var nogle gange hvor der skete nogle ting i en episode, som man følte ville blive taget videre i kommende episoder, hvilket aldrig skete og det følte derfor "glemt", hvilket kunne irritere mig lidt. Fx introduktionen af den nye pige Maureen, som Sam bliver forelsket i og de bruger et helt afsnit på. For derefter at "glemme hende" hvorefter hun dukkede op adskillelige afsnit senere. Eller hele konflikten med bøllen, Alan, det var som om den blev glemt til tider. Dog ikke noget der voldte store problemer og måske det har været fordi man har satset på en sæson to til at bygge videre på det. :)
#16 Fedt du sætter pris på det og "What-We-Saw" tråden er også den jeg finder mest interessant, så man er nødt til at gøre sin egen indsats. :) Og tak for anbefalingen, den vil jeg da holde øje med!
Så vil jeg også være med. Her lidt blandet af hvad jeg har set den senere tid, tilsat et par kommentarer og en rating:
The Vow (2012) – 5/10 Bygget på en såkaldt sand historie, men præsenteret så poleret, overromantiseret og standardiseret, at man dårligt tror på det. Jeg burde hade denne her film, men det gjorde jeg underligt nok ikke. Historien om en kvinde der efter en ulykke mister de sidste ca. 5 år af sin hukommelse og derfor ikke kan huske hendes mand og deres liv. Manden må nu få hende til at forelske sig i sig igen og vi ved allerede fra første billede, hvordan det nok går. Men på trods, vinder Rachel McAdams og Channing Tatum i de to hoveroller ens sympati og præmisset er egentlig interessant nok, hvis man som jeg, pludselig sad og faldt i den her, ’hvad nu hvis det var mig’. Men mere ros skal der dog heller ej lyde, for Hollywood kan om nogen trække alt romantik ud af romantiske film og forfladige drama til ren stiløvelse, der ikke efterlader meget rum til eftertanke, fordybelse eller selv at mærke efter. Muligt det er teknisk flot, men det er psykologisk plat.
Top of the Lake (2013) – 9/10 Kan man leve med det lidt ensidige billede, af at alle mænd mere eller mindre er usympatiske og kvindeundertrykkende, er Jane Campions mini-serie, hvor en kvindelig politiassistent måske, måske ikke lader sig blive for personligt involveret i opklaringen af en 13 årige piges graviditet og pludselig forsvinden, altså fremragende. Tonen er isolerende, nedslående og melankolsk, med den New Zealandske natur som storslået baggrund, der både danner ramme og symbolsk understøtter filmens ofte misantropiske stemning. Karaktererne er besnærende og der er psykologisk vægt bag personerne, i et ofte lidt skævt univers, mens historien langsomt udfolder sig. Om den er overraskende, ved jeg ikke helt, men den har så mange interessante træk, uden ret mange mislyde undervejs, at jeg kun kan anbefale den. Søger man stor dramatik og neglebidende spænding, krydret med momentvis action og/eller lignende, skuffes man. Den her graver dybere end så meget, men den gør det på sin egen stille og særegne facon. Elisabeth Moss som nok mest er kendt som lidt kny kontormus i Tv-serien ’Mad Men’, viser overraskende nuancer væk fra denne rolle og andre sider af sit talent, i hovedrollen.
The Beach (2000) – 4/10 Det er ikke ofte at jeg skuffes over hverken Leonardo eller instruktør Boyle. Jeg kan dog ikke undsige mig, at deres samarbejde her kedede mig bravt. Historien, som muligvis kunne have et par vedkommende tiltag (bogen skulle være god?), præsenteres påtaget trættende og kunstnerisk klichefyldt. Det lykkes heller ikke at ramme rigtigt med filmens persongalleri, som i bedste fald bare er der, uden at man gider dem eller på anden måde fatter interesse og filmens slutning trækker desuden ned. Det tog mig 14 år at få taget mig sammen til at se den. Den var ikke tiden værd.
American Hustle (2013) – 5/10 Teknisk og scenografisk noget nær perfekt, men ofte sjæleforladt og uden hjerte indholdsmæssigt. Historien fortåger sig hurtigt i baggrunden, som havde den ikke rigtig interesse. Nuvel, havde filmens karakterer kunne bære den hjem, havde det måske gjort mindre. Desværre er det kun Bradley Cooper man helt tror på. Christian Bale imponerer da muligvis med sin fysiske fremtoning og forvandling, men der er altså noget ’se-mig-jeg-er-god’ over rollen, som jeg finder trættende. Det sammen kan siges om den ellers fantastiske Jennifer Lawrence, hvis præstation nærmest skriger, ’Jeg-skal-have-en-Oscar’ og hende og Bales store ’Oscarmoment’ klinger mig også særdeles falsk. Amy Adams fremstår måske lidt bedre, men imponerer gør hun heller ikke. Måske fordi det hele drukner i stil over substans. Når det er sagt, så underholdes man ofte, om ikke andet på grund af filmens tempo og spot-on tidsbillede. Instruktør David O. Russell gør egentlig meget det sammen som han gjorde med den fremragende ’The Fighter’. Her fungerede det bare langt bedre.
RoboCop (2014) – 5/10 Instruktør José Padilha og folkene bag dette remake af Verhoevens actionklassiker, bruger langt mere tid på forholdet mellem Murphy/Robocop og hans kone og barn, hvilket er et paradoks, fordi man rent faktisk føler mindre for dette og dem her end i originalen. Robocop 2014 kan ikke kaldes andet end endnu et overflødigt Hollywood remake, der modsat originalen ikke kan, må eller tør overraske. Der spilles på det sikre, det skematiske, lettere poleret og i sidste ende ligegyldige. Filmens actionscener underholder mildt ja, men er glemt når slutteksterne sætter ind.
En film som ofte dukkede op i hukommelsen, men ikke set før nu. Tidligere huskede jeg hverken titel eller skuespillere så jeg opgav at lede efter den, men vupti! Så dukkede den op på Netflix i går.
Et par tager på tur i The Canyons med en støvede guide som ikke mangler sprut i indelommen. En ulykke gør at parret må klare sig selv, langt fra civilisationen.
Lilja 4-Ever - 7/10 - barsk, gritty film der helt sikkert er værd at opleve. Det til tider svage skuespil rev mig desværre ud af illusionen nogle gange.
Må jeg spørge af hvem og hvor i filmen du oplever det svage skuespil, som rev dig ud af illusionen? Syntes umiddelbart den kvindelige hovedrolle gjorde det ganske glimrende. Jeg havde hverfald ikke noget problem med at føle empati med karakteren, hvilket selvfølgelig var med til gøre slutningen meget hård at se.
Den scene hvor moren forlader datteren i starten, følte jeg måske var lidt for melodramatisk og over-the-top, men det kan være fordi at det var helt i starten, før jeg havde nået at opbygge sympati for karakteren. Det her engle tema, som kører som en rød tråd igennem filmen, kunne jeg måske godt have undværet, men jeg tænker at det er Lukas Moodyssons forsøg på at give os en eller anden form for forløsning eller håb, i en fortælling der ellers er gennemsyret deprimerende.
Kan ikke huske om jeg har nævnt det, men filmen er jo delvist bygget over 16-årige Dangoule Rasalaite, der begik selvmord i Malmø efter at have været udnyttet som sexslave. At det er noget der sker i virkeligheden, gør det blot mere deprimerende.
Imagine an elephant with the flu. One sneeze and it breaks it's bloody neck - Fukkatsu no hi AKA Virus (1980)
#20111 Lord Beef Jerky 10 år siden
#20112 Slettet Bruger [1118230488] 10 år siden
Nu er det nok noget anderledes, fordi Marvel-filmene jo i den grad har gjort ham til en superstjerne igen.
#20113 Ispep 10 år siden
Langt de fleste instruktører rammen bunden i deres karriere og "Noah" er desværre Aronofskys første fejlskud. For en kort stund troede jeg, at jeg så syner... en ny LOTR (blot i dårligere version) rullede over skærmen, men nej... det var Mumien Vender Tilbage.... eller noget. Men sikke en omgang mismask af en fortælling uden nogen "adresse". Persontegningen står også ret svagt. Crowe er utilstrækkelig i rollen og gør ikke et stort væsen af sig. Andre er ikke værd at omtale. Kun i glimtvis havde den et par seværdige momenter. Fotografen Matthew Libatique laver det sædvanlige overkill rent visuelt hvor flere scener grænser til amatørisme. Farverne er ligeledes skrigende. Ikke engang Mansell kan løfte denne søvndyssende affære, som på papiret havde gode forudsætninger for en storslået fortælling men endt med en fiasko. Aronofsky burde holde sig til de snævre film. Nåh ja, CGI stank af lort.
4/10
#20114 Mikkel Abel 10 år siden
Afflicted - 6/10
- vampyrfilm der følger den populære håndholdt-trend. Egentligt ganske opfindsom og godt udført, men luften fiser stille ud hen ad vejen..
Community - sæson 1&2 - 10/10
- klasseserie! Enhver filmnørd bør se den. Elsker samtlige karakterer og den metafiktive tilgang, og så er det som filmfan bare en fornøjelse at se de utallige referencer. Dybt original!
Dazed and Confused - 8-9/10 (gensyn)
- fantastisk "se-med-gutterne-film". Første halvdel halter lidt med langsomt tempo, men når først Matthew McConaughey gør sin indtog og aften trænger på kommer der utallige scener og citater som er guld værd.
Freaks and Geeks - complete - 9/10
- forstår vitterligt ikke hvordan den kun fik én sæson. Sjovt at se Rogen, Franco osv. som yngre og generelt synes jeg bare den er skide godt skrevet med rigtig meget komisk guld. Dog halter det nogle gange i kontinuiteten på nogle af historierne.
Game of Thrones - sæson 1 - 9/10
- YES! Virkelig fed start. Elsker man følger et stort persongalleri (som jeg kender fra 'The Wire') og generelt bare mange fede karakterer, storylines og scener. Som jeg kan forstå bliver serien kun bedre og bedre, så det her kan blive helt vanvittigt godt.
I Heart Huckabees - 5/10
- meh. Høje forventninger og et fantastisk cast, men det var overhovedet ikke nok. Synes den var dybt rodet og ustruktureret, hvilket hurtigt gjorde mig meget uengageret i filmen. Det var som om den ville alt, alt for meget. Øv.
Insomnia - 7/10
- fedt nok med en mere nedtonet Nolan. Generelt fin lille historie. Robin Williams keder mig dog hurtigt og havde ønsket man brugte mere tid på hele søvnløs-delen mht. virkelighed/syner.
Knights of Badassdom - 6/10
- åhhhh, det starter så godt ud! En dybt ironisk tilgang til rollespilsuniverset og en Peter Dinklage i topform, men pludselig udvikler det sig til en åndsvag slasher-film. Det kunne havde været så godt!
Lilja 4-Ever - 7/10
- barsk, gritty film der helt sikkert er værd at opleve. Det til tider svage skuespil rev mig desværre ud af illusionen nogle gange.
Margot at the Wedding - 7/10
- fed film! Omend det virker som om Noah Baumbach har lidt for mange bolde i vejret og prøver at være lidt FOR mærke, bare for at være det. Men mange fede momenter og rigtig lækre, nedtonede billeder samt en skøn Nicole Kidman.
Masters of the Universe - 5/10
- HAH! Lort på lort, men i det rette selskab går man selvfølgelig ikke galt med denne klassiker. Med navne som He-Man, Skeletor og Man-at-Arms, så kan man altså ikke bede om mere.
Napoleon Dynamite - 7-8/10
- den mest ultimative stenet film jeg nogensinde har set. Der var noget dejligt charmerende over den og de obskure karakterer samt tørre humor virkede som noget Wes Anderson kunne havde lavet.
We Are What We Are - 4-5/10
- arrrggggh, ved sgu ikke rigtig. Synes den gik i langdrag og til tider var gabende kedelig. Den fangede mig ikke lige.
Wolf Creek - 3/10
- GAB. Kææææft hvor var den hamrende kedelig. Havde hørt så godt om den, men nej.. torturscenerne var virkelig ordinære, dumme valg og den konstant skrigende pige var annoying as fuck.
X-Men: Days of Future Past - 8/10
- super flot håndtering af de mange karakterer, mindre plothuller, men det hænger ellers gangske fint samme. Mange fede øjeblikke (Quicksilver!) og trods fede kampscener, var jeg vild med at den ellers er rimelig karakter-drevet.
Har også endelig fået set alle (bortset fra Grand Budapest) Wes Andesons film:
Bottle Rocket - 7/10
- fin lille start. Her har han ikke fundet sin helt personlige stil endnu, men godt på vej. Mange gode momenter og specielt samspillet mellem Wilson-brødrene er fedt. Midterdelen på motellet er dog knap så interessant.
Rushmore - 10/10
- fantastisk! Konstant højt tempo og en overlegen Jason Schwartzman der brillierer som kæphøj skoleelev, samt en fantastisk underspillet Bill Murray, der for alvor får introduceret Andersons enormt tørre/bizarre humor. Her finder Anderson også sin helt personlige stil, som efterfølgende gennemsyrer samtlige film.
The Royal Tenenbaums - 10/10
- endnu mere fantastisk!! Et helt fænomenatt cast, fænomenale billeder og fænomenalt soundtrack! Alt fungerer bare på Andersons underspillede facon. Scenen der dog for alvor afgjorde det for mig var scenen med Luke Wilson på badeværelset. Intet mindre end genialt og denne film kan sammen med Rushmore placere sig blandt mine yndlingsfilm.
The Life Aquatic with Steve Zissou - 9/10
- frygtede den lidt fordi jeg havde hørt dårligt om den, men for fanden en fantastisk overraskelse. Den Anderson-film som absolut har rørt mine lattermuskler mest. Så vanvittige scenarier og en Murray der igen gør hvad han kan bedst. Den der dog ender med at stjæle showet er Willem Dafoes tyske karakter Klaus - hver en replik han siger er et guldkorn!
The Darjeeling Limited - 8/10 (gensyn)
- Nok den mest visuelt lækre af hans film, da Indiens placering giver anledning til en masse lækre farver. Super samspil mellem Schwartzman, Owen Wilson og Adrien Brody der endnu engang bringer Andersons bizarre stil til live. De sidste tyve minutters tid er dog ganske forglemmelige.
Fantastic Mr. Fox - 8-9/10 (gensyn)
- den frygtede jeg rigtig meget, men endnu engang må min frygt gøres til skamme. Morsom, fantastiske karakterer med stemmer fra et oplagt cast og generelt bare virkelig godt lavet. Og så selvfølgelig et fuldstændig fantastisk soundtrack af Alexandre Desplat.
Moonrise Kingdom - 7/10 (gensyn)
- kunne lide den bedre første gang jeg så den. Tror det er de to unge hovedrolleindehaver som ikke gør det helt for mig. Visuelt super fed og trods et skarpt cast føles karaktererne aldrig helt interessante, men Andersons personlige stil skinner igennem og der er helt sikkert noget at komme efter.
Jep, Wes Anderson har på kort tid indtaget en plads blandt toppen af mine absolutte yndlingsfilmskabere. Elsker hans personlige stil, øje for det visuelle, bizarre/underspillet/tørre humor, vanvittige scenarier, skæve karakterer, fantastiske soundtracks og generelt en dyb originalitet - NU glæder jeg mig til The Grand Budapest Hotel.
#20115 Kruse 10 år siden
Hvad hentyder du egentligt til med det sidste? Det er ved at være et stykke tid siden jeg sidst så den(jeg har dog set serien 3 gange), så jeg kan ikke mindes nogle problemer med kontinuiteten. Ellers er jeg helt enig i din bedømmelse. Fantastisk serie! :)
#20116 T. Nielsen 10 år siden
Tak for gode input og fint læsestof. Dette er den bedste part ved Filmz for mig, når folk som du gider smide disse kommentarer ind. Når du er så stor fan af Anderson, så kan jeg stærkt anbefale filmen Harold and Maude. Tydeligvis en film, som Anderson har set og er blevet inspireret flot af.
#20117 Mikkel Abel 10 år siden
Måske forkert ordvalg, men synes der var nogle gange hvor der skete nogle ting i en episode, som man følte ville blive taget videre i kommende episoder, hvilket aldrig skete og det følte derfor "glemt", hvilket kunne irritere mig lidt. Fx introduktionen af den nye pige Maureen, som Sam bliver forelsket i og de bruger et helt afsnit på. For derefter at "glemme hende" hvorefter hun dukkede op adskillelige afsnit senere. Eller hele konflikten med bøllen, Alan, det var som om den blev glemt til tider. Dog ikke noget der voldte store problemer og måske det har været fordi man har satset på en sæson to til at bygge videre på det. :)
#16 Fedt du sætter pris på det og "What-We-Saw" tråden er også den jeg finder mest interessant, så man er nødt til at gøre sin egen indsats. :) Og tak for anbefalingen, den vil jeg da holde øje med!
#20118 T. Nielsen 10 år siden
The Vow (2012) – 5/10
Bygget på en såkaldt sand historie, men præsenteret så poleret, overromantiseret og standardiseret, at man dårligt tror på det. Jeg burde hade denne her film, men det gjorde jeg underligt nok ikke. Historien om en kvinde der efter en ulykke mister de sidste ca. 5 år af sin hukommelse og derfor ikke kan huske hendes mand og deres liv. Manden må nu få hende til at forelske sig i sig igen og vi ved allerede fra første billede, hvordan det nok går. Men på trods, vinder Rachel McAdams og Channing Tatum i de to hoveroller ens sympati og præmisset er egentlig interessant nok, hvis man som jeg, pludselig sad og faldt i den her, ’hvad nu hvis det var mig’. Men mere ros skal der dog heller ej lyde, for Hollywood kan om nogen trække alt romantik ud af romantiske film og forfladige drama til ren stiløvelse, der ikke efterlader meget rum til eftertanke, fordybelse eller selv at mærke efter. Muligt det er teknisk flot, men det er psykologisk plat.
Top of the Lake (2013) – 9/10
Kan man leve med det lidt ensidige billede, af at alle mænd mere eller mindre er usympatiske og kvindeundertrykkende, er Jane Campions mini-serie, hvor en kvindelig politiassistent måske, måske ikke lader sig blive for personligt involveret i opklaringen af en 13 årige piges graviditet og pludselig forsvinden, altså fremragende. Tonen er isolerende, nedslående og melankolsk, med den New Zealandske natur som storslået baggrund, der både danner ramme og symbolsk understøtter filmens ofte misantropiske stemning. Karaktererne er besnærende og der er psykologisk vægt bag personerne, i et ofte lidt skævt univers, mens historien langsomt udfolder sig. Om den er overraskende, ved jeg ikke helt, men den har så mange interessante træk, uden ret mange mislyde undervejs, at jeg kun kan anbefale den. Søger man stor dramatik og neglebidende spænding, krydret med momentvis action og/eller lignende, skuffes man. Den her graver dybere end så meget, men den gør det på sin egen stille og særegne facon. Elisabeth Moss som nok mest er kendt som lidt kny kontormus i Tv-serien ’Mad Men’, viser overraskende nuancer væk fra denne rolle og andre sider af sit talent, i hovedrollen.
The Beach (2000) – 4/10
Det er ikke ofte at jeg skuffes over hverken Leonardo eller instruktør Boyle. Jeg kan dog ikke undsige mig, at deres samarbejde her kedede mig bravt. Historien, som muligvis kunne have et par vedkommende tiltag (bogen skulle være god?), præsenteres påtaget trættende og kunstnerisk klichefyldt. Det lykkes heller ikke at ramme rigtigt med filmens persongalleri, som i bedste fald bare er der, uden at man gider dem eller på anden måde fatter interesse og filmens slutning trækker desuden ned. Det tog mig 14 år at få taget mig sammen til at se den. Den var ikke tiden værd.
American Hustle (2013) – 5/10
Teknisk og scenografisk noget nær perfekt, men ofte sjæleforladt og uden hjerte indholdsmæssigt. Historien fortåger sig hurtigt i baggrunden, som havde den ikke rigtig interesse. Nuvel, havde filmens karakterer kunne bære den hjem, havde det måske gjort mindre. Desværre er det kun Bradley Cooper man helt tror på. Christian Bale imponerer da muligvis med sin fysiske fremtoning og forvandling, men der er altså noget ’se-mig-jeg-er-god’ over rollen, som jeg finder trættende. Det sammen kan siges om den ellers fantastiske Jennifer Lawrence, hvis præstation nærmest skriger, ’Jeg-skal-have-en-Oscar’ og hende og Bales store ’Oscarmoment’ klinger mig også særdeles falsk. Amy Adams fremstår måske lidt bedre, men imponerer gør hun heller ikke. Måske fordi det hele drukner i stil over substans. Når det er sagt, så underholdes man ofte, om ikke andet på grund af filmens tempo og spot-on tidsbillede. Instruktør David O. Russell gør egentlig meget det sammen som han gjorde med den fremragende ’The Fighter’. Her fungerede det bare langt bedre.
RoboCop (2014) – 5/10
Instruktør José Padilha og folkene bag dette remake af Verhoevens actionklassiker, bruger langt mere tid på forholdet mellem Murphy/Robocop og hans kone og barn, hvilket er et paradoks, fordi man rent faktisk føler mindre for dette og dem her end i originalen. Robocop 2014 kan ikke kaldes andet end endnu et overflødigt Hollywood remake, der modsat originalen ikke kan, må eller tør overraske. Der spilles på det sikre, det skematiske, lettere poleret og i sidste ende ligegyldige. Filmens actionscener underholder mildt ja, men er glemt når slutteksterne sætter ind.
#20119 misuma 10 år siden
En film som ofte dukkede op i hukommelsen, men ikke set før nu. Tidligere huskede jeg hverken titel eller skuespillere så jeg opgav at lede efter den, men vupti! Så dukkede den op på Netflix i går.
Et par tager på tur i The Canyons med en støvede guide som ikke mangler sprut i indelommen.
En ulykke gør at parret må klare sig selv, langt fra civilisationen.
En ganske hædelig oplevelse.
3/6
#20120 Kisbye 10 år siden
Må jeg spørge af hvem og hvor i filmen du oplever det svage skuespil, som rev dig ud af illusionen? Syntes umiddelbart den kvindelige hovedrolle gjorde det ganske glimrende. Jeg havde hverfald ikke noget problem med at føle empati med karakteren, hvilket selvfølgelig var med til gøre slutningen meget hård at se.
Den scene hvor moren forlader datteren i starten, følte jeg måske var lidt for melodramatisk og over-the-top, men det kan være fordi at det var helt i starten, før jeg havde nået at opbygge sympati for karakteren.
Det her engle tema, som kører som en rød tråd igennem filmen, kunne jeg måske godt have undværet, men jeg tænker at det er Lukas Moodyssons forsøg på at give os en eller anden form for forløsning eller håb, i en fortælling der ellers er gennemsyret deprimerende.
Kan ikke huske om jeg har nævnt det, men filmen er jo delvist bygget over 16-årige Dangoule Rasalaite, der begik selvmord i Malmø efter at have været udnyttet som sexslave.
At det er noget der sker i virkeligheden, gør det blot mere deprimerende.