#20 Skuespilsdelen var nærmere rettet mod hendes ven, den yngre dreng. Specielt scenen hvor han modtager basketballen fra hende - at en dreng, som lever så vanvittigt hårdt ikke reagerede mere kraftfuldt ødelagde det virkelig for mig. Samt scenen hvor Lilja
hopper fra broen og han gentagne gange råber "Lad vær!!"
, det var slet ikke overbevisende for mig. Men ikke et ondt ord om hende der spiller Lilja, hun var super, måske bortset fra scenen med moderen, som du også nævner.
Og helt enig - jeg forstår symbolikken med englevingerne, men kunne helt sikkert også havde undværet det.
Jeg har siddet og set udvalgte afsnit af ovenstående serier, bl.a. afsnittet "Epilogue", der reelt er en slags afslutning af "Batman Beyond", hvor Terry McGinnis' ophav afsløres. Det er sgu et pissegodt afsnit, det samme er en stor del af de andre - på en meget elegant måde, afsluttes afsnittet som en moderne variant af "Batman: The Animated Series" intro, hvilket er virkelig cool.
Jeg bliver sgu nok aldrig træt af Timmverse-serier og -film. :D
Jeg har siddet og set udvalgte afsnit af ovenstående serier, bl.a. afsnittet "Epilogue", der reelt er en slags afslutning af "Batman Beyond", hvor Terry McGinnis' ophav afsløres. Det er sgu et pissegodt afsnit, det samme er en stor del af de andre - på en meget elegant måde, afsluttes afsnittet som en moderne variant af "Batman: The Animated Series" intro, hvilket er virkelig cool.
Jeg bliver sgu nok aldrig træt af Timmverse-serier og -film. :D
Bedste batman indtil videre, mine våde drøm er at han engang fik lov til at lave live action men sikkert ikke :(
"I learned that courage was not the absence of fear, but the triumph over it".
Lifeboat (1944) – 8/10 Hitchcock’s sætter scenen i et enkelt setup, hvor moraler og etiske dilemmaer sniger sig ind på et kulørt persongalleri, samt os som publikum. Det er spændende, vedkommende, men måske en anelse stillestående. Det er heller ikke mesterens bedste, men det hæver sig stadig over så meget andet, der i metermål smides på banen i dag.
Western Union (1941) – 7/10 Tyske Fritz Langs amerikanske film har (ofte) ikke samme klang af storhed, som hans tyske produktioner, men der er stadig gode film imellem. Efter hans forsøg udi westerngenren med ’The Return Of Frank James’, der ikke havde meget Fritz Lang over sig synes jeg, men dog var hæderligt underholdende, forsøges der atter i genren, men igen uden større held. Niveauet er det samme, hæderligt eller lige over. Det er nemlig såmænd atter rigtigt underholdende, på den der lidt dateret charmerende facon, så man føler sig i godt selskab, men det sætter sig ikke spor. Man husker den ganske enkelt ikke ret godt, når den slutter. Personligt får jeg heller aldrig et indtryk af, hvad Lang lige har tilført filmen, som de fleste amerikanske standard instruktører ikke ville kunne. Men en solid god western, er det nu stadig.
Jack the Giant Slayer (2013) – 7/10 Hvis man ikke er helt mættet af den snart overdrevne og rigeligt storladne brug af superkulørte CGi effekter, som man får serveret i lidt for mange film, med svingende resultat, det samme her, så synes jeg faktisk at instruktør Singers gendigtning af historien om Jack og Bønnestagen er ganske fornøjelig. Der er muligvis ingen direkte voldsomt mindeværdige scener og fortællingen er noget vrøvl som så ofte før i fantasy-genren, men den fortælles med glæde og der er gode passager der i godt tempo trækker en ind i fantasilandet. Det er enkelte steder endda tæt på at blive ægte spændende og medrivende. Det er i hvert fald sådan en film, der muligvis vil kunne bringe glæde en kedelig søndag eftermiddag for børn og barnlige sjæle. Jeg skal gerne erkende, at jeg tilhører den sidste gruppe.
Bedste batman indtil videre, mine våde drøm er at han engang fik lov til at lave live action men sikkert ikke :(
Det kan anbefales at læse tegneserierne, baseret på "Batman Beyond". I øjeblikket kører DC to serier, "Batman Beyond 2.0" og "Justice League Beyond 2.0", som begge bygger videre på det univers, man kender fra animationsserierne.
Tegneserierne er årsagen til, at jeg gik tilbage og genså en masse af de gamle afsnit, da en historie i de to blade handler om The Justice Lords, som optræder i afsnittene "A Better World".
På et eller andet tidspunkt, skal jeg have samlet så meget Batman Beyond sammen, som jeg kan finde i tegneserieform.
The Newsroom – sæson 1 (2012) – 9/10 Skarp politisk satire med rammende pointer og en Jeff Daniels i topform. Intriger, forviklinger og livet på en Tv-station og journalistens udsalg af egne værdier granskes uden at fordømme og det er sjældent beskrevet så interessevækkende som her, uden at blive tungt og tørt, for det gør det aldrig. Dialogen er velskreven som pokker og selv om man tydeligvis fornemmer det politiske ståsted, føler man dog ikke filmens udstilling af ’dumheden’ så belærende (medmindre man er forstokket højrefløjsromantiker), at det irriterer en.
Hitchcock (2012) – 6/10 Farverigt portræt af en kulørt mesterinstruktør, der forsøges holdt i en ofte let tone, men desværre også taber dybden i portrættet på gulvet i forsøget. Det kunne have været så godt, men er endt som en film man måske nok føler sig nogenlunde solidt underholdt af, men næppe heller mere. Hitchcock’s profil og hans arbejde med at iscenesætte mesterværket ’Psycho’, havde altså fortjent mere end det.
The Promise: The Making of Darkness on the Edge of Town (2010) 8/10 Man skal nok være Springsteen fan for rigtigt at værdsætte denne dokumentar, indrømmet, hvis titel fortæller hvad det drejer sig om. Det er jeg, musikken er fantastisk, det er fænomenalt at se The Boss arbejde. Om denne dokumentar ellers er noget særligt ved jeg ikke helt.
Primer (2004) – 7/10 Primitiv tidsrejsefilm, der opstiller dilemmaet ved sådanne som fokus, i et hjernevridertwist, hvor den ofte amatøragtige stil nærmest understøtter følelsen af, at det her er begavet. Det er det såmænd også et stykke hen ad vejen vil jeg tro. Det kan dog ikke ændre på, at replikker og skuespil ofte kan virke lidt stive, samtidig med at man kan føle at filmen måske også forsøger at forvirre en mere end nødvendigt, blot fordi den kan. Men spændende er det.
Den præfilmiske tradition i Italien blev undfanget af middelalderens poesicyklusser, videreført af renæssancens visuelle freskoer, og endelig grundfæstet via mondo nuevo-apparaturet. Derfor er det næppe overraskende, at Dante var den primære indflydelse på en forbløffende produktiv industri (i de første 30 år resulterede dette i et katalog på godt og vel 10.000 film, hvoraf desværre kun 1500 har overlevet). Mellem 1908 og 1911 blev der således produceret 11 film baseret på La Divina Commedia. Den vigtigste af disse er Francesco Bertolinis, Giuseppe de Liguoros og Adolfo Padovans L'Inferno, der med sine 1300 meters længde, proto-SFX og et budget på over 100.000 lire markerer overgangen til et marked og en kunstform af episke proportioner.
Filmen består af tre dele, som alle inkluderer et flashback, hhv. fra sang V (Francesca/Paolo), XIII (Pier della Vigne) og XXXII (Ugolino della Gherardesca). Plottet følger lineært Dantes narrativ, selvom flere sange er udeladt, men det er frem for alt filmens stilistiske og tekniske komposition, der er interessant. Ikonografien og de kreative kulisser, der står i gæld til Méliès' dobbelteksponeringer og superimposeringer, genopliver Dorés famøse illustrationer på dynamisk vis. Og det er denne dynamik, der gør L'Inferno til det prototypiske eksempel på film d'arte, en slags apoteose i den tidlige filmkunst, der var med til at hæve mediet fra et stadie af kuriositet til en kunstform af æstetisk respektabilitet, hvilken teatret senest havde reserveret. Således blev relationen mellem filmmediet og den italienske intelligentsia ligeså cementeret.
PS: Tangerine Dream har voldtaget filmen med deres ellers udmærkede musik. Undgå derfor udgivelsen fra 2004. Cinema Ritrovatos udgivelse fra 2011 skulle efter sigende være superb.
Jeg er forbløffet. Jeg havde for et stykke tid siden optaget en film på TV2Film, som jeg udelukkende havde optaget, fordi jeg så, at det var "en amerikansk komedie med Jeff Bridges". Ja, det var det, der stod. Den havde titlen "Skibbrud". Den måtte jeg se. I dag fik jeg endelig taget mig sammen til at se den.
Først blev jeg forbløffet over at se, at filmen var instrueret af Ridley Scott, og ret hurtigt fandt jeg også ud, at det ikke var en komedie.
Det må jo siges, at være én af Ridley Scotts mindre kendte film, og jeg havde kun set titlen på IMDB, eller har jeg ikke hørt om den.
Filmen gik rent ind og jeg nød hvert et øjeblik. Og jo, filmen blev lidt oversentimental til sidst, men jeg elskede det. Film er flot, spændende, godt spillet og rørende. Nå ja, og så er jeg en sucker for coming-of-age-film. Det er ikke tit, at jeg giver topkarakter til en film (har kun 26 film, som jeg giver topkarakter), men jeg nød denne film så meget, at jeg bliver nødt til at gøre det.
Sådan har jeg det også med Skibsbrud Herrguth. Netop med Coming-of-Age-perspektivet i fokus. Måske derfor jeg stadig har et soft spot for Døde Poeters Klub.
#20121 Mikkel Abel 10 år siden
Og helt enig - jeg forstår symbolikken med englevingerne, men kunne helt sikkert også havde undværet det.
#20122 Slettet Bruger [1118230488] 10 år siden
Jeg har siddet og set udvalgte afsnit af ovenstående serier, bl.a. afsnittet "Epilogue", der reelt er en slags afslutning af "Batman Beyond", hvor Terry McGinnis' ophav afsløres. Det er sgu et pissegodt afsnit, det samme er en stor del af de andre - på en meget elegant måde, afsluttes afsnittet som en moderne variant af "Batman: The Animated Series" intro, hvilket er virkelig cool.
Jeg bliver sgu nok aldrig træt af Timmverse-serier og -film. :D
#20123 Batsy 10 år siden
Bedste batman indtil videre, mine våde drøm er at han engang fik lov til at lave live action men sikkert ikke :(
#20124 T. Nielsen 10 år siden
Hitchcock’s sætter scenen i et enkelt setup, hvor moraler og etiske dilemmaer sniger sig ind på et kulørt persongalleri, samt os som publikum. Det er spændende, vedkommende, men måske en anelse stillestående. Det er heller ikke mesterens bedste, men det hæver sig stadig over så meget andet, der i metermål smides på banen i dag.
Western Union (1941) – 7/10
Tyske Fritz Langs amerikanske film har (ofte) ikke samme klang af storhed, som hans tyske produktioner, men der er stadig gode film imellem. Efter hans forsøg udi westerngenren med ’The Return Of Frank James’, der ikke havde meget Fritz Lang over sig synes jeg, men dog var hæderligt underholdende, forsøges der atter i genren, men igen uden større held. Niveauet er det samme, hæderligt eller lige over. Det er nemlig såmænd atter rigtigt underholdende, på den der lidt dateret charmerende facon, så man føler sig i godt selskab, men det sætter sig ikke spor. Man husker den ganske enkelt ikke ret godt, når den slutter. Personligt får jeg heller aldrig et indtryk af, hvad Lang lige har tilført filmen, som de fleste amerikanske standard instruktører ikke ville kunne. Men en solid god western, er det nu stadig.
Jack the Giant Slayer (2013) – 7/10
Hvis man ikke er helt mættet af den snart overdrevne og rigeligt storladne brug af superkulørte CGi effekter, som man får serveret i lidt for mange film, med svingende resultat, det samme her, så synes jeg faktisk at instruktør Singers gendigtning af historien om Jack og Bønnestagen er ganske fornøjelig. Der er muligvis ingen direkte voldsomt mindeværdige scener og fortællingen er noget vrøvl som så ofte før i fantasy-genren, men den fortælles med glæde og der er gode passager der i godt tempo trækker en ind i fantasilandet. Det er enkelte steder endda tæt på at blive ægte spændende og medrivende. Det er i hvert fald sådan en film, der muligvis vil kunne bringe glæde en kedelig søndag eftermiddag for børn og barnlige sjæle. Jeg skal gerne erkende, at jeg tilhører den sidste gruppe.
#20125 Slettet Bruger [1118230488] 10 år siden
Det kan anbefales at læse tegneserierne, baseret på "Batman Beyond". I øjeblikket kører DC to serier, "Batman Beyond 2.0" og "Justice League Beyond 2.0", som begge bygger videre på det univers, man kender fra animationsserierne.
Tegneserierne er årsagen til, at jeg gik tilbage og genså en masse af de gamle afsnit, da en historie i de to blade handler om The Justice Lords, som optræder i afsnittene "A Better World".
På et eller andet tidspunkt, skal jeg have samlet så meget Batman Beyond sammen, som jeg kan finde i tegneserieform.
#20126 T. Nielsen 10 år siden
Skarp politisk satire med rammende pointer og en Jeff Daniels i topform. Intriger, forviklinger og livet på en Tv-station og journalistens udsalg af egne værdier granskes uden at fordømme og det er sjældent beskrevet så interessevækkende som her, uden at blive tungt og tørt, for det gør det aldrig. Dialogen er velskreven som pokker og selv om man tydeligvis fornemmer det politiske ståsted, føler man dog ikke filmens udstilling af ’dumheden’ så belærende (medmindre man er forstokket højrefløjsromantiker), at det irriterer en.
Hitchcock (2012) – 6/10
Farverigt portræt af en kulørt mesterinstruktør, der forsøges holdt i en ofte let tone, men desværre også taber dybden i portrættet på gulvet i forsøget. Det kunne have været så godt, men er endt som en film man måske nok føler sig nogenlunde solidt underholdt af, men næppe heller mere. Hitchcock’s profil og hans arbejde med at iscenesætte mesterværket ’Psycho’, havde altså fortjent mere end det.
The Promise: The Making of Darkness on the Edge of Town (2010) 8/10
Man skal nok være Springsteen fan for rigtigt at værdsætte denne dokumentar, indrømmet, hvis titel fortæller hvad det drejer sig om. Det er jeg, musikken er fantastisk, det er fænomenalt at se The Boss arbejde. Om denne dokumentar ellers er noget særligt ved jeg ikke helt.
Primer (2004) – 7/10
Primitiv tidsrejsefilm, der opstiller dilemmaet ved sådanne som fokus, i et hjernevridertwist, hvor den ofte amatøragtige stil nærmest understøtter følelsen af, at det her er begavet. Det er det såmænd også et stykke hen ad vejen vil jeg tro. Det kan dog ikke ændre på, at replikker og skuespil ofte kan virke lidt stive, samtidig med at man kan føle at filmen måske også forsøger at forvirre en mere end nødvendigt, blot fordi den kan. Men spændende er det.
#20127 Pécuchet 10 år siden
Den præfilmiske tradition i Italien blev undfanget af middelalderens poesicyklusser, videreført af renæssancens visuelle freskoer, og endelig grundfæstet via mondo nuevo-apparaturet. Derfor er det næppe overraskende, at Dante var den primære indflydelse på en forbløffende produktiv industri (i de første 30 år resulterede dette i et katalog på godt og vel 10.000 film, hvoraf desværre kun 1500 har overlevet). Mellem 1908 og 1911 blev der således produceret 11 film baseret på La Divina Commedia. Den vigtigste af disse er Francesco Bertolinis, Giuseppe de Liguoros og Adolfo Padovans L'Inferno, der med sine 1300 meters længde, proto-SFX og et budget på over 100.000 lire markerer overgangen til et marked og en kunstform af episke proportioner.
Filmen består af tre dele, som alle inkluderer et flashback, hhv. fra sang V (Francesca/Paolo), XIII (Pier della Vigne) og XXXII (Ugolino della Gherardesca). Plottet følger lineært Dantes narrativ, selvom flere sange er udeladt, men det er frem for alt filmens stilistiske og tekniske komposition, der er interessant. Ikonografien og de kreative kulisser, der står i gæld til Méliès' dobbelteksponeringer og superimposeringer, genopliver Dorés famøse illustrationer på dynamisk vis. Og det er denne dynamik, der gør L'Inferno til det prototypiske eksempel på film d'arte, en slags apoteose i den tidlige filmkunst, der var med til at hæve mediet fra et stadie af kuriositet til en kunstform af æstetisk respektabilitet, hvilken teatret senest havde reserveret. Således blev relationen mellem filmmediet og den italienske intelligentsia ligeså cementeret.
PS: Tangerine Dream har voldtaget filmen med deres ellers udmærkede musik. Undgå derfor udgivelsen fra 2004. Cinema Ritrovatos udgivelse fra 2011 skulle efter sigende være superb.
8/10
#20128 Herrguth 10 år siden
Instr.: Ridley Scott
Jeg er forbløffet.
Jeg havde for et stykke tid siden optaget en film på TV2Film, som jeg udelukkende havde optaget, fordi jeg så, at det var "en amerikansk komedie med Jeff Bridges". Ja, det var det, der stod. Den havde titlen "Skibbrud". Den måtte jeg se.
I dag fik jeg endelig taget mig sammen til at se den.
Først blev jeg forbløffet over at se, at filmen var instrueret af Ridley Scott, og ret hurtigt fandt jeg også ud, at det ikke var en komedie.
Det må jo siges, at være én af Ridley Scotts mindre kendte film, og jeg havde kun set titlen på IMDB, eller har jeg ikke hørt om den.
Filmen gik rent ind og jeg nød hvert et øjeblik.
Og jo, filmen blev lidt oversentimental til sidst, men jeg elskede det.
Film er flot, spændende, godt spillet og rørende.
Nå ja, og så er jeg en sucker for coming-of-age-film.
Det er ikke tit, at jeg giver topkarakter til en film (har kun 26 film, som jeg giver topkarakter), men jeg nød denne film så meget, at jeg bliver nødt til at gøre det.
10/10
#20129 misuma 10 år siden
#20130 Herrguth 10 år siden
Breakfast Club er dog min klare favorit i genren.