Fruen fik lov at vælge film i går aftes og hun trak "Ransom" ud af reolen (der har den stået i ubrudt folie i et par år efterhånden!) Jeg så den i sin tid i biffen og har også haft den på vhs, så jeg mente, at jeg kunne den udenad. Da jeg derudover konstaterede, at det var Ron Howard, der var instruktør sukkede jeg lettere opgivende. Ron Howard har lavet en stak udmærkede film, men specielt hans nyeste film har haft en næsten karakteristisk ultra flad spændingskurve!
Jeg kunne heldigvis konstatere, at Ransom var fra Howards bedre periode og at jeg ikke huskede plottet helt så godt, som jeg mente. Mel Gibson gør det glimrende som rigmanden Tom Mullen, der oplever sit livs mareridt, da hans søn kidnappes af et hold udspekulerede kriminelle. Mullen søger hjælp hos FBI trods strenge ordre fra kidnapperne om ikke at blande myndighederne ind i sagen. FBI folkene må dog hele tiden se sig et skridt bagved de tilsyneladende professionelle kidnappere. Historien er glimrende og velfortalt og vi følger sideløbende Mullen familiens mareridt, samt det pres som kidnapperne er under. Kidnapperne er alt andet end en homogen gruppe og de er feks slet ikke enige om, hvorvidt Mullens knægt skal overleve, løsesum eller ej! Jeg er slet ikke i tvivl om, at en film som Ransom rammer mig hårdere i dag, hvor jeg selv har børn, end da jeg så den første gang tilbage i 90erne. Jeg kunne levende sætte mig ind i Mullens mareridt!
Selvom Mel Gibson og til dels Gary Sinise sidder tungt på filmen er den velspillet på samtlige pladser. Det var helt sjovt at spotte folk som Liev Schreiber og Donnie Wahlberg i en af deres allerførste filmroller og den kære Evan Handler fra "Californication" optræder skam også som en af kidnapperne.
Helt klart et positivt gensyn 4/6
Just because the fucker's got a library card doesn't make him Yoda!
Heartbreak kid På grænsen til det småpinlige fra Stillers og Farrelly brødrerne. Der er dog som altid i brødrernes film et par meget morsomme scener, men det er ikke en god komedie. Skulle brygge på en film fra 1972 skrevet af Niel Simon og den har nok været en del bedre.
En af de største indiske film nogensinde. Af nogen kaldt for en indisk Borte Med Blæsten. Den er dog ikke af samme klasse, men der er helt klart ligheder. Ikke mindst i den kvindelige hovedrolle, som også her er en stærk og selvstændig kvinde.
Radha bliver gift med Shamu, men Shamus mor bliver franarret 3/4 af hendes land af Lala, og herfra går det ned af bakke for Shamu og Radha, og efter en ulykke bliver Radha helt alene med tre børn. Nu skal hun for alvor til at kæmpe for sin overlevelse.
Bollywood-sangene er ikke så irriterende, som jeg havde frygtet. De virker også mere naturlige sammenlignet med mange amerikanske musicals. En stor styrke er historien samt Radha. Man kan simpelthen ikke andet end at sidde og heppe på hende. Men desværre er der en lang midterdel, hvor historien falder utrolig meget i kvalitet. Det skyldes en af Radhas sønner, Birju, som overtager en del af historien. Han spiller ikke specielt godt. Filmen kommer dog tilbage på sporet igen, og langt det meste af tiden bliver man revet med.
Radha er ikke nogen Scarlett, men hun er en hård kvinde. Filmen har mange gode scener, og nogen af dem kunne have været klassikere, hvis det var en amerikansk film. Produktionen er god uden at være prangende, og havde det ikke været for Birju og delvis skurken, Lala, havde filmen scoret højere. Hvis man skal bruge They Shoot Pictures sprog, er det en "Approach With caution".
Denne franske film fra 2009 (L'heure d'été), er udkommet i en Criterion udgave, med en medfølgende folder, hvori filmkritiker Kent Jones forklarer om instruktøren Olivier Assayas karriere og baggrund. Vi lærer, at Assayas' moder, døde i 2007 og efter at have set Summer Hours, forstår man inspirationen og at en sådan film ikke kunne være blevet til, uden personligt at have oplevet et sådan tab.
Jeg har ikke endnu set andre film af instruktøren og kan som sådan ikke forholde mig til Kent Jones udsagn om filmteknikker og stil i Assayas tidligere arbejde. Men tydeligvis er han en person, som i den grad forstår sig på mennesker, følelser og relationer og hans evne til filmisk at indfange interaktion mellem mennesker, det være sig via det talte ord eller subtile indikeringer, er noget af det mest raffinerede jeg længe har set.
Den 75 årige Helene, bor på landet i et gammelt restaureringsværdigt hus af den slags, man forestiller sig berømte franske kunstnere boede i. Ikke mærkeligt eftersom huset tilhørte afdøde maler og kunstner Paul Berthier, Helenes onkel. For at ære hans minde, har hun holdt hus og inventar som det var og hvert år kommer hendes voksne børn Adrienne (Juliette Binoche), Frédéric og Jérémie på besøg med ægtefæller og børnebørn til den årlige familiekomsammen. Helene føler, at hendes tid er ved at rinde ud og insisterer på, at Frederic, den eneste af hendes børn som stadig bor i Frankrig, hører hendes ønsker om boets opdeling efter hendes død, et bo som indeholder flere sjældne malerier og kunstværker.
Filmen beskriver den følelsesmæssige stærke og sårbare stund, hvor det uundgåelige sker, at forbindelsen til fortiden og minder, forlader os, med bortgangen af den sidste forælder. En skillevej som griber forstyrrende ind i livets normale gang, tvinger én til valg og hvor reflektioner om fortiden kommer og går.
Det er en meget bevægende historie, men vi skånes for melodrama og effektmageri, som forsøger at empatisere os mere end situationen byder, selvom en sådan tilgang mærkeligt nok, netop viser sig at have mest effekt.
Der er ingen naturlige stop i historien. Assayas viser os at livet går videre og hvorledes vi undervejs tackler konflikterne. Der er flere magiske øjeblikke i filmen, skuespillet er under et, ganske enkelt forrygende, men Assayas opbygger mod slutningen et scenarie ved det gamle hus, som ender op med et øjeblik med teenage barnebarnet Sylvie, som ramte mig som en slaghammer lige i solar plexus. Ingen ord, blot et øjebliks stilhed, der med et deja vu's hastighed, fik én til at genopleve hele historien på ny. Magisk.
Det er ved at være en kliché at tale om bedste film for 2009, men at nævne Summer Hours som udfordrer, er ihvertfald ingen løgn.
Criterion har som altid leveret et kompromisløst kvalitetstransfer. Optaget på 35mm i 1.85:1, er dette en fuldstændig filmisk oplevelse, med en smule filmgryn, en flot naturlig farvepalette, sortniveau i top og en smule mindre detaljegrad end HD normen tillader.
DTS HD MA 5.1 lydsporet var perfekt til oplevelsen. Præcis dialog, god frontseparation, atmosfære som fuglekvider, trafikstøj og lignende i surroundhøjttalerne. Eksplosioner, automatgeværer og potente scores af Hans Zimmer optræder ikke.
Film: 10/10 Video: 8/10 Audio: 8/10
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Jeg må indrømme, at jeg blev en anelse skuffet. Filmen var sjov til tider og indeholdt mange interessante øjeblikke, blandt andet historien om dannelsesrejsen for de tre venner og selvfølgelig hele problematikken herom. Men jeg blev aldrig rigtig ført med og jeg synes ikke helt, at den kunne følge med hypen herinde. Der var flere stille øjeblikke end grin og så var den til tider lidt for forudsigelig.
Karakter mæssigt ligger den på en 4/6, da det til trods stadig var en god oplevelse, men jeg havde nu ventet mig noget mere. Derudover har Billy Crystal nu aldrig sagt mig det helt store som komiker. :-)
Nyeste anmeldelse: "The Thin Red Line" : http://bonysblog.wordpress.com/
#4061 wiseguy 14 år siden
Fruen fik lov at vælge film i går aftes og hun trak "Ransom" ud af reolen (der har den stået i ubrudt folie i et par år efterhånden!) Jeg så den i sin tid i biffen og har også haft den på vhs, så jeg mente, at jeg kunne den udenad.
Da jeg derudover konstaterede, at det var Ron Howard, der var instruktør sukkede jeg lettere opgivende. Ron Howard har lavet en stak udmærkede film, men specielt hans nyeste film har haft en næsten karakteristisk ultra flad spændingskurve!
Jeg kunne heldigvis konstatere, at Ransom var fra Howards bedre periode og at jeg ikke huskede plottet helt så godt, som jeg mente.
Mel Gibson gør det glimrende som rigmanden Tom Mullen, der oplever sit livs mareridt, da hans søn kidnappes af et hold udspekulerede kriminelle. Mullen søger hjælp hos FBI trods strenge ordre fra kidnapperne om ikke at blande myndighederne ind i sagen. FBI folkene må dog hele tiden se sig et skridt bagved de tilsyneladende professionelle kidnappere.
Historien er glimrende og velfortalt og vi følger sideløbende Mullen familiens mareridt, samt det pres som kidnapperne er under. Kidnapperne er alt andet end en homogen gruppe og de er feks slet ikke enige om, hvorvidt Mullens knægt skal overleve, løsesum eller ej!
Jeg er slet ikke i tvivl om, at en film som Ransom rammer mig hårdere i dag, hvor jeg selv har børn, end da jeg så den første gang tilbage i 90erne. Jeg kunne levende sætte mig ind i Mullens mareridt!
Selvom Mel Gibson og til dels Gary Sinise sidder tungt på filmen er den velspillet på samtlige pladser. Det var helt sjovt at spotte folk som Liev Schreiber og Donnie Wahlberg i en af deres allerførste filmroller og den kære Evan Handler fra "Californication" optræder skam også som en af kidnapperne.
Helt klart et positivt gensyn 4/6
#4062 Sweetiebellefan 14 år siden
Babs og Buster og resten af det skøre hold tager på sommerferie, og imens er der tonsvis af parodier på vejen.
En skam at filmen ikke kom i biografen.
10/10
#4063 jessup 14 år siden
På grænsen til det småpinlige fra Stillers og Farrelly brødrerne. Der er dog som altid i brødrernes film et par meget morsomme scener, men det er ikke en god komedie. Skulle brygge på en film fra 1972 skrevet af Niel Simon og den har nok været en del bedre.
2-3/6
#4064 jessup 14 år siden
#4065 Skeloboy 14 år siden
En af de største indiske film nogensinde. Af nogen kaldt for en indisk Borte Med Blæsten. Den er dog ikke af samme klasse, men der er helt klart ligheder. Ikke mindst i den kvindelige hovedrolle, som også her er en stærk og selvstændig kvinde.
Radha bliver gift med Shamu, men Shamus mor bliver franarret 3/4 af hendes land af Lala, og herfra går det ned af bakke for Shamu og Radha, og efter en ulykke bliver Radha helt alene med tre børn. Nu skal hun for alvor til at kæmpe for sin overlevelse.
Bollywood-sangene er ikke så irriterende, som jeg havde frygtet. De virker også mere naturlige sammenlignet med mange amerikanske musicals. En stor styrke er historien samt Radha. Man kan simpelthen ikke andet end at sidde og heppe på hende. Men desværre er der en lang midterdel, hvor historien falder utrolig meget i kvalitet. Det skyldes en af Radhas sønner, Birju, som overtager en del af historien. Han spiller ikke specielt godt. Filmen kommer dog tilbage på sporet igen, og langt det meste af tiden bliver man revet med.
Radha er ikke nogen Scarlett, men hun er en hård kvinde. Filmen har mange gode scener, og nogen af dem kunne have været klassikere, hvis det var en amerikansk film. Produktionen er god uden at være prangende, og havde det ikke været for Birju og delvis skurken, Lala, havde filmen scoret højere. Hvis man skal bruge They Shoot Pictures sprog, er det en "Approach With caution".
6/10
#4066 filmz-Bruce 14 år siden
Denne franske film fra 2009 (L'heure d'été), er udkommet i en Criterion udgave, med en medfølgende folder, hvori filmkritiker Kent Jones forklarer om instruktøren Olivier Assayas karriere og baggrund. Vi lærer, at Assayas' moder, døde i 2007 og efter at have set Summer Hours, forstår man inspirationen og at en sådan film ikke kunne være blevet til, uden personligt at have oplevet et sådan tab.
Jeg har ikke endnu set andre film af instruktøren og kan som sådan ikke forholde mig til Kent Jones udsagn om filmteknikker og stil i Assayas tidligere arbejde. Men tydeligvis er han en person, som i den grad forstår sig på mennesker, følelser og relationer og hans evne til filmisk at indfange interaktion mellem mennesker, det være sig via det talte ord eller subtile indikeringer, er noget af det mest raffinerede jeg længe har set.
Den 75 årige Helene, bor på landet i et gammelt restaureringsværdigt hus af den slags, man forestiller sig berømte franske kunstnere boede i. Ikke mærkeligt eftersom huset tilhørte afdøde maler og kunstner Paul Berthier, Helenes onkel. For at ære hans minde, har hun holdt hus og inventar som det var og hvert år kommer hendes voksne børn Adrienne (Juliette Binoche), Frédéric og Jérémie på besøg med ægtefæller og børnebørn til den årlige familiekomsammen. Helene føler, at hendes tid er ved at rinde ud og insisterer på, at Frederic, den eneste af hendes børn som stadig bor i Frankrig, hører hendes ønsker om boets opdeling efter hendes død, et bo som indeholder flere sjældne malerier og kunstværker.
Filmen beskriver den følelsesmæssige stærke og sårbare stund, hvor det uundgåelige sker, at forbindelsen til fortiden og minder, forlader os, med bortgangen af den sidste forælder. En skillevej som griber forstyrrende ind i livets normale gang, tvinger én til valg og hvor reflektioner om fortiden kommer og går.
Det er en meget bevægende historie, men vi skånes for melodrama og effektmageri, som forsøger at empatisere os mere end situationen byder, selvom en sådan tilgang mærkeligt nok, netop viser sig at have mest effekt.
Der er ingen naturlige stop i historien. Assayas viser os at livet går videre og hvorledes vi undervejs tackler konflikterne. Der er flere magiske øjeblikke i filmen, skuespillet er under et, ganske enkelt forrygende, men Assayas opbygger mod slutningen et scenarie ved det gamle hus, som ender op med et øjeblik med teenage barnebarnet Sylvie, som ramte mig som en slaghammer lige i solar plexus. Ingen ord, blot et øjebliks stilhed, der med et deja vu's hastighed, fik én til at genopleve hele historien på ny. Magisk.
Det er ved at være en kliché at tale om bedste film for 2009, men at nævne Summer Hours som udfordrer, er ihvertfald ingen løgn.
Criterion har som altid leveret et kompromisløst kvalitetstransfer. Optaget på 35mm i 1.85:1, er dette en fuldstændig filmisk oplevelse, med en smule filmgryn, en flot naturlig farvepalette, sortniveau i top og en smule mindre detaljegrad end HD normen tillader.
DTS HD MA 5.1 lydsporet var perfekt til oplevelsen. Præcis dialog, god frontseparation, atmosfære som fuglekvider, trafikstøj og lignende i surroundhøjttalerne. Eksplosioner, automatgeværer og potente scores af Hans Zimmer optræder ikke.
Film: 10/10
Video: 8/10
Audio: 8/10
#4067 davenport 14 år siden
#4068 filmz-Bruce 14 år siden
[url=
#4069 elwood 14 år siden
Ku godt tænke mig og høre hans mening om denne hyggelige film, hvis han da havde fået den set 8-)
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#4070 Bony 14 år siden
Jeg må indrømme, at jeg blev en anelse skuffet. Filmen var sjov til tider og indeholdt mange interessante øjeblikke, blandt andet historien om dannelsesrejsen for de tre venner og selvfølgelig hele problematikken herom. Men jeg blev aldrig rigtig ført med og jeg synes ikke helt, at den kunne følge med hypen herinde. Der var flere stille øjeblikke end grin og så var den til tider lidt for forudsigelig.
Karakter mæssigt ligger den på en 4/6, da det til trods stadig var en god oplevelse, men jeg havde nu ventet mig noget mere. Derudover har Billy Crystal nu aldrig sagt mig det helt store som komiker. :-)