"Idi i smotri" skildrer et gråt, trist og fattigt område i Hviderusland under 2. verdenskrig, hvor tyskerne gør deres indtog, mens de dræber og hærger alt på deres vej. Den skildrer krigens absolut grummeste side, og viser på realistisk vis de krigshandlinger der hærgede hviderusland og deres befolkning under 2. verdenskrig. Vi ser brutale drab på mænd, kvinder og børn. Kvinder der bliver voldtaget og en hel landsbys beboere lukket inde i en bygning, hvorefter der bliver smidt håndgranater ind og sat ild til bygningen. Det lyder som en munter film, gør det ikke? ;)
Det er en barsk og dyster film, som er fremragende lavet med flot filmede scener, der lader os komme helt tæt på uhyrlighederne.
8/10
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
Så fik jeg set min første Vinterberg film (I know, I know), og det var filmisk positiv oplevelse.
Jakob Cedergren og Mads Broe Andersen spiller to brødre, der på hver sin måde er ved at spolere deres liv. Efter at være vokset op hos en alkoholiseret mor, er deres liv mærket af deres brors død. Broderen døde som spædbarn, overladt til brødrenes varetægt af den fraværende mor, og de føler begge et ubegrundet ansvar for hans død.
Nu er jeg ikke den store reviewer af billede og lyd, men da jeg lovede Bruce at skrive et par ord, skal jeg gøre det efter bedste evne.
Når det er sagt, så vil jeg sige, at hverken billede eller lyd er fantastiske. Filmen er set på et 40" TV, så der er i forvejen ikke den helt store forskel på enkelte BD-billeder, men jeg har set betydeligt bedre billeder. Filmen er holdt i meget blege farver. Jeg går ud fra at det er for at understrege det deprimerende miljø.
Lyden er DTS HD Master 5.1 - Der sker ikke ret meget i baghøjtalerne, og lyden i forhøjtalerne er meget neutral. Men den største anke er at lydmikseren, specielt i den første samtale mellem storebroderen og hans næsten kæreste, ikke efter min mening har styr på lyden. I starten af samtalen svinger kærestens svar for meget i niveau.
Film 8/10 Video 5/6 (3/6 for en BD) Lyd 4/6 (2/6 for en BD)
No matter how old you are, no matter how badass you think you are, if a toddler hands you their ringing toy phone ... You answer it.
Så fik jeg endelig set giraffen! Jaaa, det er sent i mit liv, jeg får det gjort, men jeg tror ærlig talt kun, jeg har ventet så længe for at være på tværs.. Har to meget nære venner, der i flere år har talt om hvor pinligt det er, at jeg ikke har set den, da den simpelthen er en af verdens bedste film!!!.. Den slags pres kan jeg slet slet ikke nyde en film under, og det ville da ærlig talt også være synd for en film, hvis den skal leve op til den slags hype..
Men i aften var aftenen, hvor jeg ikke længere kunne dy mig. Jeg havde brug for noget stille og rolig film, uden bulder, brag og babes og meget gerne IKKE med for meget roe-sukker-suppe-sød kærlighed.. Så jeg tænkte hey, en film om inmates og den slags kan vel ikke komme tættere på kærlighed end en tarmskylning i bruserummet og satte filmen på.
Og hvad så - er det nær ved verdens bedste film og derfor fortjent på 2. pladsen på filmverdenens mest fornemme hitliste *host* imdb.com? Slet ikke.. Jeg vil ikke ligefrem bruge udtrykket langt fra, for der er ingen tvivl om, at det er en rigtig dygtig film. MEN! Mens det utvivlsomt er en humørløftende fortælling krydret med lækre skuespilspræstrationer af selvfølgelig især Robbins og Freeman, så er det stadigvæk ikke mere end det - i mine øjne.. Det er ikke en film, der sidder dybt i mig efter at have set den, det er ikke en film, der på nogen måder taler til at ændre ens syn på virkeligheden.. Man føler med fangerne under filmen og nærer afsky mod den ulækre inspektør og hans chef-vagt, men lige så hurtigt som rulleteksterne kører over skærmen er medfølelsen og glæden over frihed ligesom forstummet, og livet går videre i samme dur som inden man så filmen.
Det kan delvist have noget at gøre med, at man aldrig for alvor føler nogen frygt for, at noget går frygtelig galt for nogen af de personer, man kommer til at holde af. Selv når Dufresne ryger en måned i isolation - og får det forlænget med yderligere en måned - frygter man ikke for hverken hans fysiske eller psykiske velvære. Og det har man da heller ingen grund til. Jovist er han lidt omtåget og vag i sine udtalelser første gang man ser ham igen uden for cellen - men ikke mere end jeg var første gang jeg tabte et værtshusslagsmål.. Og man finder da også hurtigt ud af, at en eventuel frygt ville have været helt ubegrundet..
Ikke engang et selvmord af en ellers veletableret og vel-lidt karakter gør det store indtryk, da man nærmest føler med ham og ikke engang selv kan se anden udvej.
Men omvendt, så lægger filmen heller ikke rigtigt op til at være en socialrealistisk film om det hårde liv i fængslet. Det er en film om håb og frygt for at miste den smule menneskelighed, der stadig er i én. Og det er en film, der ligesom gemmer sig væk i baghovedet - og så kan man, når man føler sig uretfærdigt behandlet, tage den frem fra gemmeren og tænke over hvordan Dufresne igennem 20 år ikke brokker sig over at være blevet uskyldigt dømt, men i stedet tager tæskene, tager smerterne og - bag alles ryg - samtidigt planlægger resten af sit liv og hvordan han kan nå det mål..
Jeg giver den 5/6 og vil nøjes med afslutningsvis at sige get busy living or get busy dying!
Jeg har intet problem med ikke at have ret. Det er kun, hvis nogen påpeger det, jeg bliver stædig!
Men nej, det er det ikke.. Men efter al den snak om verdens bedste film og blablabla, så forventede jeg bare mere af den end "blot" en feel-good-film uden så meget at tænke over bagefter..
Jeg har intet problem med ikke at have ret. Det er kun, hvis nogen påpeger det, jeg bliver stædig!
Ja, selvfølgelig, for det er det første forbehold eller minus du nævner. Og det synes også at være et større forbehold end det andet med, at du
ikke frygtede for hovedpersonernes skæbne.
Og efter at have nævnt et plus ved filmen - nemlig din sympati og empati med hovedpersonerne - gentager du endda forbeholdet, blot med lidt andre ord: "livet går videre i samme dur som inden man så filmen."
Så det er klart, at jeg tog dette "ud af hele den smøre". ;-)
Men bortset fra det, så er det for mig en ligeså stor kvalitet, at en film er livsbekræftende som at den er tankevækkende. Og livsbekræftende synes jeg virkelig, at 'Shawshank' er.
Billedet af Andy stående i regnen er fantastisk, det skriger bare frihed, og er nærmest belønningen for hans store anstrengelser, for at ha kommet så langt.
Jeg tænker ikke på alt det bibliske som mange åbenbart analysere sig frem til i den scene, det var slet ikke noget jeg begyndte og sidde og tænke over.
J. J: "This is one of my Favorite shots." Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
Mange ord af både positiv og negativ karakter har i tidens løb været sagt og skrevet om den spøjse og krukkede, men aldrig kedelige eller på nogen måder uinteressante kultinstruktør Kenneth Anger med en stor visuel og personlig forkærlighed for det dobbelttydige, abstrakte, surrealistiske og okkulte siden han tilbage i 1947 fik sin debut på det hvide sengelærred og penetrerede Hollywood med hvad der senere hen ville komme til at stå som en af milepælene inden for Queer Cinema i skikkelse af det homoerotiske mesterværk “Fireworks”. Dette var samtidig kulminationen på en opvækst hos Angers forgudede bedstemoder, der i en poetisk kombination af at være lesbisk og fortryllet af den fantasi og magi film og teaterverdenen kunne tilbyde på flere måder blev den altafgørende inspirationskilde for ham og hans latente kunstnertalent til, via film-mediet, at få omsat de uforløste tanker og følelser til håndgribelige billeder han som ung homoseksuel tumlede rundt med i et land, hvor det ud over at være ekstremt tabubelagt også var nådesløst strafbart.
En måde for den mandlige del af datidens Queer miljø at kunne dele hinandens fascination og dermed omgås reglerne på, hvad end det gjaldt lovgivningen eller den sammenlignelige parallelle Hays Code censur specielt pålagt branchen ang. hvad der blev kategoriseret som stødende/pornografisk materiale, blev i stedet udlevet igennem de såkaldte fysiqe bodybuilder film hvor sportstrænede mænd, helst i bar overkrop, viste deres veltrimmede kroppe og potente overarme frem til stor tilfredsstillelse for det fremmødte publikum. Et sådan trick benyttede Kenneth Anger sig ligeledes af i sine tre Queer værker, dog først efter at have opnået filmrelaterede erfaringer under sit studie på University of Southern California. Men som det bliver illustreret i det kommende afsnit var objektiviseringen her brugt som en slags rebelsk homage, der tilsat Angers intelligente billedcollage nu indgik i en helt ny og forfriskende provokerende måde at anskue Queer miljøet og verden udenfor på.
Queer Anger :
Fireworks, (1947), Scorpio Rising, (1963), & Kustom Kar Kommandos, (1965)
I den sort/hvide eskapistiske og stærkt metaforiske “Fireworks” spiller Kenneth Anger den selvreflekterende hovedrolle, der sendes på en terapeutisk rejse ind i sit eget stærkt traumatiserede sind med alt hvad det indebærer af erotiske behov og påtvungen skyldfølelse over sin seksualitet, kontra udlevelsen af drifterne og, den for manges vedkommende, udenforstående medfølgende heterosexistiske og eller homofobiske angst for at få undermineret den stærke machomands karakteristika, her repræsenteret ved matrosen/matroserne. Efter en bevidst melodramatisk og humoristisk intro, hvor Anger kælent lader kameraet beskue sin egen krop samt den spændstige sømands muskulatur i den tidligere nævnte hyldest til fysique filmene, ændres stemningen drastisk over i et sandt mareridt, da den erotiske tilfredsstillelse gennem matrosfiguren opnås og hetero forsvarsmekanismen træder i blodig og brutal karakter. I scenerne, der må siges at være temmelig makabre for sin tidsperiode, dissekeres Angers krop afslørende hvad man sagtens kunne vælge at se som værende en tikkende bombe af indespærrede følelser, der trods den voldelige modstand ikke lader sig kue, men i stedet udnytter overfaldet til egen sadomasokistisk fordel i sammensmeltningen af den efterfølgende blod og sæd symbolik. Stort set i samme moment bringes den oprindelige objektificerende matros tilbage med prompt og pragt, og en saluterende kanon substituerende sit stive lem, som en understregende 4. juli fejring og hyldest til friheden. Anger viser dog resolut, at han på ingen måde forholder sig naivt til virkeligheden da et religiøst symbol, her i skikkelse af kristendommens juletræ, introduceres som et tungt åg på den spirende homoseksualitet, som søges destrueret ved afbrændingen af en billedserie, eller fastfrosne minder om man vil, af Anger liggende i matrosens sikre favn. Således bliver det afsluttende billede tilbage i virkeligheden en erkendelse af seksualitetens besværlige rejse mod accept både inde og ude for miljøet i et moderne samfund.
Fra en rejse ind i Angers sindelag af sort/hvide drømme skal vi nu om på bagsmækken af en blankpoleret og højpotent motorcykel og et spring frem i tiden til midten af 60’erne og det pulserende ungdomsoprør via en homoerotisk vinkel på hhv. den fandenivoldske biker/bande kulturs fællesskabs ånd, og dets dertil hørende spin off ved det mandlige køns potensforlængende bil fetichisme og machomæssige status symbol dyrkelse. I “Scorpio Rising” introduceres tilskueren til tonerne af muntre pophit, så som “Fools Rush In” og det meget passende og pirrende “Whine Me Up”, for en flok bikere der nøjsomt dissekere og finpudser samtlige dele udført som en kærligheds-erklæring til deres elskede maskiner, som metaforisk set er en forlægning af dem selv og derfor en kærlighedserklæring til den stærke mandekrop. Da de sidste forberedelser løber af stablen, lægger Anger drilsk et forvarsel ud til “My Boyfriends Back”, hvor en figur af døden pludselig viser sig, inden nærbilleder af bikerne i bedste fysique stil nu udfylder rammen med den sensuelle og herligt kontrastfyldte “Blue Velvet” som omfavnende tour guide. Mens gutterne samles til en større orgielignende fest, følger man nu lederen på sit alterlignede værelse, tapetseret ind i afgudslignede billeder af tidens store maskuline ikoner Marlon Brando og James Dean, mens Elvis Presleys “Devil In Disguise” meget passende fylder lokalet med henblik på Angers andet tema om blind tro og de farer der ligger heri. Under lederens vandring ud i det pulserende natteliv og afsluttende ophold i en nedlagt kirke, hvor han holder en form for prædiken, krydsklippes der nemlig finurligt frem og tilbage i mellem bikeren og hans mænd, Jesus og hans disciple, samt Adolf Hitler og nazisthæren. På den måde lykkedes det på fornem vis, dog temmelig provokerende og kontroversielt i nogles øjne, at understrege den potentielle fare, der kan opstå vis tryghedsbehovet i fællesskabet, hvad end det er af banderelateret, religiøs, eller politisk overbevisning, fuldt ud for lov til at overtage og opsluge den enkeltes kritiske sans og selvstændighed.
Som en lille underfundig, morsom og hyggelig poetisk vignette hertil fungerer vedhænget “Kustom Kar Kommandos” ganske glimrende som kontrast til “Scorpio Rising” lettere pessimistiske tone, da man præsenteres for et farvestrålende og poleret univers, hvor en mand kærtegner sin specialbyggede, ganske imponerende og nærmest vulgært voluminøse automobil. Med hvad der umiddelbart ligner én lang bil reklame rettet direkte mod den stærke heteroseksuelle mand, ændrer Anger snedigt på denne opfattelse med op til flere nærbilleder af mandens skridt og bagdel placeret i et par meget stramme jeans som især får den ønskede homoerotiske effekt, når det sættes op imod den sensuelle og sødmefulde evergreen “Dream Lover” refererende til både bilen og manden bag den.
Ind imellem sine tre Queer dominerede værker kunne man opleve Kenneth Anger fra en mere afdæmpet og poetisk side, da han tilbage i 1950, grundet sin blacklistning i USA da Joseph McCarthys kommunistforskrækkelse hærgede landet, flyttede til Europa, nærmere bestemt Frankrig, hvor han lavede sin anden film i karrieren, “Rabbit’s Moon”, der ud over inddragelsen af stumfilmsæraens teatralske udtryk, delvist var en reference til Max Reinhart og William Dieterles visuelle stil i “A Midsummer Nights Dream” fra 1935, hvor Anger selv ifølge rygterne spillede rollen som den lille prins, som hans højt elskede bedstemoder havde skaffet ham.
I den usandsynlig smukke “Rabbit’s Moon”, der også benyttede en heftig brug af temarelaterede popbalader som fortællemæssig gimmick, genskaber Anger i bedste pantomime stil den klassiske fortælling om Pjerrot og hans fascination og besættelse af månen, der på abstrakt vis gør dette til en tragisk beretning om umulig kærlighed. Dette forværres herefter yderlige da den nederdrægtige og kombinerede Harlequin/Lucifer karakter springer frem fra skovens mørke og ydmyger den stakkels Pjerrot ved at lokke med diverse illusioner af månen, hvilke han alle sammen må se briste, inden den største illusion af dem alle, visualiseret i form af den underskønne Columbine, åbenbare sig for hans øjne og bliver det nye spirende kærlighedshåb. Trods alverdens tilnærmelser afvises Pjerrot af den temmelig overfladiske kvinde, som i fællesskab med den hånligt leende Harlequin nu forviser den romantiske udfordrer til sin oprindelige mission, der sender ham ud på en uretfærdig og nådesløs deroute i en af den slags brutale og tragiske afslutninger de færreste havde set komme.
I 1953 befinder Anger sig nu i Italien, eller Rom for at være helt præcis, hvor hans oprindelige projekt om 1600’tallets adelige Cardinal d’Este og dennes fascination af det okkulte endte med at ryge i vasken. Kenneth Anger havde dog på området ved Villa d’Este, berømt bl.a. for sine utallige skulpturer, frodige haver og svulstige fontæner, inden da optaget de første scener hvor en adelskvinde spankulerer rundt som en form for guide i det arkitektoniske landskab. Tilsat graciøs og stemningsfuld musik ved Vivaldis “De Fire Årstider”, der elegant akkompagnerede både den noble ladys vandretur og den legesyge og sansemotorisk udfordrende redigering af fontænernes orgasmiske vandkaskader, skaber Anger med “Eaux d’Artifice” sit i mine øjne smukkeste og mest positive værk, som springer rammerne mellem de sociale lag og gør temaet om livsnydelse og livsglæde til en universel oplevelse, der transcenderes via vandets allestedsnærværende pulserende og poetiske synergi med omgivelserne. Samtidig fungerer filmen ligeledes som et voyeuristisk indblik, repræsenteret i form af de mandhaftige stenansigter på vandspringende som passeres, ind i en feminin verden hvor kvinden i centrum er i fuld kontrol med sin frit flydende og eksplosive seksualitet, der her i dette frirum i svær grad bliver nydt i fulde drag.
I 1949 inden Kenneth Anger drog af sted på sit ufrivillige ophold i udlandet, forsøgte han at kreere filmen “Puce Women” som var en hyldest til 1920’erne glamourøse kvindelige filmstjerner og deres luksuriøse liv i Hollywood. Men pga. budgetmæssige årsager gik projektet op i hat og briller, og det hele endte i stedet med en beskeden kortfilm på 6 min. kaldet “Puce Moment”, der er mest interessant at se pga. Angers debuterende brug af narrative sange, (“Leaving My Old Life Behind” & “I’M a Hermit“), og visuelle leg med farveskalaer som fortællermæssigt virkemiddel. I “Puce Moment” følger man protagonistens, spillet af den bedårende Yvonne Marquis, forberedelser op til hvad der muligvis kunne være et større arrangement blandt ligesindet berømtheder og diverse pinger. Filmen ender nemlig brat, da hun kun er nået et par trin ned af trappen udenfor, og vi som tilskuere kan derfor kun gisne om hendes kommende eskapader. Filmen fungerer dog rent faktisk glimrende, hvis man i stedet for at se på den som et ufuldendt værk betragter den som en prequel til Angers senere “Inauguration of The Pleasure Dome”.
Religious Anger :
Inauguration of The Pleasure Dome, (1954) Invocation of My Demon Brother, (1969) Lucifer Rising, (1981)
Allerede da Kenneth Anger gik i high school tilbage i 40’erne, var han dybt fascineret af religion og det okkulte, og fandt endegyldigt sit religiøse ståsted hos forbilledet og kunstneren Aleister Crowley, hvis pseudo-religion Thelema han senere konverterede til. Under sine studier på University of Southern Californias filmlinje begyndte Anger samtidig med en intensivering af fordybelsen i Thelemas bibel, kaldet “The Book of Law”, et længerevarende eksperiment med diverse euroforiserende stoffer, primært det foretrukne LSD, hvilket kombinationen heraf for alvor gjorde sig udslagsgivende i de følgende film.
Inspireret af et tidligere party i Hollywood hvor kendisser og filmfolk klædte sig ud som hedenske guder og gudinder bl.a. Aphrodite, Nero, Lilith, Isis, Osiris og Pan, (Anger selv var klædt ud som den græske gudinde Hekate), lavede han i 1954 med den psykedeliske og surrealistiske “Inauguration of The pleasure Dome” en spiddende, syrlig og sarkastisk satire, rettet lige mod solarplexus af Hollywood, hvor nydelsen af den kunstneriske og menneskelige frihed sættes overfor nydelsen af materialismens grådige og dekadente lokken i fordærv, mens religiøse ikoner desperat forsøger at styre begivenhedernes gang, men selv ender med for fuld musik at blive korrumperet i forsøget på at sælge deres overbevisning. Samtidig med den mandlige hovedpersons religiøse syretrip tværs gennem det technicolor indsmurte drømmeland finder sted befrier han, som en sommerfugl der bryder fri fra en omklamrende puppe, en smuk kvindes krop fra et blåt klæde og hendes ansigt fra et mindre bur. Ud træder nu denne frie fugl Phoenix der i en homoerotisk subtekst og reference til “Rabbit’s Moon”, med samme bevægelser som Harlequin figuren, dog modsat ham, lykkedes med at genskabe månen i miniformat og overlevere den til hovedpersonen, der så at sige nu får accept fra sin feminine side til at udforske den hidtil umulige kærlighed, som han tidligere har stræbt efter. På trods af filmens ganske interessante sammenblanding af temaer begår Anger dog desværre i mine øjne den fejl til sidst, at han lader løjerne fortsætte 7-8 min efter pointerne allerede er slået fast, hvilket gør finalen frygtelig monoton og nærmest ulidelig at overvære. Havde han dog bare stoppet efter 30 min., var også denne film perfekt udført.
Så skal vi frem til slutningen af 60’erne. Lyndon B. Johnson er præsident, Amerika er i krig med Vietnam, og hjemme i USA er hippiebølgen på sit allerhøjeste. Kenneth Anger samler hele molevitten her i en form for politisk thriller og krydrer det atter med religiøs symbolik, (præget af især Crowleys Thelema religion, the church of satan og hinduisme), homoerotiske billedcolager, samt et gevaldigt sug på vandpiben og skaber sin mest abstrakte og mindst tilgængelige film til dato i form af “Invocation of My Demon Brother”. Selv om man ved første øjekast sagtens kunne overbevises om det modsatte, er der dog mening med galskaben og den til lejligheden allierede kunstner Mick Jaggers monotone synthesizer score, der konstant følger filmen som en kombineret fejlslagen SOS melding og fortabt hjerterytme, hvilket viser sig at gå helt i spænd med Angers introspektive rejse ind i den amerikanske sjæl, her repræsenteret ved den meditative albino soldat. I hvad jeg opfatter som værende soldatens fragmenterede tanker om fortiden, nu placeret i en krigstraumatiseret fastlåshed han ikke kan flygte fra, klippes der heftigt pulserende mellem en flok nøgne mænd, (hans latente og undertrykte homoseksuelle fantasier), syretrippende hippier, (ønsket om den totale frihed), og en religiøs prædiken med diverse sataniske symboler og naziflag, symboliserende den terror, død og ødelæggelse han selv er blevet en del af via sin indoktrinering i det amerikanske militær. “Invocation of My demon Brother” er en umiddelbar kaotisk filmoplevelse, der ved gensyn dog åbenbares som værende endnu en genistreg fra Kenneth Anger.
Med “Lucifer Rising” lavede Anger i løbet af 70’erne sit sidste værk i det der i dag kendes som “The Magic Lantern Cycle”, og det forløb sædvanen tro ikke uden først at have været igennem flere kontroverser, hvor Mick Jaggers bror Chris i hovedrollen først erstattede Angers tidligere ven Bobby Beausoleil, inden Chris selv blev tvunget til at forlade projektet, hvorpå Anger senere overdrog rollen som Lucifer til skuespilleren Leslie Hugins i de resterende scener. Senere under indspilningerne så det længe ud til at rockmusikeren og den ligesindet Thelema troende Jimmy Page havde sikret sig tjansen som filmens komponist, men igen kom der kreative uoverensstemmelser på tværs og derfor endte jobbet i stedet hos den tidligere udskældte Beausoleil, som nu atter var taget til nåde. Undervejs lykkedes det samtidig at få lokket et større beløb ud af det britiske filminstitut, så Anger kunne filme on location i hhv. Tyskland og Egypten. I 1981 kulminerede det hele i den episke fortælling om Lucifers genopstandelse, indeholdende hhv. offer og dåbsritualer, via diverse ikoniske guder, (man ligeledes kunne opleve i “Ignuation of The Pleasure Dome” og “Invocation of My Demon Brother”), med formålet at danne en ny verdensfilosofi og verdensorden baseret på Thelemas tidsrejseskrifter “Aeon of Time”, hvor godt og ondt lærer at forstå og acceptere hinandens nødvendighed.
I en psykedelisk historie, der igen byder på samtlige elementer i større og mindre grad fra Angers tidligere værker, ligger det ultimative trumfkort i kombinationen af de farverige billedkompositioner og Beausoleils dragende rock/elektron score, hvis fælles karma holder tilskueren fanget mens den, for at sige det mildt, syrede handling eskalerer. Særlig fremragende er filmens illustration af treenigheden med introens svulstige vulkan, det boblende mudder og den nyfødte krokodille, i en parallel til filmens midte med Lucifers død/dåb, og så det afsluttende billede af fortid og fremtid repræsenteret ved pyramiderne og ufoen som en herlig bizar ny og dog alligevel genkendelig verden.
Anger Management :
I løbet af sin lange, turbulente og kontroversielle karriere omgav Hollywoods ubestridte enfant terrible og auteur Kenneth Anger sig med et væld af skæve og fascinerende personager, hvor især tre ikoner inden for hver deres felt, ved hhv. sexologen Alfred Kinsey, den franske instruktør Jean Cocteau, samt kultlederen Aleister Crowley, fik den altoverskyggende og dominerende indflydelse som sidenhen gennemsyrede hans måde at tænke og arbejde på. Som ringe i vandet har Kenneth Angers visuelle juxtapositioner med overlapninger galore i billedteksturen, og kontekstmæssige sammenhørighed og underbygning via en genial integrering af musikalske indslag, ligeledes fungeret som inspiration for en lang række af USA’s mest kreative instruktører, så som bl.a. David Lynch, John Waters og Martin Scorsese.
Er man filmhistorieinteresseret, eller blot filmnørd med et åben sind, men intet kendskab har til Kenneth Angers film, ja så er denne “Magick Lantern Cycle” samling et absolut must own, som tåler utallige gensyn der samtidig vil berige evnen til at læse symbolik, subtekst og metaforer i andre ligeledes komplekse værker. 5/6.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#8181 Kruse 14 år siden
"Idi i smotri" skildrer et gråt, trist og fattigt område i Hviderusland under 2. verdenskrig, hvor tyskerne gør deres indtog, mens de dræber og hærger alt på deres vej. Den skildrer krigens absolut grummeste side, og viser på realistisk vis de krigshandlinger der hærgede hviderusland og deres befolkning under 2. verdenskrig. Vi ser brutale drab på mænd, kvinder og børn. Kvinder der bliver voldtaget og en hel landsbys beboere lukket inde i en bygning, hvorefter der bliver smidt håndgranater ind og sat ild til bygningen. Det lyder som en munter film, gør det ikke? ;)
Det er en barsk og dyster film, som er fremragende lavet med flot filmede scener, der lader os komme helt tæt på uhyrlighederne.
8/10
#8182 Steffan Rasmussen 14 år siden
Så fik jeg set min første Vinterberg film (I know, I know), og det var filmisk positiv oplevelse.
Jakob Cedergren og Mads Broe Andersen spiller to brødre, der på hver sin måde er ved at spolere deres liv. Efter at være vokset op hos en alkoholiseret mor, er deres liv mærket af deres brors død. Broderen døde som spædbarn, overladt til brødrenes varetægt af den fraværende mor, og de føler begge et ubegrundet ansvar for hans død.
Nu er jeg ikke den store reviewer af billede og lyd, men da jeg lovede Bruce at skrive et par ord, skal jeg gøre det efter bedste evne.
Når det er sagt, så vil jeg sige, at hverken billede eller lyd er fantastiske. Filmen er set på et 40" TV, så der er i forvejen ikke den helt store forskel på enkelte BD-billeder, men jeg har set betydeligt bedre billeder. Filmen er holdt i meget blege farver. Jeg går ud fra at det er for at understrege det deprimerende miljø.
Lyden er DTS HD Master 5.1 - Der sker ikke ret meget i baghøjtalerne, og lyden i forhøjtalerne er meget neutral. Men den største anke er at lydmikseren, specielt i den første samtale mellem storebroderen og hans næsten kæreste, ikke efter min mening har styr på lyden. I starten af samtalen svinger kærestens svar for meget i niveau.
Film 8/10
Video 5/6 (3/6 for en BD)
Lyd 4/6 (2/6 for en BD)
#8183 Bruce 14 år siden
#8184 HonoDelLoce 14 år siden
- indeholder spoilers! Så er det sagt! :)
Så fik jeg endelig set giraffen! Jaaa, det er sent i mit liv, jeg får det gjort, men jeg tror ærlig talt kun, jeg har ventet så længe for at være på tværs.. Har to meget nære venner, der i flere år har talt om hvor pinligt det er, at jeg ikke har set den, da den simpelthen er en af verdens bedste film!!!.. Den slags pres kan jeg slet slet ikke nyde en film under, og det ville da ærlig talt også være synd for en film, hvis den skal leve op til den slags hype..
Men i aften var aftenen, hvor jeg ikke længere kunne dy mig. Jeg havde brug for noget stille og rolig film, uden bulder, brag og babes og meget gerne IKKE med for meget roe-sukker-suppe-sød kærlighed.. Så jeg tænkte hey, en film om inmates og den slags kan vel ikke komme tættere på kærlighed end en tarmskylning i bruserummet og satte filmen på.
Og hvad så - er det nær ved verdens bedste film og derfor fortjent på 2. pladsen på filmverdenens mest fornemme hitliste *host* imdb.com? Slet ikke.. Jeg vil ikke ligefrem bruge udtrykket langt fra, for der er ingen tvivl om, at det er en rigtig dygtig film. MEN! Mens det utvivlsomt er en humørløftende fortælling krydret med lækre skuespilspræstrationer af selvfølgelig især Robbins og Freeman, så er det stadigvæk ikke mere end det - i mine øjne.. Det er ikke en film, der sidder dybt i mig efter at have set den, det er ikke en film, der på nogen måder taler til at ændre ens syn på virkeligheden.. Man føler med fangerne under filmen og nærer afsky mod den ulækre inspektør og hans chef-vagt, men lige så hurtigt som rulleteksterne kører over skærmen er medfølelsen og glæden over frihed ligesom forstummet, og livet går videre i samme dur som inden man så filmen.
Det kan delvist have noget at gøre med, at man aldrig for alvor føler nogen frygt for, at noget går frygtelig galt for nogen af de personer, man kommer til at holde af. Selv når Dufresne ryger en måned i isolation - og får det forlænget med yderligere en måned - frygter man ikke for hverken hans fysiske eller psykiske velvære. Og det har man da heller ingen grund til. Jovist er han lidt omtåget og vag i sine udtalelser første gang man ser ham igen uden for cellen - men ikke mere end jeg var første gang jeg tabte et værtshusslagsmål.. Og man finder da også hurtigt ud af, at en eventuel frygt ville have været helt ubegrundet..
Ikke engang et selvmord af en ellers veletableret og vel-lidt karakter gør det store indtryk, da man nærmest føler med ham og ikke engang selv kan se anden udvej.
Men omvendt, så lægger filmen heller ikke rigtigt op til at være en socialrealistisk film om det hårde liv i fængslet. Det er en film om håb og frygt for at miste den smule menneskelighed, der stadig er i én. Og det er en film, der ligesom gemmer sig væk i baghovedet - og så kan man, når man føler sig uretfærdigt behandlet, tage den frem fra gemmeren og tænke over hvordan Dufresne igennem 20 år ikke brokker sig over at være blevet uskyldigt dømt, men i stedet tager tæskene, tager smerterne og - bag alles ryg - samtidigt planlægger resten af sit liv og hvordan han kan nå det mål..
Jeg giver den 5/6 og vil nøjes med afslutningsvis at sige get busy living or get busy dying!
#8185 BN 14 år siden
Er det dit kriterium for en topfilm?
#8186 elwood 14 år siden
[url= Joker Shawshank in Robot Chicken 8-)[/url]
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#8187 HonoDelLoce 14 år siden
Det var hvad du tog ud af hele den smøre?
Men nej, det er det ikke.. Men efter al den snak om verdens bedste film og blablabla, så forventede jeg bare mere af den end "blot" en feel-good-film uden så meget at tænke over bagefter..
#8188 BN 14 år siden
Ja, selvfølgelig, for det er det første forbehold eller minus du nævner. Og det synes også at være et større forbehold end det andet med, at du
Og efter at have nævnt et plus ved filmen - nemlig din sympati og empati med hovedpersonerne - gentager du endda forbeholdet, blot med lidt andre ord: "livet går videre i samme dur som inden man så filmen."
Så det er klart, at jeg tog dette "ud af hele den smøre". ;-)
Men bortset fra det, så er det for mig en ligeså stor kvalitet, at en film er livsbekræftende som at den er tankevækkende. Og livsbekræftende synes jeg virkelig, at 'Shawshank' er.
#8189 elwood 14 år siden
Jeg tænker ikke på alt det bibliske som mange åbenbart analysere sig frem til i den scene, det var slet ikke noget jeg begyndte og sidde og tænke over.
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#8190 NightHawk 14 år siden
http://www.amazon.co.uk/Magick-Lantern-Cycle-Blu-r...
Mange ord af både positiv og negativ karakter har i tidens løb været sagt og skrevet om den spøjse og krukkede, men aldrig kedelige eller på nogen måder uinteressante kultinstruktør Kenneth Anger med en stor visuel og personlig forkærlighed for det dobbelttydige, abstrakte, surrealistiske og okkulte siden han tilbage i 1947 fik sin debut på det hvide sengelærred og penetrerede Hollywood med hvad der senere hen ville komme til at stå som en af milepælene inden for Queer Cinema i skikkelse af det homoerotiske mesterværk “Fireworks”. Dette var samtidig kulminationen på en opvækst hos Angers forgudede bedstemoder, der i en poetisk kombination af at være lesbisk og fortryllet af den fantasi og magi film og teaterverdenen kunne tilbyde på flere måder blev den altafgørende inspirationskilde for ham og hans latente kunstnertalent til, via film-mediet, at få omsat de uforløste tanker og følelser til håndgribelige billeder han som ung homoseksuel tumlede rundt med i et land, hvor det ud over at være ekstremt tabubelagt også var nådesløst strafbart.
En måde for den mandlige del af datidens Queer miljø at kunne dele hinandens fascination og dermed omgås reglerne på, hvad end det gjaldt lovgivningen eller den sammenlignelige parallelle Hays Code censur specielt pålagt branchen ang. hvad der blev kategoriseret som stødende/pornografisk materiale, blev i stedet udlevet igennem de såkaldte fysiqe bodybuilder film hvor sportstrænede mænd, helst i bar overkrop, viste deres veltrimmede kroppe og potente overarme frem til stor tilfredsstillelse for det fremmødte publikum. Et sådan trick benyttede Kenneth Anger sig ligeledes af i sine tre Queer værker, dog først efter at have opnået filmrelaterede erfaringer under sit studie på University of Southern California. Men som det bliver illustreret i det kommende afsnit var objektiviseringen her brugt som en slags rebelsk homage, der tilsat Angers intelligente billedcollage nu indgik i en helt ny og forfriskende provokerende måde at anskue Queer miljøet og verden udenfor på.
Queer Anger :
Fireworks, (1947), Scorpio Rising, (1963), & Kustom Kar Kommandos, (1965)
I den sort/hvide eskapistiske og stærkt metaforiske “Fireworks” spiller Kenneth Anger den selvreflekterende hovedrolle, der sendes på en terapeutisk rejse ind i sit eget stærkt traumatiserede sind med alt hvad det indebærer af erotiske behov og påtvungen skyldfølelse over sin seksualitet, kontra udlevelsen af drifterne og, den for manges vedkommende, udenforstående medfølgende heterosexistiske og eller homofobiske angst for at få undermineret den stærke machomands karakteristika, her repræsenteret ved matrosen/matroserne. Efter en bevidst melodramatisk og humoristisk intro, hvor Anger kælent lader kameraet beskue sin egen krop samt den spændstige sømands muskulatur i den tidligere nævnte hyldest til fysique filmene, ændres stemningen drastisk over i et sandt mareridt, da den erotiske tilfredsstillelse gennem matrosfiguren opnås og hetero forsvarsmekanismen træder i blodig og brutal karakter. I scenerne, der må siges at være temmelig makabre for sin tidsperiode, dissekeres Angers krop afslørende hvad man sagtens kunne vælge at se som værende en tikkende bombe af indespærrede følelser, der trods den voldelige modstand ikke lader sig kue, men i stedet udnytter overfaldet til egen sadomasokistisk fordel i sammensmeltningen af den efterfølgende blod og sæd symbolik.
Stort set i samme moment bringes den oprindelige objektificerende matros tilbage med prompt og pragt, og en saluterende kanon substituerende sit stive lem, som en understregende 4. juli fejring og hyldest til friheden. Anger viser dog resolut, at han på ingen måde forholder sig naivt til virkeligheden da et religiøst symbol, her i skikkelse af kristendommens juletræ, introduceres som et tungt åg på den spirende homoseksualitet, som søges destrueret ved afbrændingen af en billedserie, eller fastfrosne minder om man vil, af Anger liggende i matrosens sikre favn. Således bliver det afsluttende billede tilbage i virkeligheden en erkendelse af seksualitetens besværlige rejse mod accept både inde og ude for miljøet i et moderne samfund.
Fra en rejse ind i Angers sindelag af sort/hvide drømme skal vi nu om på bagsmækken af en blankpoleret og højpotent motorcykel og et spring frem i tiden til midten af 60’erne og det pulserende ungdomsoprør via en homoerotisk vinkel på hhv. den fandenivoldske biker/bande kulturs fællesskabs ånd, og dets dertil hørende spin off ved det mandlige køns potensforlængende bil fetichisme og machomæssige status symbol dyrkelse. I “Scorpio Rising” introduceres tilskueren til tonerne af muntre pophit, så som “Fools Rush In” og det meget passende og pirrende “Whine Me Up”, for en flok bikere der nøjsomt dissekere og finpudser samtlige dele udført som en kærligheds-erklæring til deres elskede maskiner, som metaforisk set er en forlægning af dem selv og derfor en kærlighedserklæring til den stærke mandekrop. Da de sidste forberedelser løber af stablen, lægger Anger drilsk et forvarsel ud til “My Boyfriends Back”, hvor en figur af døden pludselig viser sig, inden nærbilleder af bikerne i bedste fysique stil nu udfylder rammen med den sensuelle og herligt kontrastfyldte “Blue Velvet” som omfavnende tour guide. Mens gutterne samles til en større orgielignende fest, følger man nu lederen på sit alterlignede værelse, tapetseret ind i afgudslignede billeder af tidens store maskuline ikoner Marlon Brando og James Dean, mens Elvis Presleys “Devil In Disguise” meget passende fylder lokalet med henblik på Angers andet tema om blind tro og de farer der ligger heri. Under lederens vandring ud i det pulserende natteliv og afsluttende ophold i en nedlagt kirke, hvor han holder en form for prædiken, krydsklippes der nemlig finurligt frem og tilbage i mellem bikeren og hans mænd, Jesus og hans disciple, samt Adolf Hitler og nazisthæren. På den måde lykkedes det på fornem vis, dog temmelig provokerende og kontroversielt i nogles øjne, at understrege den potentielle fare, der kan opstå vis tryghedsbehovet i fællesskabet, hvad end det er af banderelateret, religiøs, eller politisk overbevisning, fuldt ud for lov til at overtage og opsluge den enkeltes kritiske sans og selvstændighed.
Som en lille underfundig, morsom og hyggelig poetisk vignette hertil fungerer vedhænget “Kustom Kar Kommandos” ganske glimrende som kontrast til “Scorpio Rising” lettere pessimistiske tone, da man præsenteres for et farvestrålende og poleret univers, hvor en mand kærtegner sin specialbyggede, ganske imponerende og nærmest vulgært voluminøse automobil. Med hvad der umiddelbart ligner én lang bil reklame rettet direkte mod den stærke heteroseksuelle mand, ændrer Anger snedigt på denne opfattelse med op til flere nærbilleder af mandens skridt og bagdel placeret i et par meget stramme jeans som især får den ønskede homoerotiske effekt, når det sættes op imod den sensuelle og sødmefulde evergreen “Dream Lover” refererende til både bilen og manden bag den.
Poetic Anger :
Rabbit’s Moon, (1950), Eaux d’Artifice, (1953) & Puce Moment, (1949)
Ind imellem sine tre Queer dominerede værker kunne man opleve Kenneth Anger fra en mere afdæmpet og poetisk side, da han tilbage i 1950, grundet sin blacklistning i USA da Joseph McCarthys kommunistforskrækkelse hærgede landet, flyttede til Europa, nærmere bestemt Frankrig, hvor han lavede sin anden film i karrieren, “Rabbit’s Moon”, der ud over inddragelsen af stumfilmsæraens teatralske udtryk, delvist var en reference til Max Reinhart og William Dieterles visuelle stil i “A Midsummer Nights Dream” fra 1935, hvor Anger selv ifølge rygterne spillede rollen som den lille prins, som hans højt elskede bedstemoder havde skaffet ham.
I den usandsynlig smukke “Rabbit’s Moon”, der også benyttede en heftig brug af temarelaterede popbalader som fortællemæssig gimmick, genskaber Anger i bedste pantomime stil den klassiske fortælling om Pjerrot og hans fascination og besættelse af månen, der på abstrakt vis gør dette til en tragisk beretning om umulig kærlighed. Dette forværres herefter yderlige da den nederdrægtige og kombinerede Harlequin/Lucifer karakter springer frem fra skovens mørke og ydmyger den stakkels Pjerrot ved at lokke med diverse illusioner af månen, hvilke han alle sammen må se briste, inden den største illusion af dem alle, visualiseret i form af den underskønne Columbine, åbenbare sig for hans øjne og bliver det nye spirende kærlighedshåb. Trods alverdens tilnærmelser afvises Pjerrot af den temmelig overfladiske kvinde, som i fællesskab med den hånligt leende Harlequin nu forviser den romantiske udfordrer til sin oprindelige mission, der sender ham ud på en uretfærdig og nådesløs deroute i en af den slags brutale og tragiske afslutninger de færreste havde set komme.
I 1953 befinder Anger sig nu i Italien, eller Rom for at være helt præcis, hvor hans oprindelige projekt om 1600’tallets adelige Cardinal d’Este og dennes fascination af det okkulte endte med at ryge i vasken. Kenneth Anger havde dog på området ved Villa d’Este, berømt bl.a. for sine utallige skulpturer, frodige haver og svulstige fontæner, inden da optaget de første scener hvor en adelskvinde spankulerer rundt som en form for guide i det arkitektoniske landskab. Tilsat graciøs og stemningsfuld musik ved Vivaldis “De Fire Årstider”, der elegant akkompagnerede både den noble ladys vandretur og den legesyge og sansemotorisk udfordrende redigering af fontænernes orgasmiske vandkaskader, skaber Anger med “Eaux d’Artifice” sit i mine øjne smukkeste og mest positive værk, som springer rammerne mellem de sociale lag og gør temaet om livsnydelse og livsglæde til en universel oplevelse, der transcenderes via vandets allestedsnærværende pulserende og poetiske synergi med omgivelserne. Samtidig fungerer filmen ligeledes som et voyeuristisk indblik, repræsenteret i form af de mandhaftige stenansigter på vandspringende som passeres, ind i en feminin verden hvor kvinden i centrum er i fuld kontrol med sin frit flydende og eksplosive seksualitet, der her i dette frirum i svær grad bliver nydt i fulde drag.
I 1949 inden Kenneth Anger drog af sted på sit ufrivillige ophold i udlandet, forsøgte han at kreere filmen “Puce Women” som var en hyldest til 1920’erne glamourøse kvindelige filmstjerner og deres luksuriøse liv i Hollywood. Men pga. budgetmæssige årsager gik projektet op i hat og briller, og det hele endte i stedet med en beskeden kortfilm på 6 min. kaldet “Puce Moment”, der er mest interessant at se pga. Angers debuterende brug af narrative sange, (“Leaving My Old Life Behind” & “I’M a Hermit“), og visuelle leg med farveskalaer som fortællermæssigt virkemiddel. I “Puce Moment” følger man protagonistens, spillet af den bedårende Yvonne Marquis, forberedelser op til hvad der muligvis kunne være et større arrangement blandt ligesindet berømtheder og diverse pinger. Filmen ender nemlig brat, da hun kun er nået et par trin ned af trappen udenfor, og vi som tilskuere kan derfor kun gisne om hendes kommende eskapader. Filmen fungerer dog rent faktisk glimrende, hvis man i stedet for at se på den som et ufuldendt værk betragter den som en prequel til Angers senere “Inauguration of The Pleasure Dome”.
Religious Anger :
Inauguration of The Pleasure Dome, (1954)
Invocation of My Demon Brother, (1969)
Lucifer Rising, (1981)
Allerede da Kenneth Anger gik i high school tilbage i 40’erne, var han dybt fascineret af religion og det okkulte, og fandt endegyldigt sit religiøse ståsted hos forbilledet og kunstneren Aleister Crowley, hvis pseudo-religion Thelema han senere konverterede til. Under sine studier på University of Southern Californias filmlinje begyndte Anger samtidig med en intensivering af fordybelsen i Thelemas bibel, kaldet “The Book of Law”, et længerevarende eksperiment med diverse euroforiserende stoffer, primært det foretrukne LSD, hvilket kombinationen heraf for alvor gjorde sig udslagsgivende i de følgende film.
Inspireret af et tidligere party i Hollywood hvor kendisser og filmfolk klædte sig ud som hedenske guder og gudinder bl.a. Aphrodite, Nero, Lilith, Isis, Osiris og Pan, (Anger selv var klædt ud som den græske gudinde Hekate), lavede han i 1954 med den psykedeliske og surrealistiske “Inauguration of The pleasure Dome” en spiddende, syrlig og sarkastisk satire, rettet lige mod solarplexus af Hollywood, hvor nydelsen af den kunstneriske og menneskelige frihed sættes overfor nydelsen af materialismens grådige og dekadente lokken i fordærv, mens religiøse ikoner desperat forsøger at styre begivenhedernes gang, men selv ender med for fuld musik at blive korrumperet i forsøget på at sælge deres overbevisning. Samtidig med den mandlige hovedpersons religiøse syretrip tværs gennem det technicolor indsmurte drømmeland finder sted befrier han, som en sommerfugl der bryder fri fra en omklamrende puppe, en smuk kvindes krop fra et blåt klæde og hendes ansigt fra et mindre bur. Ud træder nu denne frie fugl Phoenix der i en homoerotisk subtekst og reference til “Rabbit’s Moon”, med samme bevægelser som Harlequin figuren, dog modsat ham, lykkedes med at genskabe månen i miniformat og overlevere den til hovedpersonen, der så at sige nu får accept fra sin feminine side til at udforske den hidtil umulige kærlighed, som han tidligere har stræbt efter. På trods af filmens ganske interessante sammenblanding af temaer begår Anger dog desværre i mine øjne den fejl til sidst, at han lader løjerne fortsætte 7-8 min efter pointerne allerede er slået fast, hvilket gør finalen frygtelig monoton og nærmest ulidelig at overvære. Havde han dog bare stoppet efter 30 min., var også denne film perfekt udført.
Så skal vi frem til slutningen af 60’erne. Lyndon B. Johnson er præsident, Amerika er i krig med Vietnam, og hjemme i USA er hippiebølgen på sit allerhøjeste. Kenneth Anger samler hele molevitten her i en form for politisk thriller og krydrer det atter med religiøs symbolik, (præget af især Crowleys Thelema religion, the church of satan og hinduisme), homoerotiske billedcolager, samt et gevaldigt sug på vandpiben og skaber sin mest abstrakte og mindst tilgængelige film til dato i form af “Invocation of My Demon Brother”. Selv om man ved første øjekast sagtens kunne overbevises om det modsatte, er der dog mening med galskaben og den til lejligheden allierede kunstner Mick Jaggers monotone synthesizer score, der konstant følger filmen som en kombineret fejlslagen SOS melding og fortabt hjerterytme, hvilket viser sig at gå helt i spænd med Angers introspektive rejse ind i den amerikanske sjæl, her repræsenteret ved den meditative albino soldat. I hvad jeg opfatter som værende soldatens fragmenterede tanker om fortiden, nu placeret i en krigstraumatiseret fastlåshed han ikke kan flygte fra, klippes der heftigt pulserende mellem en flok nøgne mænd, (hans latente og undertrykte homoseksuelle fantasier), syretrippende hippier, (ønsket om den totale frihed), og en religiøs prædiken med diverse sataniske symboler og naziflag, symboliserende den terror, død og ødelæggelse han selv er blevet en del af via sin indoktrinering i det amerikanske militær. “Invocation of My demon Brother” er en umiddelbar kaotisk filmoplevelse, der ved gensyn dog åbenbares som værende endnu en genistreg fra Kenneth Anger.
Med “Lucifer Rising” lavede Anger i løbet af 70’erne sit sidste værk i det der i dag kendes som “The Magic Lantern Cycle”, og det forløb sædvanen tro ikke uden først at have været igennem flere kontroverser, hvor Mick Jaggers bror Chris i hovedrollen først erstattede Angers tidligere ven Bobby Beausoleil, inden Chris selv blev tvunget til at forlade projektet, hvorpå Anger senere overdrog rollen som Lucifer til skuespilleren Leslie Hugins i de resterende scener. Senere under indspilningerne så det længe ud til at rockmusikeren og den ligesindet Thelema troende Jimmy Page havde sikret sig tjansen som filmens komponist, men igen kom der kreative uoverensstemmelser på tværs og derfor endte jobbet i stedet hos den tidligere udskældte Beausoleil, som nu atter var taget til nåde. Undervejs lykkedes det samtidig at få lokket et større beløb ud af det britiske filminstitut, så Anger kunne filme on location i hhv. Tyskland og Egypten. I 1981 kulminerede det hele i den episke fortælling om Lucifers genopstandelse, indeholdende hhv. offer og dåbsritualer, via diverse ikoniske guder, (man ligeledes kunne opleve i “Ignuation of The Pleasure Dome” og “Invocation of My Demon Brother”), med formålet at danne en ny verdensfilosofi og verdensorden baseret på Thelemas tidsrejseskrifter “Aeon of Time”, hvor godt og ondt lærer at forstå og acceptere hinandens nødvendighed.
I en psykedelisk historie, der igen byder på samtlige elementer i større og mindre grad fra Angers tidligere værker, ligger det ultimative trumfkort i kombinationen af de farverige billedkompositioner og Beausoleils dragende rock/elektron score, hvis fælles karma holder tilskueren fanget mens den, for at sige det mildt, syrede handling eskalerer. Særlig fremragende er filmens illustration af treenigheden med introens svulstige vulkan, det boblende mudder og den nyfødte krokodille, i en parallel til filmens midte med Lucifers død/dåb, og så det afsluttende billede af fortid og fremtid repræsenteret ved pyramiderne og ufoen som en herlig bizar ny og dog alligevel genkendelig verden.
Anger Management :
I løbet af sin lange, turbulente og kontroversielle karriere omgav Hollywoods ubestridte enfant terrible og auteur Kenneth Anger sig med et væld af skæve og fascinerende personager, hvor især tre ikoner inden for hver deres felt, ved hhv. sexologen Alfred Kinsey, den franske instruktør Jean Cocteau, samt kultlederen Aleister Crowley, fik den altoverskyggende og dominerende indflydelse som sidenhen gennemsyrede hans måde at tænke og arbejde på. Som ringe i vandet har Kenneth Angers visuelle juxtapositioner med overlapninger galore i billedteksturen, og kontekstmæssige sammenhørighed og underbygning via en genial integrering af musikalske indslag, ligeledes fungeret som inspiration for en lang række af USA’s mest kreative instruktører, så som bl.a. David Lynch, John Waters og Martin Scorsese.
Er man filmhistorieinteresseret, eller blot filmnørd med et åben sind, men intet kendskab har til Kenneth Angers film, ja så er denne “Magick Lantern Cycle” samling et absolut must own, som tåler utallige gensyn der samtidig vil berige evnen til at læse symbolik, subtekst og metaforer i andre ligeledes komplekse værker. 5/6.