I sin nyeste film, baseret på virkelige hændelser om en grusom og pervers børnemorder der huserede i 70’ernes Rochester, tager instruktør Rob Schmidt i selskab med sin leading lady fra Wrong Turn, den smukke og intense Eliza Dushku, publikum med på en mareridtsagtig rejse ud i hvad der på sigt skal vise sig, at blive en psykisk drænende duel mellem en dedikeret detektiv, Megan Paige, der nægter at gi’ op og en lynende intelligent psykopat, der nyder at drive hende rundt i manegen og samtidig udspekuleret tvister hendes forsøg på at afmaskere ham til i stedet at smadre hendes kølige facade og forvandle den skarpsindige profiler til et rystende nervevrag, der konstant må kæmpe en brav kamp mod sig selv for ikke at miste forstanden fuldstændigt. At hun så desuden med jævne mellemrum bliver hjemsøgt af de myrdede piger, hjælper heller ikke på hendes mentale tilstand og er en oplevelse hun bliver nød til at holde for sig selv, hvis hun ikke vil fremstå som rablende sindssyg over for sine i forvejen skeptiske kolleger, der trods en hvis form for respekt, ikke bryder sig om at følge hendes arbejdsmetoder og ej heller er meget for at acceptere, at de højst sandsynligt har med en seriemorder at gøre, men derimod betragter det første mord i sagen, (Carla Castillo), som en simpel kidnapningsaffære der er gået galt, da teamet i Rochester samles 3 måneder senere for at følge op på sagen.
The Investigation Begins Again
Paige er dog overbevist i sine spekulationer om at morderen, i en form for sygt spil, knytter sine mord til forbogstaverne i en serie af tre, og bakket op af sin makker og kæreste Kenneth Shine, (Cary Elwes), får hun modvilligt sin chefs, (Tom Noonan), accept til at genåbne den oprindelige sag for at se, om de evt. har overset vigtige spor i forhold til hendes teori. Under sit nye forhør af Carlas nu fraskilte forældre erfarer Paige, at Carlas St. Michaels medaljon er forsvundet og oplever senere hos moderen et chokerende ”syn”, da hun finder et hvidt graveret kors under Carlas seng, der ku’ indikere en forbindelse af religiøs betydning. Som dagene skrider frem kan Paige dog ikke komme videre og ender med at sidde frustrerende fast i ingenmandsland, hvilket chefen med bekymret mine betragter, inden han definitivt beslutter sig for at tvinge hende på ferie for at få styr på sig selv igen. Hjemme i sit eget ”crimelab” på loftet fortsætter Paige dog efterforskningen, hvilket dog får katastrofale konsekvenser, da hun dels pga. sagen og sine syner bukker under for presset og forsøger at ta’ sit eget liv.
Obsession Forced Vacation
2 år senere efter at ha’ været indlagt på en psykiatrisk afdeling møder vi igen Paige, nu medicineret og degraderet som almindelig betjent, i færd med at forklare om sig selv og sine problemer/traumer i en selvhjælpsgruppe styret af den sympatiske Dr. Richard Ledge, (Timothy Hutton), der over tiden også er blevet hendes betroede ven. Paiges trivielle hverdag i afdelingen for parkeringsbøder bliver dog hurtigt ændret, for da et nyt mord finder sted og hun overhører at ofret Wendy Walsh er fundet i nabobyen Webster, ringer alarmklokkerne straks i et klart signal om, at hendes bogstavsmorder atter er på spil og en ny chance for at få skovlen under ham nu pludselig er opstået. Mens hun har været fraværende er eks’en blevet forfremmet til kaptajn for politiet i Rochester, hvilket bliver hendes held og i form af observant/rådgiver sættes hun sammen med detektiv Harper, (Tom Malloy), der modvilligt må ta’ hende med på slæb. Under forhøret af Wendys forældre bryder hendes far grædende sammen, (Martin Donovan i en kort men stærk præstation der gør dybt indtryk), men når dog at gi’ et clue samtidig, der straks vækker minder hos Paige og som pludselig linker de to forbrydelser sammen. En brik mere til det komplicerede puslespil falder yderligere på plads, da de efterfølgende afhører en hjemløs mand, men pludselig får Paige et tilbagefald, som Harper skarpt observerer og han vælger derfor bekymret og loyalt overfor sin nye makker at afslutte forhøret.
Lidt senere beslutter Paige sig for at kontakte dr. Richard og modtager hvad der skal vise sig at blive en skæbnesvangert råd midt i en efterforskning der langsomt kører af sporet, da politiet i samarbejdet mellem de to nabobyer Rochester og Webster, opildnet og presset af deres chefer om at få lagt låg på sagen, (da endnu et offer, Melissa Maestro, dukker op), så hurtig som muligt, ledes på vildspor med to mistænkte hvor af den ene, efter en kaotisk gidseltagning opstået på en fejltagelse, i medierne bliver udråbt som seriemorderen The Alphabet Killer. Paiges mavefornemmelse siger dog at noget er helt forkert og er langtfra overbevist af bevismaterialet fremskaffet af politiet i Webster hvis politichef, (Michael Ironside), truer hende til at holde igen med beskyldningerne om fusk, da hun konfronterer ham. Da Kenneth Shine mellem linjerne efterfølgende gir hende samme besked, er Paige nu helt på egen hånd og selv om Harper også aner ugler i mosen, kan han ikke hjælpe, da han pludselig bliver overflyttet til en ny sag andetsteds. Men Paige nægter at gi’ op og fortsætter stædigt jagten hvilket fører hende tilbage til Carlas far, der viser sig ikke at ha’ fortalt hele sandheden om sin datters færden. En færden der leder Paige tilbage til nøglen til mysteriet…St. Michaels kirken.
---------------------
Rob Schmidt har med ”The Alphabet Killer”, trods det kun at ha’ været i besiddelse af et yderst beskedent budget, formået at mikse en bundsolid, flot filmet og ikke mindst stærkt spillet thriller sammen, der balancer på en knivspids med genrens klichéer i hånden uden dog på noget tidspunkt at falde ned i et uhjælpeligt mørke af forudsigelighed, selv om den i store dele af handlingen følger en velkendt opskrift ud i politidetektiv arbejde, som man har set så mange gange før på film og i tv-serier. Årsagen til det er, at Schmidt vælger at fokusere mindst ligeså meget på Megan Paiges psykiske tilstand som krimiplottet, hvilket han fornemt kombinerer løbende ved hjælp af karakterens ”syner” af de maltrakterede lig, der i filmen kun bruges i små men vitale doser, så man undgår det helt store effektjageri, hvad en langt mindre talentfuld instruktør med nemhed ku’ ha’ ladet sig forfalde til i jagten på supense og chok. Ligeledes gør Schmidt på intet tidspunkt brug af flashback scener, (hvad jeg ellers frygtede efter at ha’ set den første trailer der kom ud i sin tid), for at understrege Megans tilstand eller opklaringsarbejde, men lader i stedet helt det ansvar i hænderne på Eliza Dushku der bærer opgaven i at få omsat sin portrættering af den uligevægtige karakter med en imponerende indlevelsesevne via lige dele køligt underspil og determineret fightervilje, jævnt skiftende til en tilstand af frustrerende skizofrenianfald og nervøse tics.
Ud over at ha’ et trumfkort som Eliza Dushku oppe i ærmet kan jeg ikke være andet end imponeret over det cast, som Rob Schmidt har fået samlet her med et lineup af gennemrutineret herrer, der tæller Tom Noonan, Martin Donovan, Timothy Hutton, Michael Ironside, Tom Malloy, samt Carl Lumbly, (Alias), som Paiges læge og Bill Moseley, (The Devils Rejects), som en af de mistænkte. Alle leverer de varen i suveræn stil i hhv. større og mindre biroller, der bla. byder på Noonans tilbagelænende og underspillede samt Ironsides ligeledes vanlige arrogante og ubehagelig kyniske stil, som både Eliza Dushku og filmen bruger som effektive sparringspartnere og bindeled frem mod den store finale. Desuden byder filmen også på en uventet positiv overraskelse i form af Cary Elwes, der tydeligvis præget af Rob Schmidts afdæmpede og sobre fortælleform, (samt det faktum at der er optaget on location i den deprimerende og traumatiserede by Rochester), leverer sin absolut bedste præstation til dato. Samme påvirkning gør sig for øvrigt også gældende for Dushku og resten af castet, som synes at ha’ absorberet Rochesters fortid og skyldsplagede nutid ind i deres måde at spille på. Det ku’ udadtil virke usmageligt overfor byens tilbageværende borgere, men for det første blev filmholdet godt modtaget og for det andet, ja så havde det lige præcis den ønskede effekt som Rob Schmidt var interesseret i at skabe på både det skuespilmæssige plan, men også set i forhold til den visuelle side, der er stærkt præget af det nærmest fortabte og opgivende provinshul.
Et yderlige plus for ”The Alphabet Killer” er Schmidts succes med at holde morderens identitet hemmelig til langt inde i handlingen, ja faktisk så langt at jeg havde opgivet troen på, at Paige nogensinde fandt frem til vedkommende. Og når hun gør det kommer det som et fuldstændig uventet chok, der byder på en ekstra ubehagelig overraskelse og dobbelt finale, der er både creepy, brutal, nervepirrende intens og på ingen måde nogen form for happy end…Og dog, ja så tændes der alligevel midt i al afmagten og rædslen sig et lille håb i mørket, i et closing shot der gir kuldegysninger på den fede måde. Schmidt og Dushku gør det minsandten igen og beviser at de trods et begrænset budget og en helt anden stil stadig kan skabe små mirakler sammen. Med det i tankerne kan man jo kun i spænding vente på, hvad de to kaster sig over næste gang og derpå krydse fingre for, at det bliver alle gode gange tre.
Det begynder og minde lidt om Ghostbusters faktisk, de tre venner får en beholder af djævlen eller well Sam gør, og så skal de fange en undsluppen sjæl med den, og det er ikke altid logisk hvo'en beholoderen skal bruges, aftens afsnit var heller ingen undtagelse.
Sam skal den her gang fange en sjæl der dræber gamle damer, Og til dette formål får Sam en skal vi ikke blot sige alternativ beholder en del af spændingen er altid og se hvad der er i den mystiske kasse, som djævlen har givet ham.
Ray Wise, har ikke så meget og sige den her gang, men jeg tror dog han aligevel more sig herligt med hans "lille" rolle, det er sådan en act som man bare kan ha det sjovt med.
Sam's veninde Andi overvejer og begynde på College og komme væk fra The Work Bench byggemarkedet som serien centres omkring, og hvor Sam og hans venner får alt deres Soul fighting equipment fra.
Og Sams Chef "lokker" med forfremmelse som vice bestyrer for VVS afdelingen.. uhhh.
Sams Chef er den eneste jeg måske har lidt problemer med, jeg ved ikke om han prøver og være Ricky Gervais fra The Office, eller om han bare skal virker som en nærgående dum chef, i hvertfald er han klart den svageste i serien.
Men ellers må jeg sige at det sjovt og se den forskelligehed de forskellige sjæle har som skal indfanges, og opfindsomheden med "tingen" til og indfange dem med.
Ser stadig frem til noget stridighed mellem Djævlen og Sam, indtil videre er han lidt for rar, men det er self. også mest komedie, og ikke Supernatural, men lad os nu se, vi er stadig næsten kun lige kommet igang med serien.
Sjælen fra sidst var dog lidt sejer.
J. J: "This is one of my Favorite shots." Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#823 Har også fuldt med i serien, er rimelig spændt på hvordan den udvikler sig. Indtil videre er det nu udemærket - jeg synes Ray Wise er kanon som djævlen, som du selv skriver virker det som om det er noget han selv synes er sjovt.
I hvad der roligt kan beskrives som et vaskeægte indie projekt, hvor der bliver trukket stor vægt på familiemedlemmer og venner, lykkedes det på imponerende vis multitalentet Amber Benson, kun bevæbnet med et minimalt budget og et DV-kamera, at kreere en romantisk komedie/musical der er vildt charmerende og charmerende spillet, eksperimenterende, samt hamrende morsom med en dialog jeg grinte ligeså meget af som, da jeg første gang så Kevin Smith spilde sit ligeledes lowbudget hjerteblod i form af Clerks.
Allerede fra start af fornemmer man, at det her bliver en mere en god filmoplevelse ved den måde hvorpå Benson lader sit kontinuitetsbrydende manuskript udspille sig på efter en dramatisk indledning, (der involverer et lig), da countrysangeren Grant Langston, i en smuk introsang skrevet af Joss Whedon, som en tilbagevendende alvidende fortællerolle guider tilskueren gennem nabolaget, inden han til sidst ender ved Chances, (Amber Benson), hoveddør nu tilbage i tiden nogle dage før dødsfaldet, hvor handlingen for alvor tager sin begyndelse. I den første scene mellem hende og roommaten Simon, (James Marsters), bryder Benson for første men bestemt og heldigvis ikke sidste gang den såkaldt fjerde mur, da hun snakker direkte til kameraet i bedste Ferris Bueller stil, midt i en diskussion om alt lige fra Chances makeouts med hendes dates på hans sofa, over lugten af hans armsved som hun elsker at minde ham om, samt det faktum at han kun kan score dates via sit job som telefonsælger…et job han hader næsten ligeså meget, som når Chance kalder ham for brormand.
Chance : ”Where'd you meet her Simon?”
Simon : ”Okay, okay! On the phone! Okay, are you happy now, huh? Huh?”
Chance : ”You met her at work? You've gotta be fucking kidding me! She could be some kind of serial rapist or something.”
Simon : ”Serial rapist? Ha ha ha! You're just jealous 'cause I might get lucky tonight.”
Chance : ”Not on my couch, you're not!”
Simon : ”It's my couch!”
Chance : ”You may sleep on it, but I don't see you paying any rent, brother!”
Simon : ”I hate it when you call me that! I am not your brother, thank God!”
Chance : ”It's a figure of speech, Simon. You know, like we are all God's children.”
Pludselig banker det på døren og Chance bliver opsøgt af sin eks soapskuespilleren Rory, (Rayder Woods), der vil gøre alt for at få hende tilbage. Men det er hun slet ikke interesseret i og udtænker derfor et kløgtigt spil for galleriet med Simon, der fortæller den nu hulkende og patetiske Rory om Chances promiskuøse holdning til tilværelsen og dengang de to blev venner efter de mødtes på en psykiatrisk afdeling. Den historie synes at være for meget for Rory, der skynder sig at stikke af, mens Chance i voiceover beskriver Simons besættelse af tid der leder til en ret komisk vignette, da Buffy og Angel producer David Fury pludselig dukker op som afdanket pizzabud, der 13 sekunder for sent må forlade boligkomplekset uden betaling, godt hjulpet på vej af genboen, (den spooky Milton der indikere at Chance ligger inde med op til flere håndvåben), som Simon har allieret sig med mod et gratis stykke slice of life. Senere skal Chance på date og Simon forsøger desperat, imens hun lægger læbestift på, at låne 200 dollars til sin beslaglagte bil. Hun afviser ham blankt og efterlader lettere provokerende et kys på spejlet, som Simon dog i stedet for at la’ sig irritere over vælger at kysse, efter hun har forladt ham. Uden for render Chance på den pudseløjerlige genbo Milton, (Nate Barlow), som hun bare bliver nød til at lufte sin frustration over.
[Chance is talking to the camera]
Chance : ”Milton has been a pain in my ass for the past six months. Every time I walk outside my door, he's standing there drooling! I mean, maybe someone would find shit like that flattering; but me? It just pisses me off royally! I should be able to walk outside my door without the drooler taking notes! It's a free fucking country, right?”
Milton : [to Chance] ”Why are you talking to yourself?”
Chance : ”Mind your own damn business!”
Mens Chance hygger sig med sin date Sarah, (Tressa DiFiglia), keder Simon sig bravt derhjemme og da tv’et pludselig viser sig at være gået i stykker, smider han i stedet en kinarulle i ovnen og er så emsigt på at ta' den ud på klokkeslettet, at han brænder tungen til stor morskab for undertegnede. Næste dag da Simon kommer hjem fra købmanden ringer telefonen til Chance, der bliver ellevild da hun høre at det er sangeren Jack, (Andy Hallett), som hun har mødte tidligere på den lokale bar til et kunstarrangement, hvor hun efterfølgende faldt i snak og fik et crush på ham til Simons store undren. Pludselig bliver hendes hede tanker afbrudt, da hun modtager et nyt opkald ; denne gang desværre fra hendes zen buddhistiske mor Desiree, (Christine Eastabrook), der er på vej dertil for at blive et par dage. For at pisse moderen af vælger Chance og Simon at kaste sig ud i et rollespil og har skiftet identitet, da hun senere banker på døren. Under den temmelig spøjse middag erfarer Chance at hendes forældre er blevet skilt, da hendes hippie far Malcolm, (Jeff Ricketts), har snuppet sin 18 årige sekretær Heidi, (en klukkende morsom Lara Boyd Rhodes der erstattede Emma Caufield i rollen da de oprindelige optagelserne med hende ved et uheld blev destrueret og Caufield dernæst var booket til et andet job), i stedet. Lidt senere forsøger Simon at trøste Chance og får samtidig held til at låne de hårdt tiltrængte 200 dollars.
Meet My Mother :
Simon Get’s His money :
Ved nærmere eftertanke bliver Chance I tvivl om hun sku’ ha lånt ud, da hun husker tilbage på sin eks smartass Elvis looalike’en Guy, (Shamus Murphy), som led en krank skæbne netop efter en pengeudveksling. Dagen efter oven på endnu et intermezzo med Milton overasker Chance sin mor, da hun fortæller at hun har arrangeret en middag med sin far og Heidi, uden dog at forklare planen bag hvilken Rory kommer til at spille en vigtig rolle i. Under middagen bliver Heidi, (hvis hobby ud over at skrive er at gøre rent nøgen, hmm), vildt fascineret af skuespilleren Rory og Chance kan ikke la’ vær med at fryde sig over sin genistreg, der sender forældrene tilbage i armene på hinanden igen. Og vupti, ja så er vi tilbage ved starten igen, da Chance vader ind ad døren og finder Simon i chok over den døde kvinde i hendes seng, hvor hun indser at hele Simons tidskontrol halløj ganske enkelt er fordi, at han selv er bange for at dø. Pga. af de ubehagelige omstændigheder ender de uventet i kanen i et slags trøsteknald, der efterfølgende udvikler sig til et skænderi der sårer Simon så meget, at han prompte skrider for at få noget frisk luft. I mens flytter Chance liget ind på sofaen og falder i søvn i sin seng. Næste morgen sker der noget højst uventet både mht. liget og hendes nabo Milton, der viser sig fra en lettere filosofisk side og efter Chance har sundet sig lidt, finder hun ud af hvor dybt hun savner at være sammen med Simon, der i mellemtiden vågner op på en bænk i den lokale park, hvor han har overnattet, da Jack tilfældigvis vader forbi og får øje på ham. Efter lidt småsludren opdager Simon at Chance aldrig vil ku’ være sammen med sin tidligere udnævnte drømmefyr Jack og skynder sig derfor af få benene på nakken, da hans muligheder for et seriøst forhold med kvinden som han elsker højt, pludselig ser meget lysere ud.
Simon : ”She’s got amazing eyes. They’re like two bottomless seas of soul…yeah, she’s pretty fucking fantastic”.
Det afsluttende citat rammer faktisk helt præcist sin i beskrivelse af hvordan jeg selv betragter Amber Benson, hendes skarpsindige øje, samt vidunderlige kringlede sind og overraskende imponerende leg med mediet i en film så intelligent skruet sammen at man har svært ved at fatte, at der er tale om en debuterende instruktør. Tager man et hurtigt kig på handlingen, ligner filmen dog ikke lige umiddelbart den store nyskabelse indenfor genren romantisk komedie og følger for så vidt en traditionel formel, hvor det ulykkeligt forelskede par må igennem flere forhindringer før de indser, at de er perfekte for hinanden. Men når man går mere i dybden åbenbare der sig efterhånden flere lag, som gør ”Chance” til en ekstra sjov og interessant filmoplevelse især for dem som kender til Amber Bensons holdninger ang. homoseksualitet og brud med kønsroller, samt hendes forbindelse til Buffy universet der alt lagt sammen vendes og drejes så hende og James Marsters trods det at ha’ bevaret deres look, ender med at spille helt modsat deres faste karakterer i tv-serien. Den kejtede og nervøse måde Benson spillede Tara McClay på er her forvandlet til en viljefast, (dog småneurotisk), selvsikker kvinde, der siger hvad hun mener og den ellers så normalt ubercool Spike spillet med tonsvis af machoattitude af James Marsters, er som Simon nu blevet en klodset, småhysterisk og famlende nærmest underdanig mand.
Linket og spejlbillede til Buffy bliver yderligere slået fast, da Simon efter en aften på den lokale bar pludselig dukker op iført den klassiske mørkerøde T-shirt med skriften ”Dragon Inn” som karakteren Oz spillet af Seth Green, også en udpræget ”real man”, bar i serien. Senere da rolleskiftet hvor Chances mor kigger forbi, er det interessant at bemærke, at Benson nu i sin rolle som Simon har iført sig selv samme T-shirt og understreger hvad hun allerede slår fast fra starten af, at hendes karakter svinger både til høje og venstre på det seksuelle barometer. Simon er mere hvad jeg vil kalde for openminded, både hvad den scene angår, men også i tidligere scener som da han brokker sig over Chances date med Sara, som dog intet har at gøre med at det er en kvinde, men i stedet bunder i at hans egen chance for et forhold med hende bliver forringet. Kysset på spejlet er et yderligere eksempel på Bensons tema, der både indikerer at Simon søger at smelte sammen med sit kvindelige forbillede, hvorpå han samtidig ender med at assimilere det kvindelige køn. Og endelig er der den afsluttende scene i parken mellem Simon og Jack, (Andy Hallet fra Angel der i princippet spiller sig selv), som kløgtigt bruger spørgsmålet om seksuel orientering til et målrettet kompas, der fører Simon og Chance sammen efter de har flakset rundt på må og få i det romantiske trafiksystem ind og ud mellem det andet tema, jagten på true love, som middagen med moderen og faderen repræsenterer uden at den del af historien dog kan betragtes som hovedplottet i det fragmenterede manuskript. For når alt kommer til alt handler Amber Bensons film, der går hånd i hånd med hendes livsfilosofi, om at se stort på seksuelle labels og i stedet lade kærligheden og følelserne styre hvem du bliver forelsket i.
Det kan anbefales at holde øjne og ører ekstra åbne under ”Chance”, som byder på op til flere små skjulte jokes og budskaber, (bl.a. et ud fra en dialog om Portland og Oregon som jeg ikke lige fangede første gang), men det skal jer der har fået lyst til at se filmen selv sidde og more jer med at spotte. Og husk at se rulleteksterne færdigt for undervejs her, mens Grant Langston spiller sin afsluttende sang hvori der også ligger en ”Buffy” reference, får man en ordentlig bunke fraklip der er ret underholdende, især dem mellem Amber Benson og Andy Hallet hvis høje latter, det er umuligt ikke at blive i godt humør af, ligesom jeg også blev det generelt af denne 75 min. lange perle, som har fået en helt speciel plads i mit hjerte.
Man kan desuden, hvis man har lyst, stille spørgsmål om filmen direkte til Amber Benson her på hendes blog, hvor hun fornylig selv har skrevet sine tanker, ( indlæg fra. d. 6 februar), vdr. "Chance" og sin opfølger Lovers, Liars and Lunatics, som jeg anmelder næste måned.
#821 NightHawk 15 år siden
Trailer
I sin nyeste film, baseret på virkelige hændelser om en grusom og pervers børnemorder der huserede i 70’ernes Rochester, tager instruktør Rob Schmidt i selskab med sin leading lady fra Wrong Turn, den smukke og intense Eliza Dushku, publikum med på en mareridtsagtig rejse ud i hvad der på sigt skal vise sig, at blive en psykisk drænende duel mellem en dedikeret detektiv, Megan Paige, der nægter at gi’ op og en lynende intelligent psykopat, der nyder at drive hende rundt i manegen og samtidig udspekuleret tvister hendes forsøg på at afmaskere ham til i stedet at smadre hendes kølige facade og forvandle den skarpsindige profiler til et rystende nervevrag, der konstant må kæmpe en brav kamp mod sig selv for ikke at miste forstanden fuldstændigt. At hun så desuden med jævne mellemrum bliver hjemsøgt af de myrdede piger, hjælper heller ikke på hendes mentale tilstand og er en oplevelse hun bliver nød til at holde for sig selv, hvis hun ikke vil fremstå som rablende sindssyg over for sine i forvejen skeptiske kolleger, der trods en hvis form for respekt, ikke bryder sig om at følge hendes arbejdsmetoder og ej heller er meget for at acceptere, at de højst sandsynligt har med en seriemorder at gøre, men derimod betragter det første mord i sagen, (Carla Castillo), som en simpel kidnapningsaffære der er gået galt, da teamet i Rochester samles 3 måneder senere for at følge op på sagen.
The Investigation Begins Again
Paige er dog overbevist i sine spekulationer om at morderen, i en form for sygt spil, knytter sine mord til forbogstaverne i en serie af tre, og bakket op af sin makker og kæreste Kenneth Shine, (Cary Elwes), får hun modvilligt sin chefs, (Tom Noonan), accept til at genåbne den oprindelige sag for at se, om de evt. har overset vigtige spor i forhold til hendes teori. Under sit nye forhør af Carlas nu fraskilte forældre erfarer Paige, at Carlas St. Michaels medaljon er forsvundet og oplever senere hos moderen et chokerende ”syn”, da hun finder et hvidt graveret kors under Carlas seng, der ku’ indikere en forbindelse af religiøs betydning. Som dagene skrider frem kan Paige dog ikke komme videre og ender med at sidde frustrerende fast i ingenmandsland, hvilket chefen med bekymret mine betragter, inden han definitivt beslutter sig for at tvinge hende på ferie for at få styr på sig selv igen. Hjemme i sit eget ”crimelab” på loftet fortsætter Paige dog efterforskningen, hvilket dog får katastrofale konsekvenser, da hun dels pga. sagen og sine syner bukker under for presset og forsøger at ta’ sit eget liv.
Obsession Forced Vacation
2 år senere efter at ha’ været indlagt på en psykiatrisk afdeling møder vi igen Paige, nu medicineret og degraderet som almindelig betjent, i færd med at forklare om sig selv og sine problemer/traumer i en selvhjælpsgruppe styret af den sympatiske Dr. Richard Ledge, (Timothy Hutton), der over tiden også er blevet hendes betroede ven. Paiges trivielle hverdag i afdelingen for parkeringsbøder bliver dog hurtigt ændret, for da et nyt mord finder sted og hun overhører at ofret Wendy Walsh er fundet i nabobyen Webster, ringer alarmklokkerne straks i et klart signal om, at hendes bogstavsmorder atter er på spil og en ny chance for at få skovlen under ham nu pludselig er opstået. Mens hun har været fraværende er eks’en blevet forfremmet til kaptajn for politiet i Rochester, hvilket bliver hendes held og i form af observant/rådgiver sættes hun sammen med detektiv Harper, (Tom Malloy), der modvilligt må ta’ hende med på slæb. Under forhøret af Wendys forældre bryder hendes far grædende sammen, (Martin Donovan i en kort men stærk præstation der gør dybt indtryk), men når dog at gi’ et clue samtidig, der straks vækker minder hos Paige og som pludselig linker de to forbrydelser sammen. En brik mere til det komplicerede puslespil falder yderligere på plads, da de efterfølgende afhører en hjemløs mand, men pludselig får Paige et tilbagefald, som Harper skarpt observerer og han vælger derfor bekymret og loyalt overfor sin nye makker at afslutte forhøret.
Lidt senere beslutter Paige sig for at kontakte dr. Richard og modtager hvad der skal vise sig at blive en skæbnesvangert råd midt i en efterforskning der langsomt kører af sporet, da politiet i samarbejdet mellem de to nabobyer Rochester og Webster, opildnet og presset af deres chefer om at få lagt låg på sagen, (da endnu et offer, Melissa Maestro, dukker op), så hurtig som muligt, ledes på vildspor med to mistænkte hvor af den ene, efter en kaotisk gidseltagning opstået på en fejltagelse, i medierne bliver udråbt som seriemorderen The Alphabet Killer. Paiges mavefornemmelse siger dog at noget er helt forkert og er langtfra overbevist af bevismaterialet fremskaffet af politiet i Webster hvis politichef, (Michael Ironside), truer hende til at holde igen med beskyldningerne om fusk, da hun konfronterer ham. Da Kenneth Shine mellem linjerne efterfølgende gir hende samme besked, er Paige nu helt på egen hånd og selv om Harper også aner ugler i mosen, kan han ikke hjælpe, da han pludselig bliver overflyttet til en ny sag andetsteds. Men Paige nægter at gi’ op og fortsætter stædigt jagten hvilket fører hende tilbage til Carlas far, der viser sig ikke at ha’ fortalt hele sandheden om sin datters færden. En færden der leder Paige tilbage til nøglen til mysteriet…St. Michaels kirken.
---------------------
Rob Schmidt har med ”The Alphabet Killer”, trods det kun at ha’ været i besiddelse af et yderst beskedent budget, formået at mikse en bundsolid, flot filmet og ikke mindst stærkt spillet thriller sammen, der balancer på en knivspids med genrens klichéer i hånden uden dog på noget tidspunkt at falde ned i et uhjælpeligt mørke af forudsigelighed, selv om den i store dele af handlingen følger en velkendt opskrift ud i politidetektiv arbejde, som man har set så mange gange før på film og i tv-serier. Årsagen til det er, at Schmidt vælger at fokusere mindst ligeså meget på Megan Paiges psykiske tilstand som krimiplottet, hvilket han fornemt kombinerer løbende ved hjælp af karakterens ”syner” af de maltrakterede lig, der i filmen kun bruges i små men vitale doser, så man undgår det helt store effektjageri, hvad en langt mindre talentfuld instruktør med nemhed ku’ ha’ ladet sig forfalde til i jagten på supense og chok. Ligeledes gør Schmidt på intet tidspunkt brug af flashback scener, (hvad jeg ellers frygtede efter at ha’ set den første trailer der kom ud i sin tid), for at understrege Megans tilstand eller opklaringsarbejde, men lader i stedet helt det ansvar i hænderne på Eliza Dushku der bærer opgaven i at få omsat sin portrættering af den uligevægtige karakter med en imponerende indlevelsesevne via lige dele køligt underspil og determineret fightervilje, jævnt skiftende til en tilstand af frustrerende skizofrenianfald og nervøse tics.
Ud over at ha’ et trumfkort som Eliza Dushku oppe i ærmet kan jeg ikke være andet end imponeret over det cast, som Rob Schmidt har fået samlet her med et lineup af gennemrutineret herrer, der tæller Tom Noonan, Martin Donovan, Timothy Hutton, Michael Ironside, Tom Malloy, samt Carl Lumbly, (Alias), som Paiges læge og Bill Moseley, (The Devils Rejects), som en af de mistænkte. Alle leverer de varen i suveræn stil i hhv. større og mindre biroller, der bla. byder på Noonans tilbagelænende og underspillede samt Ironsides ligeledes vanlige arrogante og ubehagelig kyniske stil, som både Eliza Dushku og filmen bruger som effektive sparringspartnere og bindeled frem mod den store finale. Desuden byder filmen også på en uventet positiv overraskelse i form af Cary Elwes, der tydeligvis præget af Rob Schmidts afdæmpede og sobre fortælleform, (samt det faktum at der er optaget on location i den deprimerende og traumatiserede by Rochester), leverer sin absolut bedste præstation til dato. Samme påvirkning gør sig for øvrigt også gældende for Dushku og resten af castet, som synes at ha’ absorberet Rochesters fortid og skyldsplagede nutid ind i deres måde at spille på. Det ku’ udadtil virke usmageligt overfor byens tilbageværende borgere, men for det første blev filmholdet godt modtaget og for det andet, ja så havde det lige præcis den ønskede effekt som Rob Schmidt var interesseret i at skabe på både det skuespilmæssige plan, men også set i forhold til den visuelle side, der er stærkt præget af det nærmest fortabte og opgivende provinshul.
Et yderlige plus for ”The Alphabet Killer” er Schmidts succes med at holde morderens identitet hemmelig til langt inde i handlingen, ja faktisk så langt at jeg havde opgivet troen på, at Paige nogensinde fandt frem til vedkommende. Og når hun gør det kommer det som et fuldstændig uventet chok, der byder på en ekstra ubehagelig overraskelse og dobbelt finale, der er både creepy, brutal, nervepirrende intens og på ingen måde nogen form for happy end…Og dog, ja så tændes der alligevel midt i al afmagten og rædslen sig et lille håb i mørket, i et closing shot der gir kuldegysninger på den fede måde. Schmidt og Dushku gør det minsandten igen og beviser at de trods et begrænset budget og en helt anden stil stadig kan skabe små mirakler sammen. Med det i tankerne kan man jo kun i spænding vente på, hvad de to kaster sig over næste gang og derpå krydse fingre for, at det bliver alle gode gange tre.
5/6
DVD :
http://www.laserdisken.dk/html/visvare.dna?vare=96...
#822 Herrguth 15 år siden
Glæder mig til selv at se filmen. Og Eliza Dushku gør jo altid en film seværdig. ;)
#823 elwood 15 år siden
Det begynder og minde lidt om Ghostbusters faktisk, de tre venner får en beholder af djævlen eller well Sam gør, og så skal de fange en undsluppen sjæl med den, og det er ikke altid logisk hvo'en beholoderen skal bruges, aftens afsnit var heller ingen undtagelse.
Sam skal den her gang fange en sjæl der dræber gamle damer, Og til dette formål får Sam en skal vi ikke blot sige alternativ beholder en del af spændingen er altid og se hvad der er i den mystiske kasse, som djævlen har givet ham.
Ray Wise, har ikke så meget og sige den her gang, men jeg tror dog han aligevel more sig herligt med hans "lille" rolle, det er sådan en act som man bare kan ha det sjovt med.
Sam's veninde Andi overvejer og begynde på College og komme væk fra The Work Bench byggemarkedet som serien centres omkring, og hvor Sam og hans venner får alt deres Soul fighting equipment fra.
Og Sams Chef "lokker" med forfremmelse som vice bestyrer for VVS afdelingen.. uhhh.
Sams Chef er den eneste jeg måske har lidt problemer med, jeg ved ikke om han prøver og være Ricky Gervais fra The Office, eller om han bare skal virker som en nærgående dum chef, i hvertfald er han klart den svageste i serien.
Men ellers må jeg sige at det sjovt og se den forskelligehed de forskellige sjæle har som skal indfanges, og opfindsomheden med "tingen" til og indfange dem med.
Ser stadig frem til noget stridighed mellem Djævlen og Sam, indtil videre er han lidt for rar, men det er self. også mest komedie, og ikke Supernatural, men lad os nu se, vi er stadig næsten kun lige kommet igang med serien.
Sjælen fra sidst var dog lidt sejer.
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#824 tiany 15 år siden
#825 elwood 15 år siden
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#826 NightHawk 15 år siden
Mange tak. :)
#827 elwood 15 år siden
Den var satme led!
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#828 NightHawk 15 år siden
I hvad der roligt kan beskrives som et vaskeægte indie projekt, hvor der bliver trukket stor vægt på familiemedlemmer og venner, lykkedes det på imponerende vis multitalentet Amber Benson, kun bevæbnet med et minimalt budget og et DV-kamera, at kreere en romantisk komedie/musical der er vildt charmerende og charmerende spillet, eksperimenterende, samt hamrende morsom med en dialog jeg grinte ligeså meget af som, da jeg første gang så Kevin Smith spilde sit ligeledes lowbudget hjerteblod i form af Clerks.
Allerede fra start af fornemmer man, at det her bliver en mere en god filmoplevelse ved den måde hvorpå Benson lader sit kontinuitetsbrydende manuskript udspille sig på efter en dramatisk indledning, (der involverer et lig), da countrysangeren Grant Langston, i en smuk introsang skrevet af Joss Whedon, som en tilbagevendende alvidende fortællerolle guider tilskueren gennem nabolaget, inden han til sidst ender ved Chances, (Amber Benson), hoveddør nu tilbage i tiden nogle dage før dødsfaldet, hvor handlingen for alvor tager sin begyndelse. I den første scene mellem hende og roommaten Simon, (James Marsters), bryder Benson for første men bestemt og heldigvis ikke sidste gang den såkaldt fjerde mur, da hun snakker direkte til kameraet i bedste Ferris Bueller stil, midt i en diskussion om alt lige fra Chances makeouts med hendes dates på hans sofa, over lugten af hans armsved som hun elsker at minde ham om, samt det faktum at han kun kan score dates via sit job som telefonsælger…et job han hader næsten ligeså meget, som når Chance kalder ham for brormand.
Chance : ”Where'd you meet her Simon?”
Simon : ”Okay, okay! On the phone! Okay, are you happy now, huh? Huh?”
Chance : ”You met her at work? You've gotta be fucking kidding me! She could be some kind of serial rapist or something.”
Simon : ”Serial rapist? Ha ha ha! You're just jealous 'cause I might get lucky tonight.”
Chance : ”Not on my couch, you're not!”
Simon : ”It's my couch!”
Chance : ”You may sleep on it, but I don't see you paying any rent, brother!”
Simon : ”I hate it when you call me that! I am not your brother, thank God!”
Chance : ”It's a figure of speech, Simon. You know, like we are all God's children.”
Pludselig banker det på døren og Chance bliver opsøgt af sin eks soapskuespilleren Rory, (Rayder Woods), der vil gøre alt for at få hende tilbage. Men det er hun slet ikke interesseret i og udtænker derfor et kløgtigt spil for galleriet med Simon, der fortæller den nu hulkende og patetiske Rory om Chances promiskuøse holdning til tilværelsen og dengang de to blev venner efter de mødtes på en psykiatrisk afdeling. Den historie synes at være for meget for Rory, der skynder sig at stikke af, mens Chance i voiceover beskriver Simons besættelse af tid der leder til en ret komisk vignette, da Buffy og Angel producer David Fury pludselig dukker op som afdanket pizzabud, der 13 sekunder for sent må forlade boligkomplekset uden betaling, godt hjulpet på vej af genboen, (den spooky Milton der indikere at Chance ligger inde med op til flere håndvåben), som Simon har allieret sig med mod et gratis stykke slice of life. Senere skal Chance på date og Simon forsøger desperat, imens hun lægger læbestift på, at låne 200 dollars til sin beslaglagte bil. Hun afviser ham blankt og efterlader lettere provokerende et kys på spejlet, som Simon dog i stedet for at la’ sig irritere over vælger at kysse, efter hun har forladt ham. Uden for render Chance på den pudseløjerlige genbo Milton, (Nate Barlow), som hun bare bliver nød til at lufte sin frustration over.
[Chance is talking to the camera]
Chance : ”Milton has been a pain in my ass for the past six months. Every time I walk outside my door, he's standing there drooling! I mean, maybe someone would find shit like that flattering; but me? It just pisses me off royally! I should be able to walk outside my door without the drooler taking notes! It's a free fucking country, right?”
Milton : [to Chance] ”Why are you talking to yourself?”
Chance : ”Mind your own damn business!”
Mens Chance hygger sig med sin date Sarah, (Tressa DiFiglia), keder Simon sig bravt derhjemme og da tv’et pludselig viser sig at være gået i stykker, smider han i stedet en kinarulle i ovnen og er så emsigt på at ta' den ud på klokkeslettet, at han brænder tungen til stor morskab for undertegnede. Næste dag da Simon kommer hjem fra købmanden ringer telefonen til Chance, der bliver ellevild da hun høre at det er sangeren Jack, (Andy Hallett), som hun har mødte tidligere på den lokale bar til et kunstarrangement, hvor hun efterfølgende faldt i snak og fik et crush på ham til Simons store undren. Pludselig bliver hendes hede tanker afbrudt, da hun modtager et nyt opkald ; denne gang desværre fra hendes zen buddhistiske mor Desiree, (Christine Eastabrook), der er på vej dertil for at blive et par dage. For at pisse moderen af vælger Chance og Simon at kaste sig ud i et rollespil og har skiftet identitet, da hun senere banker på døren. Under den temmelig spøjse middag erfarer Chance at hendes forældre er blevet skilt, da hendes hippie far Malcolm, (Jeff Ricketts), har snuppet sin 18 årige sekretær Heidi, (en klukkende morsom Lara Boyd Rhodes der erstattede Emma Caufield i rollen da de oprindelige optagelserne med hende ved et uheld blev destrueret og Caufield dernæst var booket til et andet job), i stedet. Lidt senere forsøger Simon at trøste Chance og får samtidig held til at låne de hårdt tiltrængte 200 dollars.
Meet My Mother :
Simon Get’s His money :
Ved nærmere eftertanke bliver Chance I tvivl om hun sku’ ha lånt ud, da hun husker tilbage på sin eks smartass Elvis looalike’en Guy, (Shamus Murphy), som led en krank skæbne netop efter en pengeudveksling. Dagen efter oven på endnu et intermezzo med Milton overasker Chance sin mor, da hun fortæller at hun har arrangeret en middag med sin far og Heidi, uden dog at forklare planen bag hvilken Rory kommer til at spille en vigtig rolle i. Under middagen bliver Heidi, (hvis hobby ud over at skrive er at gøre rent nøgen, hmm), vildt fascineret af skuespilleren Rory og Chance kan ikke la’ vær med at fryde sig over sin genistreg, der sender forældrene tilbage i armene på hinanden igen. Og vupti, ja så er vi tilbage ved starten igen, da Chance vader ind ad døren og finder Simon i chok over den døde kvinde i hendes seng, hvor hun indser at hele Simons tidskontrol halløj ganske enkelt er fordi, at han selv er bange for at dø. Pga. af de ubehagelige omstændigheder ender de uventet i kanen i et slags trøsteknald, der efterfølgende udvikler sig til et skænderi der sårer Simon så meget, at han prompte skrider for at få noget frisk luft. I mens flytter Chance liget ind på sofaen og falder i søvn i sin seng. Næste morgen sker der noget højst uventet både mht. liget og hendes nabo Milton, der viser sig fra en lettere filosofisk side og efter Chance har sundet sig lidt, finder hun ud af hvor dybt hun savner at være sammen med Simon, der i mellemtiden vågner op på en bænk i den lokale park, hvor han har overnattet, da Jack tilfældigvis vader forbi og får øje på ham. Efter lidt småsludren opdager Simon at Chance aldrig vil ku’ være sammen med sin tidligere udnævnte drømmefyr Jack og skynder sig derfor af få benene på nakken, da hans muligheder for et seriøst forhold med kvinden som han elsker højt, pludselig ser meget lysere ud.
Simon : ”She’s got amazing eyes. They’re like two bottomless seas of soul…yeah, she’s pretty fucking fantastic”.
----------------------
http://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thum...
Det afsluttende citat rammer faktisk helt præcist sin i beskrivelse af hvordan jeg selv betragter Amber Benson, hendes skarpsindige øje, samt vidunderlige kringlede sind og overraskende imponerende leg med mediet i en film så intelligent skruet sammen at man har svært ved at fatte, at der er tale om en debuterende instruktør. Tager man et hurtigt kig på handlingen, ligner filmen dog ikke lige umiddelbart den store nyskabelse indenfor genren romantisk komedie og følger for så vidt en traditionel formel, hvor det ulykkeligt forelskede par må igennem flere forhindringer før de indser, at de er perfekte for hinanden. Men når man går mere i dybden åbenbare der sig efterhånden flere lag, som gør ”Chance” til en ekstra sjov og interessant filmoplevelse især for dem som kender til Amber Bensons holdninger ang. homoseksualitet og brud med kønsroller, samt hendes forbindelse til Buffy universet der alt lagt sammen vendes og drejes så hende og James Marsters trods det at ha’ bevaret deres look, ender med at spille helt modsat deres faste karakterer i tv-serien. Den kejtede og nervøse måde Benson spillede Tara McClay på er her forvandlet til en viljefast, (dog småneurotisk), selvsikker kvinde, der siger hvad hun mener og den ellers så normalt ubercool Spike spillet med tonsvis af machoattitude af James Marsters, er som Simon nu blevet en klodset, småhysterisk og famlende nærmest underdanig mand.
Linket og spejlbillede til Buffy bliver yderligere slået fast, da Simon efter en aften på den lokale bar pludselig dukker op iført den klassiske mørkerøde T-shirt med skriften ”Dragon Inn” som karakteren Oz spillet af Seth Green, også en udpræget ”real man”, bar i serien. Senere da rolleskiftet hvor Chances mor kigger forbi, er det interessant at bemærke, at Benson nu i sin rolle som Simon har iført sig selv samme T-shirt og understreger hvad hun allerede slår fast fra starten af, at hendes karakter svinger både til høje og venstre på det seksuelle barometer. Simon er mere hvad jeg vil kalde for openminded, både hvad den scene angår, men også i tidligere scener som da han brokker sig over Chances date med Sara, som dog intet har at gøre med at det er en kvinde, men i stedet bunder i at hans egen chance for et forhold med hende bliver forringet. Kysset på spejlet er et yderligere eksempel på Bensons tema, der både indikerer at Simon søger at smelte sammen med sit kvindelige forbillede, hvorpå han samtidig ender med at assimilere det kvindelige køn. Og endelig er der den afsluttende scene i parken mellem Simon og Jack, (Andy Hallet fra Angel der i princippet spiller sig selv), som kløgtigt bruger spørgsmålet om seksuel orientering til et målrettet kompas, der fører Simon og Chance sammen efter de har flakset rundt på må og få i det romantiske trafiksystem ind og ud mellem det andet tema, jagten på true love, som middagen med moderen og faderen repræsenterer uden at den del af historien dog kan betragtes som hovedplottet i det fragmenterede manuskript. For når alt kommer til alt handler Amber Bensons film, der går hånd i hånd med hendes livsfilosofi, om at se stort på seksuelle labels og i stedet lade kærligheden og følelserne styre hvem du bliver forelsket i.
Det kan anbefales at holde øjne og ører ekstra åbne under ”Chance”, som byder på op til flere små skjulte jokes og budskaber, (bl.a. et ud fra en dialog om Portland og Oregon som jeg ikke lige fangede første gang), men det skal jer der har fået lyst til at se filmen selv sidde og more jer med at spotte. Og husk at se rulleteksterne færdigt for undervejs her, mens Grant Langston spiller sin afsluttende sang hvori der også ligger en ”Buffy” reference, får man en ordentlig bunke fraklip der er ret underholdende, især dem mellem Amber Benson og Andy Hallet hvis høje latter, det er umuligt ikke at blive i godt humør af, ligesom jeg også blev det generelt af denne 75 min. lange perle, som har fået en helt speciel plads i mit hjerte.
5/6
Musikvideo - Everything :
http://vids.myspace.com/index.cfm?fuseaction=vids....
DVD + Signerede fotos, kan fås her :
http://www.chancemovie.com/
Man kan desuden, hvis man har lyst, stille spørgsmål om filmen direkte til Amber Benson her på hendes blog, hvor hun fornylig selv har skrevet sine tanker, ( indlæg fra. d. 6 februar), vdr. "Chance" og sin opfølger Lovers, Liars and Lunatics, som jeg anmelder næste måned.
http://amberbensonwrotethis.blogspot.com/
#829 Takfornu 15 år siden
#830 NightHawk 15 år siden
Mange tak. :)