Jeg pønser på en top 500 ;) ej spøg til side. Jeg magter ikk den slags og man ser altid nye film. Men jeg stemmer på imdb og skriver her. Så kan du få et indblik i min smag eller mangel på samme ;)
Hehe. Du går bare igang med en top 500. ;) imdb bruger jeg ikke, så jeg må nøjes med her. Og jeg vil da ikke mene du mangler smag, for vi deler samme holdning om en del film. :)
"My first girlfriend turned into the moon." "That's rough, buddy."
'Åndeløs' står som et næsten nostalgisk ungdomsminde for mig. Det var dengang jeg dyrkede Truffaut, Godard og Chabrol. Men topliste-materiale? Nah ....
Jeg læste Insiders anmeldelse af Åndeløs for et par uger siden, og ville også lige vide hvad brugerne synes om den. Kunne ikke undgå at smile da jeg læste dit indlæg:
Jeg anser filmen for at være noget prætentiøst bras, i lighed med de danske Dogme-film (af hvilke kun "Festen" havde en god historie - stilen og kameraføringen var irriterende og ude af takt med det i virkeligheden afdæmpede, stille drama).
Den nye franske bølge fra 1960'erne affødte ikke nogen film, som fortjener at få status af mesterværk eller klassiker.
Det var med behersket optimisme, grundet de lidt lunkne anmeldelser, at jeg fik mig taget sammen til at se Peter Weirs The Way Back her til aften. Forventningens glæde til en Weir film, er måske også sat for urealistisk højt, men han er en af de få instruktører, hvis næste skridt det er svært at forudse og derfor krydser man altid fingre for "noget godt".
Men nej, det ER ikke en Weir film, som vil få kult status og blive nævnt i samme åndedrag, som hans bedste på CV'et, men jeg kan med glæde sige, at det er en film, som voksede på mig undervejs (altså filmen!) og som jeg glædeligt giver endnu et gensyn.
Historien kort fortalt er den, at vi følger den polske Janusz tage turen til en Sibirisk Gulag lejr i 1940, efter hans kone under tvang har måttet give falsk vidnesbyrd om hans aktiviteter. Idømt 20 års fængsel i dette helvedes røvhul, tændes idéen om flugt og det lykkes et team på 8-9 mand at undslippe. Rejsen foran dem, en idé om at nå Indien ved at slippe ud af Sovjetunionen, ind i Mongoliet, krydse Gobi ørkenen, Kina, Tibet og derefter gå over Himalaya får 6 ugers trekking ferie med Oure Idrætshøjskole til at ligne en tur ud af sengen om morgenen.
Der forekommer spoilere heri:
Det virker om om, Weir bevidst er gået udenom alt, som kan incitere spændingsmomenter. Hvor film som Flugten fra Alcatraz, The Great Escape, Papillion og Midnight Express i den grad har fokus på selve flugten fra fængsel, hviler Weirs øje konstant på den efterfølgende rejse, de fysiske strabadser og de psykologiske aspekter undervejs. Flugten især, bærer således præg af en utilfredsstillende forløsning, hvor man forventede mere end man fik. Var det et kunstnerisk valg, så kunne det have været eksekveret mindre kluntet. Det er således også svært at hævde, at man søger at lægge sig klos op af den historisk korrekte version, eftersom sandhedsværdien af denne allerede blev kompromitteret i 2006.
Men ikke desto mindre bliver filmen herfra mere flydende som fortælling, indtil grænsen til Mongoliet nåes, hvorfra der virkelig kommer nerve i dramaet og vedkommenheden melder sig. Det er således en lidt ujævn størrelse, men det er også til dels afstedkommet af andre forventninger, hvorfor jeg gerne vil gense den igen en dag.
Skuespillet er over en bred kam solidt, med Ed Harris og Saoirse Ronan (The Lovely Bones) som de mest intenst spillende.
Og lad os så komme over til de store superlativer, nemlig den tekniske præsentation. Visuelt pumper cinematografen fra Master & Commander, Russell Boyd, storladne billedsekvenser frem fra Siberien til Indien og kvaliteten er gennemgående høj. Meget skarpt, især i nærbilleder, hvor enhver detalje kommer til syne. Med de mange landskabsscener, åben himmel og konturen af profiler i horisonten er The Way Back guf for edge enhancement, men det forekommer ikke. Sortniveauet forekommer mig meget tilfredsstillende, lige på kanten til knaldhamrende sort, men ikke så meget, at det ser ud som om 35mm filmen er blevet digitalt manipuleret. Nattehimlen står flot. Jeg er dog lidt ked af, at jeg ikke lige fik tjekket om det var en single- eller double layer disc, for jeg har nu set i diverse anmeldelser, at begge dele er nævnt. Det vil være skuffende med en single layer, men jeg har på fornemmelsen, at det faktisk er tilfældet, for jeg vil tro, man godt kunne knibe en smule mere ud af transferet, især de store åbne vistaer, som ikke har helt den samme skarphed over sig.
Lydmæssigt er der især i gulag lejren tale om topklasse. Der er en scene, hvor der panoreres udover en lille dal, hvor arbejderne knokler med at hugge træstammer. Lyde kommer fra alle sider og separationen er formidabel og giver et fuldkomment 360 graders omsluttende lydbillede. Som i Master & Commander får man også serveret knirken i træ ovenfra. Denne brug af lyd over hovedhøjde er sørgeligt lidt brugt i surround lydspor, men det er enormt effektivt i Weirs film, langt mere stemningsfuldt end "kun" surround effekter. Filmen igennem må lydsporet siges at levere varen, med en særdeles god udnyttelse af centerhøjttaleren.
Når alt kommer til alt, så er jeg slutteligt mere positiv end jeg havde forventet. Weir er fuldkommen dedikeret til rejsen og forsøger ikke at score points på suspense eller action. Med denne dedikation in mente, vil jeg formentlig kunne nyde The Way Back og instruktørens vision endnu mere næste gang.
Film: 7.5-8/10 Video: 9/10 Audio: 10/10
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
"Prætentiøs" er et adjektiv af argumentatorisk irrelevans. At beskylde et værk for at udgive høje prætentioner på falsk grundlag, er absurd. Det bevidner blot om personens dårlige retorik og manglende respekt for andres kunstneriske glæde.
Men nu er BNs kommentar altså 5 år gammel, så er det ikke lidt ude af kontekst at hive den ind i diskussionen? :)
Ja det kan jeg ikke nægte. Er vokset op med mange af de store klassikere, men aldrig vokset fra dem og gør det heller aldrig. Som Bruce også skrev, så slæber jeg også rundt med en bunke film jeg ikke ønsker at slippe:)
Babo Rises (9049) skrev:
Skulle jeg dømme T1 kun ud fra det tekniske niveau, f.eks effekter, ja så var der ikke meget at komme efter.
Ja og det var netop pointen at skulle jeg sætte dig i en kasse, kunne du stadig virke sådan som jeg skrev, uanset hvor mange eksempler du kunne trække frem på det modsatte;) Vi kan kan jo sættes i bås, hvis vi ønsker det tror jeg. Så håber jeg blot min bås er stor nok til at rumme alle de mange film JEG elsker i ALLE genre:D
I have my principles - And if you don't like them, I have others
"Prætentiøs" er et adjektiv af argumentatorisk irrelevans. At beskylde et værk for at udgive høje prætentioner på falsk grundlag, er absurd. Det bevidner blot om personens dårlige retorik og manglende respekt for andres kunstneriske glæde.
Men nu er BNs kommentar altså 5 år gammel, så er det ikke lidt ude af kontekst at hive den ind i diskussionen? :)
Filmen var næsten ude af min hukommelse på det tidspunkt - det er det eneste der kan forklare min 5 år gamle og - for mig selv - overraskende negative udtalelse. (Mon jeg havde slået hovedet den dag?) Men idag står filmen lysende klar i min hukommelse, og min holdning er bestemt ikke, at 'Åndeløs' er noget prætentiøst bras. Der er to franske film, der altid vil indtage en særlig plads i mit hjerte på grund af deres betydning for min "opdagelsesrejse" gennem filmens verden, og det er - i særdeleshed - Truffauts 'Les quatre cents coups' og - i lidt mindre, men alligevel betydelig grad - Godards 'Åndeløs' aka 'À bout de souffle'.
Hmm, al den her snak om franske film giver mig næsten lyst til at et gensyn med nogle af filmene.
Jeg havde hørt positivt flere steder fra og var meget spændt på denne her, men blev desværre fælt skuffet. Det hjalp selvfølgelig heller ikke på sagen, at jeg er så glad for 1'eren, og det var samme instruktør, hvilket havde fyret godt op i forventningsovnen.
Konceptet er (som det ligger i titlen) meget lig den førstes, denne film fortsætter bare direkte efter hændelserne i 1'eren. Nu sendes en speciel politienhed, der opfører sig omtrent lige så professionelt som folkene fra satireserien Politiets Indsatsstyrke, ind i den inficerede bygning for at ... Ja, deres opgave bliver faktisk først for alvor klar undervejs, da ikke alting er, som det syner. Takket være kameraer monterede på deres hjelme, kan vi følge med i strabadserne, når de inficerede fra tid til anden kommer springende ud af mørket og kaster sig over dem. Men der venter værre overraskelser end dét ...
Også for undertegnende. Hvad der først og fremmest skuffede mig kolossalt var, at al naturlighed var forduftet; den første havde meget mere troværdighed (inden for temaets rammer) i sine karakterer, situationer og skuespillet. I 2'eren virker personerne karikerede og hændelserne meget opstillede. Plotudviklingen virker også mere som en plotudvikling end bare en eskalering af situationen. Ikke mindst et sideplot med nogle stupide teenagere er med til at understrege dette og virkede for mig forceret med det formål at smide mere kød i slagteriet og fylde spilletiden ud.
En anden ting, der irriterer mig er
Exorcisten-drejningen, hvor denne her irriterende præst pludselig skal uddrive dæmonerne, og de så kommunikerer med ham. Jeg synes, det tager en del af uhyggen, at ondskaben pludselig får en personlighed og stemme på denne måde. De inficerede i den første film var endnu anonyme, uden nogen tilsyneladende tankevirksomhed og på ingen måde til at kommunikere og ræsonnere med. Drejningen til sidst lægger op til den planlagte 3'er, og selv om jeg ikke nærer store forhåbninger, beholder jeg indtil videre min 2'er, for det ville jo være lidt ærgerligt at sælge den, hvis det nu skulle vise sig, at den samme instruktør faktisk leverer varen næste gang. Men netop udviklingen i denne tyder desværre på, at der er ved at gå for meget plotkonstruktion i den til fordel for den enkle, effektive præmis, der gjorde den første så fed.
Bemærk dog, at jeg ikke er modstander af plotkonstruktion og -udbygning som sådan. Nogle film klæder det bestemt, men [REC] er efter min mening ikke en af dem. Den lever på sit præg af et nyhedsindslag, der har udviklet sig i en ubehagelig retning, og der skal ikke proppes meget plot på, før illusionen brister ...
Øv ... :(
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
#9101 Babo Rises 14 år siden
#9102 Neranders 14 år siden
"That's rough, buddy."
#9103 Åkepool 14 år siden
Ha ha, what goes in, must come out :)
#9104 IK 14 år siden
Det var så lidt. :)
Jeg læste Insiders anmeldelse af Åndeløs for et par uger siden, og ville også lige vide hvad brugerne synes om den. Kunne ikke undgå at smile da jeg læste dit indlæg:
http://filmz.dk/forum/anmeldelser/aandeloes-19659
#9105 Bruce 14 år siden
Det var med behersket optimisme, grundet de lidt lunkne anmeldelser, at jeg fik mig taget sammen til at se Peter Weirs The Way Back her til aften. Forventningens glæde til en Weir film, er måske også sat for urealistisk højt, men han er en af de få instruktører, hvis næste skridt det er svært at forudse og derfor krydser man altid fingre for "noget godt".
Men nej, det ER ikke en Weir film, som vil få kult status og blive nævnt i samme åndedrag, som hans bedste på CV'et, men jeg kan med glæde sige, at det er en film, som voksede på mig undervejs (altså filmen!) og som jeg glædeligt giver endnu et gensyn.
Historien kort fortalt er den, at vi følger den polske Janusz tage turen til en Sibirisk Gulag lejr i 1940, efter hans kone under tvang har måttet give falsk vidnesbyrd om hans aktiviteter. Idømt 20 års fængsel i dette helvedes røvhul, tændes idéen om flugt og det lykkes et team på 8-9 mand at undslippe. Rejsen foran dem, en idé om at nå Indien ved at slippe ud af Sovjetunionen, ind i Mongoliet, krydse Gobi ørkenen, Kina, Tibet og derefter gå over Himalaya får 6 ugers trekking ferie med Oure Idrætshøjskole til at ligne en tur ud af sengen om morgenen.
Der forekommer spoilere heri:
Men ikke desto mindre bliver filmen herfra mere flydende som fortælling, indtil grænsen til Mongoliet nåes, hvorfra der virkelig kommer nerve i dramaet og vedkommenheden melder sig. Det er således en lidt ujævn størrelse, men det er også til dels afstedkommet af andre forventninger, hvorfor jeg gerne vil gense den igen en dag.
Skuespillet er over en bred kam solidt, med Ed Harris og Saoirse Ronan (The Lovely Bones) som de mest intenst spillende.
Og lad os så komme over til de store superlativer, nemlig den tekniske præsentation. Visuelt pumper cinematografen fra Master & Commander, Russell Boyd, storladne billedsekvenser frem fra Siberien til Indien og kvaliteten er gennemgående høj. Meget skarpt, især i nærbilleder, hvor enhver detalje kommer til syne. Med de mange landskabsscener, åben himmel og konturen af profiler i horisonten er The Way Back guf for edge enhancement, men det forekommer ikke. Sortniveauet forekommer mig meget tilfredsstillende, lige på kanten til knaldhamrende sort, men ikke så meget, at det ser ud som om 35mm filmen er blevet digitalt manipuleret. Nattehimlen står flot. Jeg er dog lidt ked af, at jeg ikke lige fik tjekket om det var en single- eller double layer disc, for jeg har nu set i diverse anmeldelser, at begge dele er nævnt. Det vil være skuffende med en single layer, men jeg har på fornemmelsen, at det faktisk er tilfældet, for jeg vil tro, man godt kunne knibe en smule mere ud af transferet, især de store åbne vistaer, som ikke har helt den samme skarphed over sig.
Lydmæssigt er der især i gulag lejren tale om topklasse. Der er en scene, hvor der panoreres udover en lille dal, hvor arbejderne knokler med at hugge træstammer. Lyde kommer fra alle sider og separationen er formidabel og giver et fuldkomment 360 graders omsluttende lydbillede. Som i Master & Commander får man også serveret knirken i træ ovenfra. Denne brug af lyd over hovedhøjde er sørgeligt lidt brugt i surround lydspor, men det er enormt effektivt i Weirs film, langt mere stemningsfuldt end "kun" surround effekter. Filmen igennem må lydsporet siges at levere varen, med en særdeles god udnyttelse af centerhøjttaleren.
Når alt kommer til alt, så er jeg slutteligt mere positiv end jeg havde forventet. Weir er fuldkommen dedikeret til rejsen og forsøger ikke at score points på suspense eller action. Med denne dedikation in mente, vil jeg formentlig kunne nyde The Way Back og instruktørens vision endnu mere næste gang.
Film: 7.5-8/10
Video: 9/10
Audio: 10/10
#9106 Antlion 14 år siden
Men nu er BNs kommentar altså 5 år gammel, så er det ikke lidt ude af kontekst at hive den ind i diskussionen? :)
#9107 Hr. Nielsen 14 år siden
Ja og det var netop pointen at skulle jeg sætte dig i en kasse, kunne du stadig virke sådan som jeg skrev, uanset hvor mange eksempler du kunne trække frem på det modsatte;) Vi kan kan jo sættes i bås, hvis vi ønsker det tror jeg. Så håber jeg blot min bås er stor nok til at rumme alle de mange film JEG elsker i ALLE genre:D
#9108 BN 14 år siden
Filmen var næsten ude af min hukommelse på det tidspunkt - det er det eneste der kan forklare min 5 år gamle og - for mig selv - overraskende negative udtalelse. (Mon jeg havde slået hovedet den dag?) Men idag står filmen lysende klar i min hukommelse, og min holdning er bestemt ikke, at 'Åndeløs' er noget prætentiøst bras. Der er to franske film, der altid vil indtage en særlig plads i mit hjerte på grund af deres betydning for min "opdagelsesrejse" gennem filmens verden, og det er - i særdeleshed - Truffauts 'Les quatre cents coups' og - i lidt mindre, men alligevel betydelig grad - Godards 'Åndeløs' aka 'À bout de souffle'.
Hmm, al den her snak om franske film giver mig næsten lyst til at et gensyn med nogle af filmene.
#9109 BN 14 år siden
Sikken gang ævl hvad angår stil og kameraføring i 'Festen'! Pinligt, pinligt ...
#9110 evermind 14 år siden
Jeg havde hørt positivt flere steder fra og var meget spændt på denne her, men blev desværre fælt skuffet. Det hjalp selvfølgelig heller ikke på sagen, at jeg er så glad for 1'eren, og det var samme instruktør, hvilket havde fyret godt op i forventningsovnen.
Konceptet er (som det ligger i titlen) meget lig den førstes, denne film fortsætter bare direkte efter hændelserne i 1'eren. Nu sendes en speciel politienhed, der opfører sig omtrent lige så professionelt som folkene fra satireserien Politiets Indsatsstyrke, ind i den inficerede bygning for at ... Ja, deres opgave bliver faktisk først for alvor klar undervejs, da ikke alting er, som det syner. Takket være kameraer monterede på deres hjelme, kan vi følge med i strabadserne, når de inficerede fra tid til anden kommer springende ud af mørket og kaster sig over dem. Men der venter værre overraskelser end dét ...
Også for undertegnende. Hvad der først og fremmest skuffede mig kolossalt var, at al naturlighed var forduftet; den første havde meget mere troværdighed (inden for temaets rammer) i sine karakterer, situationer og skuespillet. I 2'eren virker personerne karikerede og hændelserne meget opstillede. Plotudviklingen virker også mere som en plotudvikling end bare en eskalering af situationen. Ikke mindst et sideplot med nogle stupide teenagere er med til at understrege dette og virkede for mig forceret med det formål at smide mere kød i slagteriet og fylde spilletiden ud.
En anden ting, der irriterer mig er
Bemærk dog, at jeg ikke er modstander af plotkonstruktion og -udbygning som sådan. Nogle film klæder det bestemt, men [REC] er efter min mening ikke en af dem. Den lever på sit præg af et nyhedsindslag, der har udviklet sig i en ubehagelig retning, og der skal ikke proppes meget plot på, før illusionen brister ...
Øv ... :(