The Lady Eve, 1941 Charme og uskyld. Det beskriver vel meget godt denne type komedier. Der er kun få antydninger sex og aldrig noget beskidt. Til tider kan det være et minus, men det bliver tilgengæld opvejet af så utrolig meget charme, at man ikke ligger mærke til. The Lady Eve er netop sådan en film.
Henry Fonda spiller den rige arving, Pike, mens Barbara Stanwyck er datter (og medskyldig) til en svindler. Selvfølgelig er den rige Pike deres offer og selvfølgelig går det ikke som planlagt, når Stanwyck og Fonda falder for hinanden.
Barbara Stanwyck er helt utrolig fantastisk, dejlig og charmerende. Henry Fonda er altid god, og hvor er det fantastisk at se film af ældre dato med ham, og så tænke på hans præstation i On Golden Pond fra 1981. Over 40 år på toppen, omend det tynder noget ud mod slutningen. Deres sammenspil fungerer rigtig godt, og de kunne være en af de store screen couples, hvis de havde spillet flere film sammen (ifølge IMDB har de to før, som ikke rigtig er kendte)
Der er alt, hvad man elsker ved de gamle film i The Lady Eve (og det, der irriterer en lidt - men det ved man jo på forhånd). Især en poker-scene er helt fantastisk, men hele det store spil, som Stanwyck kører er herligt.
Nej jeg syntes bare mere det virkede som om at du - og Time med - havde en idé om at Weerasthakul "søgte" ud i nogle afkroge af filmmediet for at "undgå" mainstreamen i en stadigt afstandtagende proces. Han følger jo bare sin intuition, han søger ikke noget bestemt "radikalt" for det radikales skyld, han laver bare gode film. Han ligger ikke en dyd i at være elitær.
Så det er måske lidt en forudindtaget holdning, Time ligger for dagen, at Tarr, Sokurov og Weerasethakul forsøger at undgå mainstreamen ved en "yderliggørelse" af vision og virkemidler, der ultimativt resulterer i at deres værker bliver kedelige og uudholdelige at overvære. Filmene opfattes ofte som kolde intellektuelle provokationsprodukter som "almindelige biografgængere" ikke kan lide og som kun en lille - bedragrisk vel at mærke - skare af "high minded critics" kan sidde og nikke til med deres firkantede briller. Og det er lidt af et paradoks, for de omtalte film er jo alt andet end intellektuelle og kolde. Måske skulle man bare acceptere nogle af dem som ærlige forsøg på at lave kunst og helt glemme ord som "provokation", der oftest fejlagtigt bruges om mange instruktører, f.eks. Lynch og Trier. Ingen af de to har i sinde at "provokere" på den måde som det fremstilles i medierne.
Jeg ved godt at du ikke mener sådan og at du heller ikke har nogen fordomme imod Weerasethakul, jeg syntes bare jeg fornemmede en anti-Cannes-diskurs i dit indlæg, men efter at have læst din udredning kan jeg godt se, jeg måske så spøgelser.
...om kunstens og filmens mening: du bliver ved med at snakke om "rendyrkede billedsider" og et sådant eksklusivt "billedligt" element ser jeg ikke i film. Billedet er, for mig i det mindste, centrum for filmen, og er ikke "noget rendyrket æstetisk, overfladisk" (lignende), men bare udtryk for tid, altså "ting der sker" i en bestemt sekvens. Det er, og jeg vil gerne forklare det med Tarkovskijs ord "time, printed in its factual forms and manifestations". Dvs. såvel lyd som materielle objekter, der bruger tiden som medie til at forandre sig i. På den måde opstår der for instruktøren en mulighed for at rekonstruere eller "forme" tiden som han vil, sætte begivenheder i en bestemt rækkefølge, i et forsøg på at skabe noget, der både kan ligge op af maleri, af poesi, eller af litteratur måske.
Jeg synes bestemt ikke at filmen først starter når den bliver narrativ eller når den første skuespiller træder ind i "scenen" (endnu et ord fra en anden, fra film fremmed kunstart). Jeg ser mere film som observerende og som en måde at genskabe og konservere tid - i sin komplette visuelle, spatiale og lydlige form - og som et enestående medium med stort råderum og mange muligheder: blandt andre ting afviklingen af en historie, af et plot, med skuespillere, hurtig, demonstrativ klipning, osv. Men det er ikke filmens mening at "fortælle en god historie", som nogen siger, eller det som "film er bedst til", det er altsammen en forringelse af filmmediet at sige sådan. Jeg hørte også engang nogen sige at en film først bliver til når den klippes - intet kunne være mere forkert. Film er bare tid, komplet med den materielle og auditive virkelighed til hvilken den er bundet, og et enestående medie til at producere "kunstprodukter" om de så er af visuel eller narrativ eller af en anden art.
Bruce (8952) skrev:
Eller også har Ken Burns formået at give serien en så fantastisk narrativ, at han formår at holde seerens opmærksomhed stangen i skamfulde 10 timer.
Nej der sker virkelig ikke meget i den. Tie Xi Qu: West of the Tracks hedder den, du kan selv se og dømme. Den er nu mest god, synes jeg, på grund af de mennesker der går ind og ud, deres ansigtsudtryk og al industrien selvfølgelig. Jeg synes det er en god film. Den er i hvert fald ikke narrativ, den er mere bundet op på "øjeblikke", mennesker, billeder, stemning.
Bruce (8952) skrev:
Der er ligeså meget kunst i at kunne formidle budskaber i den film Skeloboy anmeldte, Judgment at Nüremberg, så kommende generationer vil kunne fornemme, hvorledes ondskab korrumperer.
Jeg vil så lige sige at jeg ikke mener kunst og politik er det samme. Ondskab kan sagtens være kunstnerisk og intuitivt logisk, nazismen og dens ondskab er en æstetisk konstruktion, et helhedskunstværk af en art. Jeg vil også mene at politiske budskaber er fremmed for kunst, medmindre selvfølgelig, de er kompromisløse og intuitive som kunsten selv. Den logiske, objektive dokumentarfilm eller spillefilm, der analyserer og forkaster nazismens ondskab, kan aldrig i "selve sin formidling af fornuft" blive et kunstværk. Det må den blive af andre årsager.
Jeg tror du har ret i at Ordet betragtes som Ånd, ja. Men det er ikke som i Dreyers film, hvor Ordets og den menneskelige viljes kraft, får sin endegyldige bekræftelse. Det er jo en paradoksal film: det døde træ (i betydningen af tro) vågner ikke, får ikke knopper på sine grene og Ordet har mistet sin kraft. På den måde virker den håbløs og ateistisk - eller den overvejer i hvert fald den "ateistiske mulighed" - Alexander bliver i sin selvopofrelse, sin opløsning i altet og afvisning af alt materielt, sendt væk, han bliver hentet som en af de gale (som han på sin vis også må siges at være blevet).
Og afslutningen transcendente kvaliteter overgår bestemt Tarkovskijs andre film, men hvad konkluderer den egentlig? At Alexander er blevet sindssyg, bukket under for sin egen fantasi og at Lille-mand fortsætter med at vande et dødt træ uden resultat - eller på den anden side: at Alexander reddede verden fra en atomvinter med sin "tro". Paradoksalt - ligesom Stalker.
Derudover er det selvfølgelig noget vrøvl med Lille-mand og Nietzsches dværg, den eneste grund til at jeg sagde det, var scenen hvor Alexander bliver væltet af Lille-mand efter at have besluttet sig for at "gøre noget". Jeg læste engang den teori et sted og det virkede meget sjovt, men ufornuftigt når jeg tænker nærmere over den. Helt generelt tror jeg også det er problematisk at blande Nietzsche ind i Tarkovskijs film, hvis nogen, Schopenhauer. Jeg mener: Nietzsche var jo på ingen måde metafysiker som Tarkovskij, "offret" og opløsningen af individet til sidst i filmen ville Nietzsche nok opfatte som svagt, som en pure benægtelse af viljen til magt. Og det er ikke godt!
Og: hvorfor er Dr. Strangelove bedre end Barry Lyndon, Eyes Wide Shut og 2001? :)
#9115 Nu har jeg kun set Offret en gang, og har slet ikke fornemmelsen af at have set den nok, men ud fra det du der siger, og mit kendskab til de "åndelige bevægelser" som kristendommen beskæftiger sig med og har sat billede på, kender jeg dog i det mindste en smule, og får derfor lyst til at supplere, blot supplere! med dette. Jeg ved desuden ikke hvor meget du selv kender til bibelsk symbolik, så jeg må beklage, hvis jeg kommer til at sige for meget du allerede er bekendt med:
Fantastisk interessant indlæg, fordi det påpeger de for mig at se afgørende spændingsforhold:
Det er munkens handlende tro, ikke vandet, ikke noget han siger, som i sidste ende får Guden (eller hvad man nu vil kalde livets ophav, i den tradition filmen bygger på, er det Guden) til at forbarme sig over træet og give det liv, genopstandelse om man vil. Troen og håbet er i historien transcendente størrelser, som dog manifesterer/beviser sig i handling. Munkens handling er et offer, især en ofring af fornuft til fordel for livets mirakel. Ligesom faderens ofring er det. Drengen har sikkert ikke forstået det intellektuelle i det faderen har fortalt, men har dog forstået nok til at ville manifestere troens superrationelle håb, og videreføre det, og i forhold til sit afkom, har faderen i hvert fald båret en slags frugt. Og vi ved ikke om træet fik lov at blomstre, førend det er brændt.
I Bibelen, og dermed både jødedom og kristendom, er træet et stærkt symbol, primært på et åndeligt sundt menneske og folk, dem som rummer livet. I Salmernes Bog står det sunde træ plantet ved bækken og bærer megen frugt. Evangeliets forfattere citerer ofte Jesus for at bruge dette billede. Det sunde træ bærer megen frugt, mens det visnede træ bliver fældet og brugt som brænde. Jesus ofrede så sig selv for de åndeligt døde, sådan at de kunne blive levende, og så giver symbolet med træet sig selv.
Desuden, i Bibelen er apokalypsen, og dermed den endelige dom, kendetegnet ved ild fra himlen. I modsætning til den første verdensdom, syndfloden (og dåben) som var vand og indenfor hvilken genopstandelsen til denne verden fandtes.
Der hvor Offret excellerer, er for mig at se ved at begribe og på så rørende vis demonstrere det vanskelige vilkår at være en munk her i verden, fordi Tarkovskij får omsat analogien med munken og træet til en nuanceret virkelighed, hvor tanken om at ofre sig selv for det døde, også rummer tvivl og modstand og fremstår som et paradoks, der kræver tro for at være virkeligt. Er faderen en helgen eller vanvittig? Kun troen kan se begge dele og være i stand til at vælge helgenen, men hvad der kan synes at være tro, kan også være et vanvid. Og Tarkovskij brillerer ved at insistere på at fastholde paradokset og dermed mystikken for den enkelte beskuer.
Så må vi vist lige komme med en anmeldelse mere :)
Murder, My Sweet - 1944 I kender godt det med, at en film lige skal sætte tonen, se personerne lidt og opbygge en stemning? Sådan en film er Murder, My Sweet ikke. Der går under 4 minutter, så ved man der er sket et par mord, snappy dialog, at filmen vil blive fortalt i flash backs med voice over, og at ikke alt er som det lige ser ud til. Med andre ord: en klassisk fuld fed film noir!
Og det er jo for det meste en god ting. Murder, My Sweet hører til den absolutte topklasse af noirs, og det er endda uden at have nogen af de helt store kanoner i rollerne.
Der er ikke så meget at sige mere. Ikke helt på højde med Sunset Boulevard, Double Indemnity og The Maltese Falcon, men bedre end The Big Sleep og The Asphalt Jungle.
#9111 Wangsgaard 14 år siden
Kunne ikke være mere enig, det var en skuffelse :(
#9112 Babo Rises 14 år siden
Har du andet du vil tilstå, så er det NU :) ellers samler vi alle beviser og udstiller dig, hvor du har bukserne nede og pikken oppe :)
#9113 Skeloboy 14 år siden
Charme og uskyld. Det beskriver vel meget godt denne type komedier. Der er kun få antydninger sex og aldrig noget beskidt. Til tider kan det være et minus, men det bliver tilgengæld opvejet af så utrolig meget charme, at man ikke ligger mærke til. The Lady Eve er netop sådan en film.
Henry Fonda spiller den rige arving, Pike, mens Barbara Stanwyck er datter (og medskyldig) til en svindler. Selvfølgelig er den rige Pike deres offer og selvfølgelig går det ikke som planlagt, når Stanwyck og Fonda falder for hinanden.
Barbara Stanwyck er helt utrolig fantastisk, dejlig og charmerende. Henry Fonda er altid god, og hvor er det fantastisk at se film af ældre dato med ham, og så tænke på hans præstation i On Golden Pond fra 1981. Over 40 år på toppen, omend det tynder noget ud mod slutningen. Deres sammenspil fungerer rigtig godt, og de kunne være en af de store screen couples, hvis de havde spillet flere film sammen (ifølge IMDB har de to før, som ikke rigtig er kendte)
Der er alt, hvad man elsker ved de gamle film i The Lady Eve (og det, der irriterer en lidt - men det ved man jo på forhånd). Især en poker-scene er helt fantastisk, men hele det store spil, som Stanwyck kører er herligt.
Jolly good og delightful!
8/10
IMDB
Amazon.co.uk - billig DVD
#9114 Fellaheen 14 år siden
Nej jeg syntes bare mere det virkede som om at du - og Time med - havde en idé om at Weerasthakul "søgte" ud i nogle afkroge af filmmediet for at "undgå" mainstreamen i en stadigt afstandtagende proces. Han følger jo bare sin intuition, han søger ikke noget bestemt "radikalt" for det radikales skyld, han laver bare gode film. Han ligger ikke en dyd i at være elitær.
Så det er måske lidt en forudindtaget holdning, Time ligger for dagen, at Tarr, Sokurov og Weerasethakul forsøger at undgå mainstreamen ved en "yderliggørelse" af vision og virkemidler, der ultimativt resulterer i at deres værker bliver kedelige og uudholdelige at overvære. Filmene opfattes ofte som kolde intellektuelle provokationsprodukter som "almindelige biografgængere" ikke kan lide og som kun en lille - bedragrisk vel at mærke - skare af "high minded critics" kan sidde og nikke til med deres firkantede briller. Og det er lidt af et paradoks, for de omtalte film er jo alt andet end intellektuelle og kolde. Måske skulle man bare acceptere nogle af dem som ærlige forsøg på at lave kunst og helt glemme ord som "provokation", der oftest fejlagtigt bruges om mange instruktører, f.eks. Lynch og Trier. Ingen af de to har i sinde at "provokere" på den måde som det fremstilles i medierne.
Jeg ved godt at du ikke mener sådan og at du heller ikke har nogen fordomme imod Weerasethakul, jeg syntes bare jeg fornemmede en anti-Cannes-diskurs i dit indlæg, men efter at have læst din udredning kan jeg godt se, jeg måske så spøgelser.
...om kunstens og filmens mening: du bliver ved med at snakke om "rendyrkede billedsider" og et sådant eksklusivt "billedligt" element ser jeg ikke i film. Billedet er, for mig i det mindste, centrum for filmen, og er ikke "noget rendyrket æstetisk, overfladisk" (lignende), men bare udtryk for tid, altså "ting der sker" i en bestemt sekvens. Det er, og jeg vil gerne forklare det med Tarkovskijs ord "time, printed in its factual forms and manifestations". Dvs. såvel lyd som materielle objekter, der bruger tiden som medie til at forandre sig i. På den måde opstår der for instruktøren en mulighed for at rekonstruere eller "forme" tiden som han vil, sætte begivenheder i en bestemt rækkefølge, i et forsøg på at skabe noget, der både kan ligge op af maleri, af poesi, eller af litteratur måske.
Jeg synes bestemt ikke at filmen først starter når den bliver narrativ eller når den første skuespiller træder ind i "scenen" (endnu et ord fra en anden, fra film fremmed kunstart). Jeg ser mere film som observerende og som en måde at genskabe og konservere tid - i sin komplette visuelle, spatiale og lydlige form - og som et enestående medium med stort råderum og mange muligheder: blandt andre ting afviklingen af en historie, af et plot, med skuespillere, hurtig, demonstrativ klipning, osv. Men det er ikke filmens mening at "fortælle en god historie", som nogen siger, eller det som "film er bedst til", det er altsammen en forringelse af filmmediet at sige sådan. Jeg hørte også engang nogen sige at en film først bliver til når den klippes - intet kunne være mere forkert. Film er bare tid, komplet med den materielle og auditive virkelighed til hvilken den er bundet, og et enestående medie til at producere "kunstprodukter" om de så er af visuel eller narrativ eller af en anden art.
Nej der sker virkelig ikke meget i den. Tie Xi Qu: West of the Tracks hedder den, du kan selv se og dømme. Den er nu mest god, synes jeg, på grund af de mennesker der går ind og ud, deres ansigtsudtryk og al industrien selvfølgelig. Jeg synes det er en god film. Den er i hvert fald ikke narrativ, den er mere bundet op på "øjeblikke", mennesker, billeder, stemning.
Jeg vil så lige sige at jeg ikke mener kunst og politik er det samme. Ondskab kan sagtens være kunstnerisk og intuitivt logisk, nazismen og dens ondskab er en æstetisk konstruktion, et helhedskunstværk af en art. Jeg vil også mene at politiske budskaber er fremmed for kunst, medmindre selvfølgelig, de er kompromisløse og intuitive som kunsten selv. Den logiske, objektive dokumentarfilm eller spillefilm, der analyserer og forkaster nazismens ondskab, kan aldrig i "selve sin formidling af fornuft" blive et kunstværk. Det må den blive af andre årsager.
#9115 Fellaheen 14 år siden
Jeg tror du har ret i at Ordet betragtes som Ånd, ja. Men det er ikke som i Dreyers film, hvor Ordets og den menneskelige viljes kraft, får sin endegyldige bekræftelse. Det er jo en paradoksal film: det døde træ (i betydningen af tro) vågner ikke, får ikke knopper på sine grene og Ordet har mistet sin kraft. På den måde virker den håbløs og ateistisk - eller den overvejer i hvert fald den "ateistiske mulighed" - Alexander bliver i sin selvopofrelse, sin opløsning i altet og afvisning af alt materielt, sendt væk, han bliver hentet som en af de gale (som han på sin vis også må siges at være blevet).
Og afslutningen transcendente kvaliteter overgår bestemt Tarkovskijs andre film, men hvad konkluderer den egentlig? At Alexander er blevet sindssyg, bukket under for sin egen fantasi og at Lille-mand fortsætter med at vande et dødt træ uden resultat - eller på den anden side: at Alexander reddede verden fra en atomvinter med sin "tro". Paradoksalt - ligesom Stalker.
Derudover er det selvfølgelig noget vrøvl med Lille-mand og Nietzsches dværg, den eneste grund til at jeg sagde det, var scenen hvor Alexander bliver væltet af Lille-mand efter at have besluttet sig for at "gøre noget". Jeg læste engang den teori et sted og det virkede meget sjovt, men ufornuftigt når jeg tænker nærmere over den. Helt generelt tror jeg også det er problematisk at blande Nietzsche ind i Tarkovskijs film, hvis nogen, Schopenhauer. Jeg mener: Nietzsche var jo på ingen måde metafysiker som Tarkovskij, "offret" og opløsningen af individet til sidst i filmen ville Nietzsche nok opfatte som svagt, som en pure benægtelse af viljen til magt. Og det er ikke godt!
Og: hvorfor er Dr. Strangelove bedre end Barry Lyndon, Eyes Wide Shut og 2001? :)
#9116 BN 14 år siden
Ja, men jeg har desværre smidt huskesedlen væk.
;-)
#9117 Muldgraver 14 år siden
Nu har jeg kun set Offret en gang, og har slet ikke fornemmelsen af at have set den nok, men ud fra det du der siger, og mit kendskab til de "åndelige bevægelser" som kristendommen beskæftiger sig med og har sat billede på, kender jeg dog i det mindste en smule, og får derfor lyst til at supplere, blot supplere! med dette. Jeg ved desuden ikke hvor meget du selv kender til bibelsk symbolik, så jeg må beklage, hvis jeg kommer til at sige for meget du allerede er bekendt med:
Fantastisk interessant indlæg, fordi det påpeger de for mig at se afgørende spændingsforhold:
Det er munkens handlende tro, ikke vandet, ikke noget han siger, som i sidste ende får Guden (eller hvad man nu vil kalde livets ophav, i den tradition filmen bygger på, er det Guden) til at forbarme sig over træet og give det liv, genopstandelse om man vil. Troen og håbet er i historien transcendente størrelser, som dog manifesterer/beviser sig i handling. Munkens handling er et offer, især en ofring af fornuft til fordel for livets mirakel. Ligesom faderens ofring er det. Drengen har sikkert ikke forstået det intellektuelle i det faderen har fortalt, men har dog forstået nok til at ville manifestere troens superrationelle håb, og videreføre det, og i forhold til sit afkom, har faderen i hvert fald båret en slags frugt. Og vi ved ikke om træet fik lov at blomstre, førend det er brændt.
I Bibelen, og dermed både jødedom og kristendom, er træet et stærkt symbol, primært på et åndeligt sundt menneske og folk, dem som rummer livet. I Salmernes Bog står det sunde træ plantet ved bækken og bærer megen frugt. Evangeliets forfattere citerer ofte Jesus for at bruge dette billede. Det sunde træ bærer megen frugt, mens det visnede træ bliver fældet og brugt som brænde. Jesus ofrede så sig selv for de åndeligt døde, sådan at de kunne blive levende, og så giver symbolet med træet sig selv.
Desuden, i Bibelen er apokalypsen, og dermed den endelige dom, kendetegnet ved ild fra himlen. I modsætning til den første verdensdom, syndfloden (og dåben) som var vand og indenfor hvilken genopstandelsen til denne verden fandtes.
Der hvor Offret excellerer, er for mig at se ved at begribe og på så rørende vis demonstrere det vanskelige vilkår at være en munk her i verden, fordi Tarkovskij får omsat analogien med munken og træet til en nuanceret virkelighed, hvor tanken om at ofre sig selv for det døde, også rummer tvivl og modstand og fremstår som et paradoks, der kræver tro for at være virkeligt. Er faderen en helgen eller vanvittig? Kun troen kan se begge dele og være i stand til at vælge helgenen, men hvad der kan synes at være tro, kan også være et vanvid. Og Tarkovskij brillerer ved at insistere på at fastholde paradokset og dermed mystikken for den enkelte beskuer.
#9118 Skeloboy 14 år siden
Murder, My Sweet - 1944
I kender godt det med, at en film lige skal sætte tonen, se personerne lidt og opbygge en stemning? Sådan en film er Murder, My Sweet ikke. Der går under 4 minutter, så ved man der er sket et par mord, snappy dialog, at filmen vil blive fortalt i flash backs med voice over, og at ikke alt er som det lige ser ud til. Med andre ord: en klassisk fuld fed film noir!
Og det er jo for det meste en god ting. Murder, My Sweet hører til den absolutte topklasse af noirs, og det er endda uden at have nogen af de helt store kanoner i rollerne.
Der er ikke så meget at sige mere. Ikke helt på højde med Sunset Boulevard, Double Indemnity og The Maltese Falcon, men bedre end The Big Sleep og The Asphalt Jungle.
9/10
#9119 HonoDelLoce 14 år siden
.......
2/6
#9120 Benway 14 år siden