Jeg har fået set nedenstående serie i løbet af de sidste par uger og fik skrevet et par ord til min blog her til aften, I får også lige anmeldelsen her:

Sharpe-serien

Efter at have fået anbefalet Sharpe-serien, med Sean Bean i hovedrollen, fra flere sider, fandt jeg endelig boksen med de første 14 film, til en god pris. Samtidig fik jeg også bestilt den sidste del af historien, “Sharpe’s Challenge”, så hele serien var i hus, før jeg gik i gang med at se dem. Jeg vil ikke gå ind i de enkelte afsnit, da dette tager for lang tid og jeg er en kende doven, så en overordnet gennemgang af serien, bliver det til i stedet.

Omdrejnings punktet i denne serie, er Richard Sharpe, en karakter skrevet af Bernard Cornwell. Sharpe er soldat i Wellingtons hær, under Napoleonskrigene, hvor det lykkedes ham at redde Wellington fra en håndfuld franske soldater, og dermed kickstarter sin karriere i den britiske hær, hvilket bestemt ikke passer overklassen, da det næsten er utænkeligt at en officer ikke er en gentleman, med et godt familienavn bag sig. Karakteren Sharpe er en interessant helt, der til tider er næsten overmenneskelig (som helte jo skal være), men samtidig har han en masse menneskelige svagheder, der gør at man kan identificere sig med ham. For eksempel er Sharpe sjældent specielt viljestærk overfor smukke kvinder, men modsat mange andre helte, har hans kvindelige bekendtskaber det med at føre til enten samvittighedskvaler, eller det der er værre.

Sharpe spilles, som skrevet tidligere, af Sean Bean. Det er ret uvant for mig, at se Bean i hovedrollen, da han desværre er den evige birolle i Hollywood, men vær ikke i tvivl om at Bean gør et fremragende stykke arbejde og bærer hovedrollen med stor autoritet. Han er overbevisende i alle aspekter af rollen, når Sharpe er sammen med sine soldaterkammerater, når han udviser trods overfor folk der er bedre stillet i samfundet og når han virkelig er utilpas i selskab med blåt blod og andre, der helst vil se at han fejler, fordi han er borgerlig. Man er aldrig i tvivl om at Sharpe er fuldt ud klar over at han er i ingenmandsland, da han ikke længere er blot en mand blandt andre borgerlige, p.g.a. hans titel som officer, men han aldrig vil være velkommen blandt “det bedre borgerskab”, på grund af Beans glimrende skuespil.

Serien byder ikke på et pilotafsnit, så man er tvunget til at lære karakterene at kende, efterhånden som serien skrider frem. Dette kan være en smule overraskende, hvis man er vant til at se amerikanske tv-serier, som jeg selv her, hvor de fleste karakterer jo helst skal være på plads indenfor første afsnit. Valget skader dog på ingen måde serien, da det er rart at man bliver nødt til at lære Sharpe og hans Chosen Men at kende, på en lidt mere naturlig måde og stadig opdager nye sider af dem, selv når man er halvvejs igennem serien.

I løbet af de første 14 afsnit, føres man gennem Spanien, Frankrig og havner selvfølgelig ved Waterloo og i det sidste afsnit, følger man Sharpe i Indien. Selvom Sharpe er en fiktiv karakter, giver serien alligevel et forholdsvis realistisk billede af livet i den britiske hær dengang, herunder den engelske arrogance overfor alle andre end “ægte” englændere, især irere og skotter. Selvom man ser krigen gennem britiske øjne, falder fremstilles alle englændere som helgener og alle franskmænd fremstilles ikke som sjæleløse sataner, der kun er ude på at erobre verden. Generelt er billedet forholdsvis nuanceret og det er udmærket at man ikke tegner et sort/hvidt billede af datiden.

Skal jeg trække noget negativt frem, må det være seriens look og musikken. Serien ser til tider ret billig ud, både i valget af filmtype der bare skriger “TV” og de blodige slag er præget af lidt for mange markeringer, når man slås med sværd og andre slagvåben. Samtidig er man ikke i tvivl om at der er brugt mange penge på uniformer, våben og talecoach, så sproget virker autentisk. Desuden taler franskmænd, spaniere o.s.v. ikke bare engelsk med accent, men deres modersmål, en lækker detalje. Desværre er der også enkelte udskiftninger af skuespillere igennem serien, hvilket kan virke en smule forstyrrende, men det er til at forstå, når serien har kørt så lang tid og har været en tidsmæssig investering for castet.

Som i andre BBC-serier, faldt temaet ikke i min smag. Blandingen af klassiske instrumenter og elguitar irriterede mig voldsomt, men til min store overraskelse, savnede jeg faktisk temaet i starten af “Sharpe’s Challenge”, men det er stadig ikke et score jeg har planer om at købe på CD. På den positive side, var den afsluttende sang i hvert afsnit, en god måde at afslutte tingene på. Sangen hedder “Over the Hills and Far Away” og skal ikke forveksles med diverse rocksange af samme navn, men er en sang der stammer helt tilbage fra 1700-tallet. Teksten varierer en smule fra afsnit til afsnit, en god lille detalje at lægge mærke til, når man ser serien.

Daragh O’Malley spiller den gennemgående karakter, Patrick Harper, der følger Sharpe i tyk og tyndt, virkelig en velskrevet karakter og herligt spillet af O’Malley.

Pete Postlethwaite har rollen i et par afsnit, som den sadistiske og sindsyge Obadiah Hakeswill, en rolle der virkelig får Postlethwaite til at stråle og man skulle tro at rollen var skrevet med ham i tankerne.

Michael Cochrane spiller Sir Henry Simmerson i en del afsnit, en glimrende karakter, der er en lille og irriterende kujon, der desværre er magtfuld p.g.a. sin position i samfundet.

Den mindre kendte Toby Stephens, leverer en glimrende præstation i seriens sidste del, hvor han spiller skurkerollen. Morsomt at se to Bond-skurke spille overfor hinanden, specielt i lyset af at Daniel Craig har en mindre rolle i en af de første afsnit af serien og Bean åbenbart var i betragtning til rollen som Bond, ifølge IMDb.

Brian Cox, Elizabeth Hurley og Philip Glenister viser også deres kendte ansigter i løbet af serien.

Til slut vil jeg bare sige, at dette er en virkelig herlig serie og det ærgrer mig, at jeg først nu har opdaget serien. Selvom der er mindre stærke afsnit i serien, er der ikke et eneste af dem, der kommer under middel og det er virkelig en præstation. Den kommer i hvertfald med de varmeste anbefalinger herfra.

Sharpe’s Rifles
4/6

Sharpe’s Eagle
4/6

Sharpe’s Company
5/6

Sharpe’s Enemy
4/6

Sharpe’s Honour
4/6

Sharpe’s Gold
4/6

Sharpe’s Battle
4/6

Sharpe’s Sword
5/6

Sharpe’s Regiment
4/6

Sharpe’s Siege
4/6

Sharpe’s Mission
5/6

Sharpe’s Revenge
5/6

Sharpe’s Justice
4/6

Sharpe’s Waterloo
5/6

Sharpe’s Challenge
4/6

#3 Fin anmeldelse, brucie! Lyder som om at man skal have fat i BD-versionen når den kommer til Europa engang i december! Syntes nu egentligt meget godt om selve filmen. Ikke noget mesterværk, men konstant underholdende. Har altid været lidt skuffet over DVD-versionens DTS-spor, så håber at denne udgivelse er en habil opgradering.

"Black Book"

Så fik jeg endelig set Black Book igen, sidste gang var i biffen, og jeg syntes stadig at film er rigtig god, og var - som i biffen - op slugt i alle 145 min.
Skuespillet er godt især Carice van Houten og Sebastian Koch gør det rigtig godt, stil og stemning er også lige i skabet.

Jeg så Tartan´s Blu-ray udgave, og her er der faktisk tale om en "combo" Blu-ray/DVD udgivelse, forstået på den måde at der i coveret på den ene side sidder en Blu-ray disk og på den anden en DVD disk.

Billedet står helt fantastisk selv på mit lille 720P´s Samsung, sammen med Apocalypto er det den Blu-ray film jeg har der står flottest, intet at klage over her.

Lyden er også ganske god, nu har jeg ikke de bedste højtalere, men jeg syntes nu der var godt gang i surrounden alligevel.

Film: 8/10
Billede: 10/10
Lyd: 8/10

#7 -

Takker den herre. :)

Hvis det ikke var fordi, at jeg stadig opfatter "The Day After Tomorrow" som en personlig fornærmelse, er det ligefør jeg har lyst til at checke den ud på BD.. ligefør. ;)

Så fik jeg smidt anmeldelsen af Troy - Directors Cut Blu-ray udgaven op.