En barnepige bliver ansat til at passe to børn, der bor på en enormt engelsk herresæde uden anden familie end husholdersken, kokken og gartneren. Efter et stykke tid sker der mystiske ting, og børnene virker som om, de kender mere til to døde tjenestefolk end de giver udtryk for.
Jeg fandt filmen langtrukken, kedelig og forudsigelig. Skuespillerne overspiller, som det åbenbart var almindeligt for den tid. Filmen var ikke uhyggelig (pga det forudsigelige). Af film, der forgår i store huse vil jeg hellere se The Others, The Haunting eller Thir13en Ghosts, hvor historierne er bedre. Jeg betvivler dog ikke det filmiske udtryk af The Innocents. Det er en flot filmet og pæn film. Dog bliver direkte lys på skuespillernes øjne brugt lige i overkanten.
Da jeg havde set den, røg den i bunken for "skal-nok-ikke-se-mere"-film. Når alt det dårlige er sagt, skal det også nævnes at jeg sjældent har haft så svært ved at falde i søvn efter en film. I to timer vågnede jeg flere gange med koldsved og troen på, at der var nogen i huset, eller at jeg kunne høre noget.
Filmen 3/6 Eftervirkning 6/6
"Ud fra størrelsen på halen har vi beregnet, at dyret har været kæmpemæssigt" Prof. Martens - Reptilicus
Den handler om de Algeriske soldater som kæmpede mod tyskerne under anden verdenskrig på franskmændenes side.
En konventionel krigsfilm hvor man godt kan holde hænderne nede i begejstring, men har svært ved at holde tårerne tilbage - endnu engang er en koloni blevet røvrendt af franskmændende og blev det endnu engang godt 15 år senere.
Ingen doko/newsreel dikkedarer, men en flot ren billedside.
Besidderisk kærlighed, jalousi og identitetsforvirring. Alle er temaer, som Kim Ki-duk har behandlet i mange af sine tidligere film. ”Shigan”/"Time" hører til blandt de stærkeste skildringer af disse temaer.
I Kim Ki-duks forrige film, ”Hwal”/”The Bow”, så vi en ældre mand, der havde en stærk besidderisk kærlighedsforhold til en ung pige, som han havde adopteret. I ”Shigan” ser vi en pigen See-hee (Park Ji-yeon), der er sygeligt jaloux på alle, der blot er i samme rum som sin kæreste, fotografen Ji-woo (Ha Jung-woo).
See-hee og Ji-woo har været sammen i to år, og See-hee er blevet mere og mere usikker på, om han stadig føler sig tiltrukket af hende. Hun tager til en plastikkirurg (Kim Sung-min) for at få et helt nyt ansigt. For at forandre sig. Blive født på ny. Trykke på reset-knappen i sit forhold til Ji-woo. Efter seks måneder væk fra Ji-woo uden at sige et ord, dukker hun op foran ham igen med et nyt ansigt og en ny identitet (denne gang spilles hun af Seong Hyeon-a). Hun arbejder nu med et lidt anderledes navn som en servitrice i den cafe, hvor de altid kom. Hun finder sammen med Ji-woo igen under denne nye identitet uden at afsløre sin tidligere identitet. Men Ji-woo kan ikke glemme den oprindelige See-hee, og hun bliver nu sygeligt jaloux på sig selv. Både som den gamle og som den nye See-hee.
Kim Ki-duk bruger ikke så mange surrealistiske eller abstrakte elementer i sin fortællestil denne gang. Historien er forholdsmæssigt mere ligetil. Samtidig er der også en del ironisk humor i fortællestilen. For eksempel er parrets skænderier, følelsesudbrud og spil med hinanden gjort lidt ironiske, da de fleste af disse scener foregår i cafeen. Hver gang vi ser en scene åbne i cafeen ved vi, at den ender med en knust kop, et vredesudbrud eller noget andet drastisk.
Kim Ki-duks viser kærligheden som en sindssyge. See-hee falder mere og mere fra hinanden i løbet af filmen. Først er hun paranoid på grund af sin besidderiske kærlighedsfølelser. Senere udvikler det sig til en paranoia over, hvad hun havde før, og hvem hun var før. Seong Hyeon-a spiller fremragende i denne rolle. Hun drager publikum dybt, dybt ind i karakterens kaotiske følelsestilstand, der er en blanding af hysteri, paranoia og længsel.
Kim Ki-duk har i denne film lavet en stærk skildring af, hvordan et kærlighedsforhold forandrer sig over tid. Kærlighed som et kaotisk fænomen (skulpturparken) med et håbløst ideal om uendelighed (de to hænder og stigen og vandet der stiger). Jo mere See-hee vil have kærligheden, jo mere splitter den hende ad, og jo fjernere kommer hun på den.
Kim Ki-duks nyeste film er måske ikke så abstrakt eller visuelt prangende som nogle af de tidligere, men for mig at se hører den blandt de stærkeste skildringer af hovedtemaerne i hans film.
Jeg så den i Shibuya, Tokyo, men Camera har købt de danske rettigheder, så den kommer snart i danske biografer. Derudover bliver den også vist for tiden under natfilmfestivalen.
Jeg så den første i følgeskab med min datter på 7 og fandt den faktisk ret god, ud fra den målgruppe, som forsøgtes ramt. Jeg lader altid hende være den ultimative guideline i den slags film. Personligt ville jeg nok give den første 4 stjerner.
Nu er den anden så ret hurtigt på banen og hvor tempelridderne i 1'eren måtte kæmpe mod det sorte broderskab i rundkirker på Bornholm, er slagmarken denne gang henvist til Gotland, hvor middelalderbyen Visby danner rammen om en fortidig historie involverende en ny skat.
Det er tydeligt 2'eren er langt mindre sofistikeret denne gang. Hvor 1'eren nærmest lå et gear efter National Treasure i hurtigheden, hvormed man fulgte spor til dørs, så har man denne gang overgået sin amerikanske uhyrlighed i hastighed, hvilket ikke just er noget at få opmærksomhed på. Kort sagt, lever denne 2'er ikke op til sin forgænger. Det er en meget rodet affære og det føles som om, man er gået et par år nedad i målgruppe.
Og ganske rigtigt. Hvor jeg vil give denne 2 stjerner, synes min datter, at jeg er mærkelig, for hun synes den var bedre end 1'eren. Så meget for voksne, som forsøger at anmelde film til børn :)
Derfor. Kæmpe anbefaling til familier med børn i alderen 6-12 år, for der var nærmest jubelstemning i en næsten fyldt biograf og er det ikke det film handler om?
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
En hvalp stikker af fra nogen skurke der stjæler hunde og sætter dem i bure, og hvalpen der bliver ekndt som Beethoven ender hos en familie der beholder ham.
Selvom den er dateret og ikke så god som 2'eren, er der masser af spas med hunden og hans venner og fjender.
7 / 10
Dreamkeeper (2003)
En småkriminel dreng og hans bedstefar (Indianeren fra Befri Willy) tager ud på en lang rejse til en Pow Wow festival, og imens kommer der fortællinger op om indianernes legender.
En ret langtrukken (Ca. 3 timer) men flot TV film fra en hel anden side fra Hallmark.
8 / 10
Lille Kylling
"Himlen falder ned!"
Lille Kylling skaber panik uden grund i sin hjemby i Disney's lystige computer animerede tegnefilm, men det blicer virkelig en dag, da et rumskib lander på et baseball stadion.
Det er svært at beskrive en film som ”Kanashimi no Beradonna”, da den ikke ligner noget, jeg har set før. Man kan måske beskrive den som en mørk, brutal og erotisk ”Fantasia”, men det ville være en sølle beskrivelse, der ikke forklarer så meget. Der er tale om en animationsfilm, der er helt sin egen. Pastelfarver, psykedeliske animationer, syret 70'er musik, kvindekroppe horer med djævle, naturkræfter og hekse, dogmatisk religion og sadistiske autoriteter, og seksuelle symboler en masse. Alt sammen fortalt med stilbilleder og kun en bitte smule animation.
”Kanashimi no Beradonna” er rent visuelt bjergtagende. Den låner blandt andet fra ”Faust”, hvor en kæmpedjævel hæver sig over en by og kaster sin skygge ind over den, hvormed pesten spreder sig. Denne djævel er dog ”Kanashimi no Beradonna”'s helt egen 70'er animationsversion tilsat tidens musik og energi. Og ikke nok med at skyggen kastes over byen. Byen smelter ind i sig selv og bliver et hav af død og ødelæggelse. Og så er der alle de fantastiske erotiske sekvenser, hvor filmens heltinde, Jeanne, giver sin krop til en djævel, der splitter hende i to og senere overtager hende fuldkommen indenfra.
Filmen åbner med lykke og uskyldighed, da Jeanne og Jean finder hinanden i en smuk forelskelse. Men landets konge tager Jeanne på bryllupsnatten og voldtager hende, som var han en overdimensioneret trykboremaskine, der pumper løs i hendes indre. Sådan tager scenen sig ud visuelt i en overdrevet og abstrakt form. Da deres lykke er ødelagt af dette, åbner Jeanne sig op for en lille djævel, der kravler rundt på hendes krop og giver hende nydelse. Jeannes lyster og begær både rent seksuelt og også på et mere generelt plan vokser og vokser, og hun bliver efterhånden en velhavende og indflydelsesrig kvinde, og Jean bliver ansat som skatteindsamler i landsbyen.
Djævlen (der for resten har Nakadai Tatsuyas stemme("Ran", "Kagemusha", "Seppuku")) vokser sig dog større og større, og Jeanne flytter fra sin mand for at få blive en lånehaj. Jeanne bliver så mægtig og indflydelsesrig, at selv dronningen frygter hende. Autoriteterne anklager hende for at være i ledtog med djævlen, og de uddriver hende. Men først da sælger Jeanne for alvor sig selv til naturkræfterne, og hun bliver mægtigere end nogensinde.
Det hele fortælles med masser af semi-pornografiske sekvenser og syrede scener. Ofte på en og samme tid. For eksempel da Jeanne bliver en mægtig heks, og der vokser sex-orgier med mænd, kvinder, dyr og dæmoner ud fra hendes krop. Andre gange mere symbolsk med blomster i flor og lignende. Filmens styrke er helt sikkert det visuelle udtryk. Historien er simpel, og den overdramatiseres i den grad i filmen, så filmen får sin egen camp value. Men i bund og grund er det en interessant historie om en kvinde, der finder styrke i sin egen seksualitet og kvindelighed efter at være undertrykt og pint af autoriteterne.
Først afviser hun dæmonen, altid i form af et fallos-symbol, på grund af sit gode hjerte, men efterhånden får hun en stærk sameksistens med den. Hun vil dog ikke sælge sin sjæl til den. Den har hendes mand stadig. Og det er i sidste ende også det, der bringer hendes oprør mod samfundet til en ende. I hendes symbiose med djævlen er der hverken godt eller skidt. De forårsager en frygtelig pest, men samtidig redder de mennesker og giver dem nye kræfter. Kvindekønnets kræfter.
Som sagt er det det visuelle udtryk frem for fortællingen, der er interessant, men de er selvfølgelig forbundet. Jeanne er fra tid til andet en glamourøs 70'er model, og fra tid til anden er hun et virvar af seksuel energi og blomster og tårer. Japansk film har ikke haft mange musicals, men ”Beradonna” har masser af kayokyoku i klassisk 70'er stil blandet ind i det hele, og det føles fra tid til anden som en japansk erotisk animationsversion af ”Jesus Christ Superstar”. Under alle omstændigheder er det forfriskende at se filmskaberne eksperimentere med mediet, og så er der også kommet nogle gode resultater ud af det. Hist og her er enkelte sekvenser hele filmen værd. Andre gange er det fedt bare at nyde filmens syrede 70'er camp. Alt i alt er det en unik og spændende filmoplevelse af den bedre slags.
Så The Last Samurai i går og den var slet ikke som jeg forventede - den var meget, meget bedre. Vidste egentlig ikke helt hvad den handlede om, men tænkte det var noget med Cruise som samurai, en ide der lød meget dum i mine ører, og noget med Japan, et land der egentlig ikke interesserede mig specielt. Men selv om der da var enkelte "Hollywood-moments", så er det jo en fantastisk film og Cruise spiller overbevisende og elegant. Frygtede kærlighedshistorien ville tage overhånd, hvilket den var tæt på at gøre et par gange, men synes den blev holdt på et tilpas lavt blus.
Og nu siger jeg ikke at en film er god bare fordi man græder når man ser den, men den her gik da godt under huden. Græd da
betjentene (tror jeg de var) skar håret af sønnen
og stortudede da
sønnen bliver skudt, men stadig kæmper så længe han kan
og så også de sidste 15 minutter...
Fantastisk film - jeg var lidt skræmt af den varede 2½ time, min koncentrationsevne (specielt efter en lang lørdag aften) er ikke så god, men tiden fløj bare.
9/10
- Women remember, Steve. It's like they've got minds of their own.
Vi befinder os i de sidste uger af 1. Verdenskrig. En amerikansk battalion på 500 mand får ordre til at rykke frem gennem en skov. Snart finder de sig omringet og afskåret midt i fjendeland.
Der er masser af flotte scener af marcherende soldater i mudder, af sårede, der mangler arme og ben og af skrækslagne soldater i skyttehuller i The Lost Battalion. Stilen er som Band of Brothers og Saving Ryans Privates, og havde det ikke lige været fordi The Lost Battalion er lavet til TV og derfor i 4:3 og at udstyret er en smule anderledes, kunne det ligeså godt være tager fra én af de to. Der er scener med barsk skyttegravshumor og rørende scener, hvor soldaterne tænker på dem derhjemme. Der er officeren, der egentlig bare er jurist og soldaten, der vil være amerikaner, selv om han kommer fra Europa. Der er stilhed før kamp og heroiske fremstød.
The Lost Battalion er bestemt ikke nogen dårlig film, men man sidder stadig bagefter uden den helt store oplevelse. Det er ikke fordi, den ikke viser krigens rædsler eller fordi man ikke har ondt af soldaterne. Det hele er bare set før. Hvis man hverken har set Band of Brothers og Saving Ryans Privates og er man ligeglad med at filmen er i 4:3 er The Lost Battalion er god lille film, ellers sæt BoB på en gang mere.
#141 lyspunkt 17 år siden
En barnepige bliver ansat til at passe to børn, der bor på en enormt engelsk herresæde uden anden familie end husholdersken, kokken og gartneren. Efter et stykke tid sker der mystiske ting, og børnene virker som om, de kender mere til to døde tjenestefolk end de giver udtryk for.
Jeg fandt filmen langtrukken, kedelig og forudsigelig. Skuespillerne overspiller, som det åbenbart var almindeligt for den tid. Filmen var ikke uhyggelig (pga det forudsigelige).
Af film, der forgår i store huse vil jeg hellere se The Others, The Haunting eller Thir13en Ghosts, hvor historierne er bedre.
Jeg betvivler dog ikke det filmiske udtryk af The Innocents. Det er en flot filmet og pæn film. Dog bliver direkte lys på skuespillernes øjne brugt lige i overkanten.
Da jeg havde set den, røg den i bunken for "skal-nok-ikke-se-mere"-film.
Når alt det dårlige er sagt, skal det også nævnes at jeg sjældent har haft så svært ved at falde i søvn efter en film. I to timer vågnede jeg flere gange med koldsved og troen på, at der var nogen i huset, eller at jeg kunne høre noget.
Filmen 3/6
Eftervirkning 6/6
#142 jessup 17 år siden
Den handler om de Algeriske soldater som kæmpede mod tyskerne under anden verdenskrig på franskmændenes side.
En konventionel krigsfilm hvor man godt kan holde hænderne nede i begejstring, men har svært ved at holde tårerne tilbage - endnu engang er en koloni blevet røvrendt af franskmændende og blev det endnu engang godt 15 år senere.
Ingen doko/newsreel dikkedarer, men en flot ren billedside.
#143 jessup 17 år siden
#144 mr gaijin 17 år siden
Besidderisk kærlighed, jalousi og identitetsforvirring. Alle er temaer, som Kim Ki-duk har behandlet i mange af sine tidligere film. ”Shigan”/"Time" hører til blandt de stærkeste skildringer af disse temaer.
I Kim Ki-duks forrige film, ”Hwal”/”The Bow”, så vi en ældre mand, der havde en stærk besidderisk kærlighedsforhold til en ung pige, som han havde adopteret. I ”Shigan” ser vi en pigen See-hee (Park Ji-yeon), der er sygeligt jaloux på alle, der blot er i samme rum som sin kæreste, fotografen Ji-woo (Ha Jung-woo).
See-hee og Ji-woo har været sammen i to år, og See-hee er blevet mere og mere usikker på, om han stadig føler sig tiltrukket af hende. Hun tager til en plastikkirurg (Kim Sung-min) for at få et helt nyt ansigt. For at forandre sig. Blive født på ny. Trykke på reset-knappen i sit forhold til Ji-woo. Efter seks måneder væk fra Ji-woo uden at sige et ord, dukker hun op foran ham igen med et nyt ansigt og en ny identitet (denne gang spilles hun af Seong Hyeon-a). Hun arbejder nu med et lidt anderledes navn som en servitrice i den cafe, hvor de altid kom. Hun finder sammen med Ji-woo igen under denne nye identitet uden at afsløre sin tidligere identitet. Men Ji-woo kan ikke glemme den oprindelige See-hee, og hun bliver nu sygeligt jaloux på sig selv. Både som den gamle og som den nye See-hee.
Kim Ki-duk bruger ikke så mange surrealistiske eller abstrakte elementer i sin fortællestil denne gang. Historien er forholdsmæssigt mere ligetil. Samtidig er der også en del ironisk humor i fortællestilen. For eksempel er parrets skænderier, følelsesudbrud og spil med hinanden gjort lidt ironiske, da de fleste af disse scener foregår i cafeen. Hver gang vi ser en scene åbne i cafeen ved vi, at den ender med en knust kop, et vredesudbrud eller noget andet drastisk.
Kim Ki-duks viser kærligheden som en sindssyge. See-hee falder mere og mere fra hinanden i løbet af filmen. Først er hun paranoid på grund af sin besidderiske kærlighedsfølelser. Senere udvikler det sig til en paranoia over, hvad hun havde før, og hvem hun var før. Seong Hyeon-a spiller fremragende i denne rolle. Hun drager publikum dybt, dybt ind i karakterens kaotiske følelsestilstand, der er en blanding af hysteri, paranoia og længsel.
Kim Ki-duk har i denne film lavet en stærk skildring af, hvordan et kærlighedsforhold forandrer sig over tid. Kærlighed som et kaotisk fænomen (skulpturparken) med et håbløst ideal om uendelighed (de to hænder og stigen og vandet der stiger). Jo mere See-hee vil have kærligheden, jo mere splitter den hende ad, og jo fjernere kommer hun på den.
Kim Ki-duks nyeste film er måske ikke så abstrakt eller visuelt prangende som nogle af de tidligere, men for mig at se hører den blandt de stærkeste skildringer af hovedtemaerne i hans film.
Min vurdering 8,5/10
IMDB 7,3/10
Jeg så den i Shibuya, Tokyo, men Camera har købt de danske rettigheder, så den kommer snart i danske biografer. Derudover bliver den også vist for tiden under natfilmfestivalen.
#145 jessup 17 år siden
#146 filmz-Bruce 17 år siden
Jeg så den første i følgeskab med min datter på 7 og fandt den faktisk ret god, ud fra den målgruppe, som forsøgtes ramt. Jeg lader altid hende være den ultimative guideline i den slags film. Personligt ville jeg nok give den første 4 stjerner.
Nu er den anden så ret hurtigt på banen og hvor tempelridderne i 1'eren måtte kæmpe mod det sorte broderskab i rundkirker på Bornholm, er slagmarken denne gang henvist til Gotland, hvor middelalderbyen Visby danner rammen om en fortidig historie involverende en ny skat.
Det er tydeligt 2'eren er langt mindre sofistikeret denne gang. Hvor 1'eren nærmest lå et gear efter National Treasure i hurtigheden, hvormed man fulgte spor til dørs, så har man denne gang overgået sin amerikanske uhyrlighed i hastighed, hvilket ikke just er noget at få opmærksomhed på. Kort sagt, lever denne 2'er ikke op til sin forgænger. Det er en meget rodet affære og det føles som om, man er gået et par år nedad i målgruppe.
Og ganske rigtigt. Hvor jeg vil give denne 2 stjerner, synes min datter, at jeg er mærkelig, for hun synes den var bedre end 1'eren. Så meget for voksne, som forsøger at anmelde film til børn :)
Derfor. Kæmpe anbefaling til familier med børn i alderen 6-12 år, for der var nærmest jubelstemning i en næsten fyldt biograf og er det ikke det film handler om?
#147 filmz-Narniabæver 17 år siden
En hvalp stikker af fra nogen skurke der stjæler hunde og sætter dem i bure, og hvalpen der bliver ekndt som Beethoven ender hos en familie der beholder ham.
Selvom den er dateret og ikke så god som 2'eren, er der masser af spas med hunden og hans venner og fjender.
7 / 10
Dreamkeeper (2003)
En småkriminel dreng og hans bedstefar (Indianeren fra Befri Willy) tager ud på en lang rejse til en Pow Wow festival, og imens kommer der fortællinger op om indianernes legender.
En ret langtrukken (Ca. 3 timer) men flot TV film fra en hel anden side fra Hallmark.
8 / 10
Lille Kylling
"Himlen falder ned!"
Lille Kylling skaber panik uden grund i sin hjemby i Disney's lystige computer animerede tegnefilm, men det blicer virkelig en dag, da et rumskib lander på et baseball stadion.
10 / 10
#148 mr gaijin 17 år siden
Det er svært at beskrive en film som ”Kanashimi no Beradonna”, da den ikke ligner noget, jeg har set før. Man kan måske beskrive den som en mørk, brutal og erotisk ”Fantasia”, men det ville være en sølle beskrivelse, der ikke forklarer så meget. Der er tale om en animationsfilm, der er helt sin egen. Pastelfarver, psykedeliske animationer, syret 70'er musik, kvindekroppe horer med djævle, naturkræfter og hekse, dogmatisk religion og sadistiske autoriteter, og seksuelle symboler en masse. Alt sammen fortalt med stilbilleder og kun en bitte smule animation.
”Kanashimi no Beradonna” er rent visuelt bjergtagende. Den låner blandt andet fra ”Faust”, hvor en kæmpedjævel hæver sig over en by og kaster sin skygge ind over den, hvormed pesten spreder sig. Denne djævel er dog ”Kanashimi no Beradonna”'s helt egen 70'er animationsversion tilsat tidens musik og energi. Og ikke nok med at skyggen kastes over byen. Byen smelter ind i sig selv og bliver et hav af død og ødelæggelse. Og så er der alle de fantastiske erotiske sekvenser, hvor filmens heltinde, Jeanne, giver sin krop til en djævel, der splitter hende i to og senere overtager hende fuldkommen indenfra.
Filmen åbner med lykke og uskyldighed, da Jeanne og Jean finder hinanden i en smuk forelskelse. Men landets konge tager Jeanne på bryllupsnatten og voldtager hende, som var han en overdimensioneret trykboremaskine, der pumper løs i hendes indre. Sådan tager scenen sig ud visuelt i en overdrevet og abstrakt form. Da deres lykke er ødelagt af dette, åbner Jeanne sig op for en lille djævel, der kravler rundt på hendes krop og giver hende nydelse. Jeannes lyster og begær både rent seksuelt og også på et mere generelt plan vokser og vokser, og hun bliver efterhånden en velhavende og indflydelsesrig kvinde, og Jean bliver ansat som skatteindsamler i landsbyen.
Djævlen (der for resten har Nakadai Tatsuyas stemme("Ran", "Kagemusha", "Seppuku")) vokser sig dog større og større, og Jeanne flytter fra sin mand for at få blive en lånehaj. Jeanne bliver så mægtig og indflydelsesrig, at selv dronningen frygter hende. Autoriteterne anklager hende for at være i ledtog med djævlen, og de uddriver hende. Men først da sælger Jeanne for alvor sig selv til naturkræfterne, og hun bliver mægtigere end nogensinde.
Det hele fortælles med masser af semi-pornografiske sekvenser og syrede scener. Ofte på en og samme tid. For eksempel da Jeanne bliver en mægtig heks, og der vokser sex-orgier med mænd, kvinder, dyr og dæmoner ud fra hendes krop. Andre gange mere symbolsk med blomster i flor og lignende. Filmens styrke er helt sikkert det visuelle udtryk. Historien er simpel, og den overdramatiseres i den grad i filmen, så filmen får sin egen camp value. Men i bund og grund er det en interessant historie om en kvinde, der finder styrke i sin egen seksualitet og kvindelighed efter at være undertrykt og pint af autoriteterne.
Først afviser hun dæmonen, altid i form af et fallos-symbol, på grund af sit gode hjerte, men efterhånden får hun en stærk sameksistens med den. Hun vil dog ikke sælge sin sjæl til den. Den har hendes mand stadig. Og det er i sidste ende også det, der bringer hendes oprør mod samfundet til en ende. I hendes symbiose med djævlen er der hverken godt eller skidt. De forårsager en frygtelig pest, men samtidig redder de mennesker og giver dem nye kræfter. Kvindekønnets kræfter.
Som sagt er det det visuelle udtryk frem for fortællingen, der er interessant, men de er selvfølgelig forbundet. Jeanne er fra tid til andet en glamourøs 70'er model, og fra tid til anden er hun et virvar af seksuel energi og blomster og tårer. Japansk film har ikke haft mange musicals, men ”Beradonna” har masser af kayokyoku i klassisk 70'er stil blandet ind i det hele, og det føles fra tid til anden som en japansk erotisk animationsversion af ”Jesus Christ Superstar”. Under alle omstændigheder er det forfriskende at se filmskaberne eksperimentere med mediet, og så er der også kommet nogle gode resultater ud af det. Hist og her er enkelte sekvenser hele filmen værd. Andre gange er det fedt bare at nyde filmens syrede 70'er camp. Alt i alt er det en unik og spændende filmoplevelse af den bedre slags.
Min vurdering 8/10
IMDB 7,3
Midnight Eye mini-review
DVDen hos Amazon.co.jp
DVD-udgiverens introduktion m. billeder
#149 lagoni 17 år siden
Og nu siger jeg ikke at en film er god bare fordi man græder når man ser den, men den her gik da godt under huden. Græd da
Fantastisk film - jeg var lidt skræmt af den varede 2½ time, min koncentrationsevne (specielt efter en lang lørdag aften) er ikke så god, men tiden fløj bare.
9/10
#150 lyspunkt 17 år siden
Vi befinder os i de sidste uger af 1. Verdenskrig. En amerikansk battalion på 500 mand får ordre til at rykke frem gennem en skov. Snart finder de sig omringet og afskåret midt i fjendeland.
Der er masser af flotte scener af marcherende soldater i mudder, af sårede, der mangler arme og ben og af skrækslagne soldater i skyttehuller i The Lost Battalion. Stilen er som Band of Brothers og Saving Ryans Privates, og havde det ikke lige været fordi The Lost Battalion er lavet til TV og derfor i 4:3 og at udstyret er en smule anderledes, kunne det ligeså godt være tager fra én af de to.
Der er scener med barsk skyttegravshumor og rørende scener, hvor soldaterne tænker på dem derhjemme. Der er officeren, der egentlig bare er jurist og soldaten, der vil være amerikaner, selv om han kommer fra Europa.
Der er stilhed før kamp og heroiske fremstød.
The Lost Battalion er bestemt ikke nogen dårlig film, men man sidder stadig bagefter uden den helt store oplevelse. Det er ikke fordi, den ikke viser krigens rædsler eller fordi man ikke har ondt af soldaterne.
Det hele er bare set før. Hvis man hverken har set Band of Brothers og Saving Ryans Privates og er man ligeglad med at filmen er i 4:3 er The Lost Battalion er god lille film, ellers sæt BoB på en gang mere.
3/6
IMDB