Så fortsætter den legendariske tråd, hvor vi anmelder, kommenterer og diskuterer de film, vi har set for nylig. Del dine filmoplevelser af nye såvel som gamle film med os andre her. I sidste tråd blev der skrevet om film fra Rusland, Norge, Frankrig, Tyskland, Hollywood, Sydkorea, Japan, m.m.. Gamle film og nye TV-serier. Comedy shows og animationsfilm. Hollywood camp og europæisk kunst. Så hvis du ser noget fedt eller noget skidt, så skriv om det her.
Jeg lægger ud med et par film af serbiske Kusturica, der er en af de få instruktører, der har vundet de Gyldne Palmer to gange. Den anden gang for Underground:
Time of the Gypsies (1988)
Emir Kusturica er en af de store kanoner indenfor europæisk film. Han har indtil videre vundet Cannes' Guldpalmer to gange, og for denne film, ”Time of the Gypsies”, vandt han prisen for Bedste Instruktør. Jeg har indtil videre kun set en enkelt af hans film, ”Sort Kat, Hvid Kat”, der var ganske underholdende i al dens galskab, men ikke noget, der sagde mig det store. ”Time of the Gypsies” er måske heller ikke ligefrem en åbenbaring i mine øjne, men den havde en klar pointe med galskaben.
Perhan (Davor Dujmovic) er en fattig, men godmodig sigøjnerknægt, der bor sammen med sin lillesøster og sin bedstemor i en fattig del af eks-Jugoslavien. Han forelsker sig i den smukke pige, Azra (Sinolicka Trpkova), men hendes mor vil ikke lade hende gifte sig med ham, men de bliver kærester alligevel. En dag går det galt for Perhan, da han tager med den tilsyneladende rige forretningsmand Ahmed (Bora Todorovic), der lader til at ville hjælpe lillesøsteren på hospitalet, da hun bliver syg. Perhan bliver dog røvrendt, og han ender med at blive en tyveknægt hos Ahmed i Italien. Da han vender tilbage efter Azra, er han ikke længere en drømmende sigøjner, men en nihilistisk, kynisk og selvdestruktiv ung tyv i en verden af løgne og svig.
Kusturica fortæller denne historie med en masse poetisk sigøjnerenergi. Der er masser af kaos og musik i hans univers. Og til tider også nogle stille poetiske stunder. Den unge drømmende Perhan har telekinetiske evner, hvilket smukt illustrere hans magiske billeder af verden, der efterhånden falder fra hinanden. Der er mange smukke scener, som da han og lillesøsteren ser et brudeslør flyve på en motorvej om natten, eller da han bliver sølet til i mudder, da han bliver en del af galskaben i Ahmeds verden. Eller i filmens fødselsscene.
Disse scener var flotte, men jeg blev nu ikke fuldkommen opslugt af dem eller af Kusturicas univers. Men jeg kan godt se, hvorfor han betragtes som en af sin regions største filmkunstnere.
Min vurdering 7/10 IMDB rating 8,2/10 Bliver for tiden vist på TV2 Film, så hold øje.
Underground (1995)
”Underground” er det bedste af Emir Kusturica, jeg har set indtil videre. I denne film formår han at fortælle Jugoslaviens tragiske historie fra Anden Verdenskrig til krigene i Balkan på en sjov og surrealistisk måde. Den er absurd fra ende til anden. Sjov og trist på en og samme tid. En film, der er noget helt for sig selv.
Filmens første to åbningsscener sætter den vanvittige tone for filmen. Filmen åbner nemlig med at digteren Marko (Miki Manojlovic) og Petar Popara (Lazar Ristovski) er ude og drikke. Vi ser dem på vej hjem, hvor de smider om sig med penge efter et blæserorkester, der løber efter dem, mens Petar i fuldskab skyder efter dem. Scenen er absurd og komisk og smuk i al sin galskab. Dernæst ser vi en slidt zoologisk have, hvor en dyrpasser (Slavko Stimac) går sin daglige gang og fodrer tigrene og aberne. Pludselig flyver bombefly over haven, og bomberne sprænger om ørene på ham og dyrene. I kaosset når han kun at redde en enkelt abe. De dyr der ikke bliver ramt af bomberne og dør, spiser hinanden. Enkelte dyr løber ud på gaden, hvor de bliver et med kaosset i den bombede by. Denne scene er både utrolig smuk og utrolig brutal, og til sammen kaster de os direkte ind i filmens vanvittige stemning.
Da tyskerne invaderer Beograd flygter blæseorkestret, dyrpasseren og Petars gravide kone flygter ned i Markos kælder, hvor der er en produktion af våben i gang. Petars kone føder bogstaveligt talt deres søn på trappetrinet ned til kælderen, hvorefter hun dør. Petar er imidlertidig ude efter at score Beograds smukke skuespillerinde, Natalija (Mirjana Jokovic), som nazi-officeren Frantz (Ernst Stötzner) ellers har 'beslaglagt'. Petar og Marko braser imidlertidig ind på teatret, hvor hun er i færd med at spille et stykke foran et publikum af nazister, og Petar træder ind på scenen, binder hende på ryggen sig, og skyder Frantz. Gad vide om filmen har været en inspiration for ”Borat”, når man ser den måde Petar behandler kvinder på.
Men Natalija lader nu blot til at føje den stærkeste mand. For da Marko forsøger at forføre hende til Petars bryllup med hende, er hun et ganske let offer, da hun får at vide, at Petar blot er en elektriker. Og da Frantz, der overlevede at blive skudt, dukker på med nogle soldater, kaster hun sig igen straks i armene på ham. Det ender med, at Petar bliver ramt og fanget, og Marko må redde ham fra at blive tortureret til døde med elektrochok. Men elektrochok er muligvis den letteste form for tortur for en elektriker at håndtere. Da Petar kommer til at sprænge sig selv i luften, gemmer Marko den sårede Petar væk i kælderen i hans våbenfabrik, og Marko gifter sig i stedet selv med Natalija. Marko gemmer disse mennesker væk også efter krigen. Som den store løgnhals han er, så overbeviser han dem om, at krigen stadig er i gang, og at de skal fortsætte med at lave våben til modstandsbevægelsen. Altimens bliver han højtstående i det nye kommunistregime, og han gør sig selv og Petar til krigshelte, som der endda laves en film om.
Handlingen i filmen er på mange måder en allegori til Jugoslaviens historie. Der siges endda på et tidspunkt i filmen, at det var som om, at hele Jugoslavien befandt sig i en kælder under den kolde krig. Og som de kommunistiske ledere løj med ideologier og skræmmebilleder overfor den russiske og østeuropæiske befolkning, så lyver poeten Marko her igen om, at krigen stadig er i gang overfor folkene i kælderen, mens han udnytter dem til egen vinding.
Filmen er nu allermest fantastisk som en absurd komedie. Filmens komiske stil låner en del fra de tidlige stumfilm, og hvert akt i filmen introduceres også af intertitles. Derudover er mange karikerede bevægelser og overdrivelser ala Chaplin-filmene. Der er også masser af Storm P. agtige opfindelser så som et spisebord, der åbner sig og bliver til en skakt ned til kælderrummet, og alverdens mekaniske maskiner og apparater, der pumper vand i brusekabinerne i kælderen eller projekterer film på lærredet ala ”Trillingerne fra Belleville”. Og så er der nogle fantastiske billeder og symboler. Mange af disse brugte Kusturica også i ”Time of the Gypsies”. For eksempel en mand, der hænger sig i rebet fra en kirkeklokke, åben ild og en stor flyvende fugl. Og selvfølgelig masser af mennesker, der danser i fuldskab til lyden af tuba-muzak, mens børn græder og aber kravler rundt inde i tanks.
Der er med andre ord fuld skrue for Kusturicaen i ”Underground” samtidig med, at han elegant behandler nogle store emner.
I efteråret 2005 udgav Neil Young pladen 'Prairie Wind' umiddelbart inden han skulle opereres i hjernen og vendte dermed tilbage til lyden fra 70'erne. Jonathan Demme optog efterfølgende to af Youngs koncerter på Ryman Auditorium i Nashville og sammenklippede de bedste numre med interviews med kunstneren om hans liv og musikken.
Det må bestemt være en af de bedste musik/dokumentar-dvd'er jeg har set og hørt i lang tid og passede perfekt efter en lang arbejdsdag.
Disc 1 er som du kunne læse det bedste fra 2 koncerter, som byder på ikke blot masser af god musik, men også små anekdoter til de forskellige sange og instrumenter, der spilles på. Det er utrolig flot optaget, både hvad angår lyd (meget meget sprødt DTS-spor), men så sandelig også billederne, som virkelig giver dig en følelse af at være tilstede.
Disc 2 er fyldt med masser af stof at hygge sig, både om planlægningen af koncerterne, lydprøver, interviews og meget andet godt. Lyden på disc 2 er tam ift. disc 1, men det gøre ikke så meget.
Er du til Sprinsteens seneste - "The Seeger Sessions", må du heller ikke snyde digselv for denne perle af en dvd.
Jeg så Green Street Hooligans den anden dag. Det var en meget stor oplevelse, da jeg havde set den noget ringere Football Factory, og jeg blev glædelig overrasket. Historien om en amerikaner, der kommer til London og skal accepteres af det indespiste hooliganmiljø, er godt og spændende fortalt. Det er anderledes, fordi man er vant til mest at se Elija Wood i amerikanske produktioner, og der går ikke lang tid, før man glemmer, at det er Frodo der render rundt på skærmen. Filmen er voldsom og slagsmålene er rimelig grafiske. Man får gåsehud, når gruppen af hooligang synger "I'm Forever Blowing Bubbles" gennem gaderne. Dette er på ingen måde en forherligelse af hooliganismen, men viser en skyggeside af Englands fodboldfeber, hvor det ikke er kampen det handler om, men om de slagsmål der følger både før og efter. Jeg kan på det varmeste anbefale filmen. Jeg havde lyst til at se den igen lige efter..
I'm forever blowing bubbles, Pretty bubbles in the air, They fly so high, nearly reach the sky, Then like my dreams they fade and die. Fortune's always hiding, I've looked everywhere, I'm forever blowing bubbles, Pretty bubbles in the air.
Min fars fætter, har bare mødt John Williams! Æh, Bæh!!
I aften viser de "At kende sandheden", og i morgen viser de både Cronenbergs "eXistenz" og Godards "Pierrot le fou". TV2 film viser en sær blanding af de værste film og de bedste film.
#4 Jeg så at stereostudio havde den til en 50er, og jeg overvejede kraftigt at investere i den. Det gør jeg nok næste gang, jeg er dernede.
De fleste anmeldere har sagt mange dårlige ting om denne film. Makværk, usammenhængende, kedelig, dårligt skuespil etc. Jeg er af en helt anden mening; den skuffede ikke spor.
Mordet på den unge skuespillerinde Elizabeth Short, skaber panik hos befolkningen i L. A. Leland 'Lee' Blanchard [Aaron Eckhart) og Dwight 'Bucky' Bleichert (Josh Hartnett) er de to betjente som bliver sat på sagen. De bliver indviklet i en sag, som er mere indviklet end først antaget. Især for Lee får den store personlige konsekvenser.
De Palma har fundet den helt rette film-noir stemning som passer perfekt på James Ellroy roman. Stemningen er simpelthen fantastisk og dialogen ligeså.
Skuespiller er sublimt. Den eneste som faktisk er en smule kedelig er Scarlett Johansson, selv om hun efter min mening er den perfekte kvinde til film-noir.
Det eneste man ikke skal forvente af filmen er en hårdkogt actionfilm, for det er der ikke meget af. Det bliver kun til et par scener. Om det er det som gør at mange folk er skuffede over den skal ikke kunne siges.
Jeg fik dog mine forventninger indfriet.
8.5/10
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
Den første film jeg har set fra det succesfulde makkerpar Powell & Pressburger, men helt sikkert ikke den sidste.
Joan Webster (Wendy Hiller) er en ung kvinde som altid har vidst hvad hun ville have og altid har fået det som hun har villet. Hun står til at skulle giftes med den rige mand Sir Robert Bellinger og bryluppet skal foregå på den lille ø Kiloran. Pga tåge bliver turen til Kiloran dog udsat og Joan Webster må tilbringe tiden sammen med de lokale folk, som blandt andet inkluderer Torquil MacNeill (Roger Livesey).
Umiddelbart virker historien kedelig, men den måde den bliver fortalt på går den unik. Dialogen er helt fantastisk, man bliver draget ind fra første sekund. Der er også tilført en masse dybde i karaktererne og den spiller meget på det psykologiske spil imellem karaktererne.
Desuden så er det nogle helt fantastiske billeder som Powell & Pressburger er i stand til at skabe. For en film fra 1946 synes jeg det er helt unikt den måde som den er filmet på. Effekterne er efter min bedste overbevisning forud for sin tid. På et tidspunkt kommer der for eksempel et uvejr med torden. Måden dette blev lavet på var meget imponerende, taget tiden i betragtning.
Jeg skal helt sikkert se flere film fra dette fantastiske makkerpar.
9/10
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
#1 mr gaijin 17 år siden
http://www.filmz.dk/forum/item/22563/#first
Så fortsætter den legendariske tråd, hvor vi anmelder, kommenterer og diskuterer de film, vi har set for nylig. Del dine filmoplevelser af nye såvel som gamle film med os andre her. I sidste tråd blev der skrevet om film fra Rusland, Norge, Frankrig, Tyskland, Hollywood, Sydkorea, Japan, m.m.. Gamle film og nye TV-serier. Comedy shows og animationsfilm. Hollywood camp og europæisk kunst. Så hvis du ser noget fedt eller noget skidt, så skriv om det her.
#2 mr gaijin 17 år siden
Time of the Gypsies (1988)
Emir Kusturica er en af de store kanoner indenfor europæisk film. Han har indtil videre vundet Cannes' Guldpalmer to gange, og for denne film, ”Time of the Gypsies”, vandt han prisen for Bedste Instruktør. Jeg har indtil videre kun set en enkelt af hans film, ”Sort Kat, Hvid Kat”, der var ganske underholdende i al dens galskab, men ikke noget, der sagde mig det store. ”Time of the Gypsies” er måske heller ikke ligefrem en åbenbaring i mine øjne, men den havde en klar pointe med galskaben.
Perhan (Davor Dujmovic) er en fattig, men godmodig sigøjnerknægt, der bor sammen med sin lillesøster og sin bedstemor i en fattig del af eks-Jugoslavien. Han forelsker sig i den smukke pige, Azra (Sinolicka Trpkova), men hendes mor vil ikke lade hende gifte sig med ham, men de bliver kærester alligevel. En dag går det galt for Perhan, da han tager med den tilsyneladende rige forretningsmand Ahmed (Bora Todorovic), der lader til at ville hjælpe lillesøsteren på hospitalet, da hun bliver syg. Perhan bliver dog røvrendt, og han ender med at blive en tyveknægt hos Ahmed i Italien. Da han vender tilbage efter Azra, er han ikke længere en drømmende sigøjner, men en nihilistisk, kynisk og selvdestruktiv ung tyv i en verden af løgne og svig.
Kusturica fortæller denne historie med en masse poetisk sigøjnerenergi. Der er masser af kaos og musik i hans univers. Og til tider også nogle stille poetiske stunder. Den unge drømmende Perhan har telekinetiske evner, hvilket smukt illustrere hans magiske billeder af verden, der efterhånden falder fra hinanden. Der er mange smukke scener, som da han og lillesøsteren ser et brudeslør flyve på en motorvej om natten, eller da han bliver sølet til i mudder, da han bliver en del af galskaben i Ahmeds verden. Eller i filmens fødselsscene.
Disse scener var flotte, men jeg blev nu ikke fuldkommen opslugt af dem eller af Kusturicas univers. Men jeg kan godt se, hvorfor han betragtes som en af sin regions største filmkunstnere.
Min vurdering 7/10
IMDB rating 8,2/10
Bliver for tiden vist på TV2 Film, så hold øje.
Underground (1995)
”Underground” er det bedste af Emir Kusturica, jeg har set indtil videre. I denne film formår han at fortælle Jugoslaviens tragiske historie fra Anden Verdenskrig til krigene i Balkan på en sjov og surrealistisk måde. Den er absurd fra ende til anden. Sjov og trist på en og samme tid. En film, der er noget helt for sig selv.
Filmens første to åbningsscener sætter den vanvittige tone for filmen. Filmen åbner nemlig med at digteren Marko (Miki Manojlovic) og Petar Popara (Lazar Ristovski) er ude og drikke. Vi ser dem på vej hjem, hvor de smider om sig med penge efter et blæserorkester, der løber efter dem, mens Petar i fuldskab skyder efter dem. Scenen er absurd og komisk og smuk i al sin galskab. Dernæst ser vi en slidt zoologisk have, hvor en dyrpasser (Slavko Stimac) går sin daglige gang og fodrer tigrene og aberne. Pludselig flyver bombefly over haven, og bomberne sprænger om ørene på ham og dyrene. I kaosset når han kun at redde en enkelt abe. De dyr der ikke bliver ramt af bomberne og dør, spiser hinanden. Enkelte dyr løber ud på gaden, hvor de bliver et med kaosset i den bombede by. Denne scene er både utrolig smuk og utrolig brutal, og til sammen kaster de os direkte ind i filmens vanvittige stemning.
Da tyskerne invaderer Beograd flygter blæseorkestret, dyrpasseren og Petars gravide kone flygter ned i Markos kælder, hvor der er en produktion af våben i gang. Petars kone føder bogstaveligt talt deres søn på trappetrinet ned til kælderen, hvorefter hun dør. Petar er imidlertidig ude efter at score Beograds smukke skuespillerinde, Natalija (Mirjana Jokovic), som nazi-officeren Frantz (Ernst Stötzner) ellers har 'beslaglagt'. Petar og Marko braser imidlertidig ind på teatret, hvor hun er i færd med at spille et stykke foran et publikum af nazister, og Petar træder ind på scenen, binder hende på ryggen sig, og skyder Frantz. Gad vide om filmen har været en inspiration for ”Borat”, når man ser den måde Petar behandler kvinder på.
Men Natalija lader nu blot til at føje den stærkeste mand. For da Marko forsøger at forføre hende til Petars bryllup med hende, er hun et ganske let offer, da hun får at vide, at Petar blot er en elektriker. Og da Frantz, der overlevede at blive skudt, dukker på med nogle soldater, kaster hun sig igen straks i armene på ham. Det ender med, at Petar bliver ramt og fanget, og Marko må redde ham fra at blive tortureret til døde med elektrochok. Men elektrochok er muligvis den letteste form for tortur for en elektriker at håndtere. Da Petar kommer til at sprænge sig selv i luften, gemmer Marko den sårede Petar væk i kælderen i hans våbenfabrik, og Marko gifter sig i stedet selv med Natalija. Marko gemmer disse mennesker væk også efter krigen. Som den store løgnhals han er, så overbeviser han dem om, at krigen stadig er i gang, og at de skal fortsætte med at lave våben til modstandsbevægelsen. Altimens bliver han højtstående i det nye kommunistregime, og han gør sig selv og Petar til krigshelte, som der endda laves en film om.
Handlingen i filmen er på mange måder en allegori til Jugoslaviens historie. Der siges endda på et tidspunkt i filmen, at det var som om, at hele Jugoslavien befandt sig i en kælder under den kolde krig. Og som de kommunistiske ledere løj med ideologier og skræmmebilleder overfor den russiske og østeuropæiske befolkning, så lyver poeten Marko her igen om, at krigen stadig er i gang overfor folkene i kælderen, mens han udnytter dem til egen vinding.
Filmen er nu allermest fantastisk som en absurd komedie. Filmens komiske stil låner en del fra de tidlige stumfilm, og hvert akt i filmen introduceres også af intertitles. Derudover er mange karikerede bevægelser og overdrivelser ala Chaplin-filmene. Der er også masser af Storm P. agtige opfindelser så som et spisebord, der åbner sig og bliver til en skakt ned til kælderrummet, og alverdens mekaniske maskiner og apparater, der pumper vand i brusekabinerne i kælderen eller projekterer film på lærredet ala ”Trillingerne fra Belleville”. Og så er der nogle fantastiske billeder og symboler. Mange af disse brugte Kusturica også i ”Time of the Gypsies”. For eksempel en mand, der hænger sig i rebet fra en kirkeklokke, åben ild og en stor flyvende fugl. Og selvfølgelig masser af mennesker, der danser i fuldskab til lyden af tuba-muzak, mens børn græder og aber kravler rundt inde i tanks.
Der er med andre ord fuld skrue for Kusturicaen i ”Underground” samtidig med, at han elegant behandler nogle store emner.
Min vurdering 8,4/10
IMDB rating 7,8/10
Axelmusic har en relativ billig dansk DVD-udgave
#3 filmz-Crystalstar1200 17 år siden
I efteråret 2005 udgav Neil Young pladen 'Prairie Wind' umiddelbart inden han skulle opereres i hjernen og vendte dermed tilbage til lyden fra 70'erne. Jonathan Demme optog efterfølgende to af Youngs koncerter på Ryman Auditorium i Nashville og sammenklippede de bedste numre med interviews med kunstneren om hans liv og musikken.
Det må bestemt være en af de bedste musik/dokumentar-dvd'er jeg har set og hørt i lang tid og passede perfekt efter en lang arbejdsdag.
Disc 1 er som du kunne læse det bedste fra 2 koncerter, som byder på ikke blot masser af god musik, men også små anekdoter til de forskellige sange og instrumenter, der spilles på. Det er utrolig flot optaget, både hvad angår lyd (meget meget sprødt DTS-spor), men så sandelig også billederne, som virkelig giver dig en følelse af at være tilstede.
Disc 2 er fyldt med masser af stof at hygge sig, både om planlægningen af koncerterne, lydprøver, interviews og meget andet godt. Lyden på disc 2 er tam ift. disc 1, men det gøre ikke så meget.
Er du til Sprinsteens seneste - "The Seeger Sessions", må du heller ikke snyde digselv for denne perle af en dvd.
Film: 8/10
DVD: 8/10
Replay Value 8/10
*** Den Som Elsker Meget - Udretter Meget ! ***
#4 davenport 17 år siden
Historien om en amerikaner, der kommer til London og skal accepteres af det indespiste hooliganmiljø, er godt og spændende fortalt.
Det er anderledes, fordi man er vant til mest at se Elija Wood i amerikanske produktioner, og der går ikke lang tid, før man glemmer, at det er Frodo der render rundt på skærmen.
Filmen er voldsom og slagsmålene er rimelig grafiske.
Man får gåsehud, når gruppen af hooligang synger "I'm Forever Blowing Bubbles" gennem gaderne.
Dette er på ingen måde en forherligelse af hooliganismen, men viser en skyggeside af Englands fodboldfeber, hvor det ikke er kampen det handler om, men om de slagsmål der følger både før og efter.
Jeg kan på det varmeste anbefale filmen. Jeg havde lyst til at se den igen lige efter..
I'm forever blowing bubbles,
Pretty bubbles in the air,
They fly so high, nearly reach the sky,
Then like my dreams they fade and die.
Fortune's always hiding,
I've looked everywhere,
I'm forever blowing bubbles,
Pretty bubbles in the air.
#5 filmz-Narniabæver 17 år siden
#6 mr gaijin 17 år siden
I aften viser de "At kende sandheden", og i morgen viser de både Cronenbergs "eXistenz" og Godards "Pierrot le fou". TV2 film viser en sær blanding af de værste film og de bedste film.
#4 Jeg så at stereostudio havde den til en 50er, og jeg overvejede kraftigt at investere i den. Det gør jeg nok næste gang, jeg er dernede.
#7 myggen 17 år siden
#8 mr gaijin 17 år siden
#9 filmz-jonasgr 17 år siden
De fleste anmeldere har sagt mange dårlige ting om denne film. Makværk, usammenhængende, kedelig, dårligt skuespil etc.
Jeg er af en helt anden mening; den skuffede ikke spor.
Mordet på den unge skuespillerinde Elizabeth Short, skaber panik hos befolkningen i L. A.
Leland 'Lee' Blanchard [Aaron Eckhart) og Dwight 'Bucky' Bleichert (Josh Hartnett) er de to betjente som bliver sat på sagen. De bliver indviklet i en sag, som er mere indviklet end først antaget. Især for Lee får den store personlige konsekvenser.
De Palma har fundet den helt rette film-noir stemning som passer perfekt på James Ellroy roman. Stemningen er simpelthen fantastisk og dialogen ligeså.
Skuespiller er sublimt. Den eneste som faktisk er en smule kedelig er Scarlett Johansson, selv om hun efter min mening er den perfekte kvinde til film-noir.
Det eneste man ikke skal forvente af filmen er en hårdkogt actionfilm, for det er der ikke meget af. Det bliver kun til et par scener. Om det er det som gør at mange folk er skuffede over den skal ikke kunne siges.
Jeg fik dog mine forventninger indfriet.
8.5/10
'Cause I'm evil"
#10 filmz-jonasgr 17 år siden
Den første film jeg har set fra det succesfulde makkerpar Powell & Pressburger, men helt sikkert ikke den sidste.
Joan Webster (Wendy Hiller) er en ung kvinde som altid har vidst hvad hun ville have og altid har fået det som hun har villet. Hun står til at skulle giftes med den rige mand Sir Robert Bellinger og bryluppet skal foregå på den lille ø Kiloran. Pga tåge bliver turen til Kiloran dog udsat og Joan Webster må tilbringe tiden sammen med de lokale folk, som blandt andet inkluderer Torquil MacNeill (Roger Livesey).
Umiddelbart virker historien kedelig, men den måde den bliver fortalt på går den unik. Dialogen er helt fantastisk, man bliver draget ind fra første sekund. Der er også tilført en masse dybde i karaktererne og den spiller meget på det psykologiske spil imellem karaktererne.
Desuden så er det nogle helt fantastiske billeder som Powell & Pressburger er i stand til at skabe. For en film fra 1946 synes jeg det er helt unikt den måde som den er filmet på. Effekterne er efter min bedste overbevisning forud for sin tid. På et tidspunkt kommer der for eksempel et uvejr med torden. Måden dette blev lavet på var meget imponerende, taget tiden i betragtning.
Jeg skal helt sikkert se flere film fra dette fantastiske makkerpar.
9/10
'Cause I'm evil"