Napola - Elite für den Führer - Dennis Gansel (2004)
Hitlers politisk-filosofiske ideologi var i sin struktur en utopisk dystopi. Utopisk i den henseende, at han troede det muligt ved despotisk magt at forene et skælvende Europa under én umenneskelig hersker, der i sit sygelige magtbegær tilsidesatte enhver form for humanisme. Dystopisk fordi resultatet – og ønsket om et tredje rige efter antik romersk målestok – affødte et sandt armageddon af lidelse, smerte og unødvendig død.
Et af kernepunkterne i dette Hitlers Utopia var, at ungdommen så tidligt som muligt skulle formes, så den kunne afspejle et stærkt, racerent og ubrydeligt rige. Der var med andre ord brug for opdragelsesanstalter, der kunne tvinge ungdommen ind i netop dén karakter, der var den ønskede. Det er således her, at Denis Gansels film ”Napola” tager sit udgangspunkt.
Vi befinder os i Tyskland i 1942, hvor Hitler-regimet har nået højdepunktet for sin politiske og militære magt. Her følger vi den 17-årige Friedrich (Max Riemelt), der er en usædvanligt talentfuld bokser, hvis evner åbner dørene til eliteinternatet Napola, der er en såkaldt nationalpolitisk opdragelsesanstalt. Her indhylles den tyske ungdom i en streng og ubarmhjertig opdragelsesideologi, der har til hensigt at skabe hensynsløse dræbermaskiner, der uden tøven vil kaste sig i døden for ”Hitler und Vaterland”. Her er racisme skemalagt sammen med forvrænget Darwinisme, og hele opdragelsesfilosofien på Napola er også meget passende skåret efter devisen ”survival of the fittest”.
Med ungdommens oprør i blodet lader Friedrich sig forlede af nazismens løfte om broderskab og sammenhold, og ønsket om frigørelse fra familien (såvel som den lave sociale status) betyder, at han trods forældrenes modstand lader sig indskrive på internatet. Friedrich finder dog hurtigt ud af, at han ikke er egnet materiale for et koncept, hvis hensigt er at hjernevaske og tilintetgøre enhver form for selvstændighed såvel som menneskelighed, og oprøret er hermed uundgåeligt.
”Napola” leverer ikke kun et spændende indblik i Hitlers opdragelseskoncept, hvor ungdommen skal støbes som jernhårde og ubarmhjertige soldater, men skildrer også historien om et dybt og inderligt venskab på tværs af socialt skel samtidig med, at filmen tegner en menneskelig kamp for at bevare sin værdighed i en ekstrem og politisk urolig tid.
Filmen er voldsom, skrækkelig men også smuk på sin egen brutale facon. Det underliggende tema af Badalamenti og Corbeil er smukt og i visse scener med til aftvinge en tåre eller to. Det samme gælder Torsten Breuers til tider poetiske fotografering, der specielt i én scene er så svimlende smuk, at man, hvor hård en hund man end måtte være, ikke kan holde på tårene. Man ved pr. automatik hvilken scene, der her er tale om, når man ser den!
Det er en film der går under huden, og som skriver sig ind blandt Hirchbiegels ”Der Untergang” og Rothemunds ”Sophie Scholl - Die letzten Tage”, og som giver et uhyggeligt billede af nazismens indoktrinering af en uforvarende ungdom, hvor ikke alle var stærke nok til at stå imod.
4/5
Steven Spielberg: "Every time I go to a movie, it's magic, no matter what the movie's about."
Apropos! Så er Der neunte tag, vist også værd at se på. Med "Goebbels" fra Untergang i hovedrollen som abbed.
In World War II, after a period living hell on earth in the concentration camp of Dachau with other catholic priests, Father Abbé Henri Kremer (Ulrich Matthes) gets a nine days leave to return to his home town for his mother's funeral. Along this period, the SS Gestapo lieutenant Gebhardt (August Diehl) tries to persuade Henri, who was born in silver-spoon and member of an influent Luxembourgian family, to convince the local bishop to give-up resisting to the Germans and write a letter to the Vatican in the name of the Catholic Church of Luxemburg convincing the Pope to support Hitler and the Nazi regime. The ambivalent Henri questions himself and the bishop what he shall do.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Ikke amerikansk gys fra England om en mand der tror han er alene i verden efter et udbrud af en virus.
Spændene og dyster, og føringen af kameraet gør filmen lidt mere ubehagelig, men en scene med udskiftningen af et hjul virker overderevet, og slutningen var ikke så god.
7 / 10
Lille Kylling:
Jeg fandt ca. 40 minutter af Lille Kylling på YouTube.
Historien er kendt som den, hvor Lille Kylling tror at himlen falder ned, og det gør den senere!
Der er masser af sjove indslag, men den virker lidt for hurtig.
Jeg havde ret lave forventninger til denne film, og jeg må da sige at mine forventninger blev indfriet. Narnia er ikke direkte dårlig, men den er bestemt ret intetsigende. Effekterne er til tider ret pinlige, og skuespillet er helt håbløst. I en film hvor de fleste karakterer er væsener, har man brug for et menneskeligt ansigt. Det kan ingen, af de fire unger der er castet i denne film give. Tilda Swinton er den eneste der slippet ud af denne film, med skindet nogenlunde i behold, men det kan vel ikke overraske det store. En noget strammere historie, og et bedre cast, havde med garanti hjulpet filmen, hvis den skal have en længere levetid.
4/10
Saw 2
Saw 2 var tilgengæld en god overraskelse. Jeg kunne godt lide første film, fordi den formåede at være meget effektiv med få midler. Den var hverken særlig original eller nyskabende, men på mig virkede det også som om at skaberne bag den, var helt bevidst om det. Filmen fik sig jo en ret hæderlig succes, og for de fleste 14 årige, havde filmen netop opfundet den dybe tallerken. Selvom film som Se7en jo er Saw langt overlegen, er den jo også noget mere sofistikeret, og Saw er dejlig simpel og ligetil. Jeg havde forventet at Saw 2 ville være mere selvbevidst om sin egen succes, og derved hype sig selv til mere en den er. Heldigvis er filmen meget som sin forgænger: Simpel og ligetil, Budgetet ser ikke ud at til at være sønderligt forhøjet, og det hjælper til filmen klaustrofobiske stemning. Tja.. Det er svært at sige for meget uden at spoile filmen for andre, men kunne du lide første film, ser jeg ingen grund til, at du ikke skulle være godt underholdt i 90 min af anden film.
Giuseppe Tornatores Oscar-nominerede filmperle fra 2000 er en vidunderlig beretning om den første store og, viser det sig, uforgængelige kærlighed. En forelskelse, der aldrig overvindes og aldrig glemmes.
For som vor hovedperson siger til sidst: I have known many women who have told me, ”remember me”, and I have forgotten them all. Still today, she’s the one, the only one, who I have never forgotten.
Året er 1940, og vi befinder os på et solbeskinnet Sicilien. Mussolini har netop erklæret krig, og ud af skrattende højtalere lyder fascistens stemme, der spredes til den lyttende menneskemængde. Det er fascismens og sortjakkernes æra, hvor had og intolerance står i stærk kontrast til den sprudlende kærlighed og livsglæde, sicilianerne ellers er kendt for.
Og filmen er en kontrasternes film! Det er såvel en film om ægte kærlighed, som det er en film om misundelse og had. Det er en film, der er spækket med ungdommelig livsglæde og som viser, hvor ufortrødent og inderligt en halvvoksen knægt kan fortabe sig i en gudeskøn kvinde. Det er en film om puberteten, hvor drømme om hed sex, og hvem der er bedst udrustet, fylder så meget i drengenes hverdag, at der snart sagt ikke er plads til meget andet.
Handlingen tager sin gang i en lille, siciliansk kystby, hvor den underskønne Malèna (spillet af Monica Bellucci) ikke kan sætte foden for egen dør, førend hun overdænges med pift og fløjt fra kåde drenge og lystne, gamle mænd, der hellere end gerne så, at hun delte sin seng med netop dem. Malènas mand er sendt i krig af fascisterne, og hun venter i tålmodighed på hans tilbagevenden, imens der i krogene viskes om, at hun er ham utro.
Misundelsen og hadet har frodige vilkår, og de sortklædte koner ser hellere end gerne Malèna hængt ud som den amoralske skøge, de mener, hun er, hvilket bevirker, at unge Renato påtager sig opgaven at beskytte hende for bagvaskelse af enhver slags – og han skyer ABSOLUT ingen midler!
Den halvvoksne Renato er så betaget af denne velskabte kvinde, at han går til ekstreme yderligheder for at være hende nær. Han forfølger hende gade op og gade ned. Han holder til foran hendes hus. Han sniger sig om natten ind i hendes have for at belure hende gennem et skjult hul i muren, og han drister sig endog til at stjæle et par af hendes alt for fristende trusser, der afstedkommer faderens og moderens harme samt et bordelbesøg, der efter faderens bedste overbevisning, nok skal få sønnen på ret køl igen.
Fascismens fald bliver dog også Malènas, og da amerikanerne kommer hånes, spottes og spyttes en nedværdiget Malèna ud af byen på den mest fornedrende facon – dog kun for at vende stærkt og stærkere tilbage.
Det er en vidunderlig og livsbekræftende film, der både er sørgelig, morsom og galgenhumoristisk, og som med Ennio Morricones vidunderlige Oscar-nominerede musik fanger den sydlandske ildsjæl så fandens godt. Det er en film til sjælen, hjertet og lattermusklerne. Se den!
4/5
Steven Spielberg: "Every time I go to a movie, it's magic, no matter what the movie's about."
#111 Yoda 18 år siden
Hitlers politisk-filosofiske ideologi var i sin struktur en utopisk dystopi. Utopisk i den henseende, at han troede det muligt ved despotisk magt at forene et skælvende Europa under én umenneskelig hersker, der i sit sygelige magtbegær tilsidesatte enhver form for humanisme. Dystopisk fordi resultatet – og ønsket om et tredje rige efter antik romersk målestok – affødte et sandt armageddon af lidelse, smerte og unødvendig død.
Et af kernepunkterne i dette Hitlers Utopia var, at ungdommen så tidligt som muligt skulle formes, så den kunne afspejle et stærkt, racerent og ubrydeligt rige. Der var med andre ord brug for opdragelsesanstalter, der kunne tvinge ungdommen ind i netop dén karakter, der var den ønskede. Det er således her, at Denis Gansels film ”Napola” tager sit udgangspunkt.
Vi befinder os i Tyskland i 1942, hvor Hitler-regimet har nået højdepunktet for sin politiske og militære magt. Her følger vi den 17-årige Friedrich (Max Riemelt), der er en usædvanligt talentfuld bokser, hvis evner åbner dørene til eliteinternatet Napola, der er en såkaldt nationalpolitisk opdragelsesanstalt. Her indhylles den tyske ungdom i en streng og ubarmhjertig opdragelsesideologi, der har til hensigt at skabe hensynsløse dræbermaskiner, der uden tøven vil kaste sig i døden for ”Hitler und Vaterland”. Her er racisme skemalagt sammen med forvrænget Darwinisme, og hele opdragelsesfilosofien på Napola er også meget passende skåret efter devisen ”survival of the fittest”.
Med ungdommens oprør i blodet lader Friedrich sig forlede af nazismens løfte om broderskab og sammenhold, og ønsket om frigørelse fra familien (såvel som den lave sociale status) betyder, at han trods forældrenes modstand lader sig indskrive på internatet. Friedrich finder dog hurtigt ud af, at han ikke er egnet materiale for et koncept, hvis hensigt er at hjernevaske og tilintetgøre enhver form for selvstændighed såvel som menneskelighed, og oprøret er hermed uundgåeligt.
”Napola” leverer ikke kun et spændende indblik i Hitlers opdragelseskoncept, hvor ungdommen skal støbes som jernhårde og ubarmhjertige soldater, men skildrer også historien om et dybt og inderligt venskab på tværs af socialt skel samtidig med, at filmen tegner en menneskelig kamp for at bevare sin værdighed i en ekstrem og politisk urolig tid.
Filmen er voldsom, skrækkelig men også smuk på sin egen brutale facon. Det underliggende tema af Badalamenti og Corbeil er smukt og i visse scener med til aftvinge en tåre eller to. Det samme gælder Torsten Breuers til tider poetiske fotografering, der specielt i én scene er så svimlende smuk, at man, hvor hård en hund man end måtte være, ikke kan holde på tårene. Man ved pr. automatik hvilken scene, der her er tale om, når man ser den!
Det er en film der går under huden, og som skriver sig ind blandt Hirchbiegels ”Der Untergang” og Rothemunds ”Sophie Scholl - Die letzten Tage”, og som giver et uhyggeligt billede af nazismens indoktrinering af en uforvarende ungdom, hvor ikke alle var stærke nok til at stå imod.
4/5
#112 filmz-Bruce 18 år siden
#113 Yoda 18 år siden
Play har en udgave til £15, der udkommer 24. april, og som kan forudbestiles nu. Den har engelske subs: KLIK
#114 filmz-Bruce 18 år siden
In World War II, after a period living hell on earth in the concentration camp of Dachau with other catholic priests, Father Abbé Henri Kremer (Ulrich Matthes) gets a nine days leave to return to his home town for his mother's funeral. Along this period, the SS Gestapo lieutenant Gebhardt (August Diehl) tries to persuade Henri, who was born in silver-spoon and member of an influent Luxembourgian family, to convince the local bishop to give-up resisting to the Germans and write a letter to the Vatican in the name of the Catholic Church of Luxemburg convincing the Pope to support Hitler and the Nazi regime. The ambivalent Henri questions himself and the bishop what he shall do.
#115 Yoda 18 år siden
#116 filmz-Narniabæver 18 år siden
Ikke amerikansk gys fra England om en mand der tror han er alene i verden efter et udbrud af en virus.
Spændene og dyster, og føringen af kameraet gør filmen lidt mere ubehagelig, men en scene med udskiftningen af et hjul virker overderevet, og slutningen var ikke så god.
7 / 10
Lille Kylling:
Jeg fandt ca. 40 minutter af Lille Kylling på YouTube.
Historien er kendt som den, hvor Lille Kylling tror at himlen falder ned, og det gør den senere!
Der er masser af sjove indslag, men den virker lidt for hurtig.
9 / 10
#117 PredatorX 18 år siden
Jeg havde ret lave forventninger til denne film, og jeg må da sige at mine forventninger blev indfriet. Narnia er ikke direkte dårlig, men den er bestemt ret intetsigende. Effekterne er til tider ret pinlige, og skuespillet er helt håbløst. I en film hvor de fleste karakterer er væsener, har man brug for et menneskeligt ansigt. Det kan ingen, af de fire unger der er castet i denne film give. Tilda Swinton er den eneste der slippet ud af denne film, med skindet nogenlunde i behold, men det kan vel ikke overraske det store. En noget strammere historie, og et bedre cast, havde med garanti hjulpet filmen, hvis den skal have en længere levetid.
4/10
Saw 2
Saw 2 var tilgengæld en god overraskelse. Jeg kunne godt lide første film, fordi den formåede at være meget effektiv med få midler. Den var hverken særlig original eller nyskabende, men på mig virkede det også som om at skaberne bag den, var helt bevidst om det. Filmen fik sig jo en ret hæderlig succes, og for de fleste 14 årige, havde filmen netop opfundet den dybe tallerken. Selvom film som Se7en jo er Saw langt overlegen, er den jo også noget mere sofistikeret, og Saw er dejlig simpel og ligetil. Jeg havde forventet at Saw 2 ville være mere selvbevidst om sin egen succes, og derved hype sig selv til mere en den er. Heldigvis er filmen meget som sin forgænger: Simpel og ligetil, Budgetet ser ikke ud at til at være sønderligt forhøjet, og det hjælper til filmen klaustrofobiske stemning. Tja.. Det er svært at sige for meget uden at spoile filmen for andre, men kunne du lide første film, ser jeg ingen grund til, at du ikke skulle være godt underholdt i 90 min af anden film.
7/10
#118 filmz-Bruce 18 år siden
Og tak for henvisningen med Napola!
#119 Yoda 18 år siden
Det ska' jeg gøre!
Og det var så lidt ;-)
#120 Yoda 18 år siden
Giuseppe Tornatores Oscar-nominerede filmperle fra 2000 er en vidunderlig beretning om den første store og, viser det sig, uforgængelige kærlighed. En forelskelse, der aldrig overvindes og aldrig glemmes.
For som vor hovedperson siger til sidst: I have known many women who have told me, ”remember me”, and I have forgotten them all. Still today, she’s the one, the only one, who I have never forgotten.
Året er 1940, og vi befinder os på et solbeskinnet Sicilien. Mussolini har netop erklæret krig, og ud af skrattende højtalere lyder fascistens stemme, der spredes til den lyttende menneskemængde. Det er fascismens og sortjakkernes æra, hvor had og intolerance står i stærk kontrast til den sprudlende kærlighed og livsglæde, sicilianerne ellers er kendt for.
Og filmen er en kontrasternes film! Det er såvel en film om ægte kærlighed, som det er en film om misundelse og had. Det er en film, der er spækket med ungdommelig livsglæde og som viser, hvor ufortrødent og inderligt en halvvoksen knægt kan fortabe sig i en gudeskøn kvinde. Det er en film om puberteten, hvor drømme om hed sex, og hvem der er bedst udrustet, fylder så meget i drengenes hverdag, at der snart sagt ikke er plads til meget andet.
Handlingen tager sin gang i en lille, siciliansk kystby, hvor den underskønne Malèna (spillet af Monica Bellucci) ikke kan sætte foden for egen dør, førend hun overdænges med pift og fløjt fra kåde drenge og lystne, gamle mænd, der hellere end gerne så, at hun delte sin seng med netop dem. Malènas mand er sendt i krig af fascisterne, og hun venter i tålmodighed på hans tilbagevenden, imens der i krogene viskes om, at hun er ham utro.
Misundelsen og hadet har frodige vilkår, og de sortklædte koner ser hellere end gerne Malèna hængt ud som den amoralske skøge, de mener, hun er, hvilket bevirker, at unge Renato påtager sig opgaven at beskytte hende for bagvaskelse af enhver slags – og han skyer ABSOLUT ingen midler!
Den halvvoksne Renato er så betaget af denne velskabte kvinde, at han går til ekstreme yderligheder for at være hende nær. Han forfølger hende gade op og gade ned. Han holder til foran hendes hus. Han sniger sig om natten ind i hendes have for at belure hende gennem et skjult hul i muren, og han drister sig endog til at stjæle et par af hendes alt for fristende trusser, der afstedkommer faderens og moderens harme samt et bordelbesøg, der efter faderens bedste overbevisning, nok skal få sønnen på ret køl igen.
Fascismens fald bliver dog også Malènas, og da amerikanerne kommer hånes, spottes og spyttes en nedværdiget Malèna ud af byen på den mest fornedrende facon – dog kun for at vende stærkt og stærkere tilbage.
Det er en vidunderlig og livsbekræftende film, der både er sørgelig, morsom og galgenhumoristisk, og som med Ennio Morricones vidunderlige Oscar-nominerede musik fanger den sydlandske ildsjæl så fandens godt. Det er en film til sjælen, hjertet og lattermusklerne. Se den!
4/5