#178 Det kan man synes, men scenen er baseret på en rigtig flugt, som blev gennemført nøjagtig som det skildres. Jean Pierre Melville var i den franske modstandsbevægelse og har gjort brug af sine og andres erfaringer og oplevelser. Skal prøve og finde den artikel, hvori jeg har læst om det. Gi' mig lige tid, jeg skal også pusle om de små :)
Truth is stranger than fiction :)
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
DR2 har på det seneste vist en bunke gode Cary Grant-film, og i nat viste de denne klassiker. Der er noget over disse 30-40er film, hvor der både er action, humor og drama. Og især når det hele fungerer så godt, som det gør i denne film af Howard Hawks om et lille flyveselskab et sted i Sydamerika ledet af den hårdkogte pilot Geoff Carter (Cary Grant).
Selskabet tager sig af nogle af de farligste flyvninger over bjergpas og lignende, og det er ikke sjældent, at folk mister livet i denne branche. Ind af døren kommer den kække unge pige Bonnie Lee (Jean Arthur), og hun smaskforelsker sig i Geoff. Filmen har lidt af den sjove og forførende dialog, som Bogart havde med Bacall i Howard Hawks senere film, ”To Have and to Have Not”. Ikke på samme niveau som denne klassiker, men derhenad. Geoff er afvisende overfor hende, da han tidligere har haft en pige som hende, som han ikke kunne holde på.
Så sker det selvfølgelig, at hans gamle flamme Judy (Rita Hayworth) dukker op i byen. Og hun har sin mand med. Og før at gøre det hele værre, så viser det sig, at hendes mand er en berygtet pilot, der hoppede ud af en faldskærm og efterlod sin makker i et fly, der styrtede ned. Ifølge IMDB har Hawks faktisk haft en pilotven, der gjorde det samme. Heldigvis ikke overfor Hawks.
Denne pilot (i filmen) er en af de mest forhadte piloter overhovedet, og hans døde makker er bror til en af medarbejderne i selskabet. Men der er pilotmangel, så denne pilot sendes ud i luften på nogle af de mere farefulde missioner.
Filmen har nogle fantastiske billeder af fly i luften med bjerglandskaber i baggrunden. Faktisk er disse billeder så bjergtagende (no pun intended), at de giver et større sug i maven end nogle af de actionsekvenser, vi ser i dag. Så dette er en film, der har det hele, og hvor langt det meste er godt.
Noget, som jeg finder interessant ved disse film fra 30erne og 40erne, er, at de ofte kun udspiller sig på et location. I ”Casblanca” foregik det meste på Ricks bar, og her foregår det meste på en flyvestation. I dag ville det være ganske usædvanligt at lave en film, der kun foregik på et sted. Måske har det noget at gøre med, at teatertraditionerne lå tættere på filmen den gang, at denne film blev lavet.
Et andet punkt hvor man kan mærke filmens alder, denne gang i en lidt mere negativ forstand, er, at filmen er temmelig mandchauvinistisk i tonen, og selv om filmen foregår i Sydamerika, er næsten alle de centrale karakterer hvide amerikanere.
Men hvis vi ser bort fra dette, så er dette en film, der er mindst lige så underholdende og sjov for mig, som de nyere og mere polerede underholdningsfilm, som Hollywood prakker os på i disse tider.
Tryllekunst og magi er hvad vi forventeder, og det er praecis hvad vi faar i denne film. Intet er som det syntes at vaere, og intet er ligetil. Og jeg mener intet – isaer strukturen. Hvorfor Christopher Nolan har valgt at vise denne film i den ”raekkefoelge” han har, vil jeg aldrig forstaa. Allerede fra foerste oejeblik foeler man sig lettere forvirret af begivenhederne. Men det er en god ting, ikke? Hmm, ikke rigtig, for selvom plottet ikke er decideret konpliceret, er karakterernes motiver og handlinger noget af det mest essentielle og meningsbetydende filmen har at byde paa. Og det foeler jeg ikke rigtig man faar det optimale ud af, i det format filmen er sammensat i.
Omvendt ved seeren aldrig hvorhen filmen er paa vej, hvilket naturligvis goer at man stiller praecist de samme spoergsmaal som hovedpersonerne. Man er selv en slags detektiv der proever at loese gaaden foer alle andre. Uheldigvis for mig selv havde jeg laest Christopher Priests bog, og i sidste ende sad jeg bare og ventede paa at filmen naaede den konklusion jeg var forberedt paa (og det tager sin tid!). For selvom filmen tager en raekke friheder fra bogen, er de altoverskyggende spoersmaa/konklusioner de samme.
Men I’ll be damned om det ikke var en visuelt fascinerende og ikke mindst velspillet historie der udfoldede sig foran mine oejne mens jeg ventede.
4/6 (men kan vaere helt op til 6/6 saafremt man ikke har laest bogen, og kan levere aarets sucker-punch. Tror dog denne film vil faa sine skeptikere – og er desuden lidt langtrukken i det.)
Så blev det tid for endnu en omgang svedige mandfolk i pompøse rustninger, der banker løs på hinanden til tonerne af et svulstigt score, alt imens hovedpersonernes respektive blåøjede kvinder står tilbage med flagrende hår og kavalergang extraordinare. Kort opsumeret er det Troy i en nødeskal. Hvis man håbede på, at få en spændende historie, højt tempo og godt skuespil, ja så skal man se alt andet end den her testeteronpumpede sejtrækker.
For at være helt fair, er der dog en historie tilstede, hvilken kort går ud på, at den magtliderlige konge af grækenland Agamemnon udnytter, at hans bror Menelaus ikke har styr på sin kone Helen, der hellere vil ligge i træske med den lækre Prins Paris fra kongeriget Troja. De to stikker nemlig af sammen efter, at Paris og hans bror Hector har været på hyggevisit i Menelaus, Sparta.
Hector blir rasende da han opdager Paris har bortført Helen, men vælger trods en sikker invasion fra Menelaus og hans bror Agamemnon at fortsætte sejladsen tilbage til Troja. Og så har vi balladen. Nu har Agememnon nemlig en undskyldning for, at gå i krig og erobre det sidste rige han mangler i sin samling for at blive enerådig hersker i det Ægeriske område.
Så langt så godt, for da Agamemnons hær anført af den selvglade blærerøv, superkrigeren Achilles ankommer til Trojas strande går filmen nærmest i stå. Ud over et par slag de to hærer imellem fordriver instruktør Wolgang Petersen tiden med, at la' Achilles filosofere over det etiske aspekt i at dræbe,(gaaaaab), med konstante ordvekslinger imellem Paris og Helen om hvor meget han elsker hende, (dobbelt gaaaab) samt Hectors filosoferen over om krig egentlig fører til noget, (tripple gaaaab).
Højdepunkterne i Troy kommer først i filmens sidste tredjedel, da Hector og Achilles går one on one med hinanden i en flot koreograferet og dynamisk battle, samt selve angrebet fra grækerne via den trojanske hest. Too litle too late, fristes man til at sige.
Teknisk set fejler filmen ikke spor. Fotograferingen er god, men ganske ordinær, hvilket også gør sig udslagsgiven i de store kampscener og det samme gælder for så vidt musikken. Ganske iørefaldende men ikke noget specielt.
Mht. skuespillet ja, så pryder coveret de unge kræfter. Det er i mine øjne en kæmpe fejltagelse, for den hæder burde i virkelighede være gået til de mere rutinerede kræfter i form af Brian Cox/Agememnon, Peter O'Toole/Kongen af Troja og Sean Bean/Odysseus. De gør de alle sammen glimrende.
Derimod leverer Orlando Bloom en usædvanlig stiv og kunstig præstation, som Prins Paris, (måden han fremfører sine replikker på, lyder som om han læser dem direkte op fra manuskriptet), en ufattelig kedelig og intentsigende indsats fra Diane Kruger/Helen, samt en irriterende flødebolle præstation fra Brad Pitt, her i en totalt pump'd og olieglaserende udgave komplet med et hår, som var det hentet direkte fra en Loreal reklame. Bedst er Eric Bana som Hector. Hans figur tror man på og lever sig ind i, trods det, at han et par steder virker lige lovligt meget over the top.
Troy er en lang, alt for lang sejlads imod et klimaks, som ligså stille ebber ud i klichèer og højtragende lommefilosofi og ligger sig derfor mere i kølvandet af jævnt kedelige epos så som Gladiator og Alexander, end den nogensinde kommer film som Spartacus eller Ben-Hur. Ganske enkelt fordi handlingen imellem de store slag, er for tynd og tomgangsroterende til at holde interessen fanget. Begge dele skal fungere sammen i en genre som episke film og det gør de så absolut langtfra i Troy.
2/6
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#188 Kan du ikke skrive lidt om serien? Hvad handler den om? Hvad minder den om? Hvilken genre er det? Please *blink blink*
the buses that charged past so overflowing with passengers that from the outside they looked like they were making a rush delivery of spare limbs to some far-off war
#181 filmz-Bruce 18 år siden
Truth is stranger than fiction :)
#182 mr gaijin 18 år siden
#183 mr gaijin 18 år siden
DR2 har på det seneste vist en bunke gode Cary Grant-film, og i nat viste de denne klassiker. Der er noget over disse 30-40er film, hvor der både er action, humor og drama. Og især når det hele fungerer så godt, som det gør i denne film af Howard Hawks om et lille flyveselskab et sted i Sydamerika ledet af den hårdkogte pilot Geoff Carter (Cary Grant).
Selskabet tager sig af nogle af de farligste flyvninger over bjergpas og lignende, og det er ikke sjældent, at folk mister livet i denne branche. Ind af døren kommer den kække unge pige Bonnie Lee (Jean Arthur), og hun smaskforelsker sig i Geoff. Filmen har lidt af den sjove og forførende dialog, som Bogart havde med Bacall i Howard Hawks senere film, ”To Have and to Have Not”. Ikke på samme niveau som denne klassiker, men derhenad. Geoff er afvisende overfor hende, da han tidligere har haft en pige som hende, som han ikke kunne holde på.
Så sker det selvfølgelig, at hans gamle flamme Judy (Rita Hayworth) dukker op i byen. Og hun har sin mand med. Og før at gøre det hele værre, så viser det sig, at hendes mand er en berygtet pilot, der hoppede ud af en faldskærm og efterlod sin makker i et fly, der styrtede ned. Ifølge IMDB har Hawks faktisk haft en pilotven, der gjorde det samme. Heldigvis ikke overfor Hawks.
Denne pilot (i filmen) er en af de mest forhadte piloter overhovedet, og hans døde makker er bror til en af medarbejderne i selskabet. Men der er pilotmangel, så denne pilot sendes ud i luften på nogle af de mere farefulde missioner.
Filmen har nogle fantastiske billeder af fly i luften med bjerglandskaber i baggrunden. Faktisk er disse billeder så bjergtagende (no pun intended), at de giver et større sug i maven end nogle af de actionsekvenser, vi ser i dag. Så dette er en film, der har det hele, og hvor langt det meste er godt.
Noget, som jeg finder interessant ved disse film fra 30erne og 40erne, er, at de ofte kun udspiller sig på et location. I ”Casblanca” foregik det meste på Ricks bar, og her foregår det meste på en flyvestation. I dag ville det være ganske usædvanligt at lave en film, der kun foregik på et sted. Måske har det noget at gøre med, at teatertraditionerne lå tættere på filmen den gang, at denne film blev lavet.
Et andet punkt hvor man kan mærke filmens alder, denne gang i en lidt mere negativ forstand, er, at filmen er temmelig mandchauvinistisk i tonen, og selv om filmen foregår i Sydamerika, er næsten alle de centrale karakterer hvide amerikanere.
Men hvis vi ser bort fra dette, så er dette en film, der er mindst lige så underholdende og sjov for mig, som de nyere og mere polerede underholdningsfilm, som Hollywood prakker os på i disse tider.
#184 filmz-Bruce 18 år siden
#185 rasser 18 år siden
Tryllekunst og magi er hvad vi forventeder, og det er praecis hvad vi faar i denne film. Intet er som det syntes at vaere, og intet er ligetil. Og jeg mener intet – isaer strukturen. Hvorfor Christopher Nolan har valgt at vise denne film i den ”raekkefoelge” han har, vil jeg aldrig forstaa. Allerede fra foerste oejeblik foeler man sig lettere forvirret af begivenhederne. Men det er en god ting, ikke? Hmm, ikke rigtig, for selvom plottet ikke er decideret konpliceret, er karakterernes motiver og handlinger noget af det mest essentielle og meningsbetydende filmen har at byde paa. Og det foeler jeg ikke rigtig man faar det optimale ud af, i det format filmen er sammensat i.
Omvendt ved seeren aldrig hvorhen filmen er paa vej, hvilket naturligvis goer at man stiller praecist de samme spoergsmaal som hovedpersonerne. Man er selv en slags detektiv der proever at loese gaaden foer alle andre. Uheldigvis for mig selv havde jeg laest Christopher Priests bog, og i sidste ende sad jeg bare og ventede paa at filmen naaede den konklusion jeg var forberedt paa (og det tager sin tid!). For selvom filmen tager en raekke friheder fra bogen, er de altoverskyggende spoersmaa/konklusioner de samme.
Men I’ll be damned om det ikke var en visuelt fascinerende og ikke mindst velspillet historie der udfoldede sig foran mine oejne mens jeg ventede.
4/6
(men kan vaere helt op til 6/6 saafremt man ikke har laest bogen, og kan levere aarets sucker-punch. Tror dog denne film vil faa sine skeptikere – og er desuden lidt langtrukken i det.)
#186 NightHawk 18 år siden
Så blev det tid for endnu en omgang svedige mandfolk i pompøse rustninger, der banker løs på hinanden til tonerne af et svulstigt score, alt imens hovedpersonernes respektive blåøjede kvinder står tilbage med flagrende hår og kavalergang extraordinare. Kort opsumeret er det Troy i en nødeskal. Hvis man håbede på, at få en spændende historie, højt tempo og godt skuespil, ja så skal man se alt andet end den her testeteronpumpede sejtrækker.
For at være helt fair, er der dog en historie tilstede, hvilken kort går ud på, at den magtliderlige konge af grækenland Agamemnon udnytter, at hans bror Menelaus ikke har styr på sin kone Helen, der hellere vil ligge i træske med den lækre Prins Paris fra kongeriget Troja. De to stikker nemlig af sammen efter, at Paris og hans bror Hector har været på hyggevisit i Menelaus, Sparta.
Hector blir rasende da han opdager Paris har bortført Helen, men vælger trods en sikker invasion fra Menelaus og hans bror Agamemnon at fortsætte sejladsen tilbage til Troja. Og så har vi balladen. Nu har Agememnon nemlig en undskyldning for, at gå i krig og erobre det sidste rige han mangler i sin samling for at blive enerådig hersker i det Ægeriske område.
Så langt så godt, for da Agamemnons hær anført af den selvglade blærerøv, superkrigeren Achilles ankommer til Trojas strande går filmen nærmest i stå. Ud over et par slag de to hærer imellem fordriver instruktør Wolgang Petersen tiden med, at la' Achilles filosofere over det etiske aspekt i at dræbe,(gaaaaab), med konstante ordvekslinger imellem Paris og Helen om hvor meget han elsker hende, (dobbelt gaaaab) samt Hectors filosoferen over om krig egentlig fører til noget, (tripple gaaaab).
Højdepunkterne i Troy kommer først i filmens sidste tredjedel, da Hector og Achilles går one on one med hinanden i en flot koreograferet og dynamisk battle, samt selve angrebet fra grækerne via den trojanske hest. Too litle too late, fristes man til at sige.
Teknisk set fejler filmen ikke spor. Fotograferingen er god, men ganske ordinær, hvilket også gør sig udslagsgiven i de store kampscener og det samme gælder for så vidt musikken. Ganske iørefaldende men ikke noget specielt.
Mht. skuespillet ja, så pryder coveret de unge kræfter. Det er i mine øjne en kæmpe fejltagelse, for den hæder burde i virkelighede være gået til de mere rutinerede kræfter i form af Brian Cox/Agememnon, Peter O'Toole/Kongen af Troja og Sean Bean/Odysseus. De gør de alle sammen glimrende.
Derimod leverer Orlando Bloom en usædvanlig stiv og kunstig præstation, som Prins Paris, (måden han fremfører sine replikker på, lyder som om han læser dem direkte op fra manuskriptet), en ufattelig kedelig og intentsigende indsats fra Diane Kruger/Helen, samt en irriterende flødebolle præstation fra Brad Pitt, her i en totalt pump'd og olieglaserende udgave komplet med et hår, som var det hentet direkte fra en Loreal reklame. Bedst er Eric Bana som Hector. Hans figur tror man på og lever sig ind i, trods det, at han et par steder virker lige lovligt meget over the top.
Troy er en lang, alt for lang sejlads imod et klimaks, som ligså stille ebber ud i klichèer og højtragende lommefilosofi og ligger sig derfor mere i kølvandet af jævnt kedelige epos så som Gladiator og Alexander, end den nogensinde kommer film som Spartacus eller Ben-Hur. Ganske enkelt fordi handlingen imellem de store slag, er for tynd og tomgangsroterende til at holde interessen fanget. Begge dele skal fungere sammen i en genre som episke film og det gør de så absolut langtfra i Troy.
2/6
#187 filmz-Narniabæver 18 år siden
Så fik vi endelig Disney Channel igen for et stykke tid!
En animeret og yderst charmerende western komedie om den ældre dame Pearl der lever et godt liv på sin farm med sine dyr.
Mewn en dag skal farmen sælges, og så tager tre køer ud for at få farmen tilbage.
Undervejs møder de sheriffens hest Buck der hjælper dem i kampen mod den vanvittige skurk Alameda Slim og hans tre dumme tvillinger.
En sjov og rørende 2D tegnefilm med god musik, men den er dog for hektisk tiltider.
8 / 10
#188 chuck 18 år siden
WAUW!
5/6
Six Feet Under - Sæson 2
Mere wauw! Venter lige med 6/6, hvis Sæson 3,4 og 5 er endnu bedre :)
5/6
Six Feet Under - Sæson 3[b]
Starter lidt svagt, da der er sket store ændringer imellem sæson 2 og 3. Sjovt, at de vælger det, men stadig WAUW!
[b]5/6
#189 filmz-yoshimura 18 år siden
#190 filmz-sanjo 18 år siden