# 81 Yo Brother ;) ... sidder og forsøger at lave screenshots til Årstidsfilmene af Eric Rohmer, mens tekstudgaven i forkortet (Den lange forbeholdt filmbuff !) udgave kommer på her en af dagene.
Jeg har skriveblokering på mine andre skriverier, så jeg kunne ligeså godt fortsætte med noget jeg virkelig kan stå indefor ;)
Handlingen kort: Paul og Jessie er med deres 8-årige søn, Adam, en typisk amerikansk familie. Idyllen bliver smadret da Adam bliver kørt ned, og alt ser sort ud. Snart bliver de opsøgt af en læge, der giver dem muligheden for at få deres søn igen vha kloning. Dette er dog så forbudt, at familien skal brænde alle broer og kappe forbindelsen med deres ”gamle” liv. De accepterer. Familien bliver genhuset og… >klip< til 8 år senere. Pludselig begynder Adam-2 at få mareridt om ”en anden dreng” og udvikle skizofreni. Den ellers så elskelige dreng bliver en rigtig bølle ! Paul beslutter sig for at finde ud af, hvad drengens drømme kunne betyde og jagten sætter ind.
Filmen kunne tage et emne om kloning og arv eller miljø op, men formår ikke at nå så langt på de 1½ time, der er til rådighed. I stedet bliver det til en moderat gyser/thriller om ”den onde søn” a´la Omen, dog uden nogen anden sammenligning end den overfladiske. Der er et par gode gys, specielt i drømmesekvenserne, hvor også DTS-lyden er god.
Greg Kinnear, hvis glansrolle imho var i Mystery Men, spiller den desperate Paul. Overfor ham står Robert De Niro som som doktoren, der giver familien det spinkle håb. De Niro kaster noget glans over dennne B-film, og er nok med til at skrue forventningerne i vejret, hvilket er lidt en skam, da forventningerne ikke kan indfris. Ikke at sig at Robert De Niro er dårlig, men mange andre kunne have gjort det lige så godt.
Filmen fungerer rimeligt. 1/3 stille opbygning, 1/3 ”hva´ fa´n foregår der?” og 1/3 afrunding. Slutningen er nok ikke filmens stærkste del og derfor er det rigtig rart, at der på DVDens ekstramateriale er inkluderet 4 alternative slutninger, hver på 10-15 minutter, med kommentarer.
Jeg fandt Godsend i Stereo Studie til 3 for en hund og det er den værd.
3/6
"Ud fra størrelsen på halen har vi beregnet, at dyret har været kæmpemæssigt" Prof. Martens - Reptilicus
Et noget anderledes drama af den israelske instruktør Eytan Fox, end jeg havde forventet, fra coverhistorien alene.
Efter en hemmelig mission og sin kærestes efterfølgende selvmord, bliver den israelske agent Eyal, sat på opgaven at agere tourguide for den unge tysker Axel, som kommer til Israel for at besøge sin søster Pia, der lever i Kibbutz. Deres bedstefar var naziforbryder og menes at leve i tilflugt i Argentina. Eyals opgave er at overvåge og aflytte de to børnebørn, bl.a. ved at komme i social kontakt med dem og se om han kan få mere information ud af de to.
Som filmen skrider frem, glider krimielementet helt i baggrunden og istedet tages andre temaer under behandling som homoseksualitet, Israel og Palæstina konflikten og ikke mindst fordomme og forholdet mellem jøder og tyskere. For Eyal bliver det nærmest en terapi behandling at være i selskab med de to og den hårde facade blødgøres.
Der er også enkelte svagheder, et par overdrevne symbolske sekvenser, men det kan ikke fjerne indtrykket af en rigtig god filmoplevelse, med positive og troværdige menneskelige skildringer.
Jeg så 30 minutter af Over Hækken fra Dreamworks på YouTube den 6/6, men den blev fjernet!
Nogen charmerende dyr i skoven bor ved en hæk, og der sker ting og sager da de finder ud af hvad der er bag!
En morsom, rørende og sød animeret komedie med egernet Hammy der stjæler hver en scene.
Der er også et sjovt øjeblik med vaskebjørnen RJ der kommer ud for lidt af en jagt på mad i stil med Scrat, da han prøver på at stjæle fra en automat med slik.
Taiwanesiske Hou Hsiao Hsiens film om forlystelseshuse i Shanghai i slutningen af det 19. århundrede, ”Flowers of Shanghai”, er et helt utroligt smukt stykke film. Man kan virkelig fornemme røgen fra opiumpiberne, duften af den kinesiske mad, og følelsen af glatte, farverige silkekjoler, som pigerne har på. Det er et ganske smukt, og et ganske dekadent miljø, som Hou Hsiao Hsien her skildrer. Og et miljø der virker mere overbevisende end den tidligere ”Nanguo Zaijan, Nanguo”, der foregik i nutidens Taiwan, måske fordi det virker mere fjernt, og at det derfor virker mere eksotisk og let at gøre sig romantiske forestillinger om. Men som sædvanlig bruger Hou Hsiao Hsien en stille, afdæmpet realisme. Der er masser af drama og voldsomme følelser i denne film, men de iagttages på afstand. En af de mest centrale historier i filmen er om et kærlighedsforhold mellem en mand spillet af Tony Leung og den pige, han har besøgt igennem de sidste fem år, spillet af Haneda Michiko. Jeg så filmen med japanske undertekster, så jeg kan ikke transkribere karakterernes kinesiske navne korrekt. Samtidig med deres historie om tvivl, tillid, og nogle af de helt uundgåelige problemer, der opstår, når en mand forelsker sig i en forlystelsespige, er der flere historier om mændene og forlystelsespigerne (man kunne også blot kalde dem prostituerede, men der er jo mange former for prostitution). Blandt andet om en meget hård forretningsminded pige, der har bedøvet sig selv med opium til at have et kynisk nok sind til at kunne håndtere dette liv. Andre forsøger at finde en vej ud igennem rige klienter. Kynisk realisme og desperat kærlighed støder sammen i en forunderlig, tragisk og smuk verden i denne film. Kærlighed sættes virkelig på kanten i denne verden, hvor handel og forretninger er en del af alt. De to hovedpersoners historie var også utroligt smukt fortalt. Hendes pengeproblemer og hans mistillid til hende. Hou Hsiao Hsien bruger på et kritisk tidspunkt noget, jeg ikke tror, at jeg har set i en Hou Hsiao Hsien film før: en voice over af tanker. Tony Leung taler om, hvorvidt hun også er interesseret i at gifte sig med ham. Og selv om vi dykker ned i hans hoved i denne voice over, så fortæller billederne tydeligt, at han misfortolker hendes blikke og udtryk. Dette er én af de nok stærkeste kærlighedshistorier jeg har set på film, da det netop ikke virker overdramatiseret eller stiliseret. Hou Hsiao Hsien har i den Haneda Michiko fundet en skuespillerinde, der har en ligeså varm og levende udstråling som Hara Setsuko i nogle af Ozus bedste film. Det undrer mig, at jeg ikke har set hende før. Og Tony Leung giver her en blanding af rollen fra sine to seneste Wong Kar Wai-film. Dog ala Hou Hsiao Hsien frem for Wong Kar Wai. Jeg ved ikke helt, hvilken jeg foretrækker. Jeg skal se denne film et par gange til, før den bliver noteret som mesterværk i min bog. Indtil videre, må jeg blot notere den som fremragende.
Tian Bian Yi Duo Yun (The Wayward Cloud, 2005) Den anden store nulevende taiwaneser, Tsai Ming Liang, viser sig som en stor visuel kunstner i hans nyeste film, ”The Wayward Cloud”. Filmen er en blanding af vandmeloner, campy musical-extravaganca og porno af den bedste skuffe, hvis et sådan skuffeskab findes. Filmen minder mere om et stykke moderne kunst end en konventionel film. Tsai Ming Liang har sit helt eget vanvittige filmsprog. Og alligevel er det en klassisk kærlighedshistorie om en mand og en kvinde, eller snarere mandlig seksualitet og fantasier og kvindelig seksualitet og fantasier. Jeg er ikke helt klar over pointen med tørke i historien. Alle spiser nemlig vandmeloner, da det er en billigere måde at få væske på end vand på flaske, da Taiwan er ramt af en tørke. Denne dommedagsbaggrund og manden og kvinden, der ikke kunne finde ud af at finde sammen, vækker genklang i forhold til den anden film, jeg har set af instruktøren, ”The Hole”. Faktisk brydes der også igennem et hul i slutningen af denne film, som der gjorde i ”The Hole”, men på en ganske anden måde. Denne film handler også mest af alt om den væg, der skilder mænd og kvinder ad. Og om fantasier og virkeligheder. Hvilket igen som i ”The Hole” giver anledning til nogle helt fantastiske musicalsekvenser med nogle gamle kineserslagere i superkitschede opførelser. Samtidig er der alle de stille scener, der ofte handler om karakterernes desperate vandmangel. Men der er også sekvenser som kampen mod løbske krabber i køkkenet, og billeder af de to hovedpersoners skygger, mens de spiser krabberne. Disse skyggebilleder får det til at virke endnu mere groteskt i hovederne på publikum. Og dernæst en scene under et spisebord fra en ganske interessant vinkel. Deres forhold vises i det hele taget fra nogle interessante skæve vinkler. Også da hun putter noget mad i munden på ham, mens han hænger fast i loftet med hænder og fødder på væggene. Det er i det hele taget et ganske, ganske skævt forhold, hvilket også forklarer, at hun senere snaver med en vandmelon i et køleskab (som hun tilmed bliver gravid med), og at forvrider sit ansigt op ad et spejl, som han onanerer på. Og deres tip toe dans på den belyste bro. Og kufferten, der ikke kan åbnes. For slet ikke at nævne alle de pornografiske sekvenser, der gøres fuldkommen absurde og komiske i denne film. Det hele sættes virkelig på spidsen til sidst, hvor deres verdener bogstaveligt talt støder sammen. Denne film er vidunderlig i sin blanding af absurd humor om livlige fantasier og mørk tragedie om ensomme eksistenser. Man bliver helt sulten efter vandmelon.
To Kill a Mockingbird (1962) Ordet klassiker bruges løst om en masse film og bøger, men denne film er en klassisker af den gode, gammeldags slags. På ekstramaterialet til DVDen, blev der lagt et fokus på denne film som en skildring af de gode gamle dage, hvor alle tog sig af hinanden. Hukommelsen har det med at forskønne fortiden. Selv om denne film på mange måder indeholder en nostalgi for en barndom i syden, så er det i det hele taget ligeså meget barndom i det hele taget, at filmen gør nostalgisk. Sydstatsmiljøet vises også fra en charmerende side, men det er i endnu højere grad de sørgelige tilstande med hensyn til udelukkelse og frygt, der lægges vægt på. Miljøet skildres i børnehøjde. Et søskendepar, en storebror og en lillesøster, bor hos deres far i en lille by i Alabama i 1930erne. Faren er en advokat, og han modtager ofte sin løn i grøntsager og lignende, da det ikke er alle, der kan betale for hans tjeneste i rede penge. Børnene er fascineret af de grusomme historier, de hører om deres nabo, en psykisk syg mand, der eftersigende er meget voldelig. De sniger omkring hans hus i fascination af dette mørke i deres ellers fredelige verden. Samtidig tager faren et job som forsvarer for en sort mand, der beskyldes for at have voldtaget en hvid kvinde. Der er en lynchingsstemning i byen, og manden bringes for retten, selv om der ikke er beviser for hans skyld. Børnene lærer igennem denne sag om det samfund de lever i. Om de mørke sider af det. Og deres far vejleder dem med sin store menneskelighed og forståelse. Det er dette ideal, spillet af Gregor Peck, der sikkert har sikret denne film en klassikerstatus. Hans forståelse og respekt for sine medmennesker giver os alle lyst til at blive bedre mennesker. Specielt når han tilmed nægter at sætte et simpel stempel på de i filmen, der behandler andre uretfærdigt, som onde. Han forstår selv deres desperation. Filmen skal også ses i sin historiske kontekst. Den kom nemlig ud på en tid, hvor sorte stadig kørte bagerst i bussen. Selv i dag er der kæmpe uligheder i sydstaterne, hvilket blev gjort meget, meget tydeligt med New Orleans og Katrina-hurricanen. Filmen handler i virkeligheden om en accept af, at man ikke kan ændre en indstilling i samfundet uden videre. Og filmen ender jo med et kompromis. Men inden da er der forsøget på at opnå retfærdighed i den berømte retsalsscene. En scene der helt sikkert har skabt mange sagføreraspiranter. Som en kritik imod filmen, kan man indvende at filmen tegner ondt og godt op lidt for groft. Jeg har på fornemmelsen, at bogen er bedre skrevet mange steder, hvor filmen gør de onde en tand for grusomme. På den anden side ser vi også filmen fra børns vinkel, hvor det netop er vigtigt med en verden delt op i godt og ondt. Rigtigt og forkert. Og som en film set fra børns synsvinkel er den ofte fantastisk. Specielt er lillesøsteren Scout fantastisk i sin simple og ligefremme måde at være på. Selv om denne adfærd ofte leder til slåskampe og den slags, så er der en fornuft i den, som er forbigået mange desperate, forskruede voksne. Denne barndomslogik sammensat med den balancerede, tålmodige fars indre ro, kan forhåbenligt være en god moralsk vejviser for et stort, bredt publikum. Filmen måtte meget gerne blive vist i danske biografer. Der er kraftigt brug for den.
Beyond the Valley of the Dolls (1970) ”Hang cool, teddybear”, er en af de typiske replikker fra Russ Meyers ”Beyond the Valley of the Dolls”, der nok er mest berygtet for at være skrevet af den populære amerikanske filmkritiker, Roger Ebert. Jeg læser også ofte hans anmeldelser og at bedømme ud fra denne film, så er de en hel del bedre skrevet en hans manuskript til denne omgang 60'er camp. Skuespillet er selvfølgelig forfærdeligt. Jeg skriver selvfølgelig, da Russ Meyer valgte sine modeller ud fra deres brystmål frem for deres talent. Hvis publikum også vurderer film ud fra brystmål, så må dette være en klassiker. Faktisk er filmen også ganske interessant i klipningen, der er enormt hurtig. Filmen er lavet med det formål at være så groovy så mulig, så det indebærer 70er amerikansk så det batter, en masse lækre frisurer, et 70er girl band soundtrack, lesbisk sex, transeksuel vold og hurtig klipning. Der er også en historie et eller andet sted. Et pigeband kommer til LA, hvor festmanden Z-man sikrer deres succes, men de lærer også konsekvenserne af rock'n'roll livet med stoffer, alkohol og sex med alt, hvad der kan kravle. Det meste af historien er klassisk soap opera. En lumsk advokat vil sørge for at en niece ikke får noget af familiens arv. En pige finder en kæreste, men hun boller uden om med en voldelig bokser. En mand stoler ikke på sin kæreste, og han ender som et boy toy for en nymfomanisk pornostjerne, hvorefter han går helt i hundene. Også er der scenen til sidst, hvor Z-man går amok. Og til sidst får vi en fordømmende voice over, der fortæller, hvordan alle karakterne var amoralske, og at de fik, hvad de fortjente. Den absolut mest amoralske i denne film må være Russ Meyer, så den sidste moralisering kan kun tages som en joke. Filmen er bestemt ikke god, men det er et fantastisk eksempel på 70'er camp. Groovy.
#81 filmz-Bruce 18 år siden
#82 filmz-Crystalstar1200 18 år siden
Jeg har skriveblokering på mine andre skriverier, så jeg kunne ligeså godt fortsætte med noget jeg virkelig kan stå indefor ;)
*** Den Som Elsker Meget - Udretter Meget ! ***
#83 filmz-Narniabæver 18 år siden
Ponyerne er oppe i mod den bidske hunulv Katrina, der hærger ponyernes land.
My Little Pony - Battle For Midnight Castle
Nogen onde drager invaderer ponyernes land, og ponyerne må finde en magisk regnbue der kan stoppe fjenden.
To afsnit med masser af humor, gode sange, og en rigtig retro stil.
8 / 10
#84 filmz-Bruce 18 år siden
#85 lyspunkt 18 år siden
Handlingen kort: Paul og Jessie er med deres 8-årige søn, Adam, en typisk amerikansk familie. Idyllen bliver smadret da Adam bliver kørt ned, og alt ser sort ud. Snart bliver de opsøgt af en læge, der giver dem muligheden for at få deres søn igen vha kloning. Dette er dog så forbudt, at familien skal brænde alle broer og kappe forbindelsen med deres ”gamle” liv. De accepterer.
Familien bliver genhuset og… >klip< til 8 år senere. Pludselig begynder Adam-2 at få mareridt om ”en anden dreng” og udvikle skizofreni. Den ellers så elskelige dreng bliver en rigtig bølle ! Paul beslutter sig for at finde ud af, hvad drengens drømme kunne betyde og jagten sætter ind.
Filmen kunne tage et emne om kloning og arv eller miljø op, men formår ikke at nå så langt på de 1½ time, der er til rådighed. I stedet bliver det til en moderat gyser/thriller om ”den onde søn” a´la Omen, dog uden nogen anden sammenligning end den overfladiske.
Der er et par gode gys, specielt i drømmesekvenserne, hvor også DTS-lyden er god.
Greg Kinnear, hvis glansrolle imho var i Mystery Men, spiller den desperate Paul. Overfor ham står Robert De Niro som som doktoren, der giver familien det spinkle håb. De Niro kaster noget glans over dennne B-film, og er nok med til at skrue forventningerne i vejret, hvilket er lidt en skam, da forventningerne ikke kan indfris. Ikke at sig at Robert De Niro er dårlig, men mange andre kunne have gjort det lige så godt.
Filmen fungerer rimeligt. 1/3 stille opbygning, 1/3 ”hva´ fa´n foregår der?” og 1/3 afrunding. Slutningen er nok ikke filmens stærkste del og derfor er det rigtig rart, at der på DVDens ekstramateriale er inkluderet 4 alternative slutninger, hver på 10-15 minutter, med kommentarer.
Jeg fandt Godsend i Stereo Studie til 3 for en hund og det er den værd.
3/6
#86 filmz-Bruce 18 år siden
Et noget anderledes drama af den israelske instruktør Eytan Fox, end jeg havde forventet, fra coverhistorien alene.
Efter en hemmelig mission og sin kærestes efterfølgende selvmord, bliver den israelske agent Eyal, sat på opgaven at agere tourguide for den unge tysker Axel, som kommer til Israel for at besøge sin søster Pia, der lever i Kibbutz. Deres bedstefar var naziforbryder og menes at leve i tilflugt i Argentina. Eyals opgave er at overvåge og aflytte de to børnebørn, bl.a. ved at komme i social kontakt med dem og se om han kan få mere information ud af de to.
Som filmen skrider frem, glider krimielementet helt i baggrunden og istedet tages andre temaer under behandling som homoseksualitet, Israel og Palæstina konflikten og ikke mindst fordomme og forholdet mellem jøder og tyskere. For Eyal bliver det nærmest en terapi behandling at være i selskab med de to og den hårde facade blødgøres.
Der er også enkelte svagheder, et par overdrevne symbolske sekvenser, men det kan ikke fjerne indtrykket af en rigtig god filmoplevelse, med positive og troværdige menneskelige skildringer.
Film: 7/10 (IMDB)
DVD: 7.5/10
#87 filmz-Narniabæver 18 år siden
Breakfast Club
80'er komedie om nogen unge elever der sidder over en lørdag morgen, og det går virkelig godt!
En anderledes men kedelig komedie.
3 / 10
#88 filmz-Narniabæver 18 år siden
Over Hækken (2006)
Jeg så 30 minutter af Over Hækken fra Dreamworks på YouTube den 6/6, men den blev fjernet!
Nogen charmerende dyr i skoven bor ved en hæk, og der sker ting og sager da de finder ud af hvad der er bag!
En morsom, rørende og sød animeret komedie med egernet Hammy der stjæler hver en scene.
Der er også et sjovt øjeblik med vaskebjørnen RJ der kommer ud for lidt af en jagt på mad i stil med Scrat, da han prøver på at stjæle fra en automat med slik.
10 / 10 indtil nu!
#89 mr gaijin 18 år siden
Hai Shang Hua (Flowers of Shanghai, 1998)
Taiwanesiske Hou Hsiao Hsiens film om forlystelseshuse i Shanghai i slutningen af det 19. århundrede, ”Flowers of Shanghai”, er et helt utroligt smukt stykke film. Man kan virkelig fornemme røgen fra opiumpiberne, duften af den kinesiske mad, og følelsen af glatte, farverige silkekjoler, som pigerne har på. Det er et ganske smukt, og et ganske dekadent miljø, som Hou Hsiao Hsien her skildrer. Og et miljø der virker mere overbevisende end den tidligere ”Nanguo Zaijan, Nanguo”, der foregik i nutidens Taiwan, måske fordi det virker mere fjernt, og at det derfor virker mere eksotisk og let at gøre sig romantiske forestillinger om.
Men som sædvanlig bruger Hou Hsiao Hsien en stille, afdæmpet realisme. Der er masser af drama og voldsomme følelser i denne film, men de iagttages på afstand. En af de mest centrale historier i filmen er om et kærlighedsforhold mellem en mand spillet af Tony Leung og den pige, han har besøgt igennem de sidste fem år, spillet af Haneda Michiko. Jeg så filmen med japanske undertekster, så jeg kan ikke transkribere karakterernes kinesiske navne korrekt. Samtidig med deres historie om tvivl, tillid, og nogle af de helt uundgåelige problemer, der opstår, når en mand forelsker sig i en forlystelsespige, er der flere historier om mændene og forlystelsespigerne (man kunne også blot kalde dem prostituerede, men der er jo mange former for prostitution). Blandt andet om en meget hård forretningsminded pige, der har bedøvet sig selv med opium til at have et kynisk nok sind til at kunne håndtere dette liv. Andre forsøger at finde en vej ud igennem rige klienter.
Kynisk realisme og desperat kærlighed støder sammen i en forunderlig, tragisk og smuk verden i denne film. Kærlighed sættes virkelig på kanten i denne verden, hvor handel og forretninger er en del af alt. De to hovedpersoners historie var også utroligt smukt fortalt. Hendes pengeproblemer og hans mistillid til hende. Hou Hsiao Hsien bruger på et kritisk tidspunkt noget, jeg ikke tror, at jeg har set i en Hou Hsiao Hsien film før: en voice over af tanker. Tony Leung taler om, hvorvidt hun også er interesseret i at gifte sig med ham. Og selv om vi dykker ned i hans hoved i denne voice over, så fortæller billederne tydeligt, at han misfortolker hendes blikke og udtryk. Dette er én af de nok stærkeste kærlighedshistorier jeg har set på film, da det netop ikke virker overdramatiseret eller stiliseret.
Hou Hsiao Hsien har i den Haneda Michiko fundet en skuespillerinde, der har en ligeså varm og levende udstråling som Hara Setsuko i nogle af Ozus bedste film. Det undrer mig, at jeg ikke har set hende før. Og Tony Leung giver her en blanding af rollen fra sine to seneste Wong Kar Wai-film. Dog ala Hou Hsiao Hsien frem for Wong Kar Wai. Jeg ved ikke helt, hvilken jeg foretrækker. Jeg skal se denne film et par gange til, før den bliver noteret som mesterværk i min bog. Indtil videre, må jeg blot notere den som fremragende.
Tian Bian Yi Duo Yun (The Wayward Cloud, 2005)
Den anden store nulevende taiwaneser, Tsai Ming Liang, viser sig som en stor visuel kunstner i hans nyeste film, ”The Wayward Cloud”. Filmen er en blanding af vandmeloner, campy musical-extravaganca og porno af den bedste skuffe, hvis et sådan skuffeskab findes.
Filmen minder mere om et stykke moderne kunst end en konventionel film. Tsai Ming Liang har sit helt eget vanvittige filmsprog. Og alligevel er det en klassisk kærlighedshistorie om en mand og en kvinde, eller snarere mandlig seksualitet og fantasier og kvindelig seksualitet og fantasier. Jeg er ikke helt klar over pointen med tørke i historien. Alle spiser nemlig vandmeloner, da det er en billigere måde at få væske på end vand på flaske, da Taiwan er ramt af en tørke.
Denne dommedagsbaggrund og manden og kvinden, der ikke kunne finde ud af at finde sammen, vækker genklang i forhold til den anden film, jeg har set af instruktøren, ”The Hole”. Faktisk brydes der også igennem et hul i slutningen af denne film, som der gjorde i ”The Hole”, men på en ganske anden måde. Denne film handler også mest af alt om den væg, der skilder mænd og kvinder ad. Og om fantasier og virkeligheder. Hvilket igen som i ”The Hole” giver anledning til nogle helt fantastiske musicalsekvenser med nogle gamle kineserslagere i superkitschede opførelser.
Samtidig er der alle de stille scener, der ofte handler om karakterernes desperate vandmangel. Men der er også sekvenser som kampen mod løbske krabber i køkkenet, og billeder af de to hovedpersoners skygger, mens de spiser krabberne. Disse skyggebilleder får det til at virke endnu mere groteskt i hovederne på publikum. Og dernæst en scene under et spisebord fra en ganske interessant vinkel. Deres forhold vises i det hele taget fra nogle interessante skæve vinkler. Også da hun putter noget mad i munden på ham, mens han hænger fast i loftet med hænder og fødder på væggene. Det er i det hele taget et ganske, ganske skævt forhold, hvilket også forklarer, at hun senere snaver med en vandmelon i et køleskab (som hun tilmed bliver gravid med), og at forvrider sit ansigt op ad et spejl, som han onanerer på. Og deres tip toe dans på den belyste bro. Og kufferten, der ikke kan åbnes. For slet ikke at nævne alle de pornografiske sekvenser, der gøres fuldkommen absurde og komiske i denne film. Det hele sættes virkelig på spidsen til sidst, hvor deres verdener bogstaveligt talt støder sammen.
Denne film er vidunderlig i sin blanding af absurd humor om livlige fantasier og mørk tragedie om ensomme eksistenser. Man bliver helt sulten efter vandmelon.
To Kill a Mockingbird (1962)
Ordet klassiker bruges løst om en masse film og bøger, men denne film er en klassisker af den gode, gammeldags slags. På ekstramaterialet til DVDen, blev der lagt et fokus på denne film som en skildring af de gode gamle dage, hvor alle tog sig af hinanden. Hukommelsen har det med at forskønne fortiden. Selv om denne film på mange måder indeholder en nostalgi for en barndom i syden, så er det i det hele taget ligeså meget barndom i det hele taget, at filmen gør nostalgisk. Sydstatsmiljøet vises også fra en charmerende side, men det er i endnu højere grad de sørgelige tilstande med hensyn til udelukkelse og frygt, der lægges vægt på.
Miljøet skildres i børnehøjde. Et søskendepar, en storebror og en lillesøster, bor hos deres far i en lille by i Alabama i 1930erne. Faren er en advokat, og han modtager ofte sin løn i grøntsager og lignende, da det ikke er alle, der kan betale for hans tjeneste i rede penge. Børnene er fascineret af de grusomme historier, de hører om deres nabo, en psykisk syg mand, der eftersigende er meget voldelig. De sniger omkring hans hus i fascination af dette mørke i deres ellers fredelige verden. Samtidig tager faren et job som forsvarer for en sort mand, der beskyldes for at have voldtaget en hvid kvinde. Der er en lynchingsstemning i byen, og manden bringes for retten, selv om der ikke er beviser for hans skyld. Børnene lærer igennem denne sag om det samfund de lever i. Om de mørke sider af det. Og deres far vejleder dem med sin store menneskelighed og forståelse.
Det er dette ideal, spillet af Gregor Peck, der sikkert har sikret denne film en klassikerstatus. Hans forståelse og respekt for sine medmennesker giver os alle lyst til at blive bedre mennesker. Specielt når han tilmed nægter at sætte et simpel stempel på de i filmen, der behandler andre uretfærdigt, som onde. Han forstår selv deres desperation. Filmen skal også ses i sin historiske kontekst. Den kom nemlig ud på en tid, hvor sorte stadig kørte bagerst i bussen. Selv i dag er der kæmpe uligheder i sydstaterne, hvilket blev gjort meget, meget tydeligt med New Orleans og Katrina-hurricanen.
Filmen handler i virkeligheden om en accept af, at man ikke kan ændre en indstilling i samfundet uden videre. Og filmen ender jo med et kompromis. Men inden da er der forsøget på at opnå retfærdighed i den berømte retsalsscene. En scene der helt sikkert har skabt mange sagføreraspiranter. Som en kritik imod filmen, kan man indvende at filmen tegner ondt og godt op lidt for groft. Jeg har på fornemmelsen, at bogen er bedre skrevet mange steder, hvor filmen gør de onde en tand for grusomme. På den anden side ser vi også filmen fra børns vinkel, hvor det netop er vigtigt med en verden delt op i godt og ondt. Rigtigt og forkert.
Og som en film set fra børns synsvinkel er den ofte fantastisk. Specielt er lillesøsteren Scout fantastisk i sin simple og ligefremme måde at være på. Selv om denne adfærd ofte leder til slåskampe og den slags, så er der en fornuft i den, som er forbigået mange desperate, forskruede voksne. Denne barndomslogik sammensat med den balancerede, tålmodige fars indre ro, kan forhåbenligt være en god moralsk vejviser for et stort, bredt publikum. Filmen måtte meget gerne blive vist i danske biografer. Der er kraftigt brug for den.
Beyond the Valley of the Dolls (1970)
”Hang cool, teddybear”, er en af de typiske replikker fra Russ Meyers ”Beyond the Valley of the Dolls”, der nok er mest berygtet for at være skrevet af den populære amerikanske filmkritiker, Roger Ebert. Jeg læser også ofte hans anmeldelser og at bedømme ud fra denne film, så er de en hel del bedre skrevet en hans manuskript til denne omgang 60'er camp. Skuespillet er selvfølgelig forfærdeligt. Jeg skriver selvfølgelig, da Russ Meyer valgte sine modeller ud fra deres brystmål frem for deres talent. Hvis publikum også vurderer film ud fra brystmål, så må dette være en klassiker. Faktisk er filmen også ganske interessant i klipningen, der er enormt hurtig.
Filmen er lavet med det formål at være så groovy så mulig, så det indebærer 70er amerikansk så det batter, en masse lækre frisurer, et 70er girl band soundtrack, lesbisk sex, transeksuel vold og hurtig klipning. Der er også en historie et eller andet sted. Et pigeband kommer til LA, hvor festmanden Z-man sikrer deres succes, men de lærer også konsekvenserne af rock'n'roll livet med stoffer, alkohol og sex med alt, hvad der kan kravle. Det meste af historien er klassisk soap opera. En lumsk advokat vil sørge for at en niece ikke får noget af familiens arv. En pige finder en kæreste, men hun boller uden om med en voldelig bokser. En mand stoler ikke på sin kæreste, og han ender som et boy toy for en nymfomanisk pornostjerne, hvorefter han går helt i hundene. Også er der scenen til sidst, hvor Z-man går amok. Og til sidst får vi en fordømmende voice over, der fortæller, hvordan alle karakterne var amoralske, og at de fik, hvad de fortjente.
Den absolut mest amoralske i denne film må være Russ Meyer, så den sidste moralisering kan kun tages som en joke. Filmen er bestemt ikke god, men det er et fantastisk eksempel på 70'er camp. Groovy.
#90 Captain Vallo 18 år siden
Hva' snakker du om?!
The Breakfast Club er en klassiker! Jeg er vokset op med den.
Alene derfor burde du elske den lisså højt som jeg.
;o)
then why is my arse
the perfect height for kicking?