Det er juletid på Times Square i New York City i den nyeste plakat til det sjette kapitel i “Scream”-franchisen.
Matt Bettinelli-Olpin og Tyler Gilletts anden omgang som “Scream”-instruktører drager væk fra det lille lokalsamfund og indtil storbyen.
Her følger vi nemlig den nyeste gruppe Ghostface-mål, søstrene Sam (Melissa Barerra) og Tara Carpenter (Jenna Ortega) og deres venner, tvillingerne Chad (Mason Gooding) og Mindy Meeks-Martin (Jasmin Savoy Brown), der alle flytter til New York City for at starte et nyt kapitel væk fra Woodsboro blot for at blive genstand for en ny maskeret morders syge planer.
Du kan se den første “Scream VI”-trailer lige her.
I anledning af de aktuelle helligdage har vi fået en juleinspireret plakat til filmen, der viser os et af byens største kendemærker, Times Square, med torvets mange skærme fyldt med billeder af Ghostface og reklamer for den næste titel i “Scream”-universets fiktive horrorfranchise “Stab”. Enkelte skilte reklamerer også for bl.a. “Wrongly Accused the Musical” og det fiktive Blackmore University, som sandsynligvis bliver en lokation i den kommende film.
“Scream VI” markerer den anden film i filmserien, som ikke har skaber Wes Craven bag roret. Det bliver dog den første uden franchisens oprindelige final girl, Neve Cambell, på rollelisten.
Til gengæld kan vi glæde os over at Courteney Cox endnu engang tager rollen som Gale Weathers på sig, mens “Scream 4”-favoritten Hayden Panettierre vender tilbage i rollen som Kirby Reed.
Ligesom i “Scream” (2022) har Bettinelli-Olpin og Gillett slået sig sammen med forfatterduoen James Vanderbilt og Guy Busick.
“Scream VI” får premiere den 30. marts.