Snart skal kuglerne flyve og bilerne sprænge i luften igen. Optagelserne går nemlig snart i gang.

Netflix har efterhånden kastet enorme summer efter store actionfilm i håb om at skabe den næste store franchise. Resultaterne har været lidt blandede.

Flere af projekterne har fået kritik for at være dyre, men ikke særligt mindeværdige. Midt i den bunke har én serie dog skilt sig ud.

Extraction med Chris Hemsworth i hovedrollen har vist sig at være den klare succes – og streamingtjenesten er i fuld gang med at malke succesen, for den tredje film er nu på vej.

Det kan Collider afsløre.

Planen er, at optagelserne starter i juni. Store dele af produktionen bliver optaget i Australien, hvor Chris Hemsworth selv bor. Kameraerne kommer også til at rulle flere steder i Europa.

Instruktøren bliver endnu en gang Sam Hargrave. Navnet ringer måske ikke hos alle, men actionfans kender ham godt. Han karriere begyndte som stuntmand og stuntkoordinator på flere Marvel-film, før han rykkede over bag kameraet.

Resultatet har været to Extraction-film fyldt med vilde actionsekvenser, hvor kameraet nærmest aldrig blinker.

Hargrave har efterhånden fået ry for noget ret specifikt: de lange actionsekvenser, der ligner én ubrudt optagelse.

Begge Extraction-film har haft scener, hvor kameraet følger slagsmål, biljagter og kaos i flere minutter uden tydelige klip. Actionnørder elsker den slags, og det er blevet lidt af seriens varemærke.

Inden Extraction 3 går i gang, arbejder Hargrave dog lige på en anden film først: Matchbox: The Movie til Apple TV+, hvor John Cena og Jessica Biel spiller hovedrollerne.

Kameraet i Extraction 3 bliver håndteret af Fraser Taggart, som tidligere har arbejdet på Mission: Impossible – Dead Reckoning og Mission: Impossible – The Final Reckoning, så actiongenren er bestemt ikke nyt territorium.

Han overtager opgaven efter Newton Thomas Sigel, der stod bag kameraet på den første Extraction, samt Greg Baldi fra efterfølgeren. Sigel har travlt med arbejdet på Avengers: Doomsday.

Efterfølgeren blev endnu bedre modtaget

Den første Extraction havde premiere i 2020 og introducerede publikum til Tyler Rake – Hemsworths hårdtslående lejesoldat, der bliver sendt ud på brutale redningsmissioner.

Filmen klarede sig fint hos kritikerne og landede på 67 procent på Rotten Tomatoes.

Opfølgeren Extraction 2, som udkom i 2023, klarede sig endnu bedre og nåede op på 80 procent på anmeldersiden. Publikum fik også en ny figur introduceret – spillet af Idris Elba – som meget vel kan dukke op igen i den kommende film.

Netflix har heller ikke tænkt sig at stoppe med bare tre film. Planer om flere projekter i samme univers er allerede i gang. Serien The Mercenary er under udvikling og får Omar Sy i hovedrollen. Glen Mazzara står bag projektet.

Derudover arbejdes der på filmen Tygo, som foregår i Sydkorea og har Don Lee i front.

Kort sagt: Tyler Rake er langt fra færdig med at dele tæsk ud på Netflix.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: