Trods færre amerikanske blockbusters lykkedes de danske biografer i 2025 med at sælge over 10 millioner biografbilletter – og dansk film stod stærkere end længe.
Igen i år har Foreningen af Filmdistributører i Danmark og Danske Biografer gjort status over det forgangne biografår, og konklusionen er klar: Dansk film blev den store vinder i 2025.
På forhånd var året ventet at blive et såkaldt mellemår. Efterdønningerne fra coronaepidemien og forfatterstrejken i Hollywood har fortsat sat deres præg på de amerikanske studiers udgivelsesplaner, og flere store titler har ladet vente på sig. Alligevel endte 2025 med at overraske positivt.
I alt blev der solgt 10.249.930 biografbilletter i Danmark, hvilket svarer til en stigning på 4,5 procent sammenlignet med 2024. Dermed krydsede biograferne igen den magiske grænse på 10 millioner solgte billetter – på trods af et mere afdæmpet internationalt udbud.
Forklaringen skal i høj grad findes i dansk films stærke præstation. Hele 37 procent af billetsalget i 2025 gik til danske film, markant op fra 24 procent året før. Blandt årets helt store publikumssucceser finder man ‘Ternet Ninja 3’ og ‘Den sidste viking’, og i alt seks danske film placerede sig i årets top-10 – et historisk højt antal.
– “Det har været et vanvittigt flot år for dansk film”, udtaler FAFID-formand Frederik Malling Juul, som samtidig peger på, at Danmark er det skandinaviske land med størst biografvækst fra 2024 til 2025.
De største udenlandske titler talte blandt andet ‘En Minecraft film’, ‘Zootropolis 2’, ‘One Battle After Another’ og ‘Avatar: Fire and Ash’, som fortsat trak publikum i biografmørket.
Direktør for Danske Biografer, Michael Valentin, ser optimistisk på fremtiden og peger allerede mod 2026, hvor titler som ‘The Odyssey’, ‘Spider-Man: Brand New Day’ og ‘Dune: Del 3’ venter.
Selvom dansk film næppe når samme markedsandel næste år, er der stadig masser at glæde sig til. Biografåret 2025 har i hvert fald slået fast, at danskerne fortsat elsker biografens magiske mørke – og at dansk film står stærkere end nogensinde.







