“Hvis filmen blev vist på et fly, ville folk rejse sig og gå” lyder blot en af de grove anmeldelser af dokumentarfilmen om førstedamen i Det Hvide Hus.
Tallene ramte Rotten Tomatoes, og så var stemningen ligesom sat.
Dokumentaren Melania gik i biografen med et brag – bare ikke på den gode måde. Kritikerscoren åbnede på sølle otte procent, hvilket faktisk er lavere end Donald Trumps egne popularitetstal.
Filmen fik premiere torsdag aften i det nyomdøbte Trump Kennedy Center, mens resten af USA fik adgang fredag. Blandt gæsterne var både Dr. Phil, Nicki Minaj og New Yorks tidligere borgmester Eric Adams.
Instruktør Brett Ratner følger Melania Trump i dagene op til indsættelsen af hendes mand i Det Hvide Hus, og dykker ned i privatliv, image og livet tæt på magten.
Projektet er samtidig Ratners første spillefilm siden Hercules fra 2014, efter en lang pause præget af anklager, som aldrig førte til tiltale.
Anmelderne gik til stålet
De første anmeldelser lagde ikke fingre imellem.
“At selv Leni Riefenstahl kunne finde ud af at komponere et billede,” skrev Sean Burns fra North Shore Movies.
“Jeg har ingen idé om, hvorfor hun accepterede, at filmen blev udgivet, for Brett Ratner kunne ikke finde menneskelighed i en begravelse. Bogstaveligt talt,” lød det fra William Bibbiani hos TheWrap.
“Kalder man Melania tom, fornærmer man de skyer af frugtagtig vape-røg, der hænger over britiske teenagere,” skrev Nick Hilton fra The Independent.
Internettet var endnu hårdere
Kommentarsporene tog hurtigt over. For internettet havde i dén grad også en holdning til den omdiskuterede dokumentar.
“Hvis filmen blev vist på et fly, ville folk rejse sig og gå,” skrev en bruger.
“Giv hende nu en chance. Det er første gang hun medvirker i en film med tøj på,” lød det fra en anden – med tydelig ironi.
“Filmen vinder Bedste Film, Bedste Kvindelige Hovedrolle og Bedste Manuskript ved FIFA-Oscars,” skrev en tredje med reference til Donald Trumps FIFA-fredspris.
“Det morsomste er, at folk bag filmen bad om at få fjernet deres navne fra rulleteksterne,” lød endnu en kommentar.
Mens kritikerne slagter filmen, viser publikumsbarometeret foreløbigt 99 procent. Om det er ægte begejstring eller massiv review-bombing, står stadig åbent.









