Homoseksuelle Ian McKellen afslører, at han har mistet en rolle på grund af sin seksualitet.
Det normalt så konservative Hollywood er i disse år under forandring. Kvinder, sorte og homoseksuelle begynder så småt også at blive repræsenteret på film.
Men sådan har det ikke altid været. Det forklarer “Ringenes herre”-skuespilleren Ian McKellen i et interview med Time Out.
McKellen var til casting-samtale med Hollywood-producer Sam Spiegel om en rolle i “Betrayal” fra 1983. Men da Spiegel erfarede, at McKellen var homoseksuel, så sluttede samtalen.
Og McKellen er da heller ikke ligefrem imponeret over det værdi-konservative Hollywood:
”De har først for nyligt opdaget, at der findes sorte mennesker ude i verden. Hollywood har mishandlet kvinder på alle tænkelige måder igennem historien. Homoseksuelle mænd findes slet ikke.”
Tingene er dog som bekendt ved at ændre sig. I 2018 har “Black Panther” slået superhelte-rekorder, imens “Deadpool 2” aktuelt er blevet rost for sine to lesbiske superhelte – og det med et imponerende billetsalg.