Instruktøren Guillermo del Toro kunne for nogle dage siden fortælle, at han havde mødtes med Sir Ian McKellen og Andy Serkis omkring en gentagelse af deres roller som henholdsvis Gandalf og Gollum/Smeagol i de to ventede film om “Hobbitten”, forhistorien til “Ringenes herre”-trilogien. Og nu kan McKellen selv bekræfte, at han igen vil påtage sig rollen som den karismatiske troldmand.

”Ja, det er sandt,” udtaler McKellen til Empire Online. ”Jeg talte med Guillermo i det selv samme rum, hvor Peter Jackson første gang tilbød mig rollen, og han [del Toro] bekræftede, at jeg skulle gentage rollen. Det er jo ikke en rolle, som man afslår. Jeg var vild med at spille Gandalf.”

Ved samme lejlighed kunne skuespilleren også afsløre, hvornår del Toro vil give sig i kast med filmen: ”Guillermo vil gå i gang med at udarbejde manuskriptet om cirka seks ugers tid, når han er færdig med produktionen på ‘Hellboy II’,” forklarer McKellen.

Samtidig kunne McKellen også kommentere på den kommende “X-Men Origins: Magneto”, hvor han berettede, at han formentlig slet ikke vil være involveret i dette projekt, eftersom filmen kun vil centrere om “X-Men”-skurken Magnetos unge år.

“Hobbitten” skal produceres af Peter Jackson og vil blive lavet som to spillefilm, hvor den første del bliver baseret på J.R.R. Tolkiens berømte bog om Bilbo Sækker, og hvordan den omrejsende hobbit får fat i den magtfulde ring fra Gollums varetægt.



Vis kommentarer (24)
Gravatar

#21 Ceepa 16 år siden

Hvorfor Cliffhanger når der står i denne artikel:


"Hobitten" skal produceres af Peter Jackson og vil blive lavet som to spillefilm, hvor den første del bliver baseret på J.R.R. Tolkiens berømte bog om Bilbo Sækker, og hvordan den omrejsende hobbit får fat i den magtfulde ring fra Gollums varetægt.


2'eren bliver et link imellem Hobitten og LOTR
Gravatar

#22 denox 16 år siden

#20

Ja, jeg mener at have læst det samme, således at den første film bliver en indspilning af Hobitten, og den anden film bygger over noterne, og forbinder Hobitten med Ringenes Herre.

Jeg tror endda det er her på siden jeg har læst det.
Gravatar

#23 Ceepa 16 år siden

#22...

Prøv at læs artiklen som denne thread er under :P
Gravatar

#24 Julian 16 år siden

Godt at Ian er i hus. Det forventede jeg næsten også at høre.

Jeg mener også at have læst, at Howard Shore vender tilbage,
hvilket jeg næsten er gladere for at høre.

Det skal nok blive godt.
"You can't take the sky from me" Firefly Theme

Skriv ny kommentar: