Jenny Lumet, der fik sit gennembrud med manuskriptet til “Rachel Getting Married”, er blevet hyret af Miramax og produceren Marc Platt til at skrive “This Strange Thing Called Prom”.
Projektet er baseret på en artikel i avisen The New York Times om oplevelserne hos en gruppe studerende immigranter, der organiserer og deltager i afgangsfesten på deres high school i Brooklyn.
De studerende kom blandt andet fra så forskellige lande som Senegal, Venezuela, Tibet, Haiti, Polen og Gabon, og for mange var oplevelsen af et amerikansk “prom” et helt nyt og fremmed fænomen, der affødte et væld af forskellige reaktioner og følelser.