Kys det nu, det satans liv

I rusens euforiserende fængsel kan det være umådeligt svært for den afhængige at opretholde et fornuftigt forhold til sine nærmeste, familien og vennerne, der for det meste involveres mod deres vilje. Det synes også at være problemet for familiemedlemmer på begge sider af den ulmende konflikt i Jonathan Demmes blændende “Rachel Getting Married”, der øjeblikkeligt må indskrive sig i diverse årsrevyer som årets stærkeste og mest vedkommende film.

Bærende for fortællingen er den rebelske og kæderygende Kym, der efter års ophold på et rehabiliteringscenter for stofmisbrugere, kvartalsdrankere og andet godtfolk vender næsen hjem mod familiens skød og søsteren Rachels forestående bryllup. Den rolle udfyldes forbilledligt af en indlevende og troværdig Anne Hathaway, men det ville være synd og skam at fremhæve hende frem for andre i en film, hvor alle medvirkende leverer ekstraordinære indsatser, og hvor skuespillet fornemmes hudløst ærligt og rystende nøgent. Det virker ikke, som om Demme har forelagt noget egentligt manuskript, for den måde, hvorpå replikkerne, samspillet og modspillet sprudler, vidner om en improvisationens kunst, som desværre sjældent ses.

Mødet med familien, den vage far, den forsumpede mor og den vordende brud er alt andet end uproblematisk. En ulykke fra fordums tid river op i sårene, ukvemsordene fyger igennem luften, og følelserne sider uden på tøjet. Der er en evig vekslen mellem det hadefulde og det kærlighedshungrende, og der er tilsyneladende ingen gylden middelvej. Det synes at være den velovervejede fremstilling af en dysfunktionel familie, som har skullet så grueligt meget igennem, og hvor det sorte får i form af Kym får vækket de sørgelige minder om en række tragiske omstændigheder til live. Samtidig fornemmes forældrenes fejlfyldte opdragelse – de har deres grunde – og en markant forskelsbehandling mellem de to søstre. Ikke overraskende viser jalousiens grønne spøgelse sig også gang på gang.

I virkeligheden handler “Rachel Getting Married” om kommunikation. Kommunikation mellem mennesker. Ord, der aldrig er blevet sagt. Sætninger, der aldrig er blevet ytret. Vigtigst af alt er dog de emner, der aldrig er blevet færdigdebatterede. I et hus fuld af gæster og med en forestående fejring af det kommende brudepar på programmet virker det ikke som det mest belejlige tidspunkt at tage hul på bylden. Naturligvis er luften så tyk af spændinger, at sammenstødene i både fysisk og verbal forstand er uundgåelige. På mange måder minder “Rachel Getting Married” om vores egen Thomas Vinterbergs epokegørende “Festen”, og hvis den ikke ligefrem er bedre, er nærværende film på helt samme særegne niveau. Opsætningen og rammerne bærer et unikt præg af ægthed, fandenivoldskhed og livskraft, et tæppe, der gør de overværede scener til dybt påvirkelige og uafrystelige størrelser.

Det er bestemt ikke sødsupperomantik, der her lanceres. Tværtimod er “Rachel Getting Married” i modsætning til instruktørens tidligere værker anderledes dyb og nuanceret. Manuskriptforfatteren Jenny Lumet (Sidney Lumets datter) har kreeret et regulært mesterværk, hvor hver enkelt karakter er skildret med uanede lag og uendelig dybde. Hendes portræt af en familie, der aldrig er kommet videre, er yderst rammende og tårefremkaldende. Som brylluppet nærmer sig, og alle forberedelser er i fuld gang, eskalerer dramaet på flere planer. Familiefejden bryder ud i lys lue, og familiens kernemedlemmer får sværere og sværere ved at se hinanden i øjnene. Men brylluppet skal gennemføres, og det er her, det egentlige sammenhold kommer til at stå sin prøve.

Der er mange måder at bearbejde sin sorg på. Rachels afhængighed af diverse substanser har været hendes måde at tackle hverdagen og problemerne på. Hendes fars tilbagetrukkethed og madglæde har været hans, og søsterens radikale vredesudbrud har været hendes. De forskellige sorgprocesser bryder den idyl, som et bryllup ellers skulle være garant for, og som det ivrigt øvende bryllupsorkester uden held og efterhånden i ren og skær desperation forsøger at lappe på med stemningsfulde strofer i tide og utide. De følgende dage vender op og ned på en del, og det er svært at se, hvordan noget som helst skal blive bare nogenlunde godt igen. Selv om særligt Kym og Rachel lystigt og konstant går til angreb på hinanden for dette og hint, bliver luften tilsyneladende aldrig renset. Lidt ligesom en kamp, der aldrig kan vindes. På samme måde bør “Rachel Getting Married” heller ikke kunne undgås.

Video

“Rachel Getting Married” præsenteres i et prangende visuelt look, hvor billedet filmen igennem står skarpt. Der er ikke nævneværdige eksempler på edge-enhancement, digitale forstyrrelser eller udtværinger, mens gryn til gengæld forekommer i ikke uanseelig grad. Også kontrast og farvetemperatur giver et godt og stabilt indtryk, og som helhed er transferet blændende.

Audio

Lyden udbasuneres igennem det engelsksprogede True HD 5.1-lydspor, hvor talen falder rent og uden snerten af overstyringer. Replikkerne drukner ikke i filmens ivrigt øvende livebands liflige strofer, mens atmosfæren trods alt har sværere kår. Ikke desto mindre udviser også dén en imponerende detaljerigdom sammen med de enkelte lydeffekter, der måtte være.

Ekstramateriale

I den neutrale afdeling er ekstramaterialet, der rummer de traditionelle trailere og slettede scener. To forskellige kommentarspor med henholdsvis Rosemarie Dewitt – skuespillerinden bag Rachel – og produceren Neda Armin, manuskriptforfatteren Jenny Lumet og klipperen Tim Squyres tegner et finurligt billede af en uforglemmelig film, mens tre indslag på samlet over en times varighed går i dybden med det medvirkende band og indspilningen af filmen, ligesom holdet bag i forbindelse med en officiel q&a giver deres besyv med. Ekstramaterialet er ikke epokegørende, men giver alligevel filmen den fornødne bagkant.