Den første trailer til “John Wick: Chapter 4” er ikke overraskende en actionfyldt fornøjelse.

I løbet af de seneste år har begrebet bad ass fået et nyt ansigt: Keanu Reeves’. “John Wick”-filmserien er en af de mest gennemgående intense, hæsblæsende og fornøjelige action-franchises derude, og selv når historien fra tid til anden halter, så kan man altid regne med at en af nyere tids mest underholdende og velkoreograferede kampscener er lige om hjørnet.

Nu har vi langt om længe fået det første glimt af, hvad vi kan forvente af det fjerde kapitel i fortællingen om den pensionerede lejemorder, der blev trukket tilbage i gamet efter mordet på hans hund, og ikke overraskende involverer det sværd, skydere og suits.

Traileren til “Chapter 4” tager os med på et verdensomspændende actioneventyr, hvor John Wick har opdaget en måde, hvorpå han kan besejre lejemorderverdenens højeste magtinstans, the High Table. Dog bliver han på sin mission nødt til at tage kampen op imod en mægtig modstander, mens gamle venner bliver til fjender i deres dødbringende profession.

Sammen med Reeves kan vi glæde os til et gensyn med Ian McShanes hotelejer Winston, Laurence Fishburnes vagabondlejemorder the Bowery King og Lance Reddicks concierge Charon.

Læs også: “John Wick”-prequel-serien “The Continental” lander hos Prime Video

Blandt franchisens nytilkomne finder vi Bill Skarsgård, Shamier Anderson, popsangeren Rina Sawyama og ikke mindst kampsportsikonerne Hiroyuki Sanada og Donnie Yen.

Chad Stahelski, stuntmanden der fik sin instruktørdebut med den første “John Wick”, og som siden kun har instrueret film i Keanu Reeves-franchisen, er naturligvis også instruktøren bag “Chapter 4”, som er skrevet af Shay Hatten og Michael Finch. Filmen er dermed også den første film i franchisen, der ikke har forfatter Derek Kolstad tilkoblet.

“John Wick: Chapter 4” får premiere den 23. marts 2023.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: