Ovenpå den anmelderroste “Nope” er der allerede lagt op til nye forventninger, når gyser/thriller auteuren vender tilbage med en ny film.
Jordan Peele vender tilbage til instruktørstolen for fjerde gang. Hans kommende film, som endnu ikke har fået en titel, får premiere i juletid – den amerikanske premieredato er sat til den 25. december 2024. Man må formode, at filmen kommer til at blive en anderledes julefilm, men foreløbigt er ingen plotdetaljer udgivet. Udover filmen har Peeles produktionsselskab, Monkeypaw, annonceret en ny titelløs animationsfilm. Genren kommer til at være en gyser/thriller, og der er endnu ikke sat nogen officiel premieredato.
Vores redaktion var meget positivt stemt over for sidste års “Nope”, og det er ikke uden grund. Med hans legende tilgang til gysergenren inddrager han aktuelle temaer og velkendte troper på helt nye måder. Hans instruktørdebut, “Get Out”, var Peeles overgang fra sketch-komedier, som han lavede hos Comedy Central i samarbejde med Keegan Michael-Key, til spillefilm og gysere, som efter stor bravour satte forventningerne højt for Peeles næste projekter. Siden har han fulgt op med filmene “Us”, som tog dobbeltgænger-tropen til andre vidder, og “Nope”, som anvendte UFO’er uden aliens til at skræmme livet af en hestefarm.
Har du ikke læst vores positive anmeldelse af Jordan Peeles “Nope”? Så kan du finde den her.