Jordan Peele er en af de mest spændende gyserfilmsinstruktører i Hollywood i dag. Jeg ved godt, at ikke alle var lige glade for hans seneste film ”Us” (som jeg dog personligt holder rigtig meget af), men ”Get Out” blev i høj grad hyldet på tværs af både kritikere, filmfans og gyserfanatikere.

Det er tydeligt, at Peele har en stor kærlighed for klassiske gyserfortællinger, og mens han altid har en respekt for hans givne emne – kulter, dobbeltgængere og nu også UFO’er – så tackler han det hver gang med sit helt eget spin. Det spin er ikke nødvendigvis for alle, men for mig er Peele nu med sin seneste gyser, ”Nope”, på 3 ud af 3.

Det er ikke mange UFO-fortællinger, vi har set på det store lærred indenfor de seneste mange år – i hvert fald ikke, når det kommer til den klassiske flyvende tallerken-form, som man kender helt tilbage fra de allerførste UFO-billeder. Det er dog netop det, vi får her fra Peele, og det fungerer utroligt godt.

Peele er dog tålmodig. Der er ingen grund til at gå all in fra start af. Hvis bare vi får et glimt af UFO’en hist og her, skal vi nok være underholdt. Tålmodigheden betyder bare, at der er rigelig tid til at bygge sine karakterer op og sørge for, at vi forstår præcis, hvem det er vi følger, og hvorfor de gør som de gør. Et godt eksempel er Steven Yeuns (”Minari”) karakter, Ricky ”Jupe” Park, en tidligere børneskuespiller, hvis baggrundshistorie er en medrivende og intens afspejling af filmens handling, og som udgør en af filmens mest foruroligende scener.

I filmens centrum har vi dog søskendeparret Emerald og OJ, der mister deres far, da han bliver ramt af en mønt, som på mystisk vis falder fra himlen. Døden bliver startskuddet for en række hændelser, der fører imod deres opdagelse af UFO’en, og hurtigt bliver de enige om, at det såkaldte ’Opera shot’ – et unægteligt bevis på dens eksistens – vil gøre dem rige og berømte. Det er dog meget sværere, end man skulle tro, og i sidste ende sætter det søskendeparret samt deres allierede, Angel, en teknologisælger, og Antlers, en filmfotograf, i livsfare.

Peele formår at bygge en utroligt mystisk og intens atmosfære op omkring det flyvende objekt, der på lydløs vis svæver hen over himlen og gemmer sig i ly af skyerne i den ellers fredfyldte dal i LA County-ørkenen Agua Dulce.

Denne intense atmosfære er der dog længe inden vi for alvor introduceres til himmelobjektet. Den er der endda inden filmen for alvor går i gang. Den er der helt fra Universal-logoet, gennem åbningsscenen og frem til filmens allersidste skud. Især de første scener, inden titlen kommer frem på skærmen, sørger for at skabe en stemning af horror og mystik. Klipningen river os på nærmest rytmisk vis med ind i scenerne, der fungerer som et fantastisk setup for resten af filmen, og det skyldes i høj grad Michael Abels’ fantastiske soundtrack, der er større end noget af det Peele har givet os før. Det passer perfekt til den bombastiske fornemmelse, filmen har, når den kæmpe UFO begynder at flyve ned over dalen i rivende hast efter en af vores hovedpersoner, der på hest må forsøge at redde sig selv fra den livsfarlige tallerken. Samtidig formår soundtracket fra nummer til nummer at indfange både Peeles sans for gys og humor, og det lykkes nemt med at samle de to på de helt rigtige tidspunkter.

Det samme gør filmen, der typisk for instruktøren, er præget af humor for at lette på de mere intense øjeblikke. Dog føles det ikke som om, ”Nope” er lige så fyldt med jokes, som hans to tidligere film, men når de er der, fungerer de til gengæld rigtig godt. En TMZ-joke kan dog vise sig at være undtagelsen, for selvom jeg selv synes, den falder på det helt rigtige tidspunkt og bærer historien fremad, vil der sandsynligvis også være nogen, der mener, at den tager luften ud af ballonen.

Ballonen er til gengæld fyldt rigeligt op, så snart vores hovedpersoner er under angreb. Her er især skuddene særligt intense. Kameraet peger ofte på hektisk vis op mod himlen i håbet om at fange et glimt af UFO’en, og man giver dermed publikum den helt perfekte desorienterede følelse af ikke at vide, hvor den er i forhold til en selv.

Ligesom Peeles to tidligere værker, er det tydeligt, at “Nope” har noget på hjerte, og mit store take-away fra filmen ligger den intimitet og det bånd, der er imellem søskende. Filmens to hovedpersoner forsøger efter deres fars død at fortsætte hans forretning som Hollywood-hestetrænere, men ingen af dem ved helt, hvordan de skal bearbejde det, og det er tydeligt, at Ems excentriske og flamboyante væremåde slår gnister med OJ’s indelukkede og generte personlighed.

Kontrasten mellem de to karakterer fungerer til UG, og Daniel Kaluuya, der for alvor brød igennem på Hollywood-scenen som stjernen i Peeles første film, og Keke Palmer (”Hustlers”) sælger både deres personligheder og deres forhold til hinanden helt perfekt. Angel (Brandon Perea), hvis frustrationer over hans nyligt afsluttede forhold er forrygende underholdende, og Antlers (Michael Wincott), den mystiske filmfotograf med en stemme, der nærmest overgår Morgan Freemans, bidrager med meget godt til filmen, men især sidstnævnte kunne godt have brugt lidt mere uddybning. Han tager nemlig en beslutning, som er utroligt vigtig for filmen, men som samtidig er utroligt frustrerende, da det føles som om, den kommer ud af det blå, og vi i biografsæderne bliver lige så overraskede over hans beslutning, som resten af karaktererne i filmen.

Det er dog en meget lille klage, og i sidste ende kan det også sagtens skyldes, at jeg bare ikke har været opmærksom nok. For Peele arbejder – typisk for ham – helt ned i de mindste detaljer, og der er meget at være opmærksom på og masser af karakterdetaljer, som gemmes som små bemærkninger i dialogen.

Jeg gik ud af biografen med en lyst til at gå direkte tilbage igen, for jeg følte, at der stadigvæk er noget, jeg mangler at se. Noget, jeg mangler at forstå. Samtidig føler jeg dog, at jeg er klar over alt der er sket, og hvorfor det sker. Det er en mystisk fornemmelse, jeg ikke kan genkende fra mange andre film, og samtidig er det lige præcis den mystik, jeg ønsker at se i en Jordan Peele-film. ”Nope” er når alt kommer til alt en af årets mest intense og medrivende biografoplevelser, og jeg kan ikke vente med at se den igen.