I år har en af 80’ernes mest populære og indtjenende action-komedier 40 år jubilæum – men den nye generation har aldrig hørt om den.
Der var en tid, hvor en mand i lædervest og med en alt for stor kniv kunne indtage hele verden uden superkræfter, multiverser eller tre post-credit-scener.
Crocodile Dundee fylder 40 år i 2026, og det er næsten svært at forstå, hvor stor den egentlig var.
Filmen blev lavet på et beskedent budget på $6,2 mio. men endte med at indtjene hele $328 mio. på verdensplan. Hvis man medregner inflation, så snakker vi en indtjening på knap $750 mio. Rimelig godt gået for en film uden eksplosioner, megastjerner eller biljagter. Faktisk var det kun Top Gun der hev flere billetter over skranken i 1986.
Paul Hogan trådte ud af den australske bush i 1986 som Mick “Crocodile” Dundee – og endte med at blive global superstjerne. Ikke fordi filmen var teknisk banebrydende. Den havde bare charme. Og selvtillid. Masser af selvtillid.
Plottet er næsten komisk enkelt. En amerikansk journalist rejser til Australien for at finde en legendarisk krokodillejæger. Hun finder Mick. Han lever i outbacken, drikker øl, overlever i naturen og tager tingene, som de kommer.
Halvvejs inde i filmen bliver han slæbt med til New York. Her begynder det virkelige show. Bushmanden møder storbyen, og storbyen ved ikke helt, hvad den skal stille op med ham.
Replikken “That’s not a knife… that’s a knife” alene skrev sig direkte ind i popkulturen. Folk citerede den på legepladser, i tv-shows og til fester, hvor nogen altid lige skulle demonstrere med en smørkniv.
Crocodile Dundee blev i en periode den mest indtjenende australske film nogensinde. Publikum elskede kontrasten. Naturmanden med det rolige grin mod New Yorks neonlys og hurtige replikker. Mick var ikke sarkastisk. Han var ikke kynisk. Han var bare rolig, kompetent og uanfægtet. Det virkede.
Der kom selvfølgelig opfølgere – Crocodile Dundee II og senere Crocodile Dundee in Los Angeles – men originalen er stadig den, folk husker.
Filmen blev en del af populærkulturen på rekordtid. The Simpsons refererede til den. Sketchshows parodierede den. Turistbutikker solgte hatte og plastikknive i hobetal. Australien fik gratis reklame verden over.
Mick Dundee var pludselig ikke bare en filmfigur. Han var et brand. Et meme, før memes fandtes.
Spol frem til 2026. Spørg en 17-årig om Crocodile Dundee, og der er gode chancer for, at svaret bliver et tomt blik. Streamingkulturen har ikke gjort ham til fast inventar. Algoritmerne prioriterer superhelte og true crime frem for laidback 80’er-charme.
For dem, der voksede op med VHS og tv-genudsendelser, er filmen stadig ikonisk. For yngre generationer er den nærmest arkæologi.
Men for hvad det er værd, så er filmen ikke blevet dårligere med årene. Den er bare blevet gemt væk under de massive blockbusters der kom efter.







