For få uger siden kunne 20th Century Fox annoncere planer om at bringe den populære scifi-animeserie “Cowboy Bebop” til det store lærred i form af en liveaction-spillefilm.

Nu foreligger der nyt i sagen. Angiveligt skulle filmselskabet satse på at have filmen klar i 2010, og de har allerede en skuespiller tilknyttet hovedrollen som den kække og handlekraftige dusørjæger Spike Spiegel.

Ifølge en kilde skulle denne person være Keanu Reeves, som efter sigende har været sat i forbindelse med rollen i over et halvt år.

Selvom Fox endnu hverken har fundet en instruktør eller en manuskriptforfatter til projektet, skulle Reeves’ involvering tyde på en produktion med et budget i den høje ende af skalaen.

Shinichiro Watanabes hyldede space-westernserie “Cowboy Bebop” udspiller sig i 2071, hvor man følger en gruppe dusørjægere på deres rumskib, Bebop. Blandt hovedpersonerne finder man den yderst kampsportskyndige Spike, et tidligere medlem af et mægtigt forbrydersyndikat, som stadig plages af minder fra sin tid i organisationen.

I den brogede gruppe finder man bl.a. den tidligere politimand Jet Black og den forførende og problemsøgende ludoman Faye Valentine.



Vis kommentarer (3)
Gravatar

#1 mr gaijin 16 år siden

Jeg er lidt skeptisk overfor de kommende Hollywood-filmatiseringer af anime. Men jeg håber skam på det bedste.

Jeg var inde at se Oshii Mamorus "Sky Crawlers" i dag, og jeg kan ikke forestille mig, at Hollywood kan fange de tunge eksistentialistiske temaer lige så godt som anime-mediet.

Der er også en særlig tone i "Cowboy Bebop", der kan blive svær at fange. Men dog en del lettere end at forsøge på at filmatisere noget fra den tungere afdeling af anime-verdenen.

Jeg er nok mest spændt på at finde ud af, om de beholder Kanno Yokos musik. Det kan nok blive nøglen i at fange tonen i "Cowboy Bebop".

Angående Reeves, tja, han er ikke det værste valg. Men Spike er Spike. Spørgsmålet er om Reeves kan være laidback uden at ligne en surfer.
Happiness is not always the best way to be happy.
Gravatar

#2 PredatorX 16 år siden

Jeg tror slet ikke han har personlighed nok til rollen. Han er alt for stiv i betrækket.
thecleansing.net : you call we kill
Gravatar

#3 filmz-nedep 16 år siden

Reeves tjah.. har nu lidt svært ved at forestille mig ham som Spike..

Yoko Kanno er vel et must, for at fange seriens unikke stemning. Kanno har også lavet pænt meget musik til den serie, det kan vel ikke skade at genbruge noget af det, introen f.eks.

Skriv ny kommentar: