Har du også brug for snotklude, når der kører en Pixar-film på skærmen? Det er der faktisk en helt særlig årsag til.
Pixar har en særlig evne til at ramme folk lige i maven. Ikke på den store, pompøse måde, men mere som et stille prik på skulderen, hvor man pludselig tænker: Av. Det dér er jo mig.
Sammenligningen med Disney dukker tit op, og den giver faktisk ret god mening, hvis man prøver at forstå, hvorfor Pixar-film så ofte ender med køkkenrulle på sofabordet.
Kigger man på klassiske Disney-film, handler de næsten altid om ønsket om noget andet. Ariel vil væk fra havet, Simba vil finde sin plads, Belle vil ud af byen, Vaiana vil ud på havet. Figurerne vil have forandring, og de synger gerne højt om det. Pointen er klar: Drøm stort, arbejd hårdt, så skal det nok lykkes.
Fint budskab. Bare ikke særligt livagtigt for ret mange voksne.
Disney/Pixar
Pixar gør det stik modsatte. Her vil figurerne ofte ikke have, at noget ændrer sig. Woody vil ikke miste sin plads hos Andy. Marlin vil ikke give slip på Nemo. Glæde vil ikke have, at Riley bliver ked af det. Carl vil bare blive boende i sit hus.
Problemet? Forandringen kommer alligevel. Hver gang.
Og netop dér begynder det at gøre ondt på den rigtige måde. Forandringen er ikke fjenden. Modstanden er bare menneskelig.
Slutningen på Toy Story 3 og Inside Out føles ikke som eventyr. Følelsen minder mere om et spejl, der bliver holdt lidt for tæt på ansigtet. Ingen kroner, ingen magi, ingen lette løsninger. Bare erkendelsen af, at man bliver nødt til at give slip for at komme videre.
Pixar får os ikke til at græde, fordi filmene er triste. Tårerne kommer, fordi historierne ligner livet. Ikke det liv, man drømte om som barn – men det liv, man endte med at få.
Men samtidig slutter de altid af med at løfte vores hager op og minde os om: Du er ikke som du håbede at blive – men det betyder ikke at du fejlede.
Disney/Pixar
