En ny omgang “Hunger Games” kalder, og i den forbindelse har vi fået en ny trailer til “The Ballad of Songbirds and Snakes”.
Det kan godt være, at Katniss Everdeen i de første fire “Hunger Games”-film lykkedes med at vælte Panems gruindjagende system, der hvert år sørgede for en ny omgang dødsensfarlig battle royale. Inden da er der dog godt og vel 70 års historie at tage fat i, så det er intet problem for franchisen at leve videre.
Og leve videre skal den i form af den kommende prequel-film, der har fået undertitlen “The Ballad of Songbirds and Snakes”. I front har vi en 18-årig Coriolanus Snow (Tom Blyth), manden som vi kender fra den oprindelige saga som Panems præsident. Da den 10. omgang Hunger Games står for døren, bliver han udnævnt som mentor for den unge sangerinde Lucy Gray Baird (Rachel Zegler), som skal repræsentere det fattige Distrikt 12. Da Lucy imponerer Panem ved høstceremonien, ser Snow dog en mulighed for at vende situationen til deres fordel.
I klassisk “Hunger Games”-stil er der sørget for nogle store navne ind i rollelisten. I “The Ballad of Songbirds and Snakes” ser vi blandt andre Peter Dinklage, Viola Davis, Hunter Schafer og Jason Schwartzman.
Francis Lawrence, der har stået bag roret på franchisen siden 2’eren, “Catching Fire”, er endnu engang i instruktørstolen. Han fortolker et manus af “Macbeth”-forfatter Michael Lesslie og “Star Wars: The Force Awakens”-forfatter Michael Arndt.
Læs også: “‘Constantine’-filmfortsættelse med Keanu Reeves er under udvikling: HBO Max dropper reboot-serie”
Den næsten tre timer lange “The Hunger Games: The Ballad of Songbirds and Snakes” får premiere herhjemme den 16. november.