DC-karakteren John Constantine vender tilbage til det store lærred.

Warner Bros. er gået i gang med udviklingen af en fortsættelse til DC-filmen “Constantine”. Keanu Reeves, der spillede den titulære magiker i den originale 2005-film, vender tilbage til rollen. Det samme gør filmens instruktør Francis Lawrence, der blandt andet er kendt for sine “Hunger Games”-fortsættelser. Det rapporterer Deadline.

Læs også: ‘I Am Legend’-instruktør Francis Lawrence skal instruere ‘BioShock’-film”

Genoplivningen af filmserien betyder dog ifølge Variety, at HBO Max dropper den kommende “Constantine”-reboot-serie fra J.J. Abrams’ Bad Robot Productions. Derudover – og tilsyneladende ikke som resultat af “Constantine”-filmen – dropper streamingtjenesten også Bad Robot- og DC-projektet “Madame X”. Begge serier kan dog stadigvæk reddes, så længe det lykkes Warner Bros. Television og Abrams-produktionsselskabet at finde dem et nyt hjem.

Det er dog ikke rent dårlige nyheder for Abrams, da han også er tilkoblet filmen som producer gennem Bad Robot. Det samme er Akiva Goldsman (“I Am Legend”), der også står for filmens manuskript.

Reeves er ikke ubekendt med at vende tilbage til sine gamle karakterer. I december kunne han efter 18 års pause fra rollen som Neo ses i “The Matrix Resurrections”, mens han i 2020 vendte tilbage som Ted Logan i “Ted & Bill Face the Music” efter næsten 30 års fravær fra karakteren.

Hvornår vi kan se “Constantine”-fortsættelsen på det store lærred, ved vi endnu ikke.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: