Leonardo DiCaprio fejrer produktionsstarten på “Killers of the Flower Moon” med det første billede fra filmen.

Den Martin Scorsese-instruerede film har været længe undervejs og oplevede også de samme problemer som Scorseses seneste film “The Irishman”. Begge film var simpelthen så dyre, at kun streaminggiganter har turdet budgettere dem.

I sidste ende var det AppleTV+, der fik lov til at købe “Killers of the Flower Moon”. Dog udkommer filmen ikke direkte på streamingtjenesten. Paramount Pictures står nemlig for at distribuere filmen i biograferne, før den udkommer eksklusivt på AppleTV+.

Læs også: “Apple overtager Martin Scorsese-film: Deres suverænt dyreste”

Nu er produktionen på den omkostningstunge film endelig gået i gang, og filmens stjerne har givet os det første kig.

Billedet viser Dicaprios karakter Ernest Burkhart og hans hustru Lily Gladstones Molly Burkhart, der er en del af Osage-stammen. Filmen handler om de forfærdelige seriemord, der blev begået mod de olierige Osage-indianere i Oklahoma i 1920’erne.

Udover DiCaprio og Gladstone kan vi glæde os til at se Robert De Niro i rollen som Ernest Burkharts magtfulde rancher af en onkel, William Hale, mens Jesse Plemons spiller den ledende FBI-agent i mordefterforskningen, Tom White.

“Killers of the Flower Moon” afventer dansk premieredato.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: