“Loki” har endnu engang fået ny premieredato, men denne gang er serien heldigvis blevet rykket i den rigtige retning.
Disney og Marvel Studios har svært ved at beslutte sig. Det tredje MCU/Disney+-show “Loki” har først fået ændret sin premieredato fra den 1. maj til den 11. juni, og nu kan vi så få fornøjelsen af at være i selskab med den, ifølge Tom Hiddleston, “snedige” og “charmerende” gud allerede den 9. juni.
Det betyder da også, at serien kommer til at adskille fra de to tidligere MCU/Disney+-serier “WandaVision” og “The Falcon and the Winter Soldier”, i og med at seriens episoder får premiere om onsdagen i stedet for fredagen.
Læs også: “Ny “Loki”-trailer: Tom Hiddlestons snu gud styrer showet”
“Loki” ser Tom Hiddleston påtage sig rollen som den nordiske gud endnu engang, mens vi også kan se frem til at se Owen Wilsons MCU-debut som TVA-medlemmet Mobius M. Mobius. Derudover kan vi blandt andre også se Gugu Mbatha-Raw (“Black Mirror”) og Richard E. Grant (“Logan”).
Både “WandaVision” og “The Falcon and the Winter Soldier” har været utroligt populære shows hos Disney+, og det er bestemt heller ikke umuligt, at “Loki” vil fortsætte den tradition.