Måske er idéen med HBO Max’ genindspilning af J.K.Rowling-bøgerne ikke så tosset en idé – for der er en del ting ved de originale film, der gør at de knækker med 2026-brillerne på.
Verden lå for fødderne af de tre små troldmænd, da de første gang svingede tryllestavene på det store lærred, og fans i millionvis mødte op til premiererne over hele verden for at få et glimt af magien.
Nostalgien sidder stadig dybt i os alle, men ser man filmene med friske øjne her i 2026, krakelerer facaden altså en smule.
Selvom de otte originale film har skabt en hel generation af filmelskere og boostet den britiske filmindustri til stjernerne, er der ting, man bare ikke kan ignorere længere. Magien har fået nogle ridser i lakken, og visse dele af universet føles i dag mere som en træt gammel husalf end som en flyvende kost.
Stjernespækket himmel med alt for mange huller
Døden har desværre været en flittig gæst hos det oprindelige cast, hvilket gør et gensyn til en bittersød omgang med tårer i øjenkrogen.
Alan Rickman leverede den helt perfekte og iskolde Severus Snape, og tabet af hans enorme talent gør stadig ondt helt ind i biografsædet hver eneste gang, han toner frem på skærmen.
Listen over legender, der har forladt os, er efterhånden blevet alt for lang og tæller navne som Maggie Smith, Michael Gambon, Robbie Coltrane, Richard Harris og John Hurt.
Skærmen lyser selvfølgelig stadig op, når de folder deres britiske skuespilsmuskler ud, men følelsen af, at en hel æra af ikoner er tjekket ud, gør det svært at se filmene uden en klump i halsen. Man sidder konstant og bliver mindet om, at de store personligheder bag de mest elskede roller ikke længere kan svinge tryllestaven eller give os de der legendariske replikker, som definerede vores barndom.
Maggie Smith, i rollen som prof. Minerva McGonagall, gik bort i september 2024. Foto: Warner Bros/Courtesy Everett Collection
Fantastiske skabninger ødelagde den gode stemning
Planen om at malke universet med Fantastiske Skabninger-serien endte desværre med at give bagslag og skade det samlede eftermæle ret voldsomt.
Prequel-filmene startede ellers meget sjovt med masser af charme, men mistede hurtigt pusten og blev til sidst helt aflyst efter tredje forsøg på grund af dalende interesse.
Problemet opstår især, fordi de nye film nu er en fast del af den officielle historie, hvilket har pillet mysteriet af figurer som Nicholas Flamel og gjort besøgene på Hogwarts i fortiden ret flade og uinspirerede.
Ser man de originale Harry Potter-film i dag, minder de nye produktioner os desværre konstant om, hvordan man kan overforklare magien, indtil den helt forsvinder mellem fingrene på en.
Historien om Newt Scamander føles ofte som et påklistret kapitel, der mest af alt har fjernet fokus fra de ting, som vi oprindeligt elskede ved det magiske univers, og efterladt os med en eftersmag af mislykket forretningsstrategi.
Warner Bros/Courtesy Everett Collection
CGI-trolde der overhovedet ikke holder vand
Teknikken bag de visuelle effekter i især de tidlige film har det med at modarbejde den ellers ret lækre og detaljerede scenografi.
Man kan næsten ikke lade være med at grine lidt over trolden i fangekælderen eller den trehovedede hund Fluffy, der i dag mest af alt ligner noget fra et antikvarisk computerspil til den første PlayStation.
Heldigvis holder de fysiske rekvisitter og de gigantiske miniaturemodeller stadig distancen, men de digitale kæmper og visse monstre fra senere i serien kan slet ikke stå distancen i en moderne 4K-tidsalder.
Hippogriffer og husalfer ser stadig rimelig skarpe ud, men det ændrer ikke på, at den visuelle magi indimellem halter voldsomt bagefter de standarder, vi er vant til i dag.
Scenerne med Det Gyldne Lyn under Quidditch-kampene fungerer stadig okay, men når de store kampscener ruller over skærmen, bliver det bare tydeligt, at tidens tand har været temmelig hård ved de computereffekter, som engang fik os til at tabe underhæveren af benovelse.
Warner Bros/Courtesy Everett Collection
