Længe så det ud som om, at Don Cheadle ville få chancen som leading man i sin egen MCU-serie, men i stedet får han spotlightet i en ny film i Marvels superhelteunivers.

“Armor Wars” udvikles ikke længere som en serie, og bliver nu en spillefilm i stedet. Det rapporterer The Hollywood Reporter. Mediets kilder forklarer, at ændringen er resultatet af, at man i sin ambition om at fortælle historien på den helt rigtige måde indså, at projektet passede bedre som en film.

Cheadle, der i rollen som James “Rhodey” Rhodes, aka War Machine, er en vaskeægte MCU-veteran, er selvfølgelig stadigvæk tilkoblet som projektets stjerne. Yassir Lester, der var forfatter på serien, skal også stå for at skrive filmen. Projektet har dog ikke fundet sin instruktør endnu.

Cheadle-karakteren kan inden længe ses i Marvel-serien “Secret Invasion”, hvis handling skulle have ført direkte over i “Armor Wars”-serien. Om det stadigvæk er tilfældet, ved vi ikke, på trods af at det bestemt ikke er usandsynligt.

Læs også: “Disney har netop afsløret masser af trailers til Marvel-, ‘Star Wars’- og andre Disney-projekter: Se de vigtigste lige her”

Selvom serien naturligvis skulle have været en Disney+ Exclusive, er det ikke tilfældet for filmen, der – ligesom samtlige andre film i MCU – er tiltænkt en biografpremiere.

Vi ved ikke, hvornår vi kan forvente at se “Armor Wars”, der ellers skulle have påbegyndt produktion på serien i løbet af 2023. Om filmen stadigvæk kan nå produktionsstart til den tid, er også uklart.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: