Det er nu officielt: Tom Cruise og Paramounts kommende storfilm Mission: Impossible – The Final Reckoning får verdenspremiere på årets Cannes Film Festival.

Filmen vil blive vist Out of Competition den 14. maj, hvor Cruise, instruktør Christopher McQuarrie og resten af holdet vil betræde den ikoniske røde løber.

Filmen er den ottende i rækken af Mission: Impossible-film og afslutter historien, der blev påbegyndt i forgængeren Dead Reckoning Part One. Cruise spiller igen Ethan Hunt, der står over for sin mest dødbringende modstander nogensinde: en AI kendt som Entity. For at besejre teknologien skal Hunt og hans team finde en sunket russisk ubåd, der gemmer på den nødvendige kildekode.

Holdet bag filmen inkluderer blandt andre Hayley Atwell, Ving Rhames, Simon Pegg og Angela Bassett.

Mission: Impossible – The Final Reckoning får dansk premiere den 22. maj og markerer Cruises tilbagevenden til Cannes, hvor han sidst deltog med Top Gun: Maverick i 2022. Festivalen løber fra den 13. til 24. maj.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: