Der går lidt længere, før vi kan se sindssyge Tom Cruise-stunts på alverdens biografskærme i den næste “Mission: Impossible”.
“Mission: Impossible 7” var oprindeligt planlagt til at udkomme i april 2020, men er siden blevet udskudt flere gange — hver gang grundet pandemien.
Nu har Paramount endnu engang måttet kaste håndklædet i ringen i kampen mod Coronaen, og vi har nu fået nye premieredatoer til ikke kun den syvende film i franchisen, men også den ottende. Det rapporterer The Hollywood Reporter.
Begge film udskydes med knap et år. “Mission: Impossible 7”, der skulle have haft dansk premiere den 29. september i år, udkommer i stedet den 14. juli 2023, mens “Mission: Impossible 8” skifter sin premieredato fra den 6. juli 2023 til den 28. juni 2024.
På trods af filmens mange udskydelser har man på produktionen af filmene, der oprindeligt skulle have skudt back-to-back, taget pandemien meget seriøst. Det resulterede i et udbrud fra Cruise, der også agerer producer på filmene, som truede nogle medarbejdere med fyring over ikke at overholde produktionens corona-regler.
Læs også: “MCU-stjerne deler billede: ‘Mission: Impossible’-stunt med Tom Cruise”
De to kommende film har Christopher McQuarrie, der også instruerede de seneste to film i franchisen, bag roret. Han har samlet et cast bestående af velkendte ansigter, såsom Cruise, Simon Pegg, Ving Rhames, Rebecca Ferguson og Vanessa Kirby samt franchise-debuterende navne som Hayley Atwell.