“Mortal Kombat” gør sig klar til runde 2 med en ny forfatter ombord på New Line-produktionen.

Det var tydeligt, at 2021-filmatiseringen af den populære videospilserie “Mortal Kombat” blot var begyndelsen på flere eventyr med de overnaturlige fightere fra Jorden og Outworld. Filmen sluttede af med at tease fanfavoritten Johnny Cage, og vi har stadig ikke fået den turnering, som står bag selve filmens titel. Sub-Zero-skuespiller, Joe Taslim, har da også afsløret, at han er på en fem-films kontrakt, så der er ikke tvivl om, at New Line stadigvæk har masser af esser i ærmet ift. fremtidige produktioner.

Nu har Deadline rapporteret, at en “MK”-fortsættelse officielt er undervejs – denne gang med en ny forfatter bag tastaturet. Jeremy Slater, der har skrevet den kommende MCU-serie “Moon Knight” og er skaberen af Netflix’ “The Umbrella Academy”, står bag manuskriptet på den kommende opfølger.

Læs også: “Første trailer til MCU-serien ‘Moon Knight’ introducerer os til Oscar Isaacs sindsforvirrede superhelt”

Flere af den originale films stjerner forventes at vende tilbage, blandt andre Lewis Tan som Cole Young, Jessica McNamee som Sonya Blade og Mehcad Brooks som Jax, men intet er blevet udmeldt fra hverken New Line eller Warner Bros.

Vi ved endnu ikke, hvornår vi kan forvente at se “Mortal Kombat 2”.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: