Maya Erskine, skaberen bag og stjernen i komedieserien “Pen15”, har overtaget “Fleabag”-stjernen Phoebe Waller-Bridges rolle som Mrs. Smith i “Mr. & Mrs. Smith”.
Erskine skal spille over for Donald Glover, skaberen af den fantastiske FX-serie “Atlanta”, der spiller den anden halvdel af det titulære snigmorder-ægtepar.
Glover agerer medskaber på “Mr. & Mrs. Smith”, der er et tv-serie-reboot af den Brad Pitt og Angelina Jolie-anførte romantiske actionfilm af samme navn fra 2005. Det er da også den nye Mr. Smith, der i et interview med ham selv gennem Interview Magazine afslørede Erskines medvirken.
“Hun er dope,” sagde Glover om Erskine og uddybede derefter om serien: “Jeg elsker virkelig showet. Jeg er ved at skrive sæsonafslutningen nu.”
Waller-Bridge, der før har arbejdet sammen med Glover på “Solo: A Star Wars Story”, droppede ud af projektet i efteråret efter kreative uenigheder. “Fleabag”-stjernen har dog stadigvæk haft masser at se til. Hun er én af forfatterne bag den seneste 007-film “No Time to Die”, og hun skal inden længe også spille over for Harrison Ford og Mads Mikkelsen i den kommende “Indiana Jones 5”.
Du kan læse vores anmeldelse af “No Time to Die” lige her.
“Mr. & Mrs. Smith” er en Prime Video-serie, men vi ved endnu ikke, hvornår vi får serien at se.