Vi har skullet gå meget igennem for at få den 25. Bond-film at se. Først blev instruktør Danny Boyle udskiftet med Cary Joji Fukunaga, og siden er filmen som konsekvens af Covid 19-pandemien blevet udskudt flere gange, end det er til at holde styr på. Heldigvis har det været hele ventetiden værd, og “No Time to Die” kan sagtens blande sig i diskussionen om de bedste Bond-film.

Det har dog ikke været lutter lagkage for Daniel Craigs Bond, der har haft sine op- og nedture. Vi startede med den fuldstændig fantastiske “Casino Royale” og slæbte os igennem den mindre spektakulære “Quantum of Solace”. Det ledte os til den utrolige “Skyfall”, før hele historien blev samlet i “Spectre”, der på sin vis ville have været en passende afslutning for Craigs Bond. Hvor er jeg dog glad for, at det ikke var tilfældet. “No Time to Die” er nemlig den perfekte afrunding af Daniel Craig-æraen, der efterhånden nærmest føles som en franchise for sig selv.

Filmen følger den pensionerede Bond, der lever et fredeligt liv sammen med sin udkårne, den hemmelighedsfulde Dr. Madeleine Swann (Léa Seydoux). Swann er dog også bindeleddet mellem Bond og filmens intimiderende skurk, Lyutsifer Safin (Rami Malek), der med en dødsensfarlig teknologi truer verdenssikkerheden. Det bliver en opgave, som Bond tager på sine skuldre sammen med den karismatiske nye 007-agent, Nomi, og resten af det gamle slæng — M (Ralph Fiennes), Q (Ben Whishaw) og Moneypenny (Naomie Harris).

Ja, det lyder som en ret typisk Bond-historie. Det er “No Time to Die” dog ikke ligefrem, og med nogle fantastiske twists formår Fukunaga og resten af skribentholdet bag filmen at skabe én af de mest personlige Bond-film nogensinde. Det giver en ny facet til Craigs i forvejen flerdimensionelle udgave af den elskede MI6-agent, og det fungerer i den grad.

Filmen er dog ikke er perfekt, og der er flere bump i vejen. Ét af dem er desværre danske David Denciks russiske videnskabsmand, Valdo Obruchev, der føles som et klart forsøg på at få implementeret mere humor i en ofte dyster film. Dog får den tykke russiske accent og de mange klager karakteren til at virke karikeret, hvilket til tider distraherer fra handlingen.

En anden udfordring er filmens spilletid på 2 timer og 43 minutter. Der er mere end rigeligt tid til at fortælle historien, men tiden føles ikke altid veludnyttet. Der bruges for mange minutter på, hvad der virker som småting i anden akt, og selvom Malek formår at skabe en værdig Bond-skurk, ville det ikke have skadet, i stedet at bruge mere tid på at forklare Safins noget utydelige motiver for at ødelægge verden.

Når historien gik lidt for langsomt, kunne jeg flere gange mærke action-abstinenserne kommer kriblende. Det må dog også siges at være en ros til Fukunaga, for han forstår i den grad at skabe intense actionscener. Allerede fra Bonds første møde med skurkene, hiver Fukunaga seeren direkte ud på kanten af sædet, og med små, men bemærkelsesværdige detaljer bliver man taget med derind, hvor det hele sker. Når en bombe sprænges, er det ikke kun alt, hvad Bond hører, der dæmpes, men også musikken som seeren hører, bliver der lagt låg på, og ligesom Bond føler man sig desorienteret i et stykke tid, inden man kommer til sine fulde fem igen.

En anden fantastisk actionsekvens foregår på stilsikker vis i en tågefyldt norsk skov, men for at finde filmens absolutte højdepunkt, må man hen til en scene i tredje akt. Her bliver vi ført ført med på en one-shot-sekvens, der tager Bond igennem noget af den mest rå og hæsblæsende action i franchisens historie. Sekvensen er skudt på så mesterlig vis, at man sidder med et hjerte, der i bedste “Tom & Jerry”-manér er ved at banke ud af brystet og en kæbe, der er ved at falde ned på gulvet — og det følger én hele vejen til filmens storslåede slutning, der for alvor efterlader et aftryk, som kun meget få film kan finde ud af.

Der vil være umådeligt store sko at udfylde for den næste Agent 007, når franchisen på uundgåelig vis fortsættes. Med “No Time to Die” markerer Craig sig nemlig for alvor som én af de bedste (hvis ikke den bedste) Bond nogensinde, og han fortjener intet mindre end den perfekte afsked med rollen. Det kan jeg heldigvis rapportere, at han har fået.