Ruslands Præsident Putin havde som karakter en større birolle at spille i danske Thomas Vinterbergs kommende ubådsfilm, “Kursk”. Nu er Putin imidlertid blevet fjernet fra manuskriptet. Muligvis på grund af frygt for et hacker-angreb.
Se også: Rusland vil håndhæve homolov: Muligt forbud af “Skønheden og Udyret”
Det er The Hollywood Reporter, der skriver, at producent Luc Besson vil skifte fokus fra det politiske spil til selve redningsmissionen, da 118 soldater i år 2000 døde på bunden af havet om bord på ubåden Kursk.
Vladimir Putin var netop tiltrådt som præsident, da tragedien fandt sted, hvorfor han da også ganske naturligt var udstyret med fem scener i Vinterbergs kommende filmatisering. De er nu fjernet.
Og måske ikke kun, fordi Besson frivilligt vil skifte fokus på fortællingen. Kilder peger på, at produktionsselskabet EuropaCorp frygter samme skæbne, som ramte Sony Pictures efter den Nordkorea-kritiske “The Interview”.
Dengang blev Sony hacket af Nordkorea, hvilket udviklede sig til en regulær skandale for filmselskabet. Det ønsker EuropaCorp angiveligt ikke også at risikere, da Rusland jo også har ry for at være dygtige i disciplinen hacking.
“Kursk” får premiere i 2018.