Ole Bornedal vender tilbage til kælderen under Retsmedicinsk Institut i den første trailer til “Nattevagten: Dæmoner går i arv”.
30 år efter at hendes forældre, Martin og Kalinka, med nød og næppe overlevede seriemorderen Kommisær Wörmer, beslutter den medicinstuderende Emma sig for at undersøge, hvad der skete dengang på Retsmedicinsk Institut, ved at tage et studiejob som nattevagt – ganske ligesom sin far. Hun får stablet et møde med Wörmer, der nu sidder i en komatilstand på psykiatrisk afdeling på Sct. Hans, på benene, men da mødet vækker kommisæren fra sin tilstand, begynder et blodigt hævntogt, og det er op til Emma at sætte en stopper for vanviddet.
Nikolaj Coster-Waldau, der som Martin stod i centrum af 90’ernes makabre mordmysterie, vender tilbage til rollen, ligesom Ulf Pilgaard endnu engang er at finde som den sadistiske Wörmer. Også Kim Bodnia gør comeback for Bornedal, hvis datter Fanny Leander Bornedal har fået æren af at spille Emma.
“Nattevagten: Dæmoner går i arv” gør klar til at give gys og gru i de danske biografers mørke, når filmen får premiere den 14. december.