Skal julestemningen kickstartes? Så har Netflix et godt udvalg, du bør tjekke ud.

Julen er landet i streamingland, og Netflix står – noget overraskende – med et katalog, der rummer mere end tilfældige romantiske snefnug og julemandsfilm med forvirret midtvejskrise. Platformen byder på både eventyr, stop-motion-charme og en romantisk klassiker, der stadig får briterne til at ranke skuldrene af national stolthed. Her er seks film, der med garanti kan holde både børn, barnlige sjæle og julecynikere nogenlunde underholdt gennem december.


Drengen, de kaldte Jul

For dem der føler, at julefilm ofte genfortæller den samme historie, tilbyder Drengen, de kaldte Juk noget, der faktisk føles friskt.

Filmen bygger et fortryllende univers, hvor nordisk mytologi flettes sammen med britisk fortælletradition, og resultatet er både rørende og visuelt imponerende.

Historien om Nikolas, der drager afsted for at genoplive håbet i sit hjemland, er pakket ind i humor, alvor og små filosofiske momenter, som børn måske ikke forstår, men voksne vil værdsætte.

Instruktør Gil Kenan skaber en fortællestil, der balancerer lette eventyrøjeblikke med emotionel tyngde. Det gør filmen til noget mere end blot endnu et bud på julemandens oprindelseshistorie.

Hollywood har de seneste 10-15 år kastet sig med hovedet først i “origin story”-filmgenren, men selvom mange seere er kørt lidt døde i klicheerne, kan Drengen, de kaldte Jul bidrage med en frisk fortolkning i børnehøjde.


The Christmas Chronicles

Kurt Russell som julemand burde egentlig ikke fungere, men filmen beviser det modsatte. Han spiller rollen med en blanding af rockstjerne-autoritet og klassisk julemandshjerte, og det løfter hele fortællingen.

Børnene i filmen giver et energisk modspil, og deres eventyr rundt i et kaotisk juleunivers bliver både spændende og skørt.

Filmen bygger på velkendte elementer – fejlslagne juleforsøg, magiske ulykker, småmoralske pointer – men gøres levende gennem Russells fuldkommen dedikerede præstation.

The Christmas Chronicles har også en overraskende varme, som gør, at man gerne tilgiver dens forudsigelige struktur. Den fungerer især godt som familiefilm, hvor både de yngste og voksne kan grine af de samme scener af vidunderligt overstyret juleri.


Prinsessen og Dobbeltgængeren

Julefilm og identitetsswitches har altid været et godt makkerpar, og The Princess Switch bærer traditionen videre med en selvironisk lethed.

Vanessa Hudgens spiller begge hovedroller – både den ambitiøse storbybager og den lettere ensomme hertuginde – og hun gør det med charme nok til, at man bliver revet med i de mest absurde situationer.

Filmens styrke ligger i dens sprudlende tempo og den varme kemi mellem karaktererne. Romantikken er sød uden at blive sirupsagtig, og julekitsch er der til overflod.

Bag det hele gemmer sig også en lille kommentar om at turde træde ud af sin rolle og prøve noget nyt, uden at filmen bliver tung af den grund. Det hele er letbenet, fjollet og oplagt til at give hjernen juleferie.


F for Får: Et Juleeventyr

Shaun og flokken er tilbage i et kort, men herligt kaotisk juleeventyr, der igen viser, hvorfor Aardman Animation er mestre i ordløs komik.

Filmen formår at fortælle en rørende historie om sammenhold og mod – alt sammen uden en eneste replik. Det kræver præcision, og præcision får man.

Animationen er charmerende ned til mindste fingeraftryk i leret, og tempoet er både børnevenligt og underholdende for voksne. Det er også en perfekt film at smide på, mens man pakker gaver ind og forsøger at skjule sakse og tape fra resten af familien.

Et Juleeventer er kort sagt lille i længde, men stor i julehumør.


Dengang til jul

Brian Cox som julemand er casting-gaven, ingen anede, de ønskede sig. Han leverer en version af figuren, der balancerer ro, varme og en snert stram autoritet – præcis som man forestiller sig, en julemand med mange års erfaring ville være.

Filmen handler om at genfinde håbet i en by, hvor en snestorm har sat alt på pause, og den formår at fortælle flere små sammenflettede historier, uden at det føles rodet. Animationen er varm og farverig, og universet er nemt at forelske sig i. Forældre vil nikke genkendende til kaosset, mens børn vil nyde eventyret.

Det er en af de nyere Netflix-julefilm, der faktisk føles som en kommende klassiker – også selv om den rammer skærmen mange år efter de store animationsbølger.


Love Actually

Man kan forsøge at ignorere det, men Love Actually er stadig den ultimative jule-romcom, der får både britiske og ikke-britiske hjerter til at smelte lidt.

Filmen flettes sammen af otte historier, der alle kredser om kærlighedens forviklinger, og den gør det med en varme og timing, som få film siden har ramt. Uanset om man foretrækker Hugh Grants dans foran spejlet, Bill Nighys rock’n’roll-cynisme eller det hjerteskærende kortscenarie med Andrew Lincoln, har filmen noget til alle.

Humoren holder overraskende godt, og ensemblet spiller med så charmerende overskud, at man næsten glemmer, hvor mange gange man har set den.

Det er decemberstemning destilleret til 135 minutter – og den virker hver gang.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: