James Gunns DCU har fundet sin Lex Luthor.

Nicholas Hoult træder i fodsporene på Gene Hackman, Kevin Spacey og Jesse Eisenberg. Han har nemlig landet rollen som den geniale rigmand, superskurk og Superman-nemesis Lex Luthor i Gunns kommende film om den rød- og blåklædte superhelt. Det rapporterer Deadline.

Dermed kommer “Mad Max: Fury Road”-stjernen til at krydse klinger med “Pearl”-skuespilleren David Corenswet, der har landet rollen som den titulære kryptonianer, der til daglig går under navnet Clark Kent. “The Marvelous Mrs. Maisel”-stjernen Rachel Brosnahan spiller heltens udkårne, Lois Lane, mens det også for nyligt kom frem, at den venezuelanske skuespiller María Gabriela de Faría har fået rollen som skurken The Engineer.

“Dora and the Lost City of Gold”-skuespiller Isabela Merced, “The Harder They Fall”-skuespiller Edi Gathegi og “Barry”-skuespiller Anthony Carrigan har fået roller som hhv. Hawkgirl, Mister Terrific og Metamorpho. “Firefly”-stjernen Nathan Fillion spiller Guy Gardner, en Green Lantern.

Det er ikke Hoults første runde i superhelteringen. Han har tidligere stået på heltesiden, da han spillede Beast i “X-Men”-filmene “Days of Future Past”, “Apocalypse” og “Dark Phoenix”.

“Superman: Legacy” er skrevet og instrueres af Gunn. Filmen markerer begyndelsen på det nye DCU, der altså rebooter og erstatter en stor del af det superhelteunivers, der begyndte i 2013 med Zack Snyders “Man of Steel”.

Du kan læse mere om de kommende DCU-projekter lige her.

“Superman: Legacy” får premiere den 10. juli 2025.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: