MCU’s nyeste superhelt må se sin skæbne i øjnene i den nyeste trailer til “Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings”.
Simu Liu spiller Marvels første asiatiske hovedrolle, Shang-Chi, i en film, der for første gang giver os et ordentligt blik på terrororganisationen The Ten Rings.
Traileren viser nogle af de udfordringer, som Shang-Chi kommer ud for på sit første Marvel-eventyr, hvor han både står over for ninjaer, en drage og sin egen far, Wenwu (Tony Leung), der er lederen af The Ten Rings — også kendt som the Mandarin.
Den største overraskelse kommer dog i slutningen af traileren, hvor Hulk-skurken Abomination gør sit comeback efter 13 år i Marvels glemmekasse. Han kæmper i ringen mod en troldmand, der, hvis rygterne har ret, meget vel kunne være “Doctor Strange”-karakteren Wong.
Læs også: “Instagram-billede afslører mulig MCU-cameo i ‘Shang-Chi'”
De kampsportsorienterede actionscener kommer til at skille sig ud fra mange andre MCU-film, og “Shang-Chi” bringer uden tvivl en velkommen forandring i kultur og verdensopbygning til superhelteuniverset.
Sammen med Liu og Leung kommer vi blandt andre til at se Awkwafina (“The Farewell”), Michelle Yeoh (“Tomorrow Never Dies”) og Ronny Chieng (“Crazy Rich Asians”). Om Tim Roth er tilbage i rollen som Abomination, er endnu ikke klart.
“Just Mercy”-instruktør Destin Daniel Cretton står bag roret for filmen, som han også skriver i samarbejde med Dave Callaham (“Wonder Woman 1984”) og Andrew Lanham (“The Glass Castle”).
“Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings” får premiere den 3. september.
#1 sraw rats 3 år siden
#2 thomas040 3 år siden