Harrison Ford har skadet sin skulder under indøvelser af “Indiana Jones 5”-kampscener, rapporterer Deadline

Det kan ikke altid være lige nemt at være action-adventurestjerne, når man er i slutningen af 70’erne. Den erkendelse må både Ford og resten af holdet på “Indiana Jones 5”-settet gøre sig ovenpå hovedrolleindehaverens skade.

Skadens omfang er endnu ukendt, men den kommer ikke til at stoppe filmens produktion endnu. Instruktør James Mangold omlægger programmet for filmens optagelser, så man kommer til at skyde uden om Harrison Ford.

Læs også: “Nye billeder fra “Indiana Jones 5″-settet tyder på en ung Harrison Ford samt et gensyn med nazisterne”

Dermed har Disney heller ikke ændret premieredatoen for den charmerende arkæologs næste eventyr endnu, så vi kan forhåbentlig stadigvæk glæde os til at se Harrison Ford på det store lærred igen den 29. juli næste år.

Over for Ford spiller Mads Mikkelsen, Phoebe Waller-Bridge, Toby Jones, Boyd Holbrook og Thomas Kretschmann — alle i endnu ukendte roller.

“Indiana Jones 5” bliver produceret af franchisens skaber Steven Spielberg, der for første gang ikke står bag roret på et Indy-eventyr. Derimod er det “Logan”-instruktør James Mangold, der har taget over. Forhåbentlig kan han leve op til de første tre film eller i det mindste overgå den noget skuffende 4’er.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: