Netflix slutter året af med en julegave i form af “The Witcher”-prequel-serien “Blood Origin”, og for at vi har lidt mere at glæde os til, har vi nu har fået en ny trailer.
2022 har været et produktivt år for fantasy-serier. Efter vi både har set “House of the Dragon” og “Lord of the Rings: The Rings of Power”, får vi inden længe også “The Witcher: Blood Origin”.
Den nye miniserie, der foregår over blot fire afsnit, foregår godt 1200 år inden handlingerne, vi kender fra hovedserien. Miniserien fortæller historien om den første prototype-witcher samt de begivenheder, der forbandt monstrenes, menneskenes og elvernes verdener.
Den kommende miniserie har Michelle Yeoh (“Everything Everywhere All at Once”), Sophia Brown (“Clique”) og Laurence O’Fuarain (“Vikings”) i de ledende roller og er skabt af “The Witcher”-skaber Lauren Schmidt-Hissrich og “The Witcher”-forfatter Declan de Barra.
“Blood Origin” udkommer den 25. december, og efter den kan vi glæde os til den tredje sæson af “The Witcher” engang i 2023. Det bliver dog også et bittersødt gensyn, da Sæson 3 også bliver den sidste med seriens stjerne Henry Cavill i hovedrollen.
Rollen som Geralt of Rivia bliver fra Sæson 4 og frem spillet af Liam Hemsworth i stedet. Det kan du læse mere om her.