Den nyeste trailer “WEIRD: The Al Yankovic Story” twister den klassiske musiker-biopic på fornøjelig parodisk vis.
“Weird Al” Yankovic har sammen med instruktør Eric Appel skrevet “WEIRD” om sit liv og sin oprindelse som stjerne, og ganske ligesom mange af hans sange er filmen en parodi på en klassisk formular.
I filmen følger vi den “sande” historie om Alfred Yankovic, og hans rejse fra ung polkaelskende musiker til verdensstjerne, der har Madonna under armen, ufattelig rigdom og et alkoholmisbrug. Du kan se traileren her.
“Harry Potter”-stjernen Daniel Radcliffe , der ikke synderligt ligner Yankovic, kan alligevel ses i rollen som stjernen – og set i lyset af filmens parodiske natur, passer det sådan set perfekt. Over for ham spiller Evan Rachel Wood (“Westworld”) som Madonna og Rainn Wilson (“The Office”) som Dr. Demento. Yankovic selv spiller også med i filmen som en pladeselskabsdirektør.
“WEIRD: The Al Yankovic Story” får premiere til Toronto International Film Festival den 8. september og på den amerikanske streamingtjeneste The Roku Channel den 4. november. Vi ved desværre ikke, hvornår vi kan se filmen herhjemme.