Warner Bros. har udsendt fem nye billeder fra “Terminator Salvation”, den første film i McG’s kommende planlagte trilogi, der bygger videre på det berømte sci-fi-univers, som blev etableret i James Camerons berømte “Terminator”-franchise.

Billederne, der viser Moon Bloodgood som modstandsbevægelsens kamphærdede pilot Blair Williams og rapperen Common som soldaten Barnes, en af John Connors tætteste venner, kan ses her, hvor man endvidere kan se et billede af, hvordan terminator-modellen T-600 tager sig ud.

Instruktøren McG kan desuden til Wired afsløre lidt nye detaljer omkring projektet og siger bl.a. om filmens tidsramme i seriens mytologi:

”Den første film viser Schwarzeneggers T-800 ankomme tilbage i tiden fra 2029. ‘Salvation’ udspiller sig i 2018, så man kan se al den research og teknologi, der bliver lagt i T-800-modellen,” forklarer han. ”Det er ligesom poliovaccinen: Man bliver nødt til at gå gennem en masse laboratorierotter for at komme til at vaccinere. I denne film er menneskene laboratorierotterne. Skynet laver forsøg på os for at finde ud af, hvordan man laver en fotorealistisk, slankere, mindre, mere kompetent maskine – T-800-modellen.”

Filmskaberen kan desuden fortælle, at John Connor (Christian Bale) ikke er modstandsbevægelsens leder fra starten af filmen af, men man ser ham som soldat kæmpe sig op og gøre sig fortjent til sin position som menneskehedens store militære leder.

Med hensyn til filmens slutning udtaler instruktøren: ”Er Skynet intelligent nok til at bruge de bedste dele af os selv mod os selv? Kan vi stole på maskinen? Deri ligger hunden begravet, og det er, hvad tredje akt af filmen handler om. Slutningen på denne film er ellipseagtig. Den vil gøre mange folk gale, og man kommer til at se en masse folk, der klør sig i nakken i undren. Slutningen er ikke til at ryste af sig, hvor man normalt glemmer sådanne ting, før man når ud på parkeringspladsen. Den vil få jer til at tænke.”

Hele artiklen kan læses hos Wired.com, hvor man også kan finde en række concept-art fra filmen.

“Terminator Salvation” kan opleves i danske biografer fra 5. juni.



Vis kommentarer (11)
Gravatar

#11 Dragon_Claw 15 år siden

#3 Seriøst mand, det er fandme forstyrrende & uprofessionelt at lytte til...
Tony Montana: All I got in this world is my word and my balls. And I don't break 'em for nobody!

Skriv ny kommentar: